Claus Beck-Nielsen er død. Det siger han i hvert fald selv. Forvirret? Det er der ingen grund til. Det bliver meget værre. Claus Beck-Nielsen har taget den fulde konsekvens af sin forrige bog, der bar titlen 'Selvudslettelser'. Det eneste, der i dag er tilbage af manden, er hans efterladte ideer og en biografi, der fortæller, at han blev født i 1963 og døde i 2001. Det var i øvrigt også det år, han blev skilt, hvad man heller ikke er i tvivl om, når man bag i biografien ser det gennemskårne bryllupsbillede, hvor kun brudgommen har overlevet knivens æg. Af bruden resterer kun en snip af buketten, det ene bryst samt lidt af håret. Men den er god nok. Biografien udkommer om få dage, og han har selv skrevet den. To år efter sin egen død. Med et indhold, der ikke skelner mellem det kunstneriske, det private og det personlige. Det er lige så sikkert, som at man kan møde hovedpersonen i Københavns gader eller i gangene på forlaget Gyldendal op til udgivelsen af biografien. Men bortset fra det er han død. Væk er han i hvert fald, manden, der med skiftende held forsøgte sig som klassisk fløjtenist, rockguitarist, skuespiller, dramatiker, ægtemand, forfatter, you name it, Claus Beck-Nielsen har været der, og spørger man ham selv, gik det for det meste ikke særlig godt. Måske er det i virkeligheden derfor, han har skrevet biografien over sig selv, men det er nødvendigt at sige måske, for spørger man Claus Beck-Nielsen, får man nogle svar, der kan være lige så svære at få hold på som hans egen biografi. »Der var også en, der spurgte mig, hvorfor selvmordet ikke var en mulighed, og det blev jeg så nødt til at tænke lidt over. Men selvmordet er for det første for uoriginalt og slet ikke i Claus Beck-Nielsens ånd, for hvis han gik i selvmordstanker, var det ikke, fordi han havde lyst til det, men kun hvis han kunne komme i tanke om en original måde at begå selvmord på«, svarer han. De bemærkede naturligvis, hvordan han omtalte sin navnefælle? Rigtigt! I datid. Bakspejl Det hele handler om at organisere Claus Beck-Nielsens liv bagud, og spørger man ham selv, er der da også noget om det. Fra og med 2001 har han simpelthen trukket en streg i sandet og forsøgt at få orden på kaos. Set i bakspejlet, vel at mærke. Og i en snæver vending kunne det godt ligne en mand, hvis liv i virkelighedens verden synes uregerligt, men nu forsøges tæmmet i kunstens verden. »For Claus Beck-Nielsen var det umuligt at bestemme noget over sit eget liv. Det skete bare. Det var svært at styre noget som helst, så dette med at ordne det bagud er muligheden for at kunne bestemme bare en lille smule over det liv. At erklære Claus Beck-Nielsen død er også muligheden for at stoppe det og få styr på tingene«, siger han. Stadig forvirret? Rolig. Forvirringen vil om et øjeblik være total. Biografien over Claus Beck-Nielsen handler nemlig ikke kun om ham som sådan. Den handler også om Claus Nielsen, som en decemberdag i 2000 ankom til København med toget fra Hamburg. Der er selvfølgelig tale om forfatteren, der har smidt sit mellemnavn væk. Hensigten er, at han vil se, hvad der sker, hvis man bare ankommer anonymt til en storby. Hvor havner man, hvis man står uden personnummer og lader som om man har mistet en stor del af hukommelsen? Man kan for eksempel havne i Ekstra Bladet, som det skete for Claus Nielsen, og det kræver ikke stor fantasi at forestille sig at se alt dette som en kreativ kunstners forsøg på at vise, hvor let man trods alt kan forsvinde ud gennem samfundets bund, hvis man ikke lige opfylder de gængse krav om at have en godkendt identitet. Manden uden identitet Indrømmet, der er tale om en fortolkning, men når man forelægger den for Claus Beck-Nielsen protesterer han ikke voldsomt. Hermed er det imidlertid ikke slut med at lægge nye lag på historien om Claus Nielsen. Efter råd fra de andre hjemløse på gaden gik han til Ekstra Bladet, hvor han blev en historie i spalterne. Men derefter optrådte han selv, Beck-Nielsen, som journalist for Information, hvor han skrev om, hvordan Ekstra Bladet skrev om Claus Nielsen, manden uden identitet. Og for at det ikke skal være løgn fortæller han i biografien 1963-2001 om, hvordan - i processen - han og hustruens fælles liv går i spåner. Hvordan hun har en liste på syv punkter, hun ikke kan leve med. Hvordan han får beroligende piller og forærer hustruen halvdelen. Hvordan han ender på gaden, mens en ny mand er flyttet ind hos ekshustruen. Der skal nok være en og anden, der synes, biografien nu går for vidt. For langt ind i det private. Men ikke hovedpersonen selv. »Engang talte man om, at der gerne måtte være noget personligt (i kunsten), fordi det var her, forfatteren gjorde sine private erfaringer almene, så de var forståelige for enhver, men historien her er jo så menneskelig, at selv om den er privat, er den også til at leve sig ind for andre mennesker«, siger forfatteren. Men hvorfor ikke bare stoppe, hvor du viser, hvor let man forsvinder i samfundet?

»Da skuespilleren Lars Mikkelsen skulle læse uddrag af historien op i radioen, sagde han, at han pludselig kunne se, hvordan det lignede en historie om en mand, der havde en smart ide til at blive hjemløs, hvorefter det i sidste ende viste sig at blive ham selv, der blev hjemløs. Det er jo skæbnens ironi, at dette lag i historien bliver vigtigt«. »Nogen har set hele historien om Claus Nielsen som et smart mediestunt, men det var ikke et forsøg på at narre Ekstra Bladet eller være smart eller lave sjov eller kunst. Det var eksistentiel alvor, men det lignede også alvor, når Ekstra Bladet skrev om ham. Det var bare ikke planlagt på forhånd. Claus Nielsen havde bare den regel, at han skulle følge de råd, han fik, og dem han færdedes iblandt på gaden. Luderne og de hjemløse, sagde alle, at han skulle gå til Ekstra Bladet, og det gjorde han«. »Avisen mener stadig, de forsøgte at hjælpe manden, og det gjorde de også, så det er ikke et forsøg på at gøre dem til grin. Det hele så bare så kontrolleret ud, men historien viser, at livet overhaler kunsten og tager den bagfra. Den såkaldte kunstner lykkes med sit projekt, men livet lavede lige et nummer med ham og vendte projektet om, så det han troede var et kunstgreb blev virkelighedens førergreb på ham selv - en fin skæbnens ironi«, siger Claus Beck-Nielsen uden at fortrække en mine. Skarpskytte Han er selvfølgelig forberedt på, at nogen vil synes, han går for tæt på sit eget privatliv, men han kan ikke se problemet. »Jeg har ikke taget noget med, som skulle være skandaløst eller privat for privathedens skyld. Det har været et forsøg på at komme så tæt på Claus Beck-Nielsen som muligt uden at såre nogen, der står ham nær, og dér skal man selvfølgelig være skarpskytte, for når nogen står én nær, er de nemme at ramme«. Kritikerne vil nok spørge, om det nu også er nødvendigt at nævne, hvad din ekshustru hedder?

»Navnet står kun én gang på et dørskilt. Der er en afgrund til forskel fra en bog, som den Hans Engells ekskone har skrevet om sin mand. Bryllupsbilledet (det gennemskårne, red.) bag i bogen er forsøget på at vise den metode, der er. Kender man manden, kan man genkende konen, men andre kan ikke. Der er ingen beskrivelser af hende isoleret set. Intet forsøg på at skrive dårligt om hende. Det er Claus Beck-Nielsen, der skydes på, men fordi det er en virkelig person, optræder navnet også én gang. Så er der rent bord. Det er lagt frem, men ikke tværet ud«, siger Claus Beck-Nielsen. Han kalder nu sig selv forvalter af den afdødes ideer, hvorimod hans egne personlige ambitioner er pist væk, men selv om han har skrevet om hans liv fra 1963-2001, vil han ikke afvise, at han på et tidspunkt kan skrive en ny biografi om ham. »Der skrives jo hele tiden nye biografier, og selv om der måske er skrevet 100 om Bertholt Brecht, kan der pludselig komme en på 850 sider, hvor man hele tiden trækker frem, at det i virkeligheden var en masse kvinder, der skrev hans bøger. Så bliver dét vinklen på hans liv«. Hvad er det, denne biografi skal flytte?

»Forestillingen om, hvad et liv, en identitet og en livshistorie er. Det er jo ikke kun folk, der bliver skrevet biografier om, der har en livshistorie. De fleste har en selvmyte, og snakker man lidt med dem, begynder de at fortælle, hvordan de er blevet til dem, de er. Som regel har de en enkelt skelsættende oplevelse, og ofte er det en myte, de selv har skabt for at få orden i deres liv, så det ikke bare skal være tilfældigt eller spildt, at de er blevet pædagoger eller jazzmusikere. Man skal bare være klar over, at det er en myte, man fortæller. Det tyder i hvert fald ikke på, at Claus Beck-Nielsen selv har haft styr på, hvor hans egen historie begyndte og holdt op. Man må ofte træde et skridt tilbage for at se, at der også kan skrives en anden historie om det samme liv«. Nogen vil nok læse biografien sådan, at Claus Beck-Nielsens liv sluttede, da han blev skilt.

»Ja, det vil være tryghedsnarkomanernes automatlæsning. Sådan kan man reducere alt, ligesom man i freudianismens århundrede kunne reducere alt til et barndomstraume Jeg vil hellere sige, at først bliver han erklæret død, og derefter kan vi læse alle disse ting om ham, hvad der giver nogen mulighed for at sige, at det var for at komme sig over skilsmissen, for at lave kunst eller for noget helt tredje. Døden er en rød streg, der bliver trukket. Ikke mere pjat med dig. Nu har du lavet rigeligt med katastrofer. Døden må ikke nødvendigvis have en årsag, men en dato. Når det private også skal med, er det fordi, det ville være absurd at skrive en biografi uden det. Man må tage alt det materiale, man har adgang til«. ForvalterKan du lide ham?

»Jeg forsøger ikke at dømme, men bare at fortælle hans historie. Jeg ser ham, som jeg ser alle andre med deres store drømme, planer og forhåbninger - og deres fuldstændige mangel på at kunne styre livet«, siger Claus Beck-Nielsen. Han har nu, siger han, droppet alle sine egne ambitioner om at nå noget som helst her i verden. Al hans energi skal bruges på at forvalte hans navnefælles efterladte, kunstneriske ideer. »Jeg har ingen drømme om at blive forretningsmand eller som han havde om at komme til at bo i Sao Paulo... Eller blive en berømt kunster?

»Nej, men jeg kan forvalte hans værk og gøre reklame for ham«. Jamen, det er jo der, folk vil sige, det hele bare er en kunstnerisk leg?

»Det er det ikke«. Den fulde konsekvens ville jo være at sige, at dette er Claus Beck-Nielsens biografi. Herefter er det slut.

»Nej, det er det samme som med selvmordet. Det er for traditionelt, og for det andet er det også for let. Man efterlader sig en masse, som andre må gå og rydde op i, og det er uansvarligt«. Anmeldelserne af biografien kan enten blive anmeldelser af et liv eller af et kunstnerisk projekt?

»Jeg håber, det bliver en anmeldelse af biografien, og i den er det klart, at både liv og kunst vil rode rundt, for hvis det ikke gør det, så er der gået noget galt hos anmelderen. Man kan næsten ikke læse den uden at inddrage begge ting. Det er nærmest forudsætningen«.