15. juli 2001 tager den amerikanske fotograf Joel Sternfeld et billede af en udmattet elefant, som spærrer den vestgående trafik på en af Oslos udfaldsveje.

Således starter Niels Fredrik Dahls roman 'På vej til en ven', og hvordan kan man blive andet end nysgerrig efter sådan et anslag? Hvad laver mon en elefant i fjeldabernes land, og hvilken betydning kan den tænkes at have for den alvorlige 11-årige dreng, der stirrer læseren så intenst i møde fra bogens omslag? Ikke så lidt viser det sig. Romanelefanten Batir blev efterladt af et lille russisk cirkus, der gik konkurs og strandede i Norge. Siden har elefanten stået lænket i stalden hos fortælleren Vilgot. Den voksne Vilgot anno 2001 var i 1960'erne en forstadsdreng med en åndsfraværende far og en psykisk syg mor. Dengang da familien, med Dahls ord, endnu var »Templet«, var Vilgot enestesønnen i en dysfunktionel familie. Stemningen i familien var så ladet med anklager, skyld og sørgmodig fortrydelse, at Vilgot foretrak at flakke ensom omkring i en dis af hvide løgne og uopfyldte krav om uforbeholden kærlighed. Her mødte Vilgot en skæbnesvanger aften Colamanden. Det er denne aften, fortællingen kredser om som et møl om en flamme. Vilgot havde som andre børn altid fået at vide, at der var tre ting, man skulle vare sig for: Du må ikke gå ud at bade lige efter maden, du må ikke lege med plasticposer, og du må ikke gå med fremmede. Og hvem fra 1960'erne genkender ikke denne vedtagne treenighed af ting at frygte? Druknedøden med mad i maven, kvælningsdøden i hverdagens plasticpose og den ansigtsløse børnelokker. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gå med fremmede. Du skal elske Gud Herren og din næste. Du ikke gå med fremmede. Du skal elske Colamanden med de mange tomme flasker på bagsædet af sin bil. »Jeg kan huske, hvordan vi var tiltrukket af det farlige«, siger Niels Fredrik Dahl med henvisning til sin opvækst i et gråt forstadsmiljø, der ligner romanens til forveksling. »Vi var jo fristet af tanken om at trække en plasticpose ned over hovedet. Og der var noget utroligt tiltrækkende ved visheden om, at der et sted derude kørte nogle mennesker rundt og ville have os med sig«. »Mit forfatterskab kredser om det udsatte individ«, lyder den 44-årige forfatters bud, da jeg beder ham præcisere, hvad der eventuelt måtte være den røde tråd i de mange forskellige litterære genrer, Dahl betjener sig af. »Det angrebne individ, som af den ene eller den anden grund står ubeskyttet over for omverdenen. Min første roman handlede om et offer for tabloidjournalistik, men der er faktisk mange fællestræk med fortællingen om Vilgot. Mine bøger handler i bred forstand om overgreb«. »Bag mange af disse overgreb ligger der, tror jeg, en barnlig troskyldighed. Et slags ønske om nærhed, som kan skabe grobund for disse overgreb. Et behov for at blive set. Et behov for ikke at være usynlig. Et behov for at nogen skal standse op og sige »Kom med mig«. Men det er en udsathed, som også kan komme positivt til udtryk«, understreger Niels Fredrik Dahl i dette sit første interview nogensinde med en ikkenorsk journalist. I modsætning til hustruen Linn Ullmann, så er Niels Fredrik Dahls internationale løbebane nemlig kun lige begyndt. Filmkunst i baghovedet 'På vej til en ven' handler om et overgreb på et barn. Om skyldfølelse i metermål og afgrundsdyb ensomhed hos de fleste af personerne. Men den handler også om vældig meget andet. På trods af sit dystre tema er der tale om en fantasifuld fortælling af stor sproglig vitalitet og varm humor. Tematikken er en tung, grå elefant, men ganske som en elefant på fri fod i Norge ville være det, er det dermed også en grotesk og utilpasset krabat. For Niels Fredrik Dahl er det først og fremmest en opvækstroman, og det lykkedes ham faktisk at forhindre, at romanen ved udgivelsen i Norge blev sat i bås som en bog om seksuelle overgreb. »Det er ikke en tema-roman«, fastslår han. Filmkunstnere rumsterede i hans baghoved, mens han skrev. Federico Fellini og barndomsfantasien 'Amarcord'. Men også Thomas Vinterbergs 'Festen' har været med til at skubbe historien i gang. Så der er en lille dansk aktie i den norske succes, der fik Norges store litteraturpris Brage-Prisen som bedste bog i 2002. Med sin evne til at fabulere frit på et grundfjeld af historisk og social realisme er det oplagt at anbefale 'På vej til en ven' som næste norske læseoplevelse efter Lars Saabye Christensens store danske gennembrud 'Halvbroderen'. Der er grøde i norsk litteratur i disse år. Et boom, der kan sammenlignes med det, der i Danmark sker på filmfronten. Norske forfattere slår igennem internationalt, så man i det efterslæbende Danmark uvilkårligt må spørge sig selv om årsagerne til det norske bogboom. »Jeg ved ikke, hvad det skyldes«, indrømmer manden bag den Brage'nde succes. »Men der er gang i den, og dermed er det også et sjovt tidspunkt at være forfatter på! Litteraturen er den del af kulturen, som løber med opmærksomheden i øjeblikket. Sådan er det. Jeg tror måske, det skyldes en træthed, der efterhånden havde hobet sig op i kølvandet på den noget anæmiske litteratur, vi havde i 1980'erne og 1990'erne. En anæmisk modernistisk og moralistisk litteratur. Teksten var det eneste, som fandtes«. »Man placerede en glasklokke mellem teksten og verden. Det var forbudt at sige, at verden fandtes i teksten eller teksten i verden. Det tørrede ind«. »Læserne blev trætte af at læse, og jeg tror også, forfatterne blev trætte af at skrive! Men en følge var, at man i Norge bagefter fik en kombination af denne sprogbevidsthed og fornyet lyst til at fortælle en historie. Og så kan der jo ske noget!«. F.eks. kan der ske det, at en særdeles sprogbevidst lyriker som Niels Fredrik Dahl tager fat i eventyret om Den Lille Rødhætte, skifter hendes køn, bytter Den Store Stygge Ulv ud med den ansigtsløse Colamand og placerer hele herligheden i en norsk forstad komplet med indbygget elefant. At placere en elefant med en lang snabel midt i en fortælling om seksuelle overgreb er næsten at invitere både Freud og Fanden indenfor. Men ifølge Dahl var der ikke tale om en symbolsk konstruktion. Elefanten var der bare. »Det var ikke et symbol, det er en elefant!«. Den dukkede op fra en virkelig historie om et strandet russisk cirkus, Dahl engang havde klippet ud fra en avis. Nu kom den luntende ind i hans fortælling. »Det er få dyr, vi tillægger så megen personlighed som elefanten, og der er få dyr, vi synes, det er så synd for som elefanter i fangenskab«. Nødt til at være åben At være udsat er en del af det at være åben. Man er blottet og modtagelig. Man kommer til at tage for meget ind. For nogle bliver det fatalt. For en forfatter er det en nødvendighed, mener Niels Fredrik Dahl, og citerer danske Paul La Cour efter hukommelsen: »Du er måske nok åben, men du bliver aldrig åben nok«. »Jeg er jo oprindelig poet«, siger han, og fniser blufærdigt på den særlige måde, digtere fniser, når de er gået hen og har fået succes på andre aspekter af deres sproglige metier. I dag læser han ikke meget dansk litteratur, men i 1980'erne var det en anden sag. Dengang gakkede man til Danmark og firserdigtere som Michael Strunge og F.P. Jac. Dan Turèll lakerede sine negle, og Jac ville drikke sig ihjel. Den form for offentlighedsbevidsthed havde man ikke i Norge! Til gengæld hidkaldte man den nådesløse kritiker-digter Poul Borum for at gennemføre en rituel slagtning af norske poeter. En af de norske digtere, der tit og ofte rejste til København for at indsnuse den sortklædte, ordmættede atmosfære, hed Niels Fredrik Dahl. »Min første litterære skoling var ambitionen om at kunne skrive gode digte. Jeg bruger det stadig uhæmmet. Det er sådan set mit projekt. Man skal kunne se på mine skuespil, at jeg har skrevet digte og prosa og vice versa«. »Jeg synes, det er en stor gave, at kunne bevæge sig frit imellem genrerne. Men jeg har hele tiden stadigvæk digterens ambition«. Her tager han et ganske almindeligt glas kurvand på bordet og holder det op i lyset under 40 Watts-pæren i kontorlokalet. »Hvordan får jeg glasset til at lyse?«. »Faren ved at bevæge sig imellem genrerne er selvfølgelig, at de suger energi fra hinanden. Min journalistkarriere sluttede brat, da jeg nåede til et punkt, hvor jeg først sad på kontoret om dagen og skrev ingenting og så gik hjem om aftenen og satte mig ned ved skrivebordet og skrev ingenting«. »Det var i 1985. Min seneste digtsamling kom i 1999. Jeg har ingen anelse om, hvornår jeg vil skrive en ny. Lige nu er det romanerne, jeg får et kick ud af at skrive«. Romaner som den om Vilgot. Drengen med den forvitrede realitetssans, der på en måde bliver en vildfaren digter i sit eget liv. »Det er måske i virkeligheden en roman om forfatteren som barn«, indrømmer Niels Fredrik Dahl. Det er tidlig morgengry, da jeg går over gårdspladsen klædt i Grevens morgenkåbe og ind i laden. Jeg går næsten helt hen til elefanten og holder bogen, jeg lånte af far, foran mig og læser højt og indtrængende:

På forespørgsel ånder elefanten på én, eftersom denne siges at have en lægende virkning på hovedsmerter hos mennesker.

Den bevæger sig ikke, den blafrer ikke engang med ørerne, den står bare helt stille som om den er af sten, som om den egentlig er forsvundet, som om dens sjæl er blevet revet bort i løbet af natten, og det kun er skallen, der er tilbage.