Fredag den 28. marts i år var en skelsættende dag. I hvert fald for Benny Andersen. Det var den dag, som egentlig begyndte meget godt, men som endte med, at han besluttede sig for at opgive damerne. Digteren, som har skrevet et digt om, at det måske nok er besværligt med damer, men at det også er umuligt uden, var træt af sig selv. I lyntoget fra Århus til København havde han mødt en kvinde. De var faldet i snak, som var de gamle venner. Han var på vej hjem fra en teatertur i det jyske. Kvinden stod på i Vejle. Hun skulle til København for at aflevere en rapport, hun havde arbejdet på. Da toget nåede København, var stemningen rigtig god imellem de to, men de fik aldrig rigtig sagt farvel, for da toget nåede Hovedbanegården, blev kvinden pludselig ringet op på sin mobil. Væk var hun. Og hvad værre var. Benny Andersen vidste ikke, hvad hun hed, eller hvad hendes telefonnummer var. Den fredag eftermiddag besluttede han sig for, at nu skulle der i stedet arbejdes. For første gang siden hans ægtefælle Cynthia døde, ville han sætte sig ned og forsøge at skrive igen. »Det er den eneste gang, hvor jeg har tænkt, at nu kunne det være nok. Nej, tænkte jeg. Nu er det færdig med damer«, fortæller Benny Andersen Kærlighed i udbrud Digteren fortæller historien hjemme i sin lille, hyggelige stue i det idylliske Nordsjælland. Over for ham sidder Johannes Møllehave, som er en af hans meget gamle venner, men nu er de ikke kun venner. De er også blevet arbejdskammerater, eftersom de i samarbejde med journalisten Karen Thisted har lavet bogen 'Det skal mærkes, at vi lever'. Det er en bog, hvori de to mænd, der begge har mistet deres mangeårige ægtefæller, Herdis og Cynthia, taler om et af litteraturens og livets uopslidelige emner - kærligheden. Eller måske ville det være mere præcist at sige, at de taler om livet og døden og alt det, der ligger midt imellem, men med kærligheden som et gennemgående tema. Hvordan tør man næsten sige ja til at tale om kærligheden? I en artikel i encyklopædien starter Thomas Bredsdorff med at sige, at den er ubeskrivelig eller udefinerlig, hvorefter han bruger fem sider på at indkredse den.

»Jamen, den er også ubeskrivelig. Ligesom livet. Når Benny skriver digte, skriver han meget ofte om det ubeskrivelige«, siger Johannes Møllehave. »Jeg vil alligevel gerne forsøge at indkredse det, og det er da godt indkredset af en af dine disciple, Paulus, der siger, at kærligheden ikke søger sit eget. Og det er da sådan, jeg oplever kærligheden i modsætning til forelskelsen, hvor man gerne vil eje og optage den anden i sig. I kærligheden under man og vil gerne give den elskede al lykke og glæde, uanset hvad det koster. Der er også forskel på forelskelse og kærlighed. Der er nogle affiniteter og tilhørsforhold, ligesom der er mellem ironi og humor«, siger Benny Andersen »Men udbrudsstadiet er forelskelsen. Det er ligesom en sygdom, der bryder ud, hvorefter man - så nogenlunde - bliver rask igen«, siger Møllehave. Han er selv så småt ved at komme til hægterne igen efter at have mistet sin samlever Herdis, han nåede at være gift med i 40 år. Benny Andersen nåede næsten at fejre 20 års bryllupsdag med sin Cynthia. Arbejdsstøtter Begge har de brugt deres professionelle virke til helt bogstaveligt at arbejde sig tilbage mod en normal tilværelse. Johannes Møllehave indrømmer ligeud, at han er blevet til en arbejdsmaskine, der i en stadig strøm producerer enten foredrag om alle de emner, han nu engang er i stand til at tale om eller artikler om det aktuelle britiske teaterliv. Benny Andersen har bundet sig til turneer med Poul Dissing. Arbejdet har taget kærlighedens plads, men hvorfor er den så vigtig, kærligheden? »Fordi den er det grundlæggende element overhovedet. Hvis vores kærlighedsliv mislykkes, så mislykkes livet. Dynamikken og energien i arbejdskraften kommer fra kærligheden«, siger Møllehave. Har kærligheden så noget med lykke at gøre?

»Lykke kan man jo heller ikke definere, og begrebet er næsten udhulet ved, at man kalder alt for lykke«, siger Møllehave. »Lykkepiller, lykkelotto«, supplerer Andersen. »Lykke er et smuk ord, men som K. E. Løgstrup sagde, så er lykke ikke, at det lykkes, men hvad man kommer ud for. Lykke betyder oprindelig to skæbner, og når man læser Lykke-Peer, så betyder det heller ikke lykke, men de to skæbner. Hvad han er ude for. I folkevisen står der også, at den som ikke kan få den gode lykke, må tage den onde lykke. Det er svært, som digteren Gunnar Ekelöf siger. »At lide er svært. At lide uden at elske er svært. At elske uden at lide er komplet umuligt. At elske er svært«. Fire linjer, og her siger han det hele«, siger Møllehave. Hvad betyder kærlighedsforholdet til den anden for, hvordan man ser sig selv?

»Meget«, siger Benny Andersen. »Det er helt afgørende, for man ser jo altid sig selv skævt. Jeg er helt afhængig af, at nogen sætter pris på mig, vejleder mig eller driller mig«, siger Møllehave. »Ja«, siger Benny Andersen, »eller bare interesserer sig«. »Man er jo i et jeg-du-forhold til sig selv. Man siger endda 'du' til sig selv, som om det er en anden stemme, der taler til én«, siger Møllehave. »Jo, men det er da bedre end at være De's med sig selv«, siger Benny Andersen og får for gud ved hvilken gang Møllehave til at slå sig på lårene af grin. Nu er jeres ægtefæller døde, men I er fortsat med at arbejde?

»Vi har vel det til fælles, at arbejdet er en støtte. Jeg holder selv op den dag, jeg ikke gider mere, men jeg elsker det. Jeg kan godt lide at være i spil med andre mennesker. Det er en form for indånding og udånding«, siger Møllehave. »Jeg føler mig meget privilegeret og kan omtrent vælge, hvad jeg vil. Nu har jeg lige for tiden valgt så meget udånding, at jeg er lige ved at tabe vejret, og jeg glæder mig til at komme i gang med at skrive igen. Men arbejdet er jo blevet en del af ens tilværelse. Vi har jo ikke et arbejde, hvor vi går på efterløn eller sådan noget«, siger Andersen. Døden er livgivende Når I ser ned over jeres værkliste, føler I aldrig trang til at sige, at nu stopper det. At I ikke behøver bevise, at I kan. At I HAR været der?

»Ja, men man kan også sige, at andre har været der. Man kan sige, at der er skrevet bøger nok, ligesom der er spillet fodbold nok, men hvis man nu synes, det er sjovt at spille med bolden, bliver man da ved. Man er i spil med noget«, siger Møllehave. Hvad med dig, Benny, har du stadig noget, du synes, der må skrives?

»Ja, og jeg forstår det heller ikke selv. Da jeg udgav min første digtsamling, 'Den musikalske ål', skrev jeg den for at gøre indtryk på min kæreste, og da jeg havde gjort det, åndede jeg lettet op og kunne koncentrere mig om andre ting. Troede jeg. Men så kom f.eks. Klaus Rifbjerg forbi i den bar, hvor jeg spillede, og han opfordrede mig til at skrive flere digte til Vindrosen, og når nogen tiltror mig nogle evner, nænner jeg ikke at sige nej til dem, og sådan er det blevet ved siden. Men selvfølgelig er det også noget med, at det i dén grad er blevet en del af én. Det er ikke sådan, at man desperat forsøger at finde noget at skrive om. Verden er bestemt ikke den samme, som da jeg skrev min første digtsamling. Der er masser af ting, der skal ses om igen, skønnes på en ny måde eller beskrives på en tidssvarende måde«, siger han. »Ja, man siger jo ofte, at der ikke er noget at skrive hjem om, men der er altid noget at skrive hjem om«, siger Møllehave. »Problemet er nærmest, at der er alt for meget at skrive om«, siger Benny Andersen. Og efter en kunstpause tilføjer han: »Det er da godt, at vi er flere om at skrive«. Så flækker Møllehave igen af grin, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan han og Benny Andersen har ping-ponget sig gennem en uge på Kreta i selskab med Karen Thisted og en sulten båndoptager. De har begge været alene siden 2001, da deres ægtefæller døde. Benny Andersen, der netop er fyldt 74, efterlever stadig princippet, som han og Cynthia hyldede - carpe diem - grib dagen. Snart 67-årige Johannes Møllehave pisker rundt i landet, som om han ikke kan bestemme sig for, hvorvidt der nu også er et liv efter dette, eller om han hellere må få det hele overstået i dette øjeblik - eller senest i morgen. »En af mine venner har også spurgt mig, om jeg egentlig tror på det evige liv. Han synes, jeg er en enormt dårlig reklame for det, eftersom jeg altid har så pissetravlt. Men Benny har jo ret i, at man ikke kan forlænge noget uendeligt, uden at det bliver fuldstændig åndssvagt. Man kan ikke køre i rutsjebane i al evighed, det må jo være frygteligt. Når jeg taler om, at jeg gerne vil have et evigt liv, taler jeg om et liv, som er skænket som det, jeg lever nu. Jeg ved intet om det, og hvis jeg personligt kunne vælge, ville jeg kun komme der, hvis der var et bibliotek«, siger Møllehave med et grin. »Det evige liv ville da være røvkedeligt, og det var også derfor, de græske guder opfandt døden. Døden er faktisk livgivende, for nu at sætte det på spidsen«, siger Benny Andersen. LynetI jeres fælles bog siger Benny et sted, at Cynthia flere gange sagde, at hvis hun døde lige på stedet, ville hun dø fuldstændig lykkelig. Har I det på samme måde?

Møllehave nikker og siger, at det for ham ville være helt fint. »Ja, det samme siger jeg. Det står også i digtet 'Ode til døden'. »God dag at dø på/ hvis det skulle være/ om end mandag ville være bedre««, siger Benny Andersen, der selv har skrevet digtet - og igen har tændt Møllehaves latter. Både han og Benny Andersen taler lige ud af posen i interviewbogen med Karen Thisted, men alt får man trods alt ikke at vide. Af gode grunde, hvis man forstår Møllehave ret. Som han ser det, er vi mennesker nemlig - heldigvis - en gåde for os selv. »Det er vi, fordi mennesket er kompliceret. Hvis du skal fortælle, hvad du rummer, så er der noget, du ikke fortæller. Selv om du ville blive henrettet, hvis ikke du fortalte alt, så kunne du ikke, for der er noget i os, som vi skal lade ligge i fred. Noget, der ikke lader sig fortælle. De fleste digtere har nok haft noget, de ikke fik sagt, og hvis de havde fået det sagt, ville det være som at tage batteriet ud af dem«, siger Møllehave. »Ja, at have fjernet hovedstolen«, siger Benny Andersen med henvisning til Per Højholts udsagn om, at digtere ikke skal tage af hovedstolen forstået som den del af deres liv, hvor de henter deres brændstof som forfattere. Men hvad så med det andet brændstof, kærligheden. Kan f.eks. Møllehave forestille sig at blive brandforelsket igen? »Ja, og den dag det ikke kunne lade sig gøre, har man nok ikke lyst til at leve mere«, siger Møllehave. For Benny Andersen ser det lidt anderledes ud. Hos ham er lynet allerede slået ned. Om end lidt forsinket. Det skete den 28. marts i år. Om fredagen. I lyntoget. Lynet var faktisk slået ned. Han havde bare ikke opdaget det endnu. Fuld af ærgrelse tog han hjem til sit lille hus. Nu skulle der skrives. Sublimeres, som han selv udtrykte det. Om mandagen ville han tage nogle af sine notater frem og forsøge at skrive sin første linje, siden Cynthia døde. Så ringede telefonen. »Det var Elisabeth, min rejseledsager i lyntoget. Der blev ikke sublimeret mere den dag«, fortæller Benny Andersen i bogen. Denne eftermiddag hjemme ved sit lille hus fortæller han ikke så meget mere. Altså, lige bortset fra, at Elisabeth i dag er kvinden i hans liv. Det var Elisabeth, der fandt ham, for da hun for andre beskrev 'manden i lyntoget' som en forfatter og pianist, der rejste rundt med Povl Dissing, var alle andre klar over, det var Benny Andersen, hun ledte efter. Hun fandt ham, og han er i dag en åbenlyst lykkelig mand, der igen har fundet kærligheden. Sin hjertenskær, som han kalder hende. Ikke engang regnen og tågen over landskabet kan forhindre ham i at stråle som en sol, når han taler om hende. Han skutter sig ellers og vil hellere hurtigt tilbage i huset i stedet for at blive fotograferet. Møllehave synes vejret er smukt og kan slet ikke holde op med at tale om det. Om udsigten, lyset, farverne. Han vil også godt fortsætte med at tale om sig selv og kærligheden, mens regnen siler lige så stille. Nej, han har ikke opgivet den, bestemt ikke, men han tror ikke, han gifter sig igen. Han tror i øvrigt heller ikke, Benny Andersen gifter sig igen. Digteren lytter med et halvt øre, og spørger hvad Johannes siger. »Jeg siger, at jeg ikke tror, du gifter dig igen«, siger han. »Det er jeg da ikke så sikker på«, siger Benny Andersen. For en gangs skyld siger Møllehave ikke noget.