Forvokset dreng. Forloren hare. Forbandet far. »I gamle dage ville man måske ikke sige, at jeg var syg, men bare, at jeg var ekstremt følsom. Alle de problemer, jeg har, bunder i min følsomhed. Det har de altid gjort«, siger Lars Jensen. Han ligner en meget stor dreng, Lars Jensen, also known as den sønderjyske pornogangsterrapper L:Ron:Harald. Trods sine 37 år er han stadig hiphopper med skrigende gul Bronx-T-shirt i et syntetisk materiale, shorts så store, at kun anklerne får luft, og enorme runde skatersko med tykke snørebånd, der ligner noget, Tweenies har på i børne-tv. Men han ligner også en dreng, der har gjort sig mange bekymringer. En stor zigzagrynke kløver næsten permanent hans pande, og hans tunge kommer ofte ud for lige at fugte læberne, når noget er særlig svært at sige. Og det har været svært at få det sagt. At han som 29-årig journalistelev i Århus en dag vågnede på sit kollegieværelse og var ved at blive sindssyg. At han lod sig indlægge på Den Lukkede, først en måned og senere i fire måneder, bare for at opdage, at han i det psykiatriske system blev ladt endnu mere i stikken med sit skrøbelige sind. Eneste selskab var de andre stakler og en masse piller. Ingen samtale, ingen omsorg, ingen forståelse. Lidt ligesom drengen i 'Den 6. sans'. Bare uden Bruce Willis. »Det er som at have været i krig. Man kan ikke slippe det. Det gør stadig ondt på mig, når jeg tænker på de mennesker, jeg mødte derinde. Min Rikke, der trods sin dybe depression fik lov at være alene, så hun kunne skære sine pulsårer over. Hvis jeg havde kendt hende i dag! Vi havde da haft det vildeste venskab, hun havde været min lille solstråle«, siger Lars Jensen, der har fået en tåre tatoveret på kinden for at huske på lidelserne, som hovedpersonen i filmen 'Memento', der brugte sin krop som notesblok for at kunne erindre. Elektrochok På Den Lukkede blev Lars Jensen, der er stor filmfreak, også udsat for de elektrochok, han ellers kun kendte fra 'Gøgereden'. Og bedre blev det ikke, da han kom ud. Distriktspsykiatrien afskrev ham, men en psykiater i Århus forbarmede sig senere over ham. Så i dag bliver han medicineret ordentligt og får samtaleterapi med en psykologistuderende fra en frivillig hjælpetjeneste. Og så har han en lejlighed i Århus og førtidspension. »Det passer mig faktisk fint, for jeg ved, at jeg med mit sind ikke ville kunne klare et stresset job som journalist. Der ville være for meget tryk på. Og med pensionen kan jeg koncentrere mig om at udtrykke mig i digte og i musik, som jeg hele tiden har gjort. Ord har altid betydet utroligt meget for mig, jeg har læst meget og skrevet, siden jeg gik i skole«, fortæller Lars Jensen, mens han spiser forloren hare med hvide kartofler og sovs. Vi sidder i en bås på et cafeteria med brune finérvægge i Kødbyen på Vesterbro, hvor Lars er på besøg hos sin ven rapperen Clemens. Egentlig prøvede jeg at få Lars slæbt med hen på en af de nye trendy cafeer på Halmtorvet med rucolasalat og danskvand, men Lars gik nærmest instinktivt i stå foran Chicky Grill, da han så skiltet med dagens ret, 43 kroner. »Forloren hare, det er da lige det, ikke?«. Fars afvisning Men hvorfor er det så svært at være Lars? Hvad sker der bag rynken? Jo, en af forklaringerne er i hvert fald, at han ikke er som alle de andre. Han kunne ikke bare tage del i fællesskabet, hvilket han mærkede allerede i folkeskolen. Han var tænksom og kunne lide at læse og skrive. Og så kom han i klemme i sine forældres dårlige forhold. Som Sailor siger i Lars Jensens yndlingsfilm, David Lynchs 'Wild at Heart': »I didn't have much parental guidance«. »Jeg tror, mine forældre følte, at jeg var en trussel mod deres ægteskab. De kunne ikke enes om min opdragelse. Min far kunne ikke selv læse og skrive særligt godt, og han ville have, jeg skulle være en rigtig dreng, der skulle ud og bruge mine hænder«, fortæller Lars Jensen, mens lystig, syntetisk orgelmusik spiller på Chicky Grill. Faderen kastede al sin kærlighed på lillebroderen, og moderen vred hænder. Efter råd fra en børnepsykolog blev forældrene enige om at sende den 12-årige knægt på børnehjem. Selv kalder Lars det en tvangsfjernelse. Men det var det jo ikke, da forældrene samtykkede. Jeg spørger ham, hvordan han kan bære, at hans mor, som han elsker over alt på Jorden, gik med på den galej. »Psykologen havde jo anbefalet det. Og min mor troede på det tidspunkt, at det ville hjælpe mig. Jeg var så ensom. Jeg var ikke en del af sammenholdet, heller ikke på børnehjemmet. Jeg holdt mig for mig selv og kunne ikke relatere mig til andre. De andre kunne snakke med hinanden og var mere robuste. Jeg sad alene og håbede bare at komme hjem. Det var en grim oplevelse«. Uden hæmninger Når man sidder over for Lars, er det svært at forstå, at han kunne fylde så lidt i landskabet. For han ligner en stor stærk bjørn med masser af råstyrke, som han også senere har fundet ud af at slippe løs. Han har altid skrevet, både historier, musik og digte. Han har lavet i hundredvis af graffitiværker, blandt andet groteske malerier af monstre og lemlæstede babyer, som var fantasier, han havde fundet i en bog om Stanislav Grof, der i 60'erne eksperimenterede med at åbne klienternes psyke med lsd. »Jeg har altid haft brug for at manifestere mig. Få ting ned på papir, ud i den reelle verden. Måske fordi jeg har så meget kaos inde i mig selv. Jeg har så mange problemer inde i mit hoved, der vokser sig større og større. Men jeg kan aflede mig selv ved at skrive et digt. Det er min egen form for terapi«, siger Lars. I 1998 opfandt han så sammen med nogle kammerater hjemmefra, efter to ophold på Den Lukkede, L:Ron:Harald, Pornogangsteren fra Sønderjylland, der bare havde tjek på tingene, og som for alvor indførte begrebet analsex i dansk populærmusik. »Jeg tror, det dukkede op fra en narcissistisk vision, hvor det bare er mig, der bestemmer. Og så kommer det af, at jeg godt kan lide at provokere folk. Tage ting til ekstremer. Rå energi kan i sig selv være et budskab, altså, det flytter noget hos folk. L:Ron:Harald sagde ting, som mange ikke tør indrømme, de tænker på. Jeg har ikke den naturlige hæmning, som andre har«, siger Lars Jensen. Og nu har han så fortalt hele Danmark, at han har nogle voldsomme psykiske problemer. Han vil gerne minde dem uden for systemet om, hvor skrøbelige vi alle sammen er. Og han vil vise, hvordan systemet svigtede ham. Men egentlig var det ikke en særlig bevidst handling. »Jeg ved heller ikke, om jeg besluttede at skrive den bog. Jeg begyndte at skrive digte, og så flød det bare. Jeg sendte de 10 bedste til Lindhardt og Ringhof. Det ville de gerne have, hvis jeg kunne skrive det som prosa, for digte sælger ikke. Det gjorde jeg så på en uge«, siger Lars Jensen. Styrken og svagheden Nu er han i gang med et nyt musikprojekt og nogle noveller, og inden for en måned udkommer hans første digtsamling. Men trods voldsom aktivitet er Lars ikke en mand, der glad slænger sig på laurbærrene. Hvis han gør noget, så pisker han sig nærmere med dem. »Jeg er min egen værste fjende. Jeg er så kritisk. Jeg tror, at det kommer af, at min far var så dårlig til at rose mig og give mig rygrad som barn, ikke. Jeg husker sådan noget med, at når jeg havde tegnet en bil, så sagde han, det ligner da slet ikke en bil, sådan ser den ikke ud. Dét, kombineret med at jeg er født med den her store følsomhed, det har givet mig en usikkerhed, der har gjort det svært for mig at finde ro«. Der er så meget intensitet i ham, så meget knald på hjernen. Og så meget følsomhed. Han er som en af de tre precogs, der ligger i bassinet i filmen 'Minority Report' og kan mærke sine egne og andre menneskers følelser og hensigter. Det er hans styrke. Og nok også hans store svaghed. I sin hjerne har han adgang til et indre tegneserieunivers med kaotisk graffiti, pornogangstere og dødsrappere. Men også den store følsomhed, Som fik ham til at skrive det kærlighedsdigt til sin mor, som han læste op i radioen forleden søndag. Men det føles foruroligende, at sluserne altid står åbne ind til det allerdybeste. Som når han her over den forlorne hare og to glas isvand (isvand er ikke noget, de plejer at bruge på Chicky Grill, skulle jeg hilse og sige) fortæller en vildtfremmed om kærestesorger og psykiatriske diagnoser. Det er så ærligt, at det næsten gør ondt. Ærligt er det også, når han i bogen skriver, at han aldrig skal have børn. Han vil ikke risikere at give sine lidelser videre til næste generation. Nu har han det bedre. Nu er han klar til et forhold, når den rigtige viser sig. »Hvis jeg finder den rigtige kæreste, så vil jeg overveje det. Så vil jeg tale med psykiaterne om, hvorvidt det kan være farligt. Men ærlig talt, så tror jeg, ikke, at det er arveligt. Jeg voksede op i et skævt forhold. Forældrene skal være i harmoni. Eller har børnene ikke noget at bygge sig op efter. Så simpelt er det«, siger Lars Jensen. »Det er den næste tatovering, jeg vil have lavet. Keep it simple. Det er det vigtigste for mig at huske, når man har en hjerne, der løber løbsk«.