0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Undertekst til et liv

»Et digt skal være som en ligning«, siger lyrikeren Birthe Arnbak, der i denne uge gjorde sig endnu en erfaring: at blive 80.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Rasmus Baaner
Foto: Rasmus Baaner

Foto: Rasmus Baaner

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når man får brev fra Birthe Arnbak, dumper den himmerlandske sensommer med ind ad brevsprækken: På konvolutten er der tegnet en stor, gul barnesol, som stædigt kaster glans over både adresse og frimærkemajestæt.

Det er ellers ikke, fordi digterens pensionisttilværelse har været nogen dans på roser: Først mistede hun sin elskede mand, siden tabte hun førligheden i begge ben, så hun i dag må bugsere sig rundt i de smukke stuer med et ulyrisk monstrum af en eldrevet stol.

»Det har været mit mismods vinter«, bemærker fødselaren resigneret, og naturligvis nager det, at en planlagt fødselsdagsbog har måttet udskydes.

Birthe Arnbak debuterede som 22-årig, men det kostede ti års tænkepause at få den søde og famlende ungpigepoesi til for alvor at træde i karakter.

I gennembrudsbogen 'Skjulesteder' (1955) er de arnbakske kloder til gengæld ved at være godt på plads: Vi befinder os i et univers, hvor kærtegn og tungsind går hånd i hånd, hvor det fiffige og kønne lignes ud med en ildevarslende understrøm af tvivl og eksistentiel tristesse.

I samlingen 'Det vilde æbletræ' (1957) gør forfatteren ligefrem op med det truende lillepige-image: »Kom ikke til min Bolig/ med Bøn om Lys og Glæde./ Det varer Evigheder,/ før du faar Foretræde./ Du droges mod min Have,/ hvor man har sagt, jeg gaar/ med Fugle paa min Skulder/ og Blomster i mit Haar,/ men ikke, at jeg træder/ dit Ansigt ned i Gruset./ Jeg taaler ikke Tiggere/ i Haven omkring Huset«.

Paraply af rabarberblade
Er Arnbak selv lidt af et vildt æbletræ?

»Det tror jeg nok. Jeg er i hvert fald hverken stynet eller fremavlet, som nogle tror. Jeg er nok sådan et æbletræ, som gror ude i skoven, og hvor man aldrig kan være sikker på, om frugterne smager godt«.

Du var kun 22 år, da du debuterede ...

»Ja, og jeg har skrevet, siden jeg var syv år gammel. Jeg sprættede min fars gamle kuverter op og skriblede på dem. Frygtelige historier, som jeg selv var bange for. Jeg var skovriderdatter og voksede op på landet langt væk fra andre børn - vi var kun min storesøster og jeg«.

»Jeg læste eventyrbøger i lange baner, og jeg husker, hvordan jeg om sommeren gik og kikkede ud over rugmarkerne og forestillede mig, at det var verdenshavene, og at jeg var Robinson Crusoe, som gik i strandkanten med en paraply af rabarberblade. Jeg tror, jeg var en lidt drømmende og fjern pige«.

Men hvornår gik det op for dig, at det var digter, du ville være?

»Som tolvårig samlede jeg nogle digte, som jeg sendte til professor Vilhelm Andersen, der dengang holdt foredrag om litteratur i radioen. Så skrev han det sødeste brev tilbage og sagde, at vi skulle mødes, når han blev rigtig gammel, og jeg blev rigtig voksen. Det skete naturligvis aldrig«.

»Under krigen opsøgte jeg så selveste Frederik Schyberg med en stor bunke usorterede digte under armen. »Kom igen om fjorten dage, så skal jeg fortælle Dem, om De har talent«, sagde han - og da jeg bævende kom tilbage, rakte han mig et bestemt digt fra bunken og sagde: »Når De har skrevet halvtreds digte af denne kaliber, så kan De trygt udgive en bog««.

»Ung og utålmodig, som jeg var, cyklede jeg straks hen til Arnold Busck, og minsandten om ikke Nyt Nordisk Forlag antog digtene. Det blev til min debutbog, 'Spejlet'«.

Havde du dengang nogle litterære forbilleder?

»Nej, og det har jeg faktisk aldrig haft. Er jeg påvirket af nogen, er det engelske 1800-talsforfattere som Dickens, Thackeray og Trollope. Selv betragter jeg mit forfatterskab som en undertekst til mit liv. For mig er dét at digte nært sammenknyttet med dagligdagen. Jeg har aldrig forladt nogen eller noget for at komme til at skrive, og jeg