Når man får brev fra Birthe Arnbak, dumper den himmerlandske sensommer med ind ad brevsprækken: På konvolutten er der tegnet en stor, gul barnesol, som stædigt kaster glans over både adresse og frimærkemajestæt. Det er ellers ikke, fordi digterens pensionisttilværelse har været nogen dans på roser: Først mistede hun sin elskede mand, siden tabte hun førligheden i begge ben, så hun i dag må bugsere sig rundt i de smukke stuer med et ulyrisk monstrum af en eldrevet stol. »Det har været mit mismods vinter«, bemærker fødselaren resigneret, og naturligvis nager det, at en planlagt fødselsdagsbog har måttet udskydes. Birthe Arnbak debuterede som 22-årig, men det kostede ti års tænkepause at få den søde og famlende ungpigepoesi til for alvor at træde i karakter. I gennembrudsbogen 'Skjulesteder' (1955) er de arnbakske kloder til gengæld ved at være godt på plads: Vi befinder os i et univers, hvor kærtegn og tungsind går hånd i hånd, hvor det fiffige og kønne lignes ud med en ildevarslende understrøm af tvivl og eksistentiel tristesse. I samlingen 'Det vilde æbletræ' (1957) gør forfatteren ligefrem op med det truende lillepige-image: »Kom ikke til min Bolig/ med Bøn om Lys og Glæde./ Det varer Evigheder,/ før du faar Foretræde./ Du droges mod min Have,/ hvor man har sagt, jeg gaar/ med Fugle paa min Skulder/ og Blomster i mit Haar,/ men ikke, at jeg træder/ dit Ansigt ned i Gruset./ Jeg taaler ikke Tiggere/ i Haven omkring Huset«. Paraply af rabarberbladeEr Arnbak selv lidt af et vildt æbletræ?

»Det tror jeg nok. Jeg er i hvert fald hverken stynet eller fremavlet, som nogle tror. Jeg er nok sådan et æbletræ, som gror ude i skoven, og hvor man aldrig kan være sikker på, om frugterne smager godt«. Du var kun 22 år, da du debuterede ...

»Ja, og jeg har skrevet, siden jeg var syv år gammel. Jeg sprættede min fars gamle kuverter op og skriblede på dem. Frygtelige historier, som jeg selv var bange for. Jeg var skovriderdatter og voksede op på landet langt væk fra andre børn - vi var kun min storesøster og jeg«. »Jeg læste eventyrbøger i lange baner, og jeg husker, hvordan jeg om sommeren gik og kikkede ud over rugmarkerne og forestillede mig, at det var verdenshavene, og at jeg var Robinson Crusoe, som gik i strandkanten med en paraply af rabarberblade. Jeg tror, jeg var en lidt drømmende og fjern pige«. Men hvornår gik det op for dig, at det var digter, du ville være?

»Som tolvårig samlede jeg nogle digte, som jeg sendte til professor Vilhelm Andersen, der dengang holdt foredrag om litteratur i radioen. Så skrev han det sødeste brev tilbage og sagde, at vi skulle mødes, når han blev rigtig gammel, og jeg blev rigtig voksen. Det skete naturligvis aldrig«. »Under krigen opsøgte jeg så selveste Frederik Schyberg med en stor bunke usorterede digte under armen. »Kom igen om fjorten dage, så skal jeg fortælle Dem, om De har talent«, sagde han - og da jeg bævende kom tilbage, rakte han mig et bestemt digt fra bunken og sagde: »Når De har skrevet halvtreds digte af denne kaliber, så kan De trygt udgive en bog««. »Ung og utålmodig, som jeg var, cyklede jeg straks hen til Arnold Busck, og minsandten om ikke Nyt Nordisk Forlag antog digtene. Det blev til min debutbog, 'Spejlet'«. Havde du dengang nogle litterære forbilleder?

»Nej, og det har jeg faktisk aldrig haft. Er jeg påvirket af nogen, er det engelske 1800-talsforfattere som Dickens, Thackeray og Trollope. Selv betragter jeg mit forfatterskab som en undertekst til mit liv. For mig er dét at digte nært sammenknyttet med dagligdagen. Jeg har aldrig forladt nogen eller noget for at komme til at skrive, og jeg har derfor altid været lidt af en fremmed fugl blandt mine kolleger«. »Undertiden har jeg da længtes efter at tilhøre en kreds, men jeg har været heldig hele tiden at møde litterater, som kunne få mig videre i teksten. Det gælder vel især Heretica-redaktøren Bjørn Poulsen, som blev en kær ven. Det var gennem ham, jeg lærte Karen Blixen at kende. Hun og jeg havde et fuldstændig enkelt og usofistikeret forhold«. »Hun var glad for mine ting, men tog samtidig min forfatterkarriere meget afslappet. Som hun sagde til mig engang: »Birthe, De behøver da ikke at skrive, for De har sådan en dejlig mand«. Et andet vigtigt bekendtskab var William Heinesen, som skrev til mig i begyndelsen af 1950'erne, da jeg havde haft et par digte i Vindrosen. Han betød meget for mig«. Kærlighedens ubekendteI 'Skjulesteder' skriver du om en gammeljomfru, som har måttet sluge sin »vilde Drøm om Liv«. Mærker man den unge husmoders angst for indespærring?

»Ja da, for jeg er jo opdraget i en tid, hvor kvinder skulle gøre nytte - og som hjemmegående direktørfrue i Rungsted følte jeg mig fuldstændig unyttig. Så da min mand og jeg i 1970 brød op og købte en gård i Vestjylland, og jeg pludselig skulle stå for både kvægopdræt og folkehusholdning, følte jeg langt om længe, at jeg gjorde en forskel - at jeg 25 år efter min debut endelig havde gjort mig fortjent til at skrive«. Så du blev simpelt hen en bedre forfatter af at blive landmandskone?

»Uha, ja! Jeg følte mig meget selvsikker og produktiv. Vi havde oplæsninger på gården med folk som Per Højholt og huset fuld af lokale, som kom for at lytte og diskutere. Det var virkelig en lykkelig tid. Ét stort overskud«. Der er i dine digte en evig dialog mellem kærlighed og savn, nærhed og tab. Hvordan oplever du selv spændingsfeltet mellem tryghed og angst?

»Det oplever jeg sådan, at det findes. Jeg kan ikke sige dig det på anden måde. Det er rigtigt, at jeg har skrevet mange sørgelige og barske digte, men det hører jo med. Digte skal være personlige, men de må for alt i verden aldrig blive private. Et digt skal være som en ligning, hvor enhver kan erstatte mine ubekendte med sine egne«. Og hvad er det så for ubekendte, du har anbragt i din poesi?

»Kærlighed og længsel. Og også vrede. Der er en hel del vrede i mine digte. Jeg anser det faktisk for et privilegium at overleve sin vrede og måske endda lære at tilgive«. »Det giver samme form for befrielse, som jeg følte for nylig efter at have ligget underdrejet i et halvt år: pludselig en dag at dukke frem igen, opdage, at det er forår, se andre mennesker i øjnene. En fornemmelse, jeg også havde i tiden efter min mands død«. »Samlingen 'Ingen mands land' var den sidste, Lars så. Jeg læste den højt for ham, og han var meget glad for den. Drengene siger, det er, fordi den satte ord på hans angst for at dø. Og min angst for at miste ham. Men vi talte aldrig om det«. Du skrev også en stærk bog efter hans død, 'Rottefængeren og andre digte'...

»Ja, da han døde, tvang jeg mig til at skrive hver eneste dag, men tænkte samtidig, at det kunne jeg aldrig udgive. Afstanden imellem skrift og forfatter var for lille. Men på Gyldendals opfordring valgte jeg så alligevel tyve digte ud af flere hundrede«. Sidste digteSå da gik du lidt på kompromis med dine egne idealer om, at digte aldrig må være private?

»Jo, men det mærkelige er, at det nok er den mest private af mine bøger, men også den mest offentlige. For det viste sig hurtigt, at mange mennesker læste sig selv ind i digtene. Under en oplæsning opdagede jeg pludselig, at der sad en ældre herre på første række og græd som en pisket. Min smerte var åbenbart også hans«. Og nu fylder du så 80 år, og i din seneste bog har du valgt et Edgar Lee Masters-citat som motto: »It takes life/ to love life«.

»Ja, det er vigtigt. Altså, at et langt liv har lært mig, hvor værdifuld tilværelsen er - men også, at jeg roligt kan være taknemmelig for alt det, jeg har fået. Det er derfor, mine sene digte på en måde har fået mere 'bouquet'«. »I visse af mine ungdomsdigte kan jeg i dag godt høre, hvordan jeg lader mig forføre af rimets musik, så teksten bliver en bedemølle, der næsten snurrer af sig selv. Som ung gik det over stok og sten, og der kom mange overflødigheder med«. »Jeg tænker tit på Lauritz Melchior, som engang sagde, at det vigtigste for en sanger var altid at have en vis reserve. Og det er jo nøjagtig det samme med poesi - man skal skrive på et overskud og aldrig presse på. Men der er også en tid til at tage afsked, og 'Det leende træ' er min sidste digtsamling«. Hvadbehager?! Din sidste bog?

»Mine sidste digte, ja. Men jeg skriver til gengæld på en erindringsbog i kortprosaform med ledsagende fotografier. Arbejdstitlen er 'Stumper og stykker', for så kan man tillade sig at tage revl og krat med! Bogen skulle gerne udkomme til næste efterår, jeg er godt i gang. Til trods for at jeg ikke længere kan komme ned i min elskede arbejdskælder til al min 'kompost', mit frugtbare rod. Det generer mig meget. Jeg har svært ved at finde mig til rette ved mit nye skrivebord«. I din debutbogs allerførste digt forudser du, at din skrivetrang vil føre dig til »noget endnu fjernt og fremmed«. Gjorde den det?

»Jeg vil snarere sige, at jeg nåede hjem. For dengang vidste jeg ikke, hvad det var, jeg længtes efter. Det ved jeg nu, og det har gjort mig fuldstændig tryg. Det fjerne og fremmede er blevet nært og hjemligt. Livet skylder mig ikke længere noget, jeg har både kendt fare og frelse. Og så kan man jo dårligt bede om mere«.