At sidde med Jens Lindhes fotobog om Paris og København 'I tidens lys' er en eksklusiv, men også sært ensom oplevelse. Eksklusiv, fordi det er et indblik i en anden, smukkere verden end den, man kender, men ensom, fordi der tydeligvis ikke er plads til mennesker i den verden. Ikke et eneste menneske er der blevet plads til på bogens over 100 fotografier. Kun bygninger, bygninger og atter bygninger - samt pladser og gader, naturligvis - og det er ikke tilfældigt. »Mennesker passer ikke så godt ind i det, jeg laver«, siger Jens Lindhe med et genert smil. »Jeg prøver at betragte byen som et menneske, at levendegøre og animere den. Og der er det ikke så tit, at mennesker passer ind«, siger han og tilføjer som en slags teknisk undskyldning, at han også normalt bruger en så langsom blænde, at mennesker i bevægelse bliver uskarpe. Lidt efter kan han dog alligevel ikke dy sig for at forklare, at det faktisk kræver en aktiv indsats at undgå sine artsfæller på billederne. »Folk kommer gående forbi, når jeg står der og fotograferer, og pludselig er det, som om de har klister i skoene. De vil gerne være med på billedet, eller måske tror de, at jeg filmer, fordi jeg bruger sådan et stort kamera«, siger han og ler igen en smittende latter på bekostning af forfængeligheden. Paris i mange lag Men det er ikke kun mennesker, der mangler i 'I tidens lys'. Hvor er det Paris, man kender, de store pladser, Eiffeltårnet og Louvre? Selv garvede Parisgængere skal lede længe efter kendte pejlemærker i Jens Lindhes billeder. Igen er det et meget bevidst valg. »Paris er byernes by, men det sjove er, at det Paris, man normalt ser, slet ikke er så gammelt, og at der ligger to-tre Pariser nedenunder. Hvis man ikke er meget opmærksom, ser man kun det øverste lag i lagkagen. Og det er blandt andet det, som jeg har forsøgt at få folks øjne op for«, siger Jens Lindhe og sammenligner med sine erfaringer fra at fotografere det danske institut i Damaskus. »Det var den samme oplevelse, bare endnu mere tydelig. På det ene hjørne ligger der et stykke romersk tempel, på det andet er der en kæmpe moske. Man siger sådan lidt: »Unggh«, vi mangler lidt den slags perspektiver heroppe i Norden. De havde store byer og civilisationer, dengang vi løb rundt som vikinger«. En fotograferende arkitekt For Jens Lindhe har det altid været arkitekturen, der var i centrum. Lige fra hans forældre første gang pakkede ham ind i bilen og drog fra Malmø til Europas storstæder. »Der er jo ingen store flotte bygninger i Malmø, men når man så kom til København, gik man gennem Stærekassen og sagde: »Ahhhhh, fantastisk«. Og i Italien kom man ind i store kirker og så det farvede lys, der strømmede ind. Det var noget, der satte skub i drømmene«. Drengedrømmene i Rom førte Jens Lindhe til arkitekturstudiet i Lund og derfra videre til København, hvor han har boet den sidste snes år. Uden at miste sin svenske accent og uden at miste kærligheden til arkitekturen. Efter at Jens Lindhe var blevet uddannet til arkitekt, arbejdede han 15 år som restaureringsarkitekt. Et herligt job, erklærer han, men alligevel var det langsomt fotografiet, der tog over. I 1986 blev han som freelancer tilknyttet arkitekturbladet Skala, som Henning Larsen udgav for de penge, han fik for sit arbejde med Udenrigsministeriet i Saudi-Arabien. Lindhes opgave var at fotografere 'nordisk arkitektur af særlig høj kvalitet'. Det førte til andre fotoopgaver, ikke mindst illustrationer af bøger, og i 1999 til et treårigt arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond. »Da jeg søgte Statens Kunstfond, skrev jeg, at jeg ville holde op som arkitekt, hvis jeg fik det. Og det var godt. Det fik mig til at rive mig løs, og jeg kan se, at jeg er blevet bedre og mere rutineret nu, hvor jeg arbejder fuld tid med fotografering«. At finde husets hemmeligheder Nogle ville kalde godt tyve års studier og arbejde som arkitekt en omvej til fotografiet, men ikke Jens Lindhe. »Ens baggrund påvirker jo den måde, man ser tingene på. Mange af de andre, der fotograferer arkitektur, er reklamefotografer, og det synes jeg meget tydeligt, at man kan se«, siger han og lader sin holdning til reklamefotografer hænge i luften et øjeblik. »Jeg forsøger at finde huset eller byens kendetegn og vise, hvad de kan. Det er lidt, ligesom en journalist arbejder: Man prøver at se, hvad der er specielt ved det sete, og så videregive den indsigt. Jeg fotograferer ikke huse, som de ser ud, men hvad de kan«, siger han. Og det er der efter hans mening i høj grad behov for. »Det meste af tiden ser vi jo ikke noget som helst af den arkitektur, der omgiver os. Det gør jeg heller ikke selv, så når jeg i mine bøger løfter et karakteristikum op og åbner øjnene for andre, så åbner jeg også mine egne øjne. Og det føles meget privilegeret, næsten som en leg«, siger han og holder en kort pause. »Men samtidig føler jeg, at det er meget vigtigt. At det er alvor«.