0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det ser sort ud

I sin encyklopædiske, civilisationskritiske moppedreng 'Hvide dværge. Sorte huller' jonglerer den norske forfatter Sigmund Jensen med videnskaberne og de store forfattere. Sigmund Jensen tror på, at der findes en fremtid. Men han tvivler på, at der er mennesker i den.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Foto: Thomas Borberg

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er anden gang, Sigmund Jensen fra Stavanger er i København. Om sit første besøg her i byen for nogle år siden fortæller han kun en eneste ting.

Den vigtige:

»Jeg købte min første Peter Høeg-bog her. 'Fortællinger om natten'«.

Sigmund Jensen er en uhyre belæst nordnorgemand, der selv skriver bøger.

Hans første to novellesamlinger 'Antikvarens datter' (1995) og 'Motvilje' (1998) blev kun bemærket af få. Det er hans første roman fra sidste år, som har vakt opsigt og fået nogle anmeldere til at sammenligne Jensen med Rushdie og Naipul, med Kjærstad og også med Høeg.

Ligesom danske Peter Høeg hælder Sigmund Jensen videnskab i fiktionen.

Masser af videnskab og mindst lige så mange gennemtyggede, selektivt udvalgte litterære referencer. Det kan ikke have været et driverliv at skrive de 477 encyklopædiske sider i 'Hvide dværge. Sorte huller', som romanen hedder på dansk.

Hvordan i alverden får man astronomi, politik, filosofi, matematik, medievidenskab og for eksempel psykiatri til at hænge sammen med Dante, Beckett, Nietzsche, Kierkegaard, Eliot, Bibelen, Koranen og andre religiøse og litteraturhistoriske storværker, som Sigmund Jensen i romanen diskuterer så åbent med, at han har valgt at nævne dem i efterskriftet?

Kan man proppe alt det ind i et enkelt dokument? Når der så også lige skal være god plads til fortællingen om den yngre, britiske børsmægler Gestas Hutting, der sidder forædt og forfalden på rekreationshjemmet Magdalenas Mentale Medlidenhedshjem med den enorme krop fuld af slemme erindringer.

Hutting mindes i flager. Som om erindringen er lag på lag af bark omkring en kerne af sort hul. Minderne er porøse og alligevel kraftfulde. Engang var han en velsmurt børsyuppie i London. Men så skete der noget. Noget med for mange stoffer, for mange dårligt behandlede, dyre ludere og for stort underslæb. Og hans hustru blev psykisk syg og katastrofalt udmagret af spisevægring. Hutting flygtede fra politiet til Indien, hvor en stor del af handlingen udspilles.

Hvor får man ideen til at kaste sig ud i arbejdet med sådan en international, samtidskritisk moppedreng, når man til daglig er stavangersk familiefar, der er nødt til at supplere de minimale forfatterindtægter ved at arbejde som postbud, bilvasker og (for tiden) tekstforfatter på et reklamebureau?

Sigmund Jensen siger, at romanen er vokset ud af en novelle, han havde skrevet:

»Den handlede om en engelsk forretningsmand på rejse i Indien og indgik i en novellesamling, som jeg valgte at kassere. Fordi den ikke var god nok.

Min redaktør anbefalede mig imidlertid at skrive videre på den ene novelle, og så begyndte stoffet at vokse i alle mulige retninger. Det er svært for mig at sige hvorfor og hvordan. Drivkraften er ukendt. Af og til kan man komme ind i en arbejdsproces, hvor alle brikker falder på plads. Uden at man selv er helt bevidst om det imens. Sådan var det«.

I håb om besindelse
Sigmund Jensens tykke roman er tæt i sproget og stor i armbevægelserne. Umiddelbart er forfatteren sin romans modsætning. Han trykker kroppen sammen, som om han ikke kan lide at fylde ret meget. Han tænker sig længe om, inden han svarer. Og han er påpasselig med ikke at bruge for store ord, når han taler med mørk stemme i et tøvende langsomt tempo på Stavangerdialekten, der knaser, som om den har sprøde fiskeben i sproget.

»Jeg har skrevet romanen, fordi ... det her kommer til at lyde for prætentiøst, men jeg ville gerne sige noget om vor tid. I hvert fald om en del af den. Det er et forsøg på at kalde på besindelsen«.

Men'Hvide dværge. Sorte huller' er ikke en roman, der efterlader læseren med et stort håb på verdens vegne.

»Jo mindre håb, desto større grund til besindelse«.

Hvorfor har du valgt at inddrage så mange videnskaber og kilder?

»Det skyldes, at min interesse er spredt. Hvad det angår, er jeg på linje med Søren Kierkegaards tanke om, at man ikke skal satse alt på den ene ting, der adskiller et menneske fra andre. Han sagde, at man skal have to, tre, måske fire ben at stå på. I modsætning til ham har den nyere eksistensfilosofi dyrket det specielle talent. Jeg vil hellere orientere mig i et bredt felt end dyrke en 'spidskompetence', som man siger i dag. Jeg har taget universitetseksamen i historie og filosofi, men alle de andre ting har jeg kun fulgt forelæsninger i. Medicin, astronomi og politik - de videnskaber prætenderer jeg ikke, at jeg behersker. Digtning er jo løgn og bedrag. Og hvis jeg kan lyve overbevisende i romanen, er det godt i den sammenhæng«.

Din hovedperson, Hutting, sidder på et hjem for mentalt syge og er i opløsning. Som om han til dels er et billede på nutiden.

»I Norge har mange anmeldere ment, at Hutting er en usympatisk, ækel fyr. Jeg synes nu, at han har mange sympatiske træk. Men han har karakterbrister, og så har han sine besættelser. For eksempel er han besat af stoffer. Jeg tror, at hans rustrang er et forsøg på at fylde et sort hul«.

Han er samtidig kritisk over for den vestlige verdens materielle overforbrug.

»Konsumgalskaben handler nok også om at fylde et hul. I Nick Hornbys roman 'How to Be Good' (dansk oversættelse: 'Hvordan man er et godt menneske') er der en karakter, som nægter at bruge opvaskemaskine, før alle mennesker i verden har opvaskemaskine. Det vil selvfølgelig aldrig ske. 20 procent af verdens befolkning kontrollerer 80 procent af goderne. Vi kan kun opretholde vores velstand ved at opretholde uligheden. Og det er man nødt til at gøre med magt. Naturligt nok ønsker de øvrige 80 procent sig den samme velstand. Mine spørgsmål er: Er goderne retfærdigt fordelt? Og er de fordelt på en ønskelig måde? For bliver vi ved med at opretholde uligheden, vil det med tiden gå galt. Med os alle. Det er der, jeg mener, at besindelsen må komme ind«.

Meget sort humor
Sigmund Jensen har i norske interview sagt, at der er en hel del humor i hans roman. Det er i så fald en forkullet og næsten besk form for humor, som er indlagret i den akrobatiske jongleren med eksempler fra de store tænkere og videnskaber. Det er ikke forfatterens hensigt. Man kan godt komme til at lukke 'Hvide dværge. Sorte huller' med en følelse af, at for meget går i den forkerte retning. Uden at man magter at gøre noget ved det.

Kan mennesket ikke blive lige så sygt som Hutting af at føle afmagt?

»Jo, det tror jeg. Men jeg tror samtidig, at afmagt kan føre til to forskellige ting. At man enten bliver passiv. Eller aggressiv«.

Kender du selv fornemmelsen af at falde i et sort hul?

»Metafysisk? Ja, det gør jeg. Hvis du spørger mig, hvad det indebærer, så må jeg svare, at jeg ikke ved det. Men jeg ved, at åndelighed, religiøsitet eller guddom stadig har meget stor betydning for mange mennesker. Tre fjerdedele af befolkningen i Norge tror på et eller andet. I USA er religiøsiteten nærmest indfattet i det politiske system«.

Når børn spørger, forventer de et hurtigt og begribeligt svar. Hvad siger du, når dine børn spørger, om der findes en Gud?

»Jeg svarer ja. Gud findes«.

Og hvis de spørger, om der findes en fremtid?

»Så svarer jeg også ja«.

Hvis et voksent menneske stiller dig de samme spørgsmål?

»Så vil jeg stadig svare ja. Gud og fremtiden findes. Men så er man nødt til at definere, hvad man mener. Om man mener en fremtid uden mennesker eller ej. Jeg kan tvivle på, at der findes en fremtid for mennesket. Det ser jo ikke lyst ud. Dog vil jeg sige, at alene det at få børn er et udtryk for håb«.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere