0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En elefant i fjeldabernes land

'På vej til en ven' har gjort Niels Fredrik Dahl til den seneste i rækken af norske forfattersucceser. Romanen er solgt til en række lande, men i denne uge kom Danmark først med en oversættelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Kim Agersten

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

15. juli 2001 tager den amerikanske fotograf Joel Sternfeld et billede af en udmattet elefant, som spærrer den vestgående trafik på en af Oslos udfaldsveje.

Således starter Niels Fredrik Dahls roman 'På vej til en ven', og hvordan kan man blive andet end nysgerrig efter sådan et anslag? Hvad laver mon en elefant i fjeldabernes land, og hvilken betydning kan den tænkes at have for den alvorlige 11-årige dreng, der stirrer læseren så intenst i møde fra bogens omslag? Ikke så lidt viser det sig.

Romanelefanten Batir blev efterladt af et lille russisk cirkus, der gik konkurs og strandede i Norge. Siden har elefanten stået lænket i stalden hos fortælleren Vilgot. Den voksne Vilgot anno 2001 var i 1960'erne en forstadsdreng med en åndsfraværende far og en psykisk syg mor.

Dengang da familien, med Dahls ord, endnu var »Templet«, var Vilgot enestesønnen i en dysfunktionel familie. Stemningen i familien var så ladet med anklager, skyld og sørgmodig fortrydelse, at Vilgot foretrak at flakke ensom omkring i en dis af hvide løgne og uopfyldte krav om uforbeholden kærlighed. Her mødte Vilgot en skæbnesvanger aften Colamanden.

Det er denne aften, fortællingen kredser om som et møl om en flamme. Vilgot havde som andre børn altid fået at vide, at der var tre ting, man skulle vare sig for: Du må ikke gå ud at bade lige efter maden, du må ikke lege med plasticposer, og du må ikke gå med fremmede.

Og hvem fra 1960'erne genkender ikke denne vedtagne treenighed af ting at frygte? Druknedøden med mad i maven, kvælningsdøden i hverdagens plasticpose og den ansigtsløse børnelokker. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gå med fremmede. Du skal elske Gud Herren og din næste. Du ikke gå med fremmede. Du skal elske Colamanden med de mange tomme flasker på bagsædet af sin bil.

»Jeg kan huske, hvordan vi var tiltrukket af det farlige«, siger Niels Fredrik Dahl med henvisning til sin opvækst i et gråt forstadsmiljø, der ligner romanens til forveksling. »Vi var jo fristet af tanken om at trække en plasticpose ned over hovedet. Og der var noget utroligt tiltrækkende ved visheden om, at der et sted derude kørte nogle mennesker rundt og ville have os med sig«.

»Mit forfatterskab kredser om det udsatte individ«, lyder den 44-årige forfatters bud, da jeg beder ham præcisere, hvad der eventuelt måtte være den røde tråd i de mange forskellige litterære genrer, Dahl betjener sig af.

»Det angrebne individ, som af den ene eller den anden grund står ubeskyttet over for omverdenen. Min første roman handlede om et offer for tabloidjournalistik, men der er faktisk mange fællestræk med fortællingen om Vilgot. Mine bøger handler i bred forstand om overgreb«.

»Bag mange af disse overgreb ligger der, tror jeg, en barnlig troskyldighed. Et slags ønske om nærhed, som kan skabe grobund for disse overgreb. Et behov for at blive set. Et behov for ikke at være usynlig. Et behov for at nogen skal standse op og sige »Kom med mig«. Men det er en udsathed, som også kan komme positivt til udtryk«, understreger Niels Fredrik Dahl i dette sit første interview nogensinde med en ikkenorsk journalist.

I modsætning til hustruen Linn Ullmann, så er Niels Fredrik Dahls internationale løbebane nemlig kun lige begyndt.

Filmkunst i baghovedet
'På vej til en ven' handler om et overgreb på et barn. Om skyldfølelse i metermål og afgrundsdyb ensomhed hos de fleste af personerne. Men den handler også om vældig meget andet. På trods af sit dystre tema er der tale om en fantasifuld fortælling af stor sproglig vitalitet og varm humor.

Tematikken er en tung, grå elefant, men ganske som en elefant på fri fod i Norge ville være det, er det dermed også en grotesk og utilpasset krabat.

For Niels Fredrik Dahl er det først og fremmest en opvækstroman, og det lykkedes ham faktisk at forhindre, at romanen ved udgivelsen i Norge blev sat i bås som en bog om seksuelle overgreb. »Det er ikke en tema-roman«, fastslår han.

Filmkunstnere rumsterede i hans baghoved, mens han skrev. Federico Fellini og barndomsfantasien 'Amarcord'. Men også Thomas Vinterbergs 'Festen' har været med til at skubbe historien i gang. Så der er en lille dansk aktie i den norske succes, der fik Norges store litteraturpris Brage-Prisen som bedste bog i 2002.

Med sin evne til at fabulere frit på et grundfjeld af historisk og social realisme er det oplagt at anbefale 'På vej til en ven' som næste norske læseoplevelse efter Lars Saabye Christensens store danske gennembrud 'Halvbroderen'. Der er grøde i norsk litteratur i disse år. Et boom, der kan sammenlignes med det, der i Danmark sker på filmfronten. Norske forfattere slår igennem internationalt, så man i det efterslæbende Danmark uvilkårligt må spørge sig selv om årsagerne til det norske bogboom.

»Jeg ved ikke, hvad det skyldes«, indrømmer manden bag den Brage'nde succes. »Men der er gang i den, og dermed er det også et sjovt tidspunkt at være forfatter på! Litteraturen er den del af kulturen, som løber med opmærksomheden i øjeblikket. Sådan er det. Jeg tror måske, det skyldes en træthed, der efterhånden havde hobet sig op i kølvandet på den noget anæmiske litteratur, vi havde i 1980'erne og 1990'erne. En anæmisk modernistisk og moralistisk litteratur. Teksten var det eneste, som fandtes«.

»Man placerede en glasklokke mellem teksten og verden. Det var forbudt at sige, at verden fandtes i teksten eller teksten i verden. Det tørrede ind«.

»Læserne blev trætte af at læse, og jeg tror også, forfatterne blev trætte af at skrive! Men en følge var, at man i Norge bagefter fik en kombination af denne sprogbevidsthed og fornyet lyst til at fortælle en historie. Og så kan der jo ske noget!«.

F.eks. kan der ske det, at en særdeles sprogbevidst lyriker som Niels Fredrik Dahl tager fat i eventyret om Den Lille Rødhætte, skifter hendes køn, bytter Den Store Stygge Ulv ud med den ansigtsløse Colamand og placerer hele herligheden i en norsk forstad komplet med indbygget elefant. At placere en elefant med en lang snabel midt i en fortælling om seksuelle overgreb er næsten at invitere både Freud og Fanden indenfor. Men ifølge Dahl var der ikke tale om en symbolsk konstruktion. Elefanten var der bare.

»Det var ikke et symbol, det er e