Her er den så? »Ja, her er den«. Må vi kigge i den? »Hmmm. Et lille kig. Her kan I kigge. Så, ikke mere«. Hvor mange sider er der? »766 ... skrevet med skriveblokering, hvilket jeg synes, er noget af en bedrift«. Synes du, at alt hemmelighedskræmmeriet, al den tys-tys, er en smule komisk? »Nej«. Hvorfor ikke? »Jamen, slet ikke. Meget af det kommer faktisk fra mig selv«. Er det rigtigt? »Ja, helt sikkert. Man kunne selvfølgelig være kynisk, og det vil man nok være tilbøjelig til at være, og sige, det bare er et reklametrick, men jeg synes ikke, at børnene skal have at vide, hvad der sker. For det er en del af spændingen ved historien. Og jeg har virkelig brugt mit hjerteblod på at udlægge alle de spor og vildspor, og det er ... Jeg var lige ved at sige, at det er hele mit liv, men det er det ikke. Det er bare en meget vigtig del af mit liv«. Har der været en pris for succesen og berømmelsen? »Det med berømmelsen er interessant, for jeg har aldrig ønsket at blive berømt, og jeg har aldrig drømt om, at jeg ville blive berømt. Min fantasi om at blive en berømt forfatter ... og her er jeg nok ikke helt på bølgelængde med virkeligheden, hvilket ofte sker for mig ... jeg forestillede mig, at hvis man var en berømt forfatter, så var man ligesom Jane Austen. At man kunne sidde hjemme i præstegården og en gang imellem korrespondere lidt med prinsen af Wales' sekretær«. »Jeg havde godt nok ikke forestillet mig, at de ville gennemrode min skraldespand. Jeg havde ikke forventet at blive fotograferet med telelinser på stranden. Jeg havde aldrig drømt om, at det ville få en negativ indflydelse på min datters liv, hvad det indimellem har haft. Det ville være indskrænket at påstå, at der ikke er noget godt ved at være berømt. Når en vildfremmed person kommer hen til én, mens man er ude at handle, og siger en række pæne ting om éns arbejde ... jo, selvfølgelig går man bagefter rundt med rankere ryg. Det er en meget, meget dejlig ting, der er sket. Jeg ville bare ønske, at de ikke altid kom hen til mig, lige når jeg er ved købe, ja, du ved ...«. Toiletpapir? »Varer af en tvivlsom karakter, ja, lige præcis. Hver evig eneste gang. Aldrig når man er henne i frugt- og grøntafdelingen«. Synes du, at succesen har forandret dig? »Ja«. På hvilken måde? »Jeg føler mig ikke helt så uduelig længere«. Du har vel ikke for alvor følt diguduelig?

»Jeg har følt mig fuldstændig uduelig. Jeg har haft det elendigt. Det havde jeg. Og nu føler jeg, at der alligevel var noget, jeg var god til. Jeg har altid ment, at jeg kunne fortælle historier, og det er vel i virkeligheden sørgeligt, at jeg havde brug for den bekræftelse, der lå i at blive udgivet«. » Og hvad med pengene? Mange får dårlig samvittighed, hvis de pludselig tjener en masse penge ... »Ja, jeg har dårlig samvittighed. Det er helt sikkert, at jeg har dårlig samvittighed«. Hvorfor? »Da det hele begyndte, blev jeg ikke styrtende rig fra det ene øjeblik til det andet. Det største spring for mig var forskuddet fra USA, som var stort nok til, at jeg kunne købe et hus. Altså ikke kontant, men vi havde jo boet til leje indtil da. Og jeg havde ikke dårlig samvittighed. På det tidspunkt blev jeg bange. For jeg tænkte, at nu måtte det ikke gå galt. Jeg havde nogle penge, og jeg måtte ikke bruge dem på noget dumt. Ja, ja, og så fik jeg dårlig samvittighed. Men i det mindste kunne jeg se, at der var en årsag og en virkning. Jeg vidste, at jeg havde arbejdet ret hårdt ret længe. Belønningen var selvfølgelig helt ude af proportioner, men jeg kunne se, hvordan jeg var nået dertil, og det gjorde det nemmere at rationalisere«. Tid til lidt lir » Lad os tale om den næste bog. Harry og Ron og Hermione bliver alle ældre. Hvordan forandrer de sig? »Ret meget, for når jeg for eksempel ser tilbage på 'De 5'-bøgerne, så virker det nærmest uhyggeligt, at de i løbet af 20 eller 21 bøger aldrig mærkede en hormonel impuls. Bortset fra, at Anne af og til fik at vide, at hun en dag ville blive en god lille kone, når hun pakkede madkurven fint ud«. Men det er vel det sædvanlige mønster i børnebøger? Børnene bliver aldrig ældre. Men dine ...

»Ja, og det når jo sit højdepunkt i 'Peter Pan', hvor det er ret eksplicit, hvilket er meget uhyggeligt, synes jeg. Jeg fik et meget direkte brev fra en kvinde, der havde hørt mig sige, at Harry skulle ud på sit første stævnemøde eller sådan noget, og hun skrev: »Vil du ikke nok lade være med det, for det er jo frygteligt. Jeg vil gerne have, at de her bøger er en verden, som mine børn kan flygte ind i«. Hun skrev ordret »fri for smerte og frygt«, og så tænker jeg: Har du overhovedet læst bøgerne? Hvad taler du om? Fri for smerte og frygt? Harry gennemgår jo et veritabelt helvede, hver gang han vender tilbage til skolen. Så jeg tror da, at lidt lir vil virke som en lettelse«. Der bliver altså dannet par i denne bog? »Når tiden er inde til det«. Umage par? Vel ikke Hermione og Draco Malfoy eller sådan noget? »Det vil jeg faktisk ikke sige noget om, for det ville ødelægge det for alle fansiderne på internettet. De har det så sjovt med deres teorier, og det er også sjovt. Og nogle af dem er faktisk ret tæt på. Ingen har nogensinde - altså jeg er gået ind for at kigge på nogle af dem, og ingen har nogensinde ... Der er én ting, som jeg ville blive rigtig irriteret over, at nogen gættede, for det er på en måde hele kernen i det. Og det forklarer faktisk det hele, og ingen har ramt helt rigtigt, men et par stykker har lige strejfet det. Så efter at have brugt 13-14 år på at skrive bøgerne ville jeg da blive ret mopset, hvis en eller anden uden videre gættede, at der ville ske det og det i bind syv. For det er for sent, jeg ville ikke kunne fravige det nu. Alt har bygget op til det, og jeg har lagt alle mine spor ud«. Bliver Harry en oprørsk teenager? »Han er meget, meget, meget mere vred i denne bog. Han er faktisk ret rasende en stor del af tiden, og det har han grund til, synes jeg, når man tænker på, hvad han har været igennem. Det var på tide, at han blev lidt mopset over den skæbne, han har fået«. PlastikdimsehelvedetNår man ser på alle de markedsføringsprodukter, på al den merchandise ,for eksempel en Harry Potter-ismaskine udformet som et græskar og den slags ragelse ... »Findes den, eller er det noget, du finder på?«. Jeg mener det skam. Der er en liste på omkring 50 af den slags ting. Harry Potter-poloshirts med emblem, et særligt 'Late Night Ride-håndklæde', et Harry Potter og Ron Weasly-vækkeur, og sådan kan man blive ved. »Vækkeuret kender jeg godt. Hvordan jeg har det med det? Helt ærligt, og det er vist almindeligt kendt, så ville jeg have bremset al merchandising, hvis jeg kunne. To gange om året holder jeg møde med Warner Brothers, hvor vi sidder og diskuterer det, og jeg kan kun sige, at så skulle I have set nogle af de ting, der blev bremset: Hulkende Huldas Toiletbræt-alarmer og det, der var værre«. Det lyder da ellers ret morsomt. »Det vidste jeg, du ville sige. Det er ikke morsomt. Det var rædsomt. En rædsom ting«. Men du kunne vel have sagt: Nej, jeg vil slet ikke have nogen merchandising? »Det tror jeg ikke, jeg kunne have gjort dengang. Ikke på det tidspunkt. Jeg er så dårlig til det med datoer. Det må have været omkring 1998-1999, at jeg begyndte at tale med Warner Brothers, og på det tidspunkt havde jeg simpelthen ikke magt til at stoppe dem. Sådan er filmverdenen. For det er nogle meget dyre film at lave, og hvis de bliver ved med at lave dem, hvilket der selvfølgelig ikke er nogen garanti for, så vil de bare blive endnu dyrere, og jeg ryster da ved tanken om, hvad de vil sige, når de ser bind fem. For jeg tror, de er begyndt at mistænke mig for at skrive noget bare for se, om de kan lave det. Hvilket jeg selvfølgelig ikke gør. Men jeg ved, at omfanget af det univers, jeg beskriver, giver dem hovedpine«. Bekymrer det dig aldrig, at arven efter dig måske ikke bliver hele det univers, du har skabt, men derimod en masse plastikdimser? »Om det nogensinde bekymrer mig? Helt ærligt? Nej. Det bekymrer mig ikke. Jeg tror, at bøgerne til enhver tid vil være vigtigere end plastikdimserne. Og det tror jeg virkelig fuldt og fast på. Det lyder måske arrogant, men sådan har jeg det altså«. Ved du overhovedet, på det niveau du befinder dig på, hvor meget du tjener?

»Nej«. Ved du, hvad du tjente sidste år? »Nej«. Det må vel være flere hundrede millioner kroner?

»Jeg holdt møde med min revisor for nylig, og jeg sagde: »Ifølge velhaverlisten er jeg rigere end dronningen, så det må jo betyde, at du har svindlet dig til ret mange penge«. Altså, jeg ved godt sådan nogenlunde, hvad jeg har. Det er ikke sådan, at jeg intet aner om det. Og jeg har i hvert fald ikke tre milliarder kroner«. Hvor meget er det sådan cirka? »Skulle jeg fortælle dig det?«. Det ved jeg ikke. Du kan vel ikke bebrejde mig, at jeg spørger. »Nej, jeg bebrejder dig ikke, at du spørger«. DrabetDu har tidligere sagt, at når du var færdig med en bog, så begyndte du straks på den næste. Er du begyndt på den sjette? »Ja«. Hvor langt er du med den? »Ikke så langt, for jeg har også fået et barn. Men, jo, jeg begyndte på den, mens jeg stadig var gravid med David. Og jeg fik faktisk skrevet noget forleden, og det er ret godt, når man tænker på, at han kun er ti uger. Så han er faktisk et fuldtidsjob i øjeblikket. Men jeg fik skrevet lidt mere forleden«. » Finder vi ud af i bind fem, hvorfor Voldemort nærer så stærk en uvilje mod Harrys forældre? »Ja«. Kan du løfte lidt af sløret ...? »Nej, nu varer det jo ikke længe. Altså helt ærligt! Ja, det finder I ud af«. Hvad vil du ellers røbe om, hvad der sker i bind fem? »Der skal selvfølgelig findes en ny lærer i faget Forsvar mod Mørkets Kræfter«. Bliver det en kvinde? »Ja. Og det bliver ikke Fleur, som alle på internettet ellers gætter på. Og heller ikke, hvem er det nu, de alle sammen spørger til ... mrs. Figg. Det bliver heller ikke mrs. Figg. Jeg har læst begge forslag«. Får vi mere at vide om Snape? »Ja«. Og Harrys mor? Var han ulykkeligt forelsket i Harrys mor eller sådan noget? »Og det skulle så forklare hans modvilje mod Harry?«. Ja. »Gætter du?«. Jeg gætter, ja. Jeg spørger bare, om du kan fortælle os det? »Nej, det kan jeg ikke fortælle. Men I får mere at vide om Snape, meget mere, faktisk«. Og der sker et dødsfald i bogen? »Ja, et frygteligt, frygteligt ...«. En vigtig person lider en frygtelig død? »Ja, jeg gik ud i køkkenet, da jeg havde gjort det ...«. Gjort hvad, dræbt denne person?

»Ja. Jeg havde skrevet dødsfaldet om og om igen, og så var det sådan. Det var uigenkaldeligt. Og personen var uigenkaldeligt død. Og jeg kom ud i køkkenet og græd, og Neil spurgte: »Hvad er der dog galt?«. Jeg svarede: »Jeg har lige slået vedkommende ihjel«. Neil ved ikke, hvem personen er. Men jeg sagde: »Jeg har lige slået vedkommende ihjel«. Og han sagde: »Jamen, så lad dog være med det«. Jeg svarede: »Sådan fungerer det bare ikke. Når man skriver børnebøger, er man nødt til at være en koldblodig morder«. Vil det ryste folk? »Ja, det rystede mig. Jeg har hele tiden vidst, at det skulle ske, men jeg formåede at fortrænge det og fortsætte med figuren«. Du ved altså, hvad der skal ske med alle hovedpersonerne i løbet af serien? »Ja, ja«. Hvorfor standse, når de bliver voksne? Det kunne vel være interessant at se, hvad Harry bliver til som voksen? »Hvordan ved du, at han stadig lever til den tid?«. Altså ved slutningen af bind syv? »På den måde ville man da sætte en stopper for al den merchandising«. Men det ville vel svare til at slagte hønen, der lægger guldæg?

»Tjo. Men jeg går jo for at være rigere end dronningen, så jeg kan da være ligeglad«. (Pause) »Jeg er lykkeligere nu, end jeg nogensinde har været. Det er jeg helt bestemt«. (...) Pisken over nakkenHvordan foretrækker du at arbejde? Mange sætter sig ned og siger: Jeg skal skrive 600 eller 1.000 ord per dag. Arbejder du også sådan? Hvordan griber du det an?

»Nej, det ville jo være ligesom at male plankeværk«. Nej, faktisk har flere anerkendte forfattere arbejdet på den måde. »Det er altså sådan, du selv skriver?«. Nej, jeg sagde anerkendte forfattere ... Somerset Maugham skrev gerne 600 ord om dagen og stoppede om nødvendigt midt i en sætning.

»Nej, sådan kunne jeg ikke gøre det«. Hvad gør du så? Sætter dig ned og bliver ved, indtil du ikke kan mere? »Ja, mere eller mindre. Det er med pisken over nakken. Det der med de 600 ord om dagen ... altså, den ene dag kan man udføre et meget, meget stort stykke arbejde uden at skrive et ord. Det kan være, at man kun gennemlæser og retter, eller måske kradser man et par ord ned«. Vi ved, at du har skrevet slutningen. »Jeg har skrevet sidste kapitel af bind syv«. (...) Ønsker du nogle gange, at du aldrig var begyndt på serien? »Ja. Men ikke af de grunde, man skulle tro. Nogle gange har jeg været meget langt nede og tænkt: Hvad fanden gør jeg det her for? Men kun meget sjældent. Meget sjældent«. Hvorfor tænker du nogle gange sådan? »Jeg har ikke tænkt sådan længe, men det skete, mens jeg var i gang med bind fire. Da havde jeg en virkelig dårlig periode. Det morsomme er, at pressen skrev, at jeg led af skriveblokering med 'Phoenix'. (Bogen, der udkommer i dag, red.)«. Og du havde slet ikke skriveblokering, mens du arbejdede med den? »Nej! Jeg frembragte såmænd bare lige en kvart million ord. Det er ret svært, hvis man har skriveblokering«. Det er længere end Det Nye Testamente, ved du godt det? »Åh, gud, hold op med det. Med alle de oplysninger, jeg ikke kendte til. Er det?«. Ja, omkring 70.000 ord mere. »Du er vel godt klar over, at de kristne fundamentalister på en eller anden måde vil fremstille det som endnu en grund til at hade mig. Hun er mere ordrig end Gud«. (...) Måske en voksenromanBliver der en masse løse ender, som skal samles i syveren? »Det håber jeg da jeg ikke. Det er mit mål at samle alle trådene i en nydelig sløjfe ... sådan, slut«. (...) Ved du, hvad du skal lave bagefter? »Altså, i den mellemliggende periode, i de tre år, jeg lige har haft, skrev jeg en overgang på noget andet, som blev virkelig godt, og det er muligt, at jeg vender tilbage til det. Jeg ved det ikke«. Er det en voksenroman? »Mmmm ... Det er bare noget helt andet. Det var meget befriende at gøre det«. Men det ville blive ret vanskeligt for dig. Du ville vel være nødt til at skrive under pseudonym? »Ja, netop. Men de finder ud af det lige med det samme. Jeg undervurderer ikke pressens evne til at efterforske, men jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg ved helt sikkert, at jeg stadig vil skrive. Om jeg vil udgive noget? Jeg ved det ikke. Selvfølgelig skriver man for at blive udgivet, for man skriver for at dele historien med andre. Men jeg tænker på, hvad der skete for A.A. Milne. Han prøvede jo at skrive voksenbøger, men de blev aldrig anmeldt, uden at Tigerdyret, Plys og Grisling også blev nævnt. Og jeg kunne forestille mig, at det samme ville ske for mig. (...) Men jeg kunne godt tænke mig at få et normalt liv engang, når serien er ved at være afsluttet, og den bedste måde at få det på ville sikkert være at vente lidt med at udgive noget«. Det er ikke nogen ringe bedrift at tage med sig herfra - at have opfundet hele dette univers og givet børn lyst til at læse?

»Gud. Nej. Nej da. Jeg er selvfølgelig enormt stolt over Harry, og jeg vil aldrig undsige historien. Jeg lover, at jeg aldrig, aldrig vil sige undskyld for den. Aldrig. For jeg er stolt af den, og jeg vil forsvare Harry med næb og kløer«. Oversættelse: Tonny Pedersen