0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det ufuldendte menneske

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kig i spejlet og skær tænder. Hvad ser du? Et sammenbidt fjæs, selvfølgelig, men mere end det, for læg mærke til den muskel i tindingen bag øjnene, som skiftevis spændes og slappes. Du kigger nu på en muskel, som udviklingshistorisk set er 300 mio. år gammel, for så længe er det siden, åbningen i kraniet, som giver plads til vores store tyggemuskel, blev dannet hos synapsiderne, som var et forstadie til mennesket.

Eller bemærk, hvad der sker, når du fryser - gåsehuden rejser sig. Det er en reminiscens fra dengang, de første pattedyr fik hår over det hele for at holde på varmen. Hårene var udstyret med små muskler, så dyret kunne rejse dem og få et større isolerende luftlag i pelsen, hvis det blev koldt.

Vi har stadig de små muskler i huden, men der er jo - for de flestes vedkommende - kun ganske få hår tilbage, og som isolerende foranstaltning er de ikke længere noget værd. Men reaktionen har vi altså stadig. Bliver vi forskrækkede, kan vi også få gåsehud. Det sker i et forsøg på at komme til at virke større, end vi egentlig er, for at skræmme det, der truer os, væk. Det trick virker heller ikke så godt længere ...

Og sådan er det hele vejen igennem. Mennesket bærer i sig aftryk af millioner af års udvikling på Jorden.

For zoologen, forfatteren, foredragsholderen og den pensionerede chef for Zoo i København Bent Jørgensen, er det vigtigt, at man erkender menneskets oprindelse. Men når han nu udkommer med en ny bog, 'Dyret i dit spejl', skyldes det også en anden ting:

»Jeg kan godt lide at fortælle gode historier«, siger han.

Og det gør han så - og har gjort det i mange år. Første gang var i 1966 med bogen 'Opfindsomhed i dyreverdenen', siden har han skrevet et halvt hundrede bøger, heraf ca. halvdelen til børn, og nu er ringen sluttet med den nye bog, som handler om, at mennesket er et produkt af udviklingen. Og altså dybest set et dyr.

Kan man også sige, at vi er kronen på værket, det ypperste der findes?

»Jeg ved ikke, om du er«, siger han - og griner.

»Men som jeg sidder der og skriver den bog, er jeg jo. Vi har en bevidsthed af en helt anden klasse end andre dyr på denne Jord. Ikke blot har vi en bevidsthed, vi kan også tale om den. Men først når vi erkender, at vi er et produkt af udviklingen og rummer noget irrationelt eller dyrisk, kan vi tage fat på at ændre os. Ellers bliver det nemt det gamle abesystem, der styrer det hele, så det er nogle få, der sidder på magten og har fordelene«.

»Vi er nødt til at gøre op med den indre svinehund ved at se os selv i spejlet hver morgen og sige: »Jeg vil ikke finde mig i, at jeg opfører mig anderledes, end jeg egentlig ønsker at opføre mig««.

Senil kat
Han sidder i sin sofa i Østerlars fem km fra Gudhjem på Bornholm, og når man hører ham tale engageret om sit yndlingsemne, naturvidenskaben, er man ikke i tvivl om hans passion. Og at han lige har smidt sin rødhårede huskat ud af sit lyse kontor, som rummer en egen varme med udsigt til Østersøen, klassisk musik på cd-afspilleren og gulv til loft-bogreoler, skyldes det bestemt ikke mangel på affektion for katten, men hensyn til gæsten.

»Den er blevet senil, og det har gjort den så kærlig, at det kan være generende. Den vil kæles hele tiden«, forklarer han.

'Dyret i dit spejl' er ikke i sit udgangspunkt en bog, der diskuterer værdier eller moral. Dens ærinde er i første omgang at fortælle historien om, hvordan mennesket kom til verden i løbet af en udvikling, der tog millioner af år. Først i slutkapitlet kommer Bent Jørgensen ind på, hvordan fortidsmenneskets og abemenneskets tendens til magtkampe og hierarkisk opbyggede systemer stadig sidder dybt i os, og hvordan det giver sig negative udslag, som vi bør bekæmpe.

Mener du, at det f.eks. ville være en god ide, hvis politikere over hele verden læste din bog?

»Det ville i hvert fald være godt for oplaget! Men det ville også være godt for forståelsen af, hvor vi kommer fra, og for at blive helt klar over, at der er ting i os selv, vi bevidst skal tøjle. Alt håb lades ude, hvis ikke man begynder med den erkendelse af dyret i mennesket. Vi er det eneste dyr, der bevidst kan reflektere over vores adfærd og ændre den«.

Du diskuterer ikke i bogen, om evolutionsteorierne, som begyndte med bl.a. Darwin, kan forklare alt. Du forudsætter, at de er grundlæggende rigtige. I bl.a. USA kræver visse grupper, at eleverne i biologiundervisningen skal høre om skabelsesberetningen fra Bibelen for at forstå, hvor vi kommer fra. Hvor er Gud i dit univers?

»Det der med skabelsesberetningen er jo udtryk for en fundamentalistisk tankegang. Selv paven anerkender evolutionens eksistens. Men mit ærinde er ikke, at man ikke må være kristen, muslim eller buddhist, men religiøse bør erkende, at vi fundamentalt set er dyr, som laver hierarkiske opbygninger i samfundet. For så kan vi arbejde med det - og uhensigtsmæssige ledere kan f.eks. væltes«.

»Det kunne man jo ikke i Sovjetunionen, men det er det gode ved demokratiet, at vi kan regulere dem, der alene bruger dyret i sig, for dyret vil kun magten. Også de svage dyr, som blot venter på en chance. Men jeg tror ikke på Gud, helt afgjort ikke, det ville være højst ejendommeligt, hvis der sad sådan en art personificeret Gud et eller andet sted. Men det kan være nødvendigt for mange mennesker at tro på en Gud for på den måde at håndhæve en etik, som de så kan kalde universel«.

Fejlkonstruktioner
Er mennesket udtryk for en ufejlbarlig Guds skaberevner? Ikke ifølge Bent Jørgensen, som i sin bog beskriver, hvordan bl.a. det menneskelige øje faktisk er behæftet med 'fejl' i konstruktionen, og han mener ikke, at et kamera med lignende ulemper ville være masseproduceret.

Allerede hos de første hvirveldyr, som levede for ca. 550 mio. år siden, finder man lysfølsomme celler, som er forløberen for vores øjne. De tillod kun at skelne mellem lys og mørke, og de lå lige under den tynde gennemsigtige hud, hvor de blodkar, som sørgede for næring og ilt til de lysfølsomme celler, lå.

Da disse i løbet af millioner af år udviklede sig til hvirveldyrenes komplicerede øjne med linser, viste det sig, at udgangspunktet var uheldigt. For mens de lysfølsomme celler rykkede længere ind i huden og efterhånden blev til vores fintregistrerende nethinde, der kan tegne et fuldt billede af omgivelserne, blev nerverne og blodkarrene ved med at ligge oven på de lysfølsomme celler.

Lyset rammer altså ikke nethinden direkte, men skal først passere nerver og blodkar, og de skygger, som dermed kastes på nethinden, må vore øjne kompensere for ved uafladeligt at udføre bittesmå bevægelser, så skyggerne skifter plads.

Og samtidig har vi også nerverne fra øjet, som føres videre til hjernen. Eftersom de ligger foran nethinden, skal de føres gennem denne og ind i hjernen, hvilket resulterer i, at vi i begge øjne har en 'blind plet', der er altså et lille udsnit af det fulde billede, som vi simpelthen ikke kan se. Hos blæksprutter er øjnenes konstruktion langt smartere. Nerver og blodkar ligger bag øjet, ganske som en optiker ville have udtænkt konstruktionen.

»Så det er jo tydeligt at se, at hvis det var en Vorherre-skikkelse, der lavede det hele, så var han en værre klamphugger. Også kvindens smerte ved fødsel skyldes en fejl. Ligesom med øjets udvikling, hvor udgangspunktet tilfældigvis var uheldigt for det, der omsider blev til det menneskelige øje til forskel fra det, der blev til en blækspruttes øje, så har bækkenet hos kvinden, da vi blev opretstående væsener, udviklet sig, så der egentlig ikke er ordentlig plads til at føde børn. Andre dyr føder jo mere ubesværet og uden den samme smerte«, siger Bent Jørgensen.

Men hvordan gør man det i det hele taget håndgribeligt for sin læser, at mennesket engang for mange millioner år siden var et helt anderledes væsen end det, vi kender i dag? Bent Jørgensen kan gøre det - håndgribeligt. Tag din mor i hånden, siger han. Og lad hende tage sin egen mor i hånden, som igen tager sin mor i hånden - og så fremdeles.

»Det er jo ikke svært for mig f.eks. at forestille mig, at min mormor har ligget der og bollet, og så kom min mor til. Og sådan kan vi skridt for skridt gå tilbage gennem årmillionerne og konstatere, at vi er afhængige af kopulationer, som har fundet sted under en eller anden form 3.500 millioner år tilbage i tiden«.

Af alle disse mange kopulationer kan man ikke springe en eneste over, hvis resultatet skal blive, at lige præcis det menneske, man ser stå og skære tænder i spejlet, skulle blive en realitet. Går vi f.eks. 250.000 parringer tilbage i tiden, havner vi f.eks. hos vores nære slægtning menneskeaben, som levede i regnskoven i Afrika for 5-7 mio. år siden. Det svarer såmænd til, at en så begrænset mængde som indbyggerne i Storstrøms Amt tog hinanden i hånden.

Løb!
Det er tilfældighedernes spil, at de mange generationer indtil videre er endt med mennesket, som vi kender det i dag. F.eks. havde det afgørende betydning for udviklingen, da vores forfædre engang begyndte at spise kød. Det gav nemlig lettere adgang til aminosyrer, som proteiner er opbygget af, og som er en vigtig kilde til energi, og dermed blev der 'råd' til at opbygge hjernen.

Selv i dag kan man se, at de abearter, der lever af blade, har mindre hjerne end dem, der lever af frugter. Bladene er sværere at omsætte til energi, men er til gengæld hele tiden lige ved h