Linn Ullmann kan godt forstå, hvorfor nogle mennesker ønsker at modtage aktiv dødshjælp. At man vil slippe for lidelsen, som følger med en dødelig sygdom. At man ikke vil være en belastning for andre. Og at man er angst for at miste kontrollen over sig selv. Den norske forfatter har været optaget af spørgsmålet om aktiv dødshjælp i årevis, og det er et væsentligt tema i hendes seneste roman 'Nåde', der udkommer på dansk i dag. I bogen tager hun ikke direkte stilling for eller imod aktiv dødshjælp. Hun nøjes med at skrive etiske overvejelser ind i historien om den aldrende, dødeligt syge Johan Sletten og hans dybe kærlighedsforhold til hustruen Mai. Men Linn Ullmann er afklaret i spørgsmålet: »Jeg er imod legalisering af aktiv dødshjælp, som det er sket i Holland og delvist i Schweiz og i Belgien. Jeg tror, det har nogle etiske og politiske konsekvenser, man endnu ikke har set rækkevidden af. For eksempel drejer den hollandske debat sig ikke længere bare om, at man skal tillade aktiv dødshjælp, når et menneske har ulidelige smerter ved et livs afslutning«. »Nu diskuterer man også, om det skal gælde for gamle mennesker med Alzheimers sygdom og børn, der er født meget handicappede. Hvor skal man sætte grænsen?«, spørger den 36-årige forfatter, da hun er i København for at give interview i anledning af den danske udgivelse af 'Nåde'. Linn Ullmann forventer ikke et svar og holder kun en kort kunstpause oven på sit syngende norske spørgsmålstegn, før hun fortsætter med at forklare sine forbehold: »Hvad er et værdigt liv? Og hvad mener vi, når vi taler om 'en værdig død'? På mig virker det af og til, som om man benytter sig af æstetiske kriterier, når man taler om den værdige død. Man vil ikke have alt det lort, som følger med, når vi går i forfald, og når vi mister kontrollen over vores krop. Så når vi siger 'en værdig død', tænker vi måske samtidig 'en smuk død'. Men der er ingen, som dør smukkere end andre. Det må ikke være en æstetisk præstation at dø. Ham, der skriger om hjælp til det sidste, og hun, som modigt siger farvel og holder tårerne tilbage - den ene dør ikke smukkere end den anden«. Beskyttende løgne Linn Ullmann siger, at 'Nåde' er en mere personlig roman end debuten 'Før du sover' fra 1998 og hendes anden roman 'Når jeg er hos dig' fra 2001. Da 'Før du sover' udkom, var der i begyndelsen massiv medieopmærksomhed på forfatteren på grund af hendes baggrund. Men hundredtusindvis af nordiske læsere og et næsten synkront jublende kritikerkor betød, at hun ganske hurtigt blev etableret som kunstner i eget navn. Det gør hverken fra eller til for hendes læsere, at hun er datter af den norske skuespiller og instruktør Liv Ullmann og den svenske dramatiker og instruktør Ingmar Bergman. Og det er måske det, som efterhånden har gjort Linn Ullmann mere afslappet med hensyn til at nævne sin barndom i interview. Hun har selv arbejdet som journalist. Da debuten udkom, kunne hun godt finde på at pynte lidt på sin egen historie. Med små løgne. Nogle af løgnene var lige så ubegribelige som dem, en kvinde leverer stribevis af i 'Nåde'. »Løgnene var som en beskyttende balsam. De gjorde det umuligt for offentligheden at nå mig for alvor. Jeg ændrede ikke ved de væsentlige ting. Men jeg fandt på ting om mig selv, så journalisterne fik en mere spændende historie med hjem. For eksempel sagde jeg engang, at jeg er enormt god til at bokse«. I dag er hun holdt op med at lyve. Siger hun i hvert fald. Så svaret skulle være rigtigt nok, når hun nu siger, at 'Nåde' er personlig på to måder. Den ene er, at hun har været optaget af spørgsmålet om aktiv dødshjælp, siden et menneske nær hende for nogle år siden orienterede hende om, at han måske en dag ville bede hende om hjælp til at dø. Hvis han blev så syg, at han ikke kunne klare sig uden hjælp og var ude af stand til at arbejde. »Jeg blev oprørt over, at han bare sagde dette. Og jeg havde en række indvendinger og spørgsmål til, hvordan man kommer frem til sådan en beslutning. Men jeg sagde ingenting. I stedet udspillede der sig i flere år efter en samtale i mit hoved mellem et menneske, der ønskede dødshjælp, og en anden, nærtstående person. Den samtale er et grundlag for bogen«. Usynlige syge Det andet personlige ved 'Nåde' er romanens hovedperson, Johan Sletten. Selv om han er betydeligt ældre end Linn Ullmann og i modsætning til hende dødsens syg, har hun skrevet sig selv ind i ham. »Jeg er gået helt til grænsen for, hvad jeg er bange for. Og hvad jeg på det tidspunkt magtede at leve mig ind i. Af egen aldring. Forfald. Sygdom. Død. Og selvforagt. Foragt og selvforagt er et tema i alle mine bøger. Johan Sletten i 'Nåde' bakser med en hel del selvforagt«. I begyndelsen af bogen er han, siger Linn Ullmann, en »ældre, distanceret herre, som ikke er meget for at have nære relationer med andre end sin hustru«. Men efterhånden som sygdommen skrider frem, og andre menneskers syn på ham ændrer sig, bliver han i stand til at se sine omgivelser mere klart. Paradoksalt nok: »Jo mere afklædt, jo mere patientificeret og jo mere hudløs - i bogstaveligste forstand - Johan Sletten bliver, desto mindre ser alle andre ham. Han bliver usynlig for sine omgivelser. Ligesom gamle mennesker er det i vores samfund. Og ligesom syge og børn og på andre måder svage mennesker er det«. Inden han når sit dødsleje, er Johan Sletten blevet et menneske, der ikke lever op til vores kvalitetskrav for 'det værdige liv'. I 'Nåde' kredser Linn Ullmann om et tema, som hendes romaner i det hele taget »cirkler sig mere og mere hen imod«, som hun siger. At vi ikke bare lider af angst for at dø. Vi lider også af angst for ikke at have det perfekte liv. Vi skammer os over ikke at leve perfekt og være perfekte. De ækle udslip Med et smil siger Linn Ullman, at hun er nået frem til, at det perfekte menneske topper, når det er mellem 28 og 32 år gammelt. Inden det fysiske forfald bliver for synligt. Og mens de bedst kørende har muligheden for at være både effektive og indtjenende og også derfor attråede. »Vi indskrænker menneskelivet til sådan et slags fra 28 til 32-liv. Det er der, det er idealet at befinde sig. Hvis man er i slutningen af 40'erne, har man ringe værdi på arbejdsmarkedet. Og hvis man er barn eller gammel eller på andre måder så svag, at man skal have hjælp, så bliver man hjulpet af mennesker, der får lav løn for deres omsorg. Det fortæller jo, hvordan samfundets syn på mennesket er«. Pludselig hiver forfatteren kort i sin hvide nederdel, inden hun peger først på sine knæ og derefter på en fiktiv plet på den flødefarvede bomuldstrøje. Hun ler og siger: »Og så er vi hele tiden bange for at gøre noget skamfuldt. Jeg skammer mig! Lige meget hvad jeg gør, er der altid et eller andet, som stikker ud. Man tænker altid på, om alt sidder, som det skal. Eller om man har en plet«. »Det har selvfølgelig præget mig, at jeg voksede op i en familie, hvor iscenesættelse var en stor del af livet. Alt var kontrolleret. Omkring mig har jeg set mennesker, som i den grad forsøgte at kontrollere ethvert menneskeligt udslip. Om det var en tåre, en fis, en sygdom, en lidt for høj latter eller en snublen. Det er jo en meget skræmmende ting, når et voksent menneske snubler og falder«. »Jeg er vokset op med, at man skal prøve at undgå alle former for menneskelige udslip. Og det er vel det, jeg skriver op imod. Der skal stikke mere og mere lort ud af mine bøger. For det er det, som er det menneskelige«.