32 år ung er Cæcilie Lassen allerede en halv snes romaner inde i et ofte meget rost forfatterskab, der begyndte med et ordentligt mediebrag for præcis halvdelen af hendes liv siden. Dengang boede hun stadig hjemme hos sin mor i Dronningens Tværgade i København. Hun gik i 1. g, da hendes historiske debutroman 'Simone' udkom. Kritikerne roste hendes fortælletalent og professionalisme, og Cæcilie Lassen blev kendt som den 16-årige forfattersensation. Hun havde bare ikke fundet anledning til at fortælle klassekammeraterne om udgivelsen, og deres reaktion var ikke nogen succesoplevelse: »Jeg havde skrevet 'Simone' i årene, inden jeg kom i gymnasiet, og der havde ikke rigtig været nogen naturlig lejlighed til at fortælle om bogen. Jeg havde heller ikke forudset al den medieopmærksomhed. Pludselig var den i alle medierne. Måske var mine klassekammerater sure over, at jeg ikke havde fortalt om den. Måske var nogle af dem jaloux, fordi det er attraktivt at være kendt, når man er 16 år og pige. Sådan er det bare, når man opnår noget, andre gerne vil. Det er sikkert ikke anderledes at vinde 'Popstars'«. Ikke bare begynderheld Klassekammeraternes reaktion var medvirkende til, at Cæcilie Lassen skiftede fra gymnasiet til Frederiksberg Studenterkursus. Da hun blev student i 1990, havde hun skrevet yderligere tre romaner og bevist, at 'Simone' ikke bare var begynderheld. Alligevel opfattede hun stadig ikke sig selv som forfatter. Cæcilie Lassen var ligesom alle mulige andre unge. Bortset fra at hun altså i ekstraordinært omfang kunne lide at skrive historier. »Jeg havde også skrevet historier og fortællinger, inden jeg skrev 'Simone'. Det var en leg for mig at skrive. Det er det til dels stadig. Det er en leg med klare forbindelser til noget af det, jeg var optaget af som barn. Det håndværksmæssige med at skrive har - heldigvis - udviklet sig siden 'Simone'. Men mine måder at arbejde på har dybest set ikke forandret sig så meget«. »Selve kernen i det at udvikle en historie, hvor man skaber en person og et univers omkring det menneske, kender jeg fuldstændig fra min barndoms fantasifigurer. Ligesom det var det dengang, er det stadig dejligt og spændende at lære et nyt menneske godt at kende. Altså et menneske, der kun eksisterer i ens fantasi, men som man alligevel får et mere og mere virkeligt forhold til, jo bedre man lærer det at kende«. Levende i fantasien En af Cæcilie Lassens nyere fiktive venner er den 69-årige retsmediciner Hans Adam Lorentzen. Han er egentlig på vej på pension, da obduktionen af en myrdet lille pige river op i både hans nutidige, ensomme tilværelse og i nogle gamle oplevelser, han har forsøgt at holde på afstand. Hans Adam Lorentzen er hovedperson i Cæcilie Lassens seneste roman, den psykologiske spændingsroman 'Dybhavsfisken'. Da Cæcilie Lassen mødte ham første gang, var han en mand af dyb alvor. Men efterhånden som hun lærte ham at kende, overraskede Hans Adam hende ved at have en masse humor. Af den sorte og satiriske slags, som hans forfatter siger, og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, Cæcilie Lassen talte om et virkeligt menneske. »Men personerne er meget levende for mig. De er absolut mennesker, der eksisterer. I en parallel og fiktiv verden selvfølgelig. Der er jo kun ensidig kontakt mellem Hans Adam og mig. Jeg kigger på ham. Han kan ikke kigge på mig. Men han står meget virkelig for mig«. Ud af forfatterskabet Leg til en tid, og virkelighed til en anden. Cæcilie Lassen har ingen problemer med at skelne, og selv om hun ikke vil undvære at skrive, vil hun heller ikke undvære perioder, hvor hun kryber ud af forfatterens ensomme skab(else) og engagerer sig i noget andet. Sidste år blev hun cand.mag. i spansk, og hun har søgt en ph.d. i sit fag. Forfatterindtægten kræver supplement, og hun har altid været vant til at have »et aktivt, udadvendt liv ved siden af«: »I perioder føles det som luksus at være fuldtidsforfatter. Men fordi man arbejder alene, får man ikke så forfærdelig mange input. Jeg tror, det er svært kun at være forfatter, fra man er teenager, til man ikke kan holde på blyanten længere«. Under skrivebordet i hendes og hendes færøske organistmands lille københavnerlejlighed står et barnevognsstel. Nyindkøbt på brugtmarkedet i Den Blå Avis. Cæcilie Lassen skal føde for første gang til nytår, så i 2004 dukker en baby muligvis op til møder i dansk PEN i armene på præsidenten. Siden januar har Cæcilie Lassen været den første kvinde, som har stået i spidsen for dansk PEN. Hun kom ind i bestyrelsen for tre år siden, efter at hun i mange år havde arbejdet frivilligt for Amnesty International. »Jeg håber, at jeg kan blive ved med at lægge et engagement i sager, jeg synes er vigtige, og hvor jeg også synes, at der kommer noget ud af det. Når vi i PEN skriver til myndigheder på vegne af fængslede og forfulgte, gør det indtryk rundt omkring i verden, at vi er en international organisation af skrivende. Det er måske nok kun en dråbe i havet, når vores breve er medvirkende til at få et menneske løsladt. Men nogle gange er det den dråbe, der får en fængslet forfatter fri«.