Foto: Peter Hove Olesen

Foto: Peter Hove Olesen

Interview

Jeg vil fandeme ændre verden

43-årige Laila Ingrid Rasmussen har skrevet en boblende optimistisk roman om en barndom i Nansensgade, hvor hun sov med ryggen til muren ind til Cafe Stjernen, hvor faderen var stamgæst, når han ikke lige var på de syv have for at drikke og være sin kone utro.

Interview

Livet er fantastisk.

Ikke et sekund er 43-årige Laila Ingrid Rasmussen i tvivl.

Siden hun var lille og sad hjemme under sofabordet i Nansensgade og hørte sin far, sømanden, helten fra de syv have, fortælle skrøner fra de varme lande, har hun følt, at livet er en gave af muligheder.

Ja, det kan da godt være, at faderen, sømanden, drak familiens penge op på københavnske værtshuse, og at han konstant havde andre kvinder end moderen, som for øvrigt flyttede, da Laila var femten og efterlod hende alene i københavnerlejligheden, fordi moderen havde fundet en ny mand efter faderens død.

Og det kan da også godt være, at Laila pludselig stod helt alene i verden og måtte overleve ved at tage arbejde som piccoline, eftersom broderen var flyttet for længst, og søsteren blev gravid som 14-årig og nu var et helt andet sted i sit liv.

Men ikke desto mindre mener hun, også i dag, at livet er fantastisk.

Hvad mange andre ville få monteret som et erindringsbillede i sort-hvid om en kuldslået barndom med ubetalte købmandsregninger i fordrukne familier, har Laila Ingrid Rasmussen valgt at præsentere som en livsbekræftende historie i widescreen og technicolour.

Historien fortæller hun i romanen 'Stjernen', der udkommer næste tirsdag. Her optræder helten i skikkelse af Lailas far, sømanden. Selv er hun efternøleren, der ankommer i slutningen af faderens storhedstid som eksotisk omdrejningspunkt i en familie, hvor en kylling ikke er et stykke fjerkræ i ovnen, men derimod en lille grøn flaske, der står bag det ene ben på mormoderens stol.

Ingen klynken
»Min bog handler ikke om at miste, selv om jeg har mistet min mor og far, og det meste af det gamle kvarter er revet ned, og mine ældre søskende forsvandt. Alligevel handler den ikke om at miste. 'Stjernen' handler om at få noget. Jeg er i hvert fald taknemmelig, og jeg klynker ikke over min barndom. Der er så meget klynk, og det er altid nogens skyld, at folk har haft en dårlig barndom, men man må tage livet i sin egen hånd og få det bedste ud af det, for livet er jo fedt, og det indeholder masser af muligheder«, siger Laila Ingrid Rasmussen.

Selv er hun sikker på, at hun har fået en god barndom med masser af tryghed og kærlighed, og at dette er årsagen til, at hun har evnet at skabe sin egen tilværelse, siden hun var teenager.

»Allerede som lille vidste jeg, at jeg var anderledes end dem, der var omkring mig. Måske skyldtes det, at jeg var efternøler og syv og ti år yngre end mine søskende og fik lov til at gå lidt i skyggen af dem. Jeg var altid en betragter, der stod lidt på sidelinjen. Det er vel ikke sådan, at jeg altid har vidst, at jeg ville være forfatter, men siden jeg som lille sad hjemme på trappeafsatsen, har jeg vidst, at jeg en dag ville fortælle om det, jeg så. Om de forskellige mennesker, jeg så. Hvem de var, og hvor de skulle hen, og hvad vi skulle med livet«.

»Men jeg har jo ikke skrevet min bog for at fortælle om min egen barndom eller min mor eller min far, men for at skrive om dette at være menneske i verden. Grundstoffet i historien er så blevet noget, jeg kender til. Det er en simpel historie om to mennesker, der mødes og får et barn sammen, at få et barn er jo en gave og rummer et enormt potentiale«, siger hun.

'Stjernen' er hendes tredje roman. For syv år siden udgav hun romanen 'Beretninger om liv', der fik glimrende anmeldelser, også her i avisen. Niels Barfoed skrev bl.a., at »... har De en ledig stund, er de ikke blot i lødigt, men i klogt selskab med Laila Ingrid Rasmussen«.

Angelique i hovedet
I sin nye roman bringer hun først og fremmest læseren i selskab med et farverigt persongalleri i Nansensgade i 1960'erne, da hun selv var barn og lå med ryggen op mod væggen ind til Café Stjernen, hvor jukeboxen stod på den anden side og sendte tidens melodier, Campeottos 'Angelique' og Brandenburgs 'Susanne, Birgitte og Hanne', direkte ind i den lille piges blodbaner.

»Kvarteret omkring Nansensgade lå nærmest i en tidslomme mellem Søerne og H.C. Ørstedsparken, hvor 1960'erne og 1970'erne aldrig rigtig nåede ind. Vi bevægede os sjældent uden for gaden. I den ene ende lå Frederiksborggade, og her boede de fine, og i den anden ende lå Gyldenløvesgade, og her lå skattevæsenet«, fortæller Laila Ingrid Rasmussen med en selvfølgelighed, der antyder at bære enhver forklaring i sig.

I dag bor hun på Christianshavn sammen med mand og tre børn, og hun har ikke været i Nansensgade i mange år.

»Nej, jeg er aldrig vendt tilbage, for der er ikke noget at vende tilbage til. Alle baghusene er væk, og det samme er de fleste af de små butikker fra dengang, og jeg har selv flyttet mig fra min sociale arv, hvad der har haft sine omkostninger. Min søster har jeg følelsesmæssige bånd til stadigvæk, men vi har også svært ved at tale sammen, fordi vi ofte taler om helt forskellige ting«.

»Jeg brændte alle broer bag mig, da jeg forlod Nansensgade, og jeg følte, at fortiden var væk. De fleste kan gå hjem til deres mor og far, og så står alle tingene der fra deres barndom, men jeg har ingenting fra barndommen. Da min mor flyttede, lod hun bare tingene stå, og da jeg selv flyttede fra vores lejlighed som 19-årig, lod jeg også selv tingene stå. Jeg har ingenting tilbage fra barndommen, og hvis man ikke føler, man har en fortid, så er man nødt til at leve i nuet«, siger Laila Ingrid Rasmussen.

Leve i nuet
Det er ikke helt rigtigt, når hun siger, at hun ingenting har fra sin barndom, for øjeblikket efter rejser hun sig fra det lille bord med voksdug i lejligheden med udsigt til Christiania. Hun går over og åbner en af køkkenskufferne og finder en lille sølvske frem. En sølvske med en mølle i den ene ende, hvor vingerne stadig kan rotere ved et knips med en finger.

Om hun har sølvskeen fra sin far eller mor, fortæller hun aldrig, men man er ikke i tvivl om, at budskabet om at man må leve i nuet og selv er med til at skabe og forme sit liv er hentet direkte ud af dansk sømandsvisdom.

»Det er min far, der er stjernen i romanen. Han er helten, og han var også den, der spredte liv omkring sig. Han var solen, der var forudsætningen for alt liv, og alt drejede sig om ham, uanset om han var der eller ikke var der. Han var ukuelig, fuld af liv og et livsbekræftende menneske«, siger Laila Ingrid Rasmussen.

Om hun selv ligner faderen på det punkt, bliver man aldrig klar over, for hun når at svare både 'ja', 'nej' og 'ved ikke' på spørgsmålet, når man stiller det tre-fire gange.

»Jeg ved ikke, om jeg ligner ham, for i virkeligheden har jeg aldrig kendt min far. Mit kendskab til ham er alle de historier, han selv og andre har fortalt om min fars storhedstid, for den var allerede ved at være forbi, da jeg ankom som en lille efternøler i familien. Jeg fik alt fortalt gennem historier, så på den måde var min barndom allerede litterær«, fortæller hun med et stort smil.

I gængs forstand var sømandsfamilien imidlertid ikke litterær. Det var et hjem stort set uden bøger, og når Laila Ingrid Rasmussen bliver spurgt, hvad hun tror, hendes far ville have sagt til 'Stjernen', siger hun:

»Han ville aldrig have været i stand til at læse så lang en bog, og han ville heller ikke forstå den, og det ville være enormt fjernt for ham, at jeg skulle have skrevet en bog«.

Hun har skrevet på bogen i to år, og arbejdet har først og fremmest handlet om at ramme den tone, der skal give læseren følelsen af, at livet er unikt, og at vi alle er stjerner - ikke for en aften, men i vores eget liv.

»Jeg kender slet ikke slutpunktet for historien, når jeg starter. Historien begynder i øverste, venstre hjørne, og derefter bliver det hele skrevet frem. Det kan tage tre-fire timer at læse sig ind i teksten, før en dags arbejde måske ender med trekvart sides tekst«, siger hun.

En ny verden
Hun har selv skrevet siden 9. marts 1986. Det var den dag, Michael Strunge døde. Laila Ingrid Rasmussen havde forinden set ham i et tv-program og var blevet interesseret.

»Den dag, han døde, pjækkede jeg fra arbejde og gik på biblioteket og lånte alle hans digtsamlinger. Fra det øjeblik vidste jeg, hvad det var, jeg skulle. Indtil da havde jeg tegnet og malet og spillet musik, men derfra åbnede en helt ny verden sig for mig. Siden har jeg skrevet, og jeg skriver ikke for at få stillet bøger op på en reol. Jeg skriver for at få folk til at læse dem«.

»At skrive er at række hånden ud efter et andet menneske, og det er grunden til, at jeg skriver. Jeg vil fandeme ændre verden. Måske kan litteraturen ikke flytte bjerge, men nok mennesker, og bøger af Johannes V. Jensen, Tom Kristensen og Michael Strunge har i hvert fald flyttet mig«, siger hun.

I modsætning til mange andre er hun særdeles optimistisk på menneskehedens vegne, og hun tror på, at mennesker inderst inde bestræber sig på at være gode.

»Der kan være omstændigheder, der gør, at det fører til krig eller alt muligt, for vi er jo ofte i vores følelsers vold, men derfor er det også så vigtigt at have civilisationen, og derfor er det vigtigt hele tiden, at vi spørger os selv, hvad vi vil med dette liv. En gang imellem kan man da spørge sig selv, om det hele kun er biologi, eller om det hele kun er Big Bang, der alligevel slukker til sidst, eller om vi bare er kemiske processer. De tanker strejfer mig da en gang imellem, og jeg vakler hele tiden. Om der er en mening, eller der ikke er. Jeg ved i virkeligheden ikke en skid, men jeg kan heller ikke lade være med at række hånden op en gang imellem for at spørge«, siger Laila Ingrid Rasmussen.

Hendes egne prioriteter i livet er 1. At give sine tre drenge på 15, 6 og 5 en god start i livet. 2. At skrive.

»At skrive er ankeret i min tilværelse, og jeg tænker altid på det. Også i perioder, hvor det har været umuligt at skrive, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke skriver, for så begynder jeg at forholde mig til alt, hvad der foregår i hele verden. Når jeg er færdig med en bog, tænker jeg straks på, hvordan jeg kan komme til at skrive en ny«.

»At skrive har været min hovedbeskæftigelse i årevis, selv om jeg kun har udgivet tre bøger. I perioder har jeg bare ikke fået skrevet så meget, fordi jeg har passet børnene, mens de var små og aldrig var i vuggestue. I dag har jeg mere arbejdsro, og jeg regner da ikke med, at der skal gå syv år, før jeg igen får skrevet en roman«, siger hun.

Og hun er slet ikke sikker på, at hun er færdig med det stof, hun folder ud i 'Stjernen'.

»Jeg har for nylig læst Lars Saabye Christensens 'Halvbroderen', og da jeg var færdig, tænkte jeg da: Arh, har jeg på mine 260 sider brændt alt det stof af, som han folder ud over 700 sider, men nu tænker jeg, at der også er mere at fortælle«, siger hun.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce