0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg vil fandeme ændre verden

43-årige Laila Ingrid Rasmussen har skrevet en boblende optimistisk roman om en barndom i Nansensgade, hvor hun sov med ryggen til muren ind til Cafe Stjernen, hvor faderen var stamgæst, når han ikke lige var på de syv have for at drikke og være sin kone utro.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Peter Hove Olesen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Livet er fantastisk.

Ikke et sekund er 43-årige Laila Ingrid Rasmussen i tvivl.

Siden hun var lille og sad hjemme under sofabordet i Nansensgade og hørte sin far, sømanden, helten fra de syv have, fortælle skrøner fra de varme lande, har hun følt, at livet er en gave af muligheder.

Ja, det kan da godt være, at faderen, sømanden, drak familiens penge op på københavnske værtshuse, og at han konstant havde andre kvinder end moderen, som for øvrigt flyttede, da Laila var femten og efterlod hende alene i københavnerlejligheden, fordi moderen havde fundet en ny mand efter faderens død.

Og det kan da også godt være, at Laila pludselig stod helt alene i verden og måtte overleve ved at tage arbejde som piccoline, eftersom broderen var flyttet for længst, og søsteren blev gravid som 14-årig og nu var et helt andet sted i sit liv.

Men ikke desto mindre mener hun, også i dag, at livet er fantastisk.

Hvad mange andre ville få monteret som et erindringsbillede i sort-hvid om en kuldslået barndom med ubetalte købmandsregninger i fordrukne familier, har Laila Ingrid Rasmussen valgt at præsentere som en livsbekræftende historie i widescreen og technicolour.

Historien fortæller hun i romanen 'Stjernen', der udkommer næste tirsdag. Her optræder helten i skikkelse af Lailas far, sømanden. Selv er hun efternøleren, der ankommer i slutningen af faderens storhedstid som eksotisk omdrejningspunkt i en familie, hvor en kylling ikke er et stykke fjerkræ i ovnen, men derimod en lille grøn flaske, der står bag det ene ben på mormoderens stol.

Ingen klynken
»Min bog handler ikke om at miste, selv om jeg har mistet min mor og far, og det meste af det gamle kvarter er revet ned, og mine ældre søskende forsvandt. Alligevel handler den ikke om at miste. 'Stjernen' handler om at få noget. Jeg er i hvert fald taknemmelig, og jeg klynker ikke over min barndom. Der er så meget klynk, og det er altid nogens skyld, at folk har haft en dårlig barndom, men man må tage livet i sin egen hånd og få det bedste ud af det, for livet er jo fedt, og det indeholder masser af muligheder«, siger Laila Ingrid Rasmussen.

Selv er hun sikker på, at hun har fået en god barndom med masser af tryghed og kærlighed, og at dette er årsagen til, at hun har evnet at skabe sin egen tilværelse, siden hun var teenager.

»Allerede som lille vidste jeg, at jeg var anderledes end dem, der var omkring mig. Måske skyldtes det, at jeg var efternøler og syv og ti år yngre end mine søskende og fik lov til at gå lidt i skyggen af dem. Jeg var altid en betragter, der stod lidt på sidelinjen. Det er vel ikke sådan, at jeg altid har vidst, at jeg ville være forfatter, men siden jeg som lille sad hjemme på trappeafsatsen, har jeg vidst, at jeg en dag ville fortælle om det, jeg så. Om de forskellige mennesker, jeg så. Hvem de var, og hvor de skulle hen, og hvad vi skulle med livet«.

»Men jeg har jo ikke skrevet min bog for at fortælle om min egen barndom eller min mor eller min far, men for at skrive om dette at være menneske i verden. Grundstoffet i historien er så blevet noget, jeg kender til. Det er en simpel historie om to mennesker, der mødes og får et barn sammen, at få et barn er jo en gave og rummer et enormt potentiale«, siger hun.

'Stjernen' er hendes tredje roman. For syv år siden udgav hun romanen 'Beretninger om liv', der fik glimrende anmeldelser, også her i avisen. Niels Barfoed skrev bl.a., at »... har De en ledig stund, er de ikke blot i lødigt, men i klogt selskab med Laila Ingrid Rasmussen«.

Angelique i hovedet
I sin nye roman bringer hun først og fremmest læseren i selskab med et farverigt persongalleri i Nansensgade i 1960'erne, da hun selv var barn og lå med ryggen op mod væggen ind til Café Stjernen, hvor jukeboxen stod på den anden side og sendte tidens melodier, Campeottos 'Angelique' og Brandenburgs 'Susanne, Birgitte og Hanne', direkte ind i den lille piges blodbaner.

»Kvarteret omkring Nansensgade lå nærmest i en tidslomme mellem Søerne og H.C. Ørstedsparken, hvor 1960'erne og 1970'erne aldrig rigtig nåede ind. Vi bevægede os sjældent uden for gaden. I den ene ende lå Frederiksborggade, og her boede de fine, og i den anden ende lå Gyldenløvesgade, og her lå skattevæsenet«, fortæller Laila Ingrid Rasmussen med en selvfølgelighed, der antyder at bære enhver forklaring i sig.

I dag bor hun på Christianshavn sammen med mand og tre børn, og hun har ikke været i Nansensgade i mange år.

»Nej, jeg er aldrig vendt tilbage, for der er ikke noget at vende tilbage til. Alle baghusene er væk, og det samme er de fleste af de små butikker fra dengang, og jeg har selv flyttet mig fra min sociale arv, hvad der har haft sine omkostninger. Min søster har jeg følelsesmæssige bånd til stadigvæk, m