0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Splitterravende følsom

Pornogangster L:Ron:Harald kaldte han sig i 1998. Nu fortæller Lars Jensen om sin psykiske sygdom i ny bog, 'Patient'. Om at have været en ensom dreng, der nu er en kunstner og førtidspensionist på 37 år.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kåre Viemose
Foto: Kåre Viemose

Kåre Viemose

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forvokset dreng. Forloren hare. Forbandet far.

»I gamle dage ville man måske ikke sige, at jeg var syg, men bare, at jeg var ekstremt følsom. Alle de problemer, jeg har, bunder i min følsomhed. Det har de altid gjort«, siger Lars Jensen.

Han ligner en meget stor dreng, Lars Jensen, also known as den sønderjyske pornogangsterrapper L:Ron:Harald. Trods sine 37 år er han stadig hiphopper med skrigende gul Bronx-T-shirt i et syntetisk materiale, shorts så store, at kun anklerne får luft, og enorme runde skatersko med tykke snørebånd, der ligner noget, Tweenies har på i børne-tv.

Men han ligner også en dreng, der har gjort sig mange bekymringer. En stor zigzagrynke kløver næsten permanent hans pande, og hans tunge kommer ofte ud for lige at fugte læberne, når noget er særlig svært at sige.

Og det har været svært at få det sagt. At han som 29-årig journalistelev i Århus en dag vågnede på sit kollegieværelse og var ved at blive sindssyg. At han lod sig indlægge på Den Lukkede, først en måned og senere i fire måneder, bare for at opdage, at han i det psykiatriske system blev ladt endnu mere i stikken med sit skrøbelige sind. Eneste selskab var de andre stakler og en masse piller. Ingen samtale, ingen omsorg, ingen forståelse. Lidt ligesom drengen i 'Den 6. sans'. Bare uden Bruce Willis.

»Det er som at have været i krig. Man kan ikke slippe det. Det gør stadig ondt på mig, når jeg tænker på de mennesker, jeg mødte derinde. Min Rikke, der trods sin dybe depression fik lov at være alene, så hun kunne skære sine pulsårer over. Hvis jeg havde kendt hende i dag! Vi havde da haft det vildeste venskab, hun havde været min lille solstråle«, siger Lars Jensen, der har fået en tåre tatoveret på kinden for at huske på lidelserne, som hovedpersonen i filmen 'Memento', der brugte sin krop som notesblok for at kunne erindre.

Elektrochok
På Den Lukkede blev Lars Jensen, der er stor filmfreak, også udsat for de elektrochok, han ellers kun kendte fra 'Gøgereden'.

Og bedre blev det ikke, da han kom ud. Distriktspsykiatrien afskrev ham, men en psykiater i Århus forbarmede sig senere over ham. Så i dag bliver han medicineret ordentligt og får samtaleterapi med en psykologistuderende fra en frivillig hjælpetjeneste. Og så har han en lejlighed i Århus og førtidspension.

»Det passer mig faktisk fint, for jeg ved, at jeg med mit sind ikke ville kunne klare et stresset job som journalist. Der ville være for meget tryk på. Og med pensionen kan jeg koncentrere mig om at udtrykke mig i digte og i musik, som jeg hele tiden har gjort. Ord har altid betydet utroligt meget for mig, jeg har læst meget og skrevet, siden jeg gik i skole«, fortæller Lars Jensen, mens han spiser forloren hare med hvide kartofler og sovs.

Vi sidder i en bås på et cafeteria med brune finérvægge i Kødbyen på Vesterbro, hvor Lars er på besøg hos sin ven rapperen Clemens. Egentlig prøvede jeg at få Lars slæbt med hen på en af de nye trendy cafeer på Halmtorvet med rucolasalat og danskvand, men Lars gik nærmest instinktivt i stå foran Chicky Grill, da han så skiltet med dagens ret, 43 kroner.

»Forloren hare, det er da lige det, ikke?«.

Fars afvisning
Men hvorfor er det så svært at være Lars? Hvad sker der bag rynken?

Jo, en af forklaringerne er i hvert fald, at han ikke er som alle de andre. Han kunne ikke bare tage del i fællesskabet, hvilket han mærkede allerede i folkeskolen. Han var tænksom og kunne lide at læse og skrive. Og så kom han i klemme i sine forældres dårlige forhold. Som Sailor siger i Lars Jensens yndlingsfilm, David Lynchs 'Wild at Heart': »I didn't have much parental guidance«.

»Jeg tror, mine forældre følte, at jeg var en trussel mod deres ægteskab. De kunne ikke enes om min opdragelse. Min far kunne ikke selv læse og skrive særligt godt, og han ville have, jeg skulle være en rigtig dreng, der skulle ud og bruge mine hænder«, fortæller Lars Jensen, mens lystig, syntetisk orgelmusik spiller på Chicky Grill.

Faderen kastede al sin kærlighed på lillebroderen, og moderen vred hænder. Efter råd fra en børnepsykolog blev forældrene enige om at sende den 12-årige knægt på børnehjem. Selv kalder Lars det en tvangsfjernelse. Men det var det jo ikke, da forældrene samtykkede. Jeg spørger ham, hvordan han kan bære, at hans mor, som han elsker over alt på Jorden, gik med på den galej.

»Psykologen havde jo anbefalet det. Og min mor troede på det tidspunkt, at det ville hjælpe mig. Jeg var så ensom. Jeg var ikke en del af sammenholdet, heller ikke på børnehjemmet. Jeg holdt mig for mig selv og kunne ikke relatere mig til andre. De andre kunne snakke med hinanden og var mere robuste. Jeg sad alene og håbede bare at komme hjem. Det var en grim oplevelse«.

Uden hæmninger
Når man sidder over for Lars, er det svært at forstå, at han kunne fylde så lidt i landskabet. For han ligner en stor stærk bjørn med masser af råstyrke, som han også senere har fundet ud af at slippe løs.

Han har altid skrevet, både historier, musik og digte. Han har lavet i hundredvis af graffitiværker, blandt andet groteske malerier af monstre og lemlæstede babyer, som var fantasier, han havde fundet i en bog om Stanislav Grof, der i 60'erne eksperimenterede med at åbne klienternes psyke med lsd.

»Jeg har altid haft brug for at manifestere mig. Få ting ned på papir, ud i den reelle verden. Måske fordi jeg har så meget kaos inde i mig selv. Jeg har så mange problemer inde i mit hoved, der vokser sig større og større. Men jeg kan aflede mig selv ved at skrive et digt. Det er min egen form for terapi«, siger Lars.

I 1998 opfandt han så sammen med nogle kammerater hjemmefra, efter to ophold på Den Lukkede, L:Ron:Harald, Pornogangsteren fra Sønderjylland, der bare havde tjek på tingene, og som for alvor indførte begrebet analsex i dansk populærmusik.

»Jeg tror, det dukkede op fra en narcissistisk vision, hvor det bare er mig, der bestemmer. Og så kommer det af, at jeg godt kan lide at provokere folk. Tage ting til ekstremer. Rå energi kan i sig selv være et budskab, altså, det flytter noget hos folk. L:Ron:Harald sagde ting, som mange ikke tør indrømme, de t