Egentlig var oktober 2001 en stille måned. Natasha Illum Berg havde få uger inden ledet en jagt i Den Centralafrikanske Republik. Nu sad den danske storvildtjæger og forfatter i sit hus i Nairobi og skrev på sin næste bog. Eller hvad man nu skal kalde den tid, hvor man egentlig skal skrive, men hele tiden finder på undskyldninger for ikke at gøre det. »Det er det mærkelige ved at skrive«, siger hun. »Man kan ikke lade være. Og samtidig vil man så gerne være fri«. Så egentlig er det vel tættere på virkeligheden at sige, at Natasha Illum Berg drak te og læste bøger. Og af og til daskede ud i haven for at pille de døde hoveder af blomsterne, plukke lidt morbær eller hilse på sine to hunde. Alt imens hun forsøgte at overtale sig selv til at sætte sig ved skrivebordet igen. Sådan gik en lang række dage. Men tirsdag 16. oktober 2001 endte anderledes end de andre. Kort efter klokken 21.00 lød der et skud ude foran Natasha Illum Bergs hus. Det dræbte den 41-årige engelske kunstmaler Tonio Trzebinski, der var på vej for at besøge hende. Skuddet satte ikke bare en stopper for deres forhold. Det blev også begyndelsen til et flere måneder langt mareridt, hvor Natasha Illum Berg dagligt blev afhørt i timevis hos det lokale politi i Kenya. Og hvor hun fik den blandede fornøjelse at blive portrætteret i de engelske aviser og magasiner som 'Kenyas isdronning'. Natasha Illum Berg lever af og i sine ekstremer. Men da livet svarede igen, var det også med store bogstaver. »Den katastrofe har forandret mig. I et kort øjeblik følte jeg for første gang nogensinde ensomhed. Og jeg er mere ydmyg i dag, end jeg har været før. Men jo mere jeg har mistet, jo mere taknemmelig er jeg også for det, jeg har. Og når man har fået noget rent følelsesmæssigt, og det bliver taget fra én igen, så kan man jo ikke gå baglæns. Så har man fået det. Så er man det menneske nu, der har det i sig«, siger den 32-årige danske forfatter og storvildtjæger. Skandalemateriale I morgen udkommer Natasha Illum Bergs anden bog. Romanen 'Te i den blå sofa' er hendes kærlighedserklæring til den mand, hun helst ikke måtte elske. Tonio Trzebinski var nemlig allerede gift og havde to børn. Og Natasha Illum Berg havde faktisk også en kæreste i forvejen. Kort efter mordet brød engelske pressefolk ind i hendes hus for at finde vidnesbyrd om kærlighedsforholdet mellem dem. Interessen blev ikke ligefrem mindre af, at de begge med Natasha Illum Bergs ord havde et »attitudeproblem« i den hvide overklasses hovedkvarter Karen - opkaldt efter Karen Blixen - i udkanten af Nairobi. Han blev fremstillet som hård og provokerende. Og hun blev betragtet som kold og arrogant og var aldrig rigtig blevet accepteret i Afrikas hvide samfund på grund af sin særprægede beskæftigelse. Ifølge Natasha Illum Berg blev mediernes ophidselse bare større af, at hun valgte ikke at udtale sig til den skandaleivrige og sultne presse. Og aldrig svarede igen på de beskyldninger, der faldt fra den anden lejr. Håndtrykket er fast og smilet varmt, da vi mødes på hendes forlag i København. Natasha Illum Berg er smuk. Som i pissesmuk. Øjnene er savannegrønne, og det lange lyse hår daler elegant ned over skuldrene. Den slanke skikkelse er klædt i et par stramme, kakifarvede bukser og en hvid skjortebluse, og på fødderne sidder et par elegante, højhælede sorte støvler. Det virker en lille smule tamt at slå sig ned i en Svane-stol i et blegt mødelokale på sjette sal i det indre København i selskab med en kvinde, der spenderer mange af sine dage blandt Afrikas bøfler og leoparder. I dag kommer hun nu bare fra Sverige, hvor familien for en gangs skyld er samlet. Og fortæller glædesstrålende, at hun for første gang nogensinde har haft lejlighed til at kysse hele sin familie på 30 sekunder. En familie, der normalt er spredt over store dele af verden. Et megachok 'Te i den blå sofa' er jægeren og forfatteren Anoushkas brev til sin elskede. En stilfærdig og poetisk fortælling om hovedpersonens barndom i Sverige, livet i Afrika og det korte møde med den store kærlighed. En roman, der har mange og helt synlige paralleller til Natasha Illum Bergs eget liv. Alligevel fastholder hun, at der er tale om fiktion. Det er nu engang den måde, hun har valgt at føje sin stemme til de mange bud på, hvad der egentlig skete i efteråret 2001 i Kenyas hvide overklasse. Men først og fremmest er det en kærlighedserklæring til den mand, der mistede livet foran hendes hjem for snart to år siden. »Det, der har drevet mig mest, er ren egoisme. Det er trangen til at stille sig op på en stol og skrige: Jeg elsker dig. Det kunne jeg ikke lade være med. Og det føler jeg, at jeg måtte have lov til. En anden årsag er, at jeg engang lovede ham at passe på hans sjæl. Det gør jeg ved at prøve at vise den evne, han havde til at elske«, siger hun. Endelig har bogen også været et rent terapeutisk projekt. »Det har været en virkelig god ting at gøre i hele overlevelsesprocessen. Det betyder, at jeg har fået lov at lukke en dør langsomt i stedet for at få den smækket i hovedet rent følelsesmæssigt. I de måneder, det har taget mig at skrive den, har han og jeg jo snakket om, at han snart skulle af sted. Selve hændelsen var jo et chok. Et megachok. Det bærer jeg selvfølgelig med mig resten af livet. Men nu har vi i hvert fald talt om det. Hvis du forstår, hvad jeg mener«. Og så er der også angsten for, at hjertet hen ad vejen skal vise sig stærkere end hukommelsen. »Det er snart to år siden. Det føles stadig som i går - og så alligevel ikke. Jeg var bange for med tiden at miste detaljerne. Og så føle et eller andet hul, fordi hjertet ved det, men hjernen ikke kan huske det. Nu har jeg det på papir. Også om 40 år, hvor hukommelsen ikke er så god længere. Så har jeg det dér«, siger hun og peger på bogen. »Det er mit«. At hun så har valgt at dele det med i første omgang danske læsere og siden også tusindvis af engelske, når bogen snart udkommer i England - ja, sådan er det altså bare, når man er forfatter og forsøger at nå nogle af de dybeste og inderste ting i selv, forklarer hun. »Jeg kunne selvfølgelig have valgt ikke at udgive det. Men jeg er forfatter. Og forfattere udgiver bøger. Hvis det var mig, der var død, havde han sikkert lavet 35 malerier i stedet for. At skrive og male drejer sig jo om at reagere på livet. Men jeg er sikker på, at der nok er folk, der skal komme med nogle rigtig uhyggelige ideer til, hvorfor jeg skrev den. Men det gider jeg ikke engang tænke på«. Trekantsdrama Snart to år efter er drabet endnu ikke opklaret. Røveriske overfald og mord er hverdagskost i Nairobi. Men Trzebinski havde kontanter i lommen og et dyrt ur om håndleddet, da hans lig blev fundet få meter fra hans hvide Alfa Romeo. Og straks var betingelserne for massiv sladder til stede om det trekantsdrama, der kort forinden havde fået kunstmalerens kone til at forlade Kenya og tage til USA. Endnu mere delikat blev sagen af, at Tonio Trzebinski blev myrdet tæt på det sted, hvor den britiske lord Erroll - der havde et forhold til en gift kvinde - blev skudt i 1941. Det 62 år gamle mord er stadig uopklaret. Men året før Tonio Trzebinski blev myrdet, udgav hans mor Errol Trzebinski en bog om mordet i 1941, hvor hun beskylder den britiske efterretningstjeneste for at stå bag mordet, fordi Lord Erroll var nazisympatisør. Derfor udtalte Errol Trzebinski kort efter drabet på sin søn, at hun frygtede, at det var en hævnakt på grund af hendes kontroversielle bog. Natasha Illum Berg svarer ja, når man spørger, om hun har en fornemmelse af, hvem der slog Tonio Trzebinski ihjel. »Men den holder jeg for mig selv«, som hun siger. Det gør hun i øvrigt med det meste af det, der handler om hendes relation til Tonio Trzebinski og den tragedie, der indtrådte om aftenen 16. oktober 2001. Ethvert konkret spørgsmål om deres kærlighedsforhold og om mordet på hendes elsker bliver besvaret med et lille smil og et »se, nu er vi ovre i det, jeg helst ikke vil tale om«. Ren overlevelse Da Tonio Trzebinski blev skudt, forlod Natasha Illum Berg Nairobis hvide befolkning i Karen og flyttede til Tanzania. »Da katastrofen skete, sagde min søster: »Natasha, nu ved jeg godt, hvad du har tænkt dig at gøre. Du har tænkt dig at flytte ud til ingenting. Et eller andet sted, hvor man ikke engang kan nå dig. Og det får du ikke lov til. Du får lov til at flytte et sted hen, hvor der højst er 45 minutter i bil til den nærmeste by, hvor du kan møde nogle mennesker«. Så der bor jeg nu«. Hvorfor sagde hun det?

»Fordi hun ved, jeg er en enspænder. Og det er vel en naturlig reaktion for en enspænder at trække sig væk. Det var jo ikke bare det, der skete. Det var også folks reaktion på det. Pressen stod nede foran lågerne til mit hus hele tiden, og alle mennesker havde enormt stærke meninger om noget, de slet ikke vidste noget om«. »Pludselig skulle alle udtale sig om, hvad jeg havde følt over for Tonio, og hvad Tonio havde følt over for mig. Og hvad det i det hele taget var og ikke var. Det er svært at sidde og høre på, at folk lyver om én. Og at de gør det over for hele verdenspressen. Så det gjorde nok, at jeg trak næsen til mig lidt hurtigere, end jeg ellers ville have gjort. Men min plan havde hele tiden været at flytte til Tanzania«. I syv måneder efter drabet havde Natasha Illum Berg ingen tidsfornemmelse. Alligevel begyndte hun at arrangere sit fremtidige liv i Tanzania. »Det var ren overlevelse. Og instinkt. Jeg ville ikke tage hjem og se min familie eller kollapse, før alting var ordnet. For hvis jeg ikke fik gjort alting klar, så vidste jeg, at jeg aldrig ville vende tilbage til Afrika«. Så hun tog til Tanzania, med hvad hun selv kalder »et ikke særlig behageligt blik i øjnene«, fik en aftale med et jagtfirma om et fremtidigt samarbejde, fandt et stykke jord, fik tilladelse til at bygge sit hus dér og gav alle sine penge til ham, der skulle bygge det. Så tog hun hjem til sin familie i Sverige. Og kollapsede. »Så en dag vågnede jeg og tænkte: Gud, der er gået syv måneder. Og så begyndte jeg at skrive«. Videre! I dag bor hun på en høj i Tanzania med udsigt til ni bjerge og ikke et hvidt menneske i miles omkreds. Til gengæld bor hun klos op ad den mest krigeriske stamme i hele Tanzania. Men som hun siger: »Hvis man er venner med dem, har man sgu de bedste naboer, man kan tænke sig«. Og her er det også nemmere at finde på undskyldninger for ikke at skrive. »Der er altid en eller anden masai, der skal omskæres eller giftes, så der er masser af grunde til ikke at sætte sig ved tastaturet«. Men Natasha Illum Berg er faktisk allerede i gang med sin tredje roman. Det har hun været længe. Det var den, hun skrev på allerede i oktober 2001. Hun har også for længst fået den antaget af forlaget. Men hun var nødt til at lægge den væk og meddele sin redaktør, at hun måtte skrive 'Te i den blå sofa' først. For den blev ved med at komme i vejen. Nu er den skrevet. Og livet går jo videre. Der er bøfler, der skal skydes. Bøger, der skal skrives. Og en udsigt, der skal nydes fra højen i Tanzania. Som hun selv siger: »Jeg har jo så meget. Jeg er sund. Jeg har en god position inden for jagtverdenen. Jeg har nogen, der gider læse mine ord. Og jeg har i hvert fald fået bevist, at jeg har evnen til at elske. Det kan jeg jo ikke bare spytte i hovedet og sige: Nu har jeg forstået det, og det skal jeg ikke mere. Jeg prøver af alle mine kræfter at have den samme åbenhed over for kærligheden, som jeg havde før. Ellers kan jeg jo lige så godt skyde mig en kugle for panden. Og det har jeg jo valgt ikke at gøre«.