Bortset fra sit grotesk store hoved er Alfons Åberg en helt almindelig dreng, der lever et helt almindeligt liv med sin helt almindelige far i en helt almindelig svensk forstad. I Alfons Åbergs hverdagsverden leder man forgæves efter rumdrager, prinsesser og cyborgkrigere. Alligevel har Alfons Åberg igennem 30 år vist sig i stand til at hamle op med alle kulørte udfordringer. »Virkeligheden er eventyr nok!«, lyder forklaringen fra Alfons' 'mor', Gunilla Bergström. »Men«, tilføjer hun, »skal man være realist, skal man lade de fem procent stå åbne til det urealistiske. Så kan der ske fantastiske ting i hverdagen«. Når børnene bliver ved med at følge Alfons Åberg, denne hverdagens alt andet end opsigtsvækkende helt, er der ifølge Gunilla Bergström grundlæggende en helt enkel forklaring. Børn er små mennesker, der ganske som de store mennesker er fundamentalt nysgerrige efter at få at vide, hvordan de andre klarer alt det besværlige. Alt det de selv bakser med. Som at slå på tæven og få dårlig samvittighed. Som at føle sig fej. Eller finde ud af, hvem man skal invitere, og ikke invitere, til sin fest. At være nervøs, når man skal starte i skole eller skal tage hul på et andet nyt kapitel i sit liv. Verden forandrer sig i rivende tempo, men Alfons er tidløs. Ikke kun fordi han er en seriefigur som Tintin. Alfons lever i, hvad man kunne kalde en næsten abstrakt konkret nutid. Hos Alfons er tidsbilledet helt bogstaveligt blevet til et patchwork. »Han kunne lige så godt være født på Jesu tid«, indrømmer Gunilla Bergström. »Han ville have haft noget andet tøj og et andet sprog, men jeg tror, at de, der var små børn på Jesu tid, og de, der er små børn i København eller New York i dag, ligner hinanden meget. At have dårlig samvittighed eller at savne at have en rigtig god kammerat, er lige så slemt for en stenalderunge som for et barn i dag. Alfons er for mig det evige barn«, fortæller Gunilla Bergström. »Jeg skal bare lige ...« Alfons er statisk. På en måde er han standset i sin udvikling. Han bliver aldrig ældre end syv år. Men han er samtidig en uhyre elastisk unge. Ikke tilpasningsdygtig, men god til at reagere. For alt efter den enkelte bogs tema gør Bergström sin figur ældre eller yngre. Den ene gang er han fem år. Så er han tre år. I den næste bog kræver handlingen måske, at han er så klog som en syvårig. Og så er Alfons pludselig syv. Det er ikke svært at identificere Gunilla Bergström som værende i familie med Alfons Åberg. Den spinkle korthårede kvinde med de markerede øjenbryn og de spillevende mørke øjne har mere end en vag lighed med Alfons Åbergs bedsteveninde Mille. Med serien om Alfons Åberg har Bergström skabt et livsværk af en helt usædvanlig gennemslagskraft. »Jeg skal bare lige ...«, er Alfons' standardreplik. Ganske som den er det for børn overalt. Børn griner ikke ad, men med Alfons. Fordi de genkender sig selv. Men det er vist kun Alfons, der har opnået at blive citeret af den svenske statsminister. »Jeg skal bare lige ...«, sagde Ingvar Carlsson med Alfons Åberg-diktion, da han for nogle år siden skulle åbne den svenske rigsdag og tage brodden af bebudede skatteforhøjelser. Alfons Åberg som statsminister. Den snusfornuftige lille fyr med det gode humør og det fine hjerte ville sikkert få en hel del stemmer. Men som så mange andre gode og sjove ting i Gunilla Bergströms liv blev også Alfons sat i gang ved en fejltagelse. Selvom hun var en talentfuld tegner, havde Bergström gjort det fornuftige og var blevet uddannet journalist. Hun arbejdede på Aftonbladet og havde netop afleveret en stor artikel om konsekvenserne af skilsmisser, da det på vej hjem gik op for hende, at hun havde snakket med alle tænkelige eksperter og parter ... undtagen børnene. Det var for sent at lave artiklen om. I stedet blev Alfons født. Alfons, som bor alene med sin far. Pappa Åberg er en stille og rolig mand. To sutsko og et diskret smil bag en pibe og en avis. Hverken et forbillede eller en uforstående voksenfascist. Det er voksne sjældent. Det er hele pointen. Far er bare god nok, og det er godt nok. Moderen glimrer ved sit fravær. Er de skilt? Er hun død? Har hun bare været ude at købe ind i 30 år? At det står åbent, er blevet helt afgørende for fortællingernes tone. Den lune humor, hvor præcisionens kunst er rendyrket. Samspillet mellem ord og billeder er nøje afstemt. Der bliver aldrig sagt eller vist for meget. Gunilla Bergström illustrerer selv, og hendes brug af patchwork-inspireret kollage er et studie i økonomisk fortællekunst. Bag den farvebevidste komposition af de enkle sider, ligger mange, mange timers arbejde og mange hårde fravalg. Gunilla Bergströms kompositionsprincip er først og fremmest kill your darlings. Det kan ses på billederne. Og registreres i bøgernes lange levetid. Var selv skilsmissebarn Gunilla Bergström lægger stor vægt på, at det skal være sjovt. Det skal være sjovt at læse Alfons, men det skal minsandten også være sjovt at lave ham. Hun er ikke bange for at tage alvorlige emner op, men kan slet ikke tackle en problematik på opfordring. »Så kan jeg slet ikke«, fortæller hun. Kun lysten kan drive værket. »Der er næsten ikke noget her i livet, måske lige undtagen døden og krigen, man ikke også kan grine af«, siger hun og taler med de tunge erfaringers vægt. Hun voksede op som skilsmissebarn og gennemgik selv en traumatisk skilsmisse fra sin første mand, der som faderen var alkoholiseret. Oplevelser, der har gjort hende til afholdskvinde, nykterist, som de siger i Sverige. »Jeg synes, livet er så vidunderligt. Jeg vil ikke gå glip af et eneste øjeblik, bare fordi jeg har været fuld«, udbryder hun. Hun blev gift igen, men hendes mand, der kom fra Gambia, døde af kræft for seks-syv år siden. Og så er der den udviklingshæmmede datter Boel med kælenavnet Bolla. Hun, der pludselig gjorde livet så svært, men også så levende og anderledes. Bolla er lige så gammel som Alfons, men har aldrig lært at tale. Der gik nogen tid, inden Gunilla indså, at hos dette lille barn gik alt meget, meget langsomt. Det blev det ved med at gøre. Til gengæld har hun i modsætning til Alfons vokset sig stor. Og selv om hun til dags dato ikke har sagt et eneste forståeligt ord, har hun formået at vende op og ned på en familie og sætte mangt og meget i sving. »Der findes mere ...!« At alt det sjove og gode er udsprunget af fejltagelser, er et mønster, der gentog sig, da Gunilla Bergström sidst i 1970'erne tog voksenkasketten på for at lave en bog om, hvordan det er at være forældre og søskende til et stærkt udviklingshæmmet barn. Hun isolerede sig i et sommerhus for at skrive sin bog om livet med Bolla. Om hvordan sådan et barn spreder glæde, men også om, hvordan man i øjeblikke kan føle en voldsom vrede over for dette væsen, der smadrer ens velfungerende lille familie. Om hvor svært det er at være bror eller søster til et stærkt udviklingshæmmet barn. Om hvor vigtigt det er, at dette barns særlige behov ikke kommer til at styre hele familien på bekostning af dets andre medlemmer. Således at alle familiens medlemmer bliver ofre. Uden at den, der er årsag til det, selv får nogen som helst glæde af det. Men Bergström kunne ikke skrive bogen. Det blev meget pædagogisk, meget psykologisk, og hun kedede sig helt forfærdeligt. Men så kom pludselig linjerne: »I verden finns jo alla möjliga/ ocksa såna som är löjliga«. »Jeg lagde alle mine noter til side for i stedet at skrive en rimbog til storebror om denne her pokkers lillesøster. Jeg rimede løs og havde det så sjovt! To uger senere kom jeg hjem med 'Ramsor & Tramsor med Bill och Bolla' ('Rim & remser med Tom og Trille'). Det er ikke altid let at skille det rige fra det svære og det svære fra sjove«. »I vore dage går vi alt for meget op i de små ting, der kan måles. Dna-kæder, mikroorganismer og chips. Vi måler og vejer, og så skynder vi os på børsen med det. Men der findes så meget småt, der ikke kan måles. Følelser, relationer, etik. Det kan man ikke gå på børsen med. Man skal være en kras realist, og man skal indse, at børsen både findes og er nødvendig. Men der findes mere. Der findes mere«, siger Gunilla Bergström og kigger ud i luften, som om hun ser noget for sig. Måske er det ikke kun Alfons og børnene, der har usynlige venner.