At møde den vietnamesiske forfatter Bao Ninh og lære hans skæbne at kende er at stifte bekendtskab med Vietnams historie siden starten af krigen mod USA og frem til i dag, hvor landet i udbredt grad stadigvæk præges af traumerne efter krigen. Bao Ninh kæmpede i syv af krigens år for den nordvietnamesiske hær som officer og udgav 16 år efter krigens slutning romanen 'Krigens sorg', der hurtigt voksede til at blive det mest kendte vidnesbyrd om Vietnamkrigen set fra et vietnamesisk og ikkepropagandistisk synspunkt. 'Krigens sorg' er en umåde trist roman. Romanen skildrer krigen mod USA, som den opleves gennem det poetiske og rolige, men også til tider særdeles koldblodige, gemyt Kien, der er fra en intellektuel familie og baggrund. Gennem romanen er man som læser vidne til de mareridtslignende scener, som Kien og hans bataljon oplever. Venner, der dør for ens øjne, er daglig kost for soldaterne i den selvbiografiske roman. Krigsscenerne er tilbageblik, for i romanen er krigen slut, og således handler den lige så meget om veteranernes vanskeligheder ved at vende tilbage til en normal tilværelse efter krigen, og manglen på opbakning fra folket, såvel som fra staten. Som noget tredje er romanen ramme om en kærlighedshistorie, der i format og tristesse snildt måler sig med 'Romeo og Julie'. 'Krigens sorg' er altså ikke for sarte sjæle. Menneskets natur at overkomme lidelse Når man i dag spørger Bao Ninh, hvordan det overhovedet er muligt at komme sig over de oplevelser, krigen bød soldaterne og landet, svarer han: »Jeg mener, menneskets natur er at prøve at genvinde og vedligeholde livet, ligegyldigt hvad det udsættes for. Så selvom krigen har givet folk mange problemer, så forsøger de alligevel at overvinde vanskelighederne. Efter tredive år med krig er det klart, at det vietnamesiske folk har lidt meget psykisk. Man må huske på, at mange vietnamesere har oplevet krigen på egen hånd, eller de har måske set venner eller familie dø, og det er hårdt, men man må trods alt forsøge at komme sig over lidelserne på sin egen måde. Det kan eksempelvis gøres på min måde. Som forfatter kan jeg sætte mig ned og skrive om krigen. Jeg har venner, som har deres måde at tackle krigen på. De er kommet i gang med at arbejde eller har startet deres egen forretning«. Gadebilledet i Vietnam præges stadigvæk af krigen mod amerikanerne. Krigsinvalider humper rundt på primitive krykker i det centrale Hanoi og mængden af borgere, der er mærket af dioxinen fra agent orange (et pulver som USA kastede over Sydvietnam for at bladene skulle falde af træerne og afsløre fjenderne, red.), tæller mange millioner. Og så er der de usynlige ofre. Forældreløse børn, der nu er voksne, iturevne familier, hvor alle de voksne mænd er borte, og så det statistisk set mest tydelige præg: en tredjedel af Vietnams befolkning, omkring 20 millioner, er unge i aldersgruppen 14-28 år. Holdes i kort snor »Materielt set led vi skade, landets bruttoproduktion led skade, og fysisk, på den menneskelige krop, led vi stor skade. Mange mænd døde under krigen og mange er stadigvæk mærket af agent orange«, konstaterer Bao Ninh og lægger ansigtet i eftertænksomme folder. I dag bor Bao Ninh, 50 år gammel, i et lille hus i udkanten af Hanoi med sin søn på 22, der læser på Hanois handelsuniversitet. Forfatteren skriver lidt på en roman, men har kun udgivet en novelle siden 'Krigens sorg'. Det forlyder, at han kigger lige lovlig dybt i flasken af og til. Om det er et rygte plantet af regeringen for at så tvivl om forfatterens troværdighed, skal stå uvist. Hans beskrivelse af statens svigt i forhold til folket og soldaternes lidelser efter krigen vakte ikke begejstring i det vietnamesiske kommunistparti. 30 års uafbrudt krig, mellem 1945 og 1975, går ikke umærkeligt hen over et folk, og de krige, Vietnam har været kastet ud i, har på mange måder formet vietnameserne. »Hvis man ser på krigens historie, er den næsten identisk med Vietnams historie og den har formet den vietnamesiske folkekarakter. Vietnam er et lille og fattigt land, men vi skulle kæmpe imod to store nationer som USA og Frankrig. Det tegner et klart billede af, hvor meget lidelse krigene har forårsaget«, forklarer Bao Ninh. At krigene mod de to vestlige lande har formet den vietnamesiske folkekarakter skal dog, ifølge Bao Ninh, ikke forstås på den måde, at vietnameserne egentlig er glade for at kæmpe og være i krig. Tværtimod. I 'Krigens sorg' filosoferer hovedpersonen Kien flere gange over det paradoksale i, at det vietnamesiske folk i bund og grund er et fredeligt folk, men gang på gang kastes ud i skånselsløse kampe i et forsvar for fædrelandet. Den patriotiske propaganda om, at det vietnamesiske folk var glade for at forsvare og kæmpe for fædrelandet, står i skærende kontrast til de lidelser og rædsler, som soldaterne oplevede i Vietnams jungle: »... Han (Kien, red.) vidste, at det ikke var sandt, at unge vietnamesere elskede krig. Det gjorde de overhovedet ikke. Hvis der blev krig, så ville de kæmpe, og også kæmpe modigt. Men det betød ikke, at de holdt af at slås. Nej. De, der elskede krig, var ikke de unge mænd, men andre som for eksempel politikerne, midaldrende mænd med fed vom og korte ben«, skriver Bao Ninh. En skildring, der nok ikke gjorde Bao Ninh mere populær i regeringens korridorer. Håb forude for de unge Hans holdning er dog, ud over at være en kritik af krigspropagandaen, også et forsvar for det vietnamesiske folk: »Andre landes indbyggere ved ikke særlig meget om det vietnamesiske folk. De tror, at vi er lidt ligesom Mao, men faktisk er vores land meget venligtsindet. Mange har haft den overbevisning, at vietnamesere ikke laver andet end at kæmpe, og at vi er onde og krigeriske mennesker. På grund af den holdning har min roman kunnet bidrage med en anden og mere sand skildring af Vietnam, og folk kunne godt lide den historie, i forhold til hvad man kan se i de fleste amerikanske film om krigen«. En tur rundt om søen Hoan Kiem Lake i det centrale Hanoi bekræfter Bao Ninhs popularitet blandt ikke mindst udlændinge, der i stort tal læser den kendte og sørgelige roman på rejsen gennem Vietnam. Små drenge sælger postkort, kort over Hanoi, Graham Greenes 'The Quiet American' - om kampen mod franskmændene - og så 'Krigens sorg'. På trods af krigens rædsler bragte den én god ting med sig. Vietnam opnåede uafhængighed, og selvom det meste af Bao Ninhs generation aldrig kommer sig over de mørke år i landets historie, psykisk som fysisk, er der håb forude. Vietnam er inde i en udvikling med både økonomiske og sociale reformer. »Efter krigen så jeg et vietnamesisk samfund, der stod ansigt til ansigt med store vanskeligheder, økonomisk som socialt, men vi gjorde vores bedste for at bevare vores liv og samfund, og vi har opnået gode resultater med at udvikle økonomien«, siger Bao Ninh. Og så er der naturligvis fremtiden for næste generation. I Bao Ninhs tilfælde er denne fremtid meget konkret, den har form af hans egen søn, der bor under samme tag og læser på Hanois handelsuniversitet. En fremtid, som Bao Ninh på en meget direkte måde har været med til at skabe, på bekostning af sit eget liv. »Livet for den unge generation i dag er bedre, end det var for os, den gamle generation, da vi var unge. Både materielt og spirituelt. Det er der selvfølgelig mange grunde til. En af grundene er, at den ældre generation kæmpede for og opnåede uafhængighed for Vietnam«.