Et mareridt til millioner. Sådan benævnte det norske dagblad Dagens Næringsliv for nylig det ambitiøse projekt, som Henrik Ibsen-forskere siden 1998 har arbejdet ihærdigt på, nemlig en fuldstændig gennemgang af alt, hvad forfatteren har skrevet, lige fra efterladte breve til de store værker som 'Et Dukkehjem' og 'Når vi Døde vågner'. Formålet er bl.a. at gennemgå alle førsteudgaver af hans værker for fejl. De sammenlignes nøje med de originale manuskripter for at opsnappe og få korrigeret de unøjagtigheder, som gennem tiden er blevet ophobet udgave for udgave. Med andre ord skal værkerne føres tilbage til det, der var forfatterens intention. Når Dagens Næringsliv over fem sider indledte sit frontalangreb på projektet, skyldes det, at de anslåede 27 mio. norske kroner nu angiveligt løber op i mindst 65 mio. og avisen spørger polemisk, om det er en rimelig pris for at »granske kommaer, korrektur og ændringer i værkerne«. Pelle Walther Herhjemme sidder dr.phil. Henrik Yde og jonglerer lidt med sin 9 mm Walther Parabellum model 1938. Han ser ud, som om han har lyst til at plaffe avisens argumenter ned med en hurtig salve fra den gamle tyskerpistol, for han er stærkt utilfreds med avisens budskab, som han finder småtskårent. »I Norge rejser man med det projekt et nationalt Ibsen-monument, som vil blive stående i 1.000 år, og så brokker man sig over 65 millioner ...«, siger han og ryster på hovedet. Men i øvrigt er han en glad mand. Glad for pistolen, som ligger i hans hånd, og for den gamle 2. udgave af bind et af Martin Andersen Nexøs 'Pelle Erobreren', som ligger på bordet og tydeligvis har et skudhul, men det vender vi tilbage til. Mest glad er han for den udgave i tre bind af 'Pelle Erobreren', som også ligger på hans skrivebord. To bind, som rummer de oprindeligt fire bind af den store roman, og et tredje bind, hvor han - Danmarks kyndigste Nexø-kender - har skrevet efterskriftet om forfatterskabet og værket samt udførlige noter. Bøgerne, som rummer denne berømte optimistiske dannelsesroman om, hvordan forrige århundredes arbejderbevægelse rykkede frem, udkom i sidste måned og er Henrik Ydes helt eget lille Ibsen-projekt. Således er han en af de danske editionsfilologer - eller udgivelsessprogvidenskabsmænd - som arbejder med at udgive de gamle værker i pålidelige udgaver. Og faktisk er der stille og roligt under serien Danske Klassikere siden 1986 udkommet 64 værker, som består af væsentlige danske bøger, som nøje er rettet til. I vaskemaskinen »Editionsfilologer udgiver gode bøger, ofte kanoniserede klassikere af forfattere som Nexø, H.C. Andersen, Kierkegaard osv., og vores arbejde består i at sikre, at værkerne kommer til at fremstå, som de var tænkt fra forfatternes side. Populært sagt tager vi 1. udgaven af en bog, smider den i vaskemaskinen og indstiller den på finvask. I tilfældet med Nexøs 'Pelle Erobreren' betyder det konkret, at nu er for første gang dette store værk, som udkom i årene 1906-10, blevet trykt i en udgave, som stemmer præcis overens med, hvad Martin Andersen Nexø i sin tid ønskede sig«, siger Henrik Yde. Men hvordan kan du vide, at det er den endelige og fejlfri udgave, og at der ikke senere kommer en anden forsker og foretager andre valg eller rettelser? »Altså, den eneste fejlfri bog i verden er jo nok den med blanke ark. I middelalderen drog frimurerne rundt i Europa og byggede katedraler, hvilket de var fantastisk dygtige til. Men når så de var ved at være færdige med et nyt bygningsværk, tog en af dem en mursten og lagde den forkert. Sådan gjorde de ud fra devisen, at man ikke skal gå Gud i bedene og lave noget fuldstændig fejlfrit. 100 procent sikker bliver man aldrig, og hvis 1. oplaget af denne udgave, som er på 1.500, bliver udsolgt, og den skal genoptrykkes, så læser jeg da korrektur én gang til. Men i øvrigt tør jeg godt udlove en præmie på et stykke bornholmsk Kjaerstrup-chokolade til den, der kan finde en tekstfejl i bøgerne«. I praksis har Henrik Yde sammen med to korrekturlæsere, bibliotekar René Herring og cand. mag., editionsfilolog Finn Gredal Jensen, meget nøje gennemlæst 1. udgaver af 'Pelle Erobreren', og hver gang, de har studset over noget, sat en anmærkning. Derefter er turen gået til håndskriftafdelingen på Det Kgl. Bibliotek, hvor Martin Andersen Nexøs originale manuskripter ligger, og her har Henrik Yde tjekket teksten. »To ud af tre gange har vi haft ret i, at der er begået en såkaldt trykfejl i 1. udgaven. Egentlig er der tale om satsfejl, for det var sætterne, som satte manuskripterne i bly, der begik fejlene dengang. Nok især, når de havde drukket for meget i arbejdstiden kiksede det, og den efterfølgende korrektur har altså ikke fanget alt, der gik galt«. En stor overraskelse var det, da det helt tilfældigt gik op for de tre Nexø-detektiver, at der faktisk findes to forskellige førsteudgaver af 'Pelle Erobreren'. Et fænomen, der formentlig skyldes, at man i sin tid midt under trykningen af bogen er blevet opmærksom på fejl, har stoppet maskinerne, rettet fejlen og derefter stiltiende trykt det resterende oplag med ændringerne. Men derudover er ca. 200 fejl blevet rettet undervejs i det toårige forløb, eller ca. en fejl på hver femte af de 1.100 sider. Der er selvfølgelig mange tegnsætningsfejl, men også adskillige mere graverende fejl, som når f.eks. Pelle i et replikskifte med en anden mand, Peter, slutter af med et »Tak for det, Kammerat!« - og denne afsluttende replik hidtil fejlagtigt er blev tilskrevet Peter. Dialekten forsvandt Den moderne editionsfilologi stammer fra 1800-tallet, og i begyndelsen brugte man altid forfatterens sidste udgave til at korrigere efter. Men man opdagede, at forfatterne nogle gange forringer deres egne værker. »Derfor er man gået over til at bruge førsteudgaverne. Førsteudgaven af et værk er jo det skæringspunkt i en teksts historie, hvor den overgår fra digterens oprindelige skabelsesproces til at være en offentlig tekst«, siger Henrik Yde. I tilfældet Nexø har det også været nødvendigt at forholde sig til 4. udgaven fra 1933, idet Nexø selv læste korrektur også på denne. Forfatteren ændrede her noget af dialekten til rigsdansk, så f.eks. 'Lønnerne', som både var skånsk og bornholmsk blev til 'Lønningerne' og 'Niven' blev til 'Næven'. Havde der været tale om en kogebog ville denne ændring have været fatal, for niven betyder 2-3 fingerspidser sammenholdt, som i det bornholmske udtryk 'en niva salt'. Havde man i stedet smidt en nævefuld salt i gryden, var det gået galt. »Det er en brøler at ændre disse udtryk, for det gør, at værket fra 4. udgaven og fremefter mister kolorit«, siger Henrik Yde, som mener, at det tekstkritiske arbejde er en restauration af værkerne på linje med, da konservatorerne i Vatikanet genskabte Michelangelos farvepragt i det sixtinske kapel. Også Nexøs udbredte brug af accenter har der været pillet ved. Mens forfatteren både brugte accent ague (é) og grave (è) blev alle over en kam til accent ague i Gyldendals udgaver af værket siden 10. udgave. »Som Kierkegaard, der havde sin helt egen tegnsætning, sagde: Sætterne forstyrrer mig i rytmikken«, siger Henrik Yde, som for 11 år siden blev doktor på en afhandling om det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv. Men hvorfor er det vigtigt med en så korrekt udgave af f.eks. 'Pelle Erobreren'? »Fordi det er et af verdenslitteraturens helt store værker, som vi skylder at behandle ordentligt. Det er udgivet på mindst 20 sprog og er næst efter H.C. Andersens eventyr det mest udbredte danske digterværk i verden. Der er skrevet doktorafhandlinger om Nexø på bl.a. både tysk og fransk. I mange år opfattede litterater bogen som slet og ret socialrealisme, men der er gennem hele 'Pelle Erobreren' en diskret dialog med mange af verdenslitteraturens store værker. Dostojevskis 'Raskolnikov', Cervantes' 'Don Quixote', Victor Hugos 'Les Misérables', Bibelen osv. Den har enorme dybder den bog. Og derfor er den værd at værne om«. Stor litteraturs betydning skal i øvrigt ikke undervurderes, mener Henrik Yde. Den kan faktisk redde liv. Derfor er han så glad for sin Walther, som dog kun er en replica, og for bind 4. med skudhullet, som til fulde beviser den tese. »Det var en gave, jeg fik ved receptionen, da vores udgave af 'Pelle Erobreren' udkom i sidste måned. Modstandsmanden Walther Rasmussen havde en aften under krigen 'Pelle Erobreren' i rygsækken. Han var medlem af Ampa (Amager Partisanerne, red.), og blev, formentlig efter at have udført noget sabotage, på Amager anråbt af en deling tyske soldater under udgangsforbuddet. Hans kammerater satte i løb, men han nægtede at løbe for en tysker, som han senere udtrykte det. En pistolkugle ramte ham bagfra, lige hvor han i sin rygsæk bar rundt på 'Pelle Erobreren'. Den gennemborede de tre bind, men selv ikke en nazikugle kunne gennemtrænge bind 1, 'Barndom'. Det er hermed endegyldigt bevist, at litteratur har endog meget stor praktisk betydning«.