Anita Nair har hjemve. Det er interessant nok at rejse rundt i Europa og USA for at forelæse på universiteter og møde mennesker, der har læst hendes roman 'Damekupeen' eller nogle af de andre ting, hun har skrevet. »Men efter en uges tid vil jeg gerne hjem til min familie og til det sted i Bangalore, hvor jeg bor. Der er grønt og lunt - som i Sydfrankrig. Der er smukt. Jeg har aldrig overvejet at emigrere. Ligesom mange andre forfattere gør, når de bliver udgivet i udlandet. Hvorfor skulle jeg dog vælge at blive betragtet som en 2.-klasses borger i Europa? Når jeg kan være en 1.-klasses borger i mit eget land?«. Den 37-årige forfatter ryster det tykke, brune hår. Mens hun bladrer i sin kalender med fingre, der er smalle som en piges. Hun finder nummeret til den italienske oversætter, som er blevet hendes veninde og ringer hende op for at lave en middagsaftale i Rom en af de nærmeste dage. Anita Nairs fingre ser ikke ud, som om de har brugt mange timer i et køkken. De snyder. For hun elsker at lave mad og har ry for at være god til det. Af samme grund har de udenlandske forlags oversættelser af hendes roman 'Damekupeen' undladt at forklare bogens mange navne på indiske retter leksikalt. Bag i bogen bringes i stedet opskrifter på dosa, idli, puri og andet af den dampende appetitvækkende mad, som de seks kvinder i 'Damekupeen' taler om, mens de fortæller hinanden om deres liv. Hvordan deres forskellige liv begyndte. Hvorfor de blev, som de blev. Og især hvad de har lært undervejs. Mad som magtmiddel Af alle romanens fiktive kvinder holder Anita Nair særlig meget af den intelligente Margaret. Fordi hun grovbruger nogle af menneskets mindre pæne sider som for eksempel hævn. »Margaret har giftet sig med en selvglad egoist, der i årevis holder hende nede. Og hun lader ham gøre det. Hun er ulykkelig, og i mange år æder hun sig mere og mere fed, lad og ulykkelig«. De fleste mænd i Indien kan godt lide sunde, slanke kvinder, der passer på deres krop, siger Anita Nair. Men der har været status i at gifte sønnen bort til en buttet kvinde. Og når først kvinderne var gift, lod de stå til. De slap den kropslige selvkontrol. »De blev fede og besværede. Sundhedskampagner og kvinders ændrede indstilling er ved at forandre alt det. Men det tager tid. Margaret i min historie hævner sig på sin mand ved at bytte rolle med ham. Hun bliver den slanke. Og hun kontrollerer sin mand ved at holde ham fed og mæt«. Der er ikke en enkelt historie i 'Damekupeen'. Der er seks forskellige bundet sammen af den 45-årige Akhilas fortælling og af selve romanens ramme. Indtil for fem år siden var der på indiske togstationer specielle luger til kvinder, handicappede og ældre medborgere. Når kvinder skulle med nattog, kunne de købe billet på 2. klasse til damekupeer. »Jeg brød mig aldrig om det system. Som om kvinder er en særligt svagelig art. Men som ramme i en roman fungerer det glimrende. Og jeg har selv førhen hørt, hvordan seks kvinder i samme kupe kan falde i snak hele natten. Man taler meget med hinanden i indiske tog«. Ingens kvinde 'Damekupeens' gennemgående hovedperson er vokset op i et konservativt tænkende miljø. Hvor en kvinde betragtes som gammeljomfru og ufuldendt, hvis hun stadig er ugift og barnløs som 30-årig. 45-årige Akhila har aldrig været gift. Hun var 19, da hendes far døde, og det blev hendes ansvar at forsørge både moderen og de yngre søskende. Akhila er glad for sit job i skattedirektoratet, men i stigende grad mere ulykkelig hjemme. Selv da hendes søskende er blevet voksne, forventer de af hende, at hun er opofrende, selvudslettende og pinligt berørt over at være ugift. Akhila tænker, at hun vil være »ingens datter. Ingens søster. Ingens kone. Ingens mor«. Men har en voksen indisk kvinde lov til at bo for sig selv og ligefrem kunne lide det? Kan man være glad, hvis man ikke er nogens? Det er de spørgsmål, Akhila diskuterer i tankerne og i samtalerne med de andre kvinder i løbet af togrejsen til kystbyen Kanyakumari. Ikke specielt indisk Da Anita Nairs mor hørte, at der var international interesse for romanen, rystede hun på hovedet: »Hun spurgte mig: »Hvad kan kvinder i USA og Tyskland få ud af at læse om indiske kvinder? I den vestlige del af verden er kvinderne jo meget mere moderne og selvstændige, end vi er?«. Men ikke engang mens jeg skrev romanen, tænkte jeg på den som specielt indisk. Der er indiske ekstremer i bogen. Men der er også spørgsmål, som kvinder overalt i verden stiller sig. At få menopause eller føde et barn er den samme grundfølelse overalt. At forsøge at finde sin egen identitet i et maskulint defineret samfund er noget universelt. Og når jeg møder læsere i Italien, Frankrig eller Holland, forstår de fuldstændig, hvad jeg har skrevet om«. Anita Nairs første roman blev udgivet i USA og i flere europæiske lande. Hendes anden, 'Damekupeen', er udkommet i 15 lande og er blevet en så stor succes, at forfatteren ikke længere behøver at skrive artikler til indiske aviser og magasiner. Det har taget hende mange år at nå så vidt. Da hun 20 år ung giftede sig med sin ungdomskæreste, ville hun også skrive. I første omgang som journalist. Men med en bachelorgrad i engelsk fra et ilde anset universitet blev den plan ikke til noget. Hun fik en søn og måtte tage de job, hun kunne få. I 12 år var hun tekstforfatter på et reklamebureau. Hun var dygtig til det, men havde ringe indflydelse på arbejdet. Hun hadede det. »Der er to ting i mit liv, som jeg altid virkelig gerne har villet. Den ene var at blive mor. Den anden at skrive. Nu kan jeg leve af at skrive. Og nu ringer udgivere af store indiske magasiner og aviser til mig og tilbyder mig redaktørstillinger. For 15 år siden havde jeg været lykkelig for at få sådan et tilbud«, siger Anita Nair alvorligt og energisk. Så smiler hele ansigtet, og hun tilføjer trumfen: »Nu er jeg overhovedet ikke interesseret«.