»Jeg blev født to gange: Først som en lille pige en overraskende smogfri Detroitdag i januar 1960; og så igen som teenagedreng på en skadestue i nærheden af Petoskey, Michigan, i august 1974«. Det lyder lidt som beskrivelsen af en person, der er hentet direkte ud af et Ricki Lake Show, ikke sandt? Det er det ikke. Det er åbningen på en af de mest originale romaner, der de senere år er skrevet af en amerikansk forfatter. Vi har både bogkøbernes og kritikernes ord for det. Ikke alene er Jeffrey Eugenides roman 'Middlesex' blevet en gedigen salgssucces, den er også blevet hædret med Pulitzerprisen 2003, og som Politikens anmelder Anne Mette Lundtofte skrev om den amerikanske udgave, er prisen fuldt fortjent. Det er da heller ikke enhver beskåret at kunne fortælle en historie om en nutidig hermafrodit, som det ene øjeblik opfattes som en pige, og det næste fremstår som en ung mand - og vel at mærke få historien om det unge, tvekønnede væsen koblet sammen med en slægtssaga, der starter med nogle fattige grækeres flugt fra Smyrnas nedbrænding i den græsk-tyrkiske krig i 1922 og ender i det moderne Detroit, hvor familien har hotdog-vogne spredt ud over flere stater, mens deres private vognpark ude i garagen består af den nyeste Cadillac. Det er med andre ord en roman om transformationer, om forvandlinger, om identitet. »Man spekulerer jo stadig over, hvad der definerer det mandlige og det kvindelige, så i en tid, hvor der er nogen forvirring om de spørgsmål, giver det for mig god mening at skrive en bog som Middlesex. Jeg ville ikke skrive om en sær, seksuel minoritet. Jeg ville skrive om en person, der gennemlever sin pubertet som alle andre. Hovedpersonens forelskelse og følelser ligner også det, alle andre skal igennem i puberteten, og jeg håber, at jeg med min historie kan bringe læserne tilbage til deres egen ungdom og tilbage til nogle følelser, de måske ikke havde ventet at finde i en historie om en hermafrodit«, siger Jeffrey Eugenides under et besøg i København. Unik fortællerstemme Hvis man spørger forfatteren selv, skal man imidlertid ikke forvente noget klart svar på, hvordan det kvindelige og mandlige defineres, for her - som i de fleste andre spørgsmål - mener han, der er tale om en blanding. Fuldstændig som hans egen roman er en blanding af en god, gammeldags fremadskridende fortælling og en drilagtig postmoderne roman, hvor læseren - hvor opslugt han-hun måtte være - jævnligt mindes om, at det hele er noget, forfatteren har fundet på. »Det tog mig to år at finde den fortællerstemme, som jeg endte med at bruge i Middlesex, og det er helt bevidst, at jeg bruger de postmoderne metoder, for jeg ville ikke kunne skrive en historisk roman uden at signalere, hvor grænserne går for, hvad jeg kan vide om historien. Ved at 'afsløre' at der er tale om en fortælling, kan jeg tillade mig at skrive om disse mennesker i 1920'erne uden at føle mig som en svindler, for jeg kan jo umuligt vide, hvad der skete dengang«, fortæller Eugenides. Historien om de græske udvandrere er i vidt omfang baseret på hans egen families udvandring fra en lille, græsk landsby og deres forsøg på at slå rødder i Detroit, men der var altså ikke, som i romanen, tale om, at hans bedstefar og bedstemor, som bror og søster, giftede sig med hinanden på Amerikabåden og på den måde ved indavl lagde grunden til et muteret gen og en deraf følgende hermafrodit et par slægtled længere fremme. Men hvorfor så en historie om en hermafrodit?

»Det fascinerede mig. Forfattere forsøger jo det ene øjeblik at leve sig ind i en kvinde og i det næste at leve sig ind i en mand, så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og leve sig ind i, hvordan det er at være hermafrodit?«, spørger Jeffrey Eugenides. Vild forelskelse Udgangspunktet for romanen var kærlighedshistorien mellem to piger. Den ene er fortælleren, hermafroditten Calliope. Den anden er en af hendes klassekammerater, som hun pludselig forelsker sig vildt og inderligt i. Det er på dette tidspunkt i sin pubertet, at Calliope finder ud af, at hun i virkeligheden er hermafrodit, og mest føler sig som en mand, der senere kommer til at hedde Cal. Hvor realistisk er det, at Calliope først som teenager finder ud af, at hun er hermafrodit?

»Det var nemmere at overse i 1960'erne, men det sker selv i dag. Der er et eksempel på en læser i Østrig, der var en ældre teenager, før hun fandt ud af, at hun var hermafrodit, og hun fandt først ud af det, da hun læste min bog, men jeg ville blive glad, hvis folk sagde, at bogen egentlig slet ikke handler om en hermafrodit, for det er sådan, jeg selv har det«, siger Jeffrey Eugenides. Jeg ser den mest som en historie om udvandring og om dannelsen af det amerikanske samfund og den amerikanske identitet.

»Det er også sådan, jeg selv ser den«. Hvad er forklaringen på, at den er blevet så populær?

»Den er jo ikke solgt i millioner af eksemplarer, og hvis man tager bogens beskrivelse, vil alene dén nok afholde nogen fra at læse romanen, og den ville da have været meget mere populær, hvis omdrejningspunktet havde været et mord og ikke en hermafrodit. For et par dage siden var der imidlertid en finsk forlægger, der sagde til mig, at hvis læserne på forhånd ikke rigtigt ved, hvad de skal mene om en bog og derefter lader sig overbevise af læsningen af den, så er det en meget kraftig mekanisme, man sætter i gang, og forhåbentlig er det, hvad der sker med min bog. Foreløbig har den solgt i 350.000 eksemplarer, og det er da flot«, siger Jeffrey Eugenides. Dag til dag-døs Salget er gået langt bedre, end han havde turdet håbe på, ligesom det gjorde, da han udsendte sin forrige, filmatiserede roman 'Jomfruselvmorderne' i 1993. Dengang fortalte han historien om fem pigers selvmord, og også dengang var fortællerstemmen ret usædvanlig. Historien blev fortalt af en gruppe drenge i pigernes nabolag. »Jeg er ikke en forfatter, der på forhånd forsøger at regne tingene ud. Jeg går i gang med at skrive om noget, der fascinerer mig, og derefter forsøger jeg at overbevise alle andre om, at det er interessant. Det falder mig slet ikke ind, at folk ikke skulle interessere sig for det samme som mig«, siger Eugenides og griner. Foreløbig er det lykkedes for ham, men hvad er det egentlig, litteraturen kan, når den er god? »Når jeg selv læser, har jeg det som om jeg kobler mig ind på en intelligens, der er større end min egen. Læsningen gør, at jeg føler mig intellektuelt stimuleret og mere vågen i forhold til verden, og når jeg er færdig med en bog, kan jeg i et stykke tid føle, at jeg bliver båret videre af denne forfatters intelligens og talent. Det er derfor, jeg læser. Forfattere som Vladimir Nabokov og Saul Bellow kan give mig den følelse, jeg taler om. De får mig ud af min normale dag til dag-døs og får mig til at se klarere«, siger Jeffrey Eugenides.