Arturs genfærd står på scenen i det gustne lys. Sammen med Tom Waits synger en gammel bums en hymne fra den frelsende hær. 'Jesus' Blood Never Failed Me Yet'. Spritterpoesi fanget i en vagabåndsløjfe af Gavin Bryars. Den Artur, der er på genfærd i Ole Westh-Madsens ensomme skikkelse har efternavnet Rimbaud. Digteren der døde i 1891 og blev det gennemgående genfærd i det 20. århundredes modernisme. Og også flittigt på genfærd i Peter Laugesens altid-strømmende tekstliv. Peter Laugesen har skrevet 'Artur på genfærd'. Peter Laugesen er ikke i Kanonhallen. Peter Laugesen er i Brabrand. Peter Laugesen er i telefonen. Peter Laugesen er i færd med at tale. Derfor skriver Peter Laugesen næppe i lige præcis dette øjeblik. Men sikker kan man ikke være. Grænserne kan være nok så flydende. Telefonskrift. Jeg er spændt på om den er tidssvarende. Teksten. Men det er den nu nok. Siger Peter Laugesen. Faktisk er det jo en historie som beskriver det 20. århundrede. Med billeder hentet fra kunsten. Hovedsagelig. Nedskrevet af Peter Laugesen. Peter Laugesen skriver: »Jeg bærer mig selv, min afmagt/ og visdom/ som en hund bærer søndagsavisen/ fra posthuset/ til et hjem, der ikke mere findes«. For mig handler teksten om at Rimbaud kommer tilbage 1. januar 1900 og kommenterer derefter hele århundredet. Siger Peter Laugesen fra det 21. århundredes efterverden. I dag er Rimbaud jo kanoniseret. I stykket kommenterer han skeptisk sin egen nye rolle. Rimbaud er en af mine egne betydeligste forudsætninger. Fra jeg som helt ung begyndte at skrive. Jeg kunne i årevis store dele af hans værker udenad. Siger Peter Laugesen. Fra Brabrand. Uden for Århus. Men Rimbaud er også en maske. En maske jeg tager på. På scenen er Ole Westh-Madsen bag dødsmasken.