0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det gælder om at holde ud

Den norske forfatter Tor Bomann-Larsen er i færd med at skrive den hidtil største skildring af et nordisk kongehus' rolle. Hans mål er at give kongelitteraturen ny vægt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Jacob Ehrbahn

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En ung prinsesse og en lidt yngre prins, et dobbeltmonarki i opløsning og to dronninger i Danmark og Storbritannien med udpræget sans for dynastisk tankegang er det konglomerat, som nordmanden Tor Bomann-Larsens bog 'Kongstanken' er gjort af.

Det er en spændende beretning om den glücksborgske kongeslægts fænomenale manøvredygtighed, som endte med, at prinsessen og prinsen i 1905 som kong Haakon og dronning Maud kunne sætte sig på Norges trone som landets første kongepar i 525 år.

'Kongstanken' er det første af planlagte tre bind, der skal udkomme i forbindelse med det moderne, norske monarkis 100-års dag til næste år. Men bogen er samtidig et selvstændigt portræt af livet i dobbeltkongeriget Sverige-Norge - ofte set gennem de to mægtige nationalskjalde Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnsons briller og med særligt fokus på nordmændenes store helt, polarforskeren Fridtjof Nansen.

Kong Haakon VII (1872-1957) og dronning Maud (1869-1938) vil efterhånden blive de centrale skikkelser i Tor Bomann-Larsens projekt. Hans ambition er at skrive det hidtil største kongehistoriske værk i Norden, og første bind er modtaget med begejstring i Norge, og her i avisen fik den også flotte roser af historikeren Benito Scocozza.

Det næste bind kommer i 2004 og dækker tiden fra det senere norske kongepars bryllup i 1896 til tronbestigelsen i 1905, der kom i stand efter et uhyre komplekst og speget politisk og dynastisk spil, som Tor Bomann-Larsen sætter helt nyt fokus på. Det sidste bind fører frem til kong Haakons død i 1957.

Det norskeste
»Jeg er meget optaget af at definere 'det nationale' - den nationale mytologi og selvoplevelse, og i denne søgning er kongehuset spændende. Monarkiet bærer en nation og dens ansigt - især når kongeparret, som i Norges tilfælde i 1905 begge kommer udefra og skal fremstå som symboler på et ukendt folk. Og det var virkelig et fantastisk drama, da den danskfødte prins Carl og hans engelske kusine Maud fra 1905 blev det norskeste, der findes«, siger Tor Bomann-Larsen, der har en fortid som billedkunstner, tegneserieskaber og forfatter til biografier om bl.a. Roald Amundsen.

Tor Bomann-Larsen går særdeles grundigt til værks. Han finder de gamle repetitioner og anekdoter meningsløse og ser historien fra bunden af de politiske processer og følger herfra også det monarkistiske perspektiv. Med kong Harald som spydspids har den norske forfatter fået åbnet ellers komplet lukkede kongearkiver rundt i Europa - også i København, hvor Bomann-Larsen har fundet uvurderlige godbidder i Rigsarkivet.

De centrale norske kilder er for længst brændt, men Tor Bomann-Larsen fik alligevel uhindret adgang til alle skuffer og skabe på kongeslottet i Oslo, ligesom han har hentet materiale i København, på Windsor Slot, i Hannover, Stockholm og Moskva.

»Til Norge kom tre små mennesker - det nyvalgte kongepar og deres lille søn, Olav. De var nu kongefamilie i det, der reelt var republikken Norge. Men nordmændene satte nationen og selvstændigheden over styreformen, og de ledende politikere var klar over, at skulle Norge være en ligeværdig og anerkendt nation ude i Europa efter bruddet med Sverige, måtte det genopståede og uhyre svage Norge træde frem som monarki - i hvert fald for en periode. Det var også et land med en svingende selvfølelse, men her kunne man slå på, at Norge var et kongerige med en 1.000 år gammel historie, og det gav også tyngde«.

Familiens førstedame
Men 'Kongstanken' begynder længe før 1905 - og ude i Europa. Bogen strækker sig fra den stærke skandinavistiske periode oven på Danmarks tab af Slesvig og Holsten i 1864 til brylluppet mellem det danske kronprinsepars (senere Frederik VIII og dronning Louise) næstældste søn, prins Carl, og hans engelske kusine, dronning Victorias barnebarn, Maud, i London i 1896.

Brylluppet var endnu et eksempel på den uhyre stærke dynastiske tankegang, der herskede i de europæiske kongefamilier i slutningen af 1800-tallet. Der er ingen tvivl om, at Carl og Maud elskede hinanden - hvilket langt- fra var tilfældet, når prinser blev ført sammen med prinsesser - men bag hele det indviklede, monarkistiske mønster, som blev udlagt i sidste tredjedel af det 19. århundrede peger Tor Bomann-Larsen igen og igen og med mange hidtil ukendte kilder på tidens store kongehusstrateg, dronning Louise af Danmark (1817-1898), Glücksborgfamiliens førstedame, der førte kvindelig politik på et meget tidligt tidspunkt i en verdensdel, der ellers var totalt mandsdomineret.

Det er almindeligt kendt, at dronningen med stor snilde, tæft og direkte indgriben fik en datter gift med Ruslands tsar, en anden datter blev afsat til den senere konge af England, den tredje datter giftede sig til en formue, dronningens yndlingssøn blev konge af Grækenland og den ældste konge af Danmark - Frederik VIII.

»Glücksborgerne er en usædvanlig kongeslægt. De er det eneste betydelige dynasti, der ikke samtidig leder en stormagt. Som den første er jeg dykket ned i dronning Louises omfattende korrespondance, og her fører hun aktiv dynastipolitik. Hun var arkitekten. Hver eneste uge skrev hun til sine seks børn, som hun holdt i et fast greb. Det var også et politisk reaktionært og et stærkt antitysk greb, som holdt ved gennem i hvert fald tre generationer, og som skulle få enorm betydning for europæisk storpolitik i de følgende tiår«, siger Tor Bomann-Larsen.

På Windsor Castle sad dog også dronning Victoria, og hun forstod sig i den grad også på nyttige familiære alliancer.

Mens man læser 'Kongstanken', forundres man over, at den danske prins Carl med tiden skulle blev den måske stærkeste og mest helstøbte monark, Norge nogensinde har haft. Den unge prins' skudsmål var mildest talt ikke gode. Han og de syv søskende blev formentlig vanrøgtede i hjemmet på Amalienborg, på officersskolen stod han nederst - både når det gjaldt kundskaber og personlig udvikling, og han måtte finde sin platform uden for slottet, hos kommandørfamilien Carstensen i Dr. Tværgade.

Og så blev Maud hans udvej. Hun kom ganske vist aldrig uden for den kongelige engelske kernefamilie. Hun var et ret indadvendt gemyt, men hun besad en stærk vilje og var den bedst begavede af de to.

Monarkiets betydning
»Kongelitteraturens renommé er desværre utroligt svagt. Der findes kun få seriøse værker om de seneste konger i Sverige og Danmark, og det hænger naturligvis sammen med, at arkiverne ikke er tilgængelige, og forskerne har heller ikke følt sig tiltrukket af dette stof.

Det er mærkværdigt, at vores kongehushistorie er så undervurderet. Det er, som om man ikke har ønsket at se, at også kongemagten i Norden har været meget reel - også i de konstitutionelle monarkier. Det gælder som direkte politisk magtfaktor og på det kulturelle, psykologiske og mentale plan, når man oplever statsoverhovedet som en forlængelse af fortiden«.

»Min ambition er at skrive kongemagten op og give den betydning. Men der er forskel på at skrive biografier om kongelige og alle andre. Den biograferede skal være en stærk personlighed, som selv skal bringe sit værk fremad. Den store mand, geniet, skal realisere sig selv gennem sit individuelle livsværk. Men for den kongelige er situationen unik. Han er som os alle et almindeligt individ, mens hans opgave er helt speciel, og positionen er givet på forhånd: Han begynder sit liv på toppen. Og hvad skal man så fortælle?«.

»Svaret må være, at vi finder et nyt drama, der handler om, hvordan dette almindelige menneske tilpasser sig dets helt overmenneskelige rolle gennem underkastelse af det almene - nationen. En konge eller en dronning må være udholdende og skal stå distancen i et helt liv. Det er ingen strålende egenskab, men det er en egenskab, som også ganske ordinære mennesker kan besidde. Kong Haakon holdt ud med os nordmænd. Han var en middelbegavet mand, der endte med at blive en rigtig stor konge - én af de allerstørste«.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere