Den 33-årige norske journalist Åsne Seierstad ved godt, at hun på det seneste har fået et par skrammer i lakken. Men det skræmmer hende ikke.
Hun er kendt som den unge, lyshårede reporter, der har rapporteret fra Balkan, Afghanistan og Irak. Tre krige på seks år, og hver gang fulgt op af en bog. Senest 'Hundrede og én dag', hvor Seierstad fortæller om, hvordan hun på eget initiativ tilbragte godt tre måneder i Bagdad op til og under Irakkrigen.
»Jeg er meget nysgerrig. Jeg ønsker at være til stede, når historien skrives, og jeg kan blive meget opslugt af mine egne ideer, og det er vel også derfor, jeg blev i Bagdad, da alle andre rejste ud«, siger Åsne Seierstad.
Det er på grund af den nye bog, hun er i København, men det er stadig bogen om Afghanistan, alle husker hende for. Ikke mindst fordi hovedpersonen i 'Boghandleren i Kabul', Shah Muhammad Rais, har truet Åsne Seierstad med retssager i samtlige de 40 lande, hvor bogen skal udkomme. Rais har nævnt op imod 40 steder i bogen, hvor han mener, Seierstad blandt andet ikke viser respekt for afghansk kultur og livet i familien, heriblandt hans egen magtposition i forhold til kvinderne.
»Foreløbig har jeg nu ikke hørt noget om nogen retssager«, siger Åsne Seierstad.
Hun fortryder overhovedet ikke, at hun har skrevet bogen om den afghanske familie. En bog, som alene i Norge er solgt i 220.000 eksemplarer.
»Fortryder? Nej, men i dag kan jeg godt se, at det nok var lidt naivt af mig at tro, at boghandleren ikke skulle blive sur. Jeg troede, han kunne se, at jeg også beskrev hans gode sider, men han har kun hæftet sig ved de dårlige sider«, siger hun.
Afghanistanbogen er netop udkommet i USA, og Åsne Seierstad har ændret sin historie på tre punkter i forhold til den danske og norske udgave. Og forfatteren er helt klar over, at det af nogle nok vil blive udlagt sådan, at Shah Muhammad Rais har ret til at være rasende over bogen, hvor Seierstad beskriver sit lange ophold hos familien.
»I bogen fortæller jeg en historie om et æresdrab, og i den amerikanske udgave er det en nabo, det går ud over, og ikke en del af boghandlerens familie. Men jeg har bevaret historien, fordi den er vigtig. En anden ting, jeg har ændret, er en sætning, hvor jeg beskriver moderen i familien, hvor hun er i hammamen (badeanstalt, red). Det var en fejl. Man bør ikke beskrive en nøgen kvinde, der normalt dækker sig med burkha. Endelig har jeg ændret et sted, hvor boghandleren og hans kone taler om nogle slægtninges seksuelle eskapader. Her har jeg fjernet en anekdote«. Ingen har helt ret
Når nu du har ændret noget i bogen, vil folk så ikke sige, at boghandleren har ret?
»Jamen, ingen har helt ret. Heller ikke jeg. Måske har jeg 97 procent ret, men det er da et minefelt. Han er kommet med indvendinger, og det er i orden. For mig er det imidlertid stadig en meget vigtig bog, og den er vigtig for at forstå Afghanistan i dag, for meget af undertrykkelsen sker i familierne. Amnestyrapporter siger også, at mange overgreb faktisk sker i familierne. Jeg tror ikke, der skete overgreb i min familie, men historien viser, hvordan systemet fungerer, og hvor umuligt det er. Desuden har jeg fået stor støtte fra afghanske kvinder i Norge, som siger, at det er bogen om deres eget liv, og at jeg burde have gået langt hårdere til værks«, siger Seierstad.
Hendes nye bog, 'Hundrede og én dag', er helt anderledes end historien om boghandleren. I bogen er Seierstad selv i allerhøjeste grad med i historien, som især beskriver hendes oplevelser i Bagdad før og under Irakkrigen.
»Historien, før krigen bryder ud, er næsten den vigtigste, fordi man her mærker undertrykkelsen af irakerne«, siger Seierstad. Hvordan kan man rapportere troværdigt, når man næsten ikke kan få nogen i tale, og dem, der taler, åbenlyst ikke taler sandt?
»Man må lægge det åbent frem, og så må læserne selv fortolke. Hvis jeg i teksten fortæller om, hvad der skete i 1991 med de mange overgreb mod irakerne, om drabene i 1991, og jeg derefter taler med folk, som siger, at de ikke husker nogen drab, så fornemmer man angsten hos dem, når de ikke engang kan sige, hvad de husker«, siger Seierstad.
Hun lægger vægt på, at alt hvad hun har beskrevet i Bagdad, har hun selv set, men hun ved godt, at hun i en af sine avisreportager har beskrevet en meget blodig begivenhed, som om hun ikke selv var der.
»Jeg var der to-tre timer senere, og jeg talte med alle de involverede, men det kan selvfølgelig ikke nytte, at læseren sidder og spekulerer over, om jeg var der selv. Derfor har jeg også fortalt om den episode i den nye bog«, siger Seierstad.
Hun ved ikke, om hun har dækket sin sidste krig, men hun har stadig lyst til at tage tilbage til Irak for at beskrive landet i dag. En anden mulighed er, at hun tager til USA for at beskrive landet set med en udlændings øjne. Hvad med Norge?
»Nej. Nej, det er for kedeligt«.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø