0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Træt af den bøvede normal-ateisme

Beretningen om Kristi himmelfart er da en sindssyg historie, indrømmer forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, men han bekender sig som kristen - og dét er ikke kun, fordi han har fået konstateret cancer. Han forklarer også, hvorfor det i dag er vigtigere at få demokrati i EU, end det er at komme ud af det - og hvorfor ikke blot katastroferne, men også alle menneskelige fremskridt bygger på de utopier, der sataniseres i disse års politiske debat.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kim Agersten
Foto: Kim Agersten

Foto: Kim Agersten

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da Fanden blev gammel, gik han i kloster, siges det. Alligevel er det kommet lidt overraskende for en del, at forfatteren Ebbe Kløvedal Reich - født 1940 og gennem en menneskealder synonym med EU-modstand og udogmatisk venstrefløjstænkning - både anerkender Den Europæiske Union og Det Evige Liv!

Er manden blevet syg? Ja, det er han faktisk. Han gør ingen røverkule af, at han har fået diagnosticeret en prostata-cancer, og at den har bredt sig til andre steder i kroppen. Men han fastholder samtidig, at dét ikke er afgørende for, at han i dag åbent bekender sig som kristen. Ligesom han omhyggeligt understreger, at tro og politik kun delvis har med hinanden at gøre, ja, advarer direkte imod at bruge »mysteriet som adfærdsregulator«, sådan som fundamentalister af alle trosretninger vil gøre det.

Han ser ellers godt ud, næsten mere sund og rask end jeg har set ham i andre perioder, da jeg onsdag før Kristi himmelfart ankommer til lejligheden i det indre København med mine spørgsmål om et eventuelt liv efter døden og EU-udvidelsen. Jeg begynder med dét om Fandens valg af plejehjem:

»Fejlen ved din opstilling er jo, at Fanden er jeg ikke«, griner han afværgende, men dét har der nu været flere meninger om i årenes løb. »Men det er da rigtigt, at på begge de områder er der sket et eller andet med min holdning«.

Unionen og virkeligheden
»For nu at tage det mest overkommelige først, så synes jeg ikke, jeg kan afdække nogen synderlig skizofreni i min holdning til EU. Jeg var indbidt og konsekvent modstander af den politiske union - indtil den vár der! Når den så er der, må man jo tage højde for den som et fænomen i virkeligheden, og det forekom mig efterhånden mere og mere udsigtsløst at påstå, at den ikke var der, eller at vi danskere kunne være ligeglade med den eller bare skulle ud i en fart«.

»For mig var skellet 1986, hvor vi satte det indre marked på benene. Godt nok har jeg aldrig været marxist, men jeg har da altid haft en banal forestilling om, at hvis kapitalen bliver europæisk, så er demokratiet også nødt til at blive det, for ellers spiller det fallit. Men det er åbenbart en meget eksotisk tanke for tiden, så dén er vi ikke så mange om«.

»Det ser jo ud til, at EU i den nuværende form - som jo er en slags demokratisk ministerenevælde - at det skal fortsætte og styrkes. Behovet for at etablere en europæisk demokratisk institution er meget ringe - og måske ringere i Danmark end noget andet sted. I andre lande har man dog store, vigtige, politiske diskussioner om det«.

Vi har da ellers folkeafstemninger om spørgsmålene - i modsætning til flere andre lande?

»Hvis jeg skulle diagnosticere den pauvre danske debat, så drejer den sig vel netop om, at vi har 'besluttet os frem' på grundlag af nogle regeringer, der ikke turde sælge projektet som dét, det var. Vi har fægtet os frem med nogle folkeafstemninger, hvor regeringerne har været nødt til at spille på den almindelige utryghed og paranoia og aldrig talt om, hvad visionen bag Europa var. Og nej-holdene har jo af lidt bedre grunde forbandet de visioner. Så nettoresultatet er, at den europæiske idé aldrig har været en faktor i den danske politiske debat. Det er jo tragisk, navnlig nu hvor vi ikke kan komme ud«.

»Med en vis bagklogskabens styrke må man så sige, at det er svært at forestille sig, at EU var nået til at etablere et indre marked, hvis det var sket med fuld demokratisk honnør fra starten. Men da man så havde opfyldt den første del af Monnet og Schumanns og de andre EU-fædres strategi - at først skulle man altså