I 1579 klagede provsterne på Lolland over, at kvinderne smed deres tørklæder og gik med udslået hår. Disse gifte kvinder fortjente en hård straf, mente kirkens mænd, for kun deres ægtemænd måtte se dem med hårpragten foldet ud. Ellers måtte kun møer, unge piger, gå uden tørklæde. Historien er et af de 2.082 øjebliksbilleder fra Danmarks historie, der udgør forfatteren Kåre Bluitgens store danmarkshistorie i fire bind. Beretningen fra Lolland er interessant i sig selv som et billede på mentaliteten, kirkens magt og kvinders vilkår i Danmark for over 400 år siden. Men den sætter også vores egen diskussion om tørklæder, kvinders vilkår og de religiøse mørkemænds magt i relief, hvad enten det handler om datidens danske præster eller nutidens imamer i de danske indvandrermiljøer. »Nogle gange har jeg tænkt: Her er en pendant til nutiden. I 1600-tallet vil man f.eks. gerne have de såkaldte portugisiske jøder, for de har røven fuld af penge. Men de tyske jøder, som man kalder polakker, vil man simpelt hen ikke have ind i landet. Det er en parallel til vores tid«. Historien er nødvendig, og derfor er Kåre Bluitgen heller ikke bange for at formulere en banalitet, som en lang række undervisningsministre med deres massakre på blandt andet historiefaget nærmest har gjort til et vigtigt, politisk manifest. »Det er jo rigtigt, at mange og ikke kun de unge er historieløse. Det er en gammel frase, at man skal vide, hvor man kommer fra, for at komme videre. Hvis man f.eks. ikke forstår, at det er generationer, der har kæmpet for demokratiet og lidt afsavn for det, hvis man ikke fatter, at det ikke bare er faldet ned fra himlen, så forstår man heller ikke, at det er noget, vi kan miste igen«. Lejesoldaten fortæller Det danske demokrati og kampen for det dukker op i mange af de 2.082 fortællinger, der fortæller Danmarks historie fra 980 til nytårsaften 2002. I de fire bind, der udkom for få uger siden, møder vi lejesoldater, bønder, konger og præster. Kåre Bluitgens helte er dem, der driver historiens hjul fremad som oplysningstidens reformatorer og videnskabsmændene, mens han ikke lægger skjul på sin skepsis over for alle former for overtro og fanatisme. Fortællingen er kronologisk, og den har hele tiden fangarme ud til resten af Europa. For vi opfinder ikke så meget selv. Vi er gode til at lære af de andre, lige fra den tyske reformator Struensee til udenlandske bønder og de tyske adelsmænd, som i lange perioder sætter deres præg på landet. »Det er en broget flok, selv om intentionen var at skrive folkets historie«. »Men i flere perioder er det eksisterende kildemateriale for svagt. Så jeg har prøvet at skrive en danmarkshistorie fra neden, og fra 1800-tallet er det muligt«, fortæller Kåre Bluitgen. Det er en helt anden måde at skrive Danmarks historie på end den klassiske, som man f.eks. møder den i Politikens og Gyldendals store danmarkshistorie, der netop er på vej til at udkomme i en ny udgave. Enkelte anmeldere pegede netop på det fragmentariske i de mange skildringer og mente, at de fire store bøger hermed især henvender sig til mennesker med et kendskab til historien. »Det er rigtigt, at man hos mig ikke får kongerækken eller rækken af krige. Men man får krigene fortalt af f.eks. de landsknægte, lejesoldater, der var med, og hvis man læser om 1600-tallet, oplever man et forløb og en sammenhængende beretning. Men det sker i form af historier, og der er masser af gode historier i historien«. Historie med følelser Ideen til det store værk kom for ti år siden, da Kåre Bluitgen læste den argentinske forfatter Eduardo Galeanos bøger om Latinamerikas historie. »Den måde, han fortæller på, er genial, og jeg havde lyst til at prøve den metode på Danmarks historie. Jeg selv kendte især Afrikas og Latinamerikas historie, men jeg vidste ikke meget om vores egen, så jeg kastede mig først over 1600-tallet og brugte halvandet år på at læse og undersøge kildematerialet. Det kunne bære, og så bevægede jeg mig bagud - og læste, og læste og læste«. Kåre Bluitgen studerede historisk litteratur, kirkebøger, retsprotokoller og andre kilder fra morgen til aften. »Jeg brugte også megen tid på at finde det enkelte liv i historien, ligesom jeg også gik efter det anderledes i de kendte situationer. Jeg fortæller f.eks. om Hans Tausen ved at lade hans kæreste Dorothea fortælle om de dramatiske omvæltninger og hendes egne følelser i forbindelse med reformationen«. Her er vi ude over den klassiske, videnskabelige historie. Kåre Bluitgen tillader sig at lade danmarkshistoriens aktører fremstå som mennesker med følelser. Det gælder Christian II, hvis historie fortælles i nogle nærmest hæsblæsende afsnit, til kvinden, der under en af middelalderens epidemier begraver sit barn levende som en offergave i et forsøg på at stoppe pesten. Skipper Klement, helten, redegør for sine tanker, og vi får et overbevisende bud på de følelser, der bandt forræderen Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine sammen. »Jeg forsøger at være solidarisk med personerne, når jeg redegør for deres tanker. F.eks. prøver jeg at forstå Niels Steensen, som fra at være en stringent videnskabsmand ender med at blive meget overbevist katolik. Jeg er også meget præcis med kendsgerninger. Ikke alene med årstal og navne, naturligvis. Men når jeg fortæller, at Christian II's dronning ankom til Danmark i regnvejr, så skal jeg også være sikker på, at det faktisk regnede den dag«. De fire bøger har fået en overvejende positiv modtagelse, selv om enkelte anmeldere var utilfredse med Kåre Bluitgens historiesyn - som ikke er borgerligt. »Det havde jeg forudset, men måske undrer det mig, at de gør så meget ud af det. Det må være kulturkampen, der sætter sine spor«, siger han med et stort grin. Bøgerne er faktisk langt fra den marxistiske historieskrivning, der stadig bliver dyrket og taget alvorligt i lande som USA, Italien og Frankrig. Sympatien ligger hos folket - men der er fine portrætter af konger og herskere, ligesom de egentlige helte er videnskabsmændene og de danskere, som stillede sig forrest i kampen for demokrati og modernisering af det danske samfund. Den venstredrejede Bluitgen er heller ikke ukritisk over for venstrefløjen. Et feltstudium på B&W Refshaleøen i 1973 er set fra venstrefløjen meget politisk ukorrekt med den humoristiske beretning om det adstadige arbejdstempo og den energi, der blev brugt til at stjæle alt fra træ til værktøj. Billedet af 1970'ernes kollektiver med fællesmøderne som det faste omdrejningspunkt er heller ikke kedeligt, og vi får også et blik ind i seksualiteten. I 1970'erne kommer bogen 'Kvinde, kend din krop' ind i danskernes liv. Mange unge kvinders seksualitet har været angst lagt på angst, men nu er der råd i form af bogen, der blev folkeeje. Nu ligger den ved siden sengen, slået op på siden med kravet om orgasme, og i afsnittet med den sigende titel 'Trekant' under året 1975 fortæller Bluitgen om bogen. »Er man aldrig nået dertil, eller måske kun når man har ammet, er det bedst at øve sig alene, at betragte klitoris i et spejl, at føle skeden med sine fingre, at blive fortrolig med lugten som hengemt makrelsalat. Det er slut med at onanere manden med sin skede ... 'Kvinde, kend din krop' ligger på natbordet og er fra nu af med i legen, det er en potent bog med en vision større end den, han kan rejse«.