Egentlig kan man sige, at han købte sig til succes. Endda i en stresset sidste øjebliks julehandel. Han faldt for den lille bjørn med stride hår og stritører, fordi den stod »ret sørgmodig og helt alene« tilbage på hylden i et af Londons fine stormagasiner om eftermiddagen 24. december 1957, netop som han stod og manglede en lille ting til sin kones julesok. Han døbte bjørnen Paddington, fordi parret boede tæt på togstationen af samme navn (og »fordi der er en helt særlig og dejlig klang over navnet Paddington«). Og så satte han sig så i øvrigt ned og skrev - nærmest ved et tilfælde - sin første bog. Det er 45 år siden, Michael Bond brugte juledagene foran skrivemaskinen ivrigt hamrende med pegefingrene for at følge med tankestrømmen af sætninger, der flød ud på papiret og blev til den første bog om Bjørnen Paddington. »Undervejs skrev jeg ikke for nogen, men i virkeligheden bare for at underholde mig selv. Så det var først, da jeg var færdig, at det gik op for mig, at det var en børnebog, jeg havde skrevet«. »Men egentlig tror jeg, det var godt, at jeg ikke satte mig ned for at skrive en børnebog, for så tror jeg, at jeg var kommet til at tale ned til børnene - og er der noget børn hader, så er det at blive talt ned til, siger han«. Succesen var hjemme, da Michael Bond få dage efter nytår hev det sidste ark papir ud af det gamle hakkebræt og sendte hele baduljen til en forlægger. »Bogen toppede bestsellerlisterne og boghandlernes lister over anbefalede bøger. Jeg satte mig ned og skrev endnu en historie, og den førte til en mere - og siden er det bare gået slag i slag«. Og så var det, at Michael Bond i 1965 opgav sit faste job som kameramand for BBC og blev forfatter på fuld tid. For meget humor Det virker meget nemt at blive populær børnebogsforfatter, når Michael Bond fortæller. Selv for én der forlod skolen som 14-årig med en karaktérbog fuld af 'Kunne have ydet mere'-bemærkninger fra læreren, der også mente, at 'Unge Bond lider af for meget humor'. I sig selv er den 76-årige engelske forfatter også både uprætentiøs og ret ukompliceret. Når man spørger, hvad succesen har betydet for ham personligt, nævner han kun dét, at han nu ikke længere behøver spekulere over prisen, før han hiver en bog ned af boghandlerens hylder. Han bliver stadig stolt, når han hører om folk, der synes, det er sjovt, at London har opkaldt en togstation efter den populære børnebogsfigur. Og han klukler, når han fortæller om piloterne på et australsk Quantas-fly, der engang sendte stewardessen ind for at fortælle ham, at Paddington (der var blevet bedt om at kigge ud i cockpittet) ikke kom tilbage lige med det samme, fordi han gerne ville prøve at lande flyet. »De var fanget i fantasien, ser du. De relaterede sig til Paddington og behandlede ham som en slags ligeværdig. Jeg tror, det har noget at gøre med, at han er en så bundsolid og ufarlig lille fyr i store gummistøvler«. Skylder en omgang Jeg møder Michael Bond første gang nærmest ved et tilfælde i London-stormagasinet Harrods, hvor han signerer bøger for en uendelig kø af småbørnsforældre med nostaligske blikke og små smil om munden. I slips og mørkt jakkesæt ligner han en gammel, træt mand. Lige foran mig står en kinesisk kvinde og hendes datter, der tilsyneladende har grebet én af hver af Michael Bonds bøger plus to Paddington-teddybjørne (én med gummistøvler - og en uden ...!) og skal have signeret samtlige godt 40 bøger. Så mange Paddingtonhistorier er det nu ikke blevet til. Men mange af dem er udkommet i samlede udgaver, paperback og hardcover, småbørnsudgave med lidt tekst og mange tegninger og i næsten udelukkende tekst-udgaver til de større børn. Bøgerne er oversat til 18 sprog og udgivet i mindst 20 lande verden over - og selv om Peter Plys stadig figurerer som nummer ét blandt englændernes fortrukne teddybjørne, så bærer den lille marmelade-elskende bjørn fra det mørkeste Peru også en god del af den nationale identitet på sine små runde skuldre under parkacoaten. »Et interview? Det kan vi sikkert sagtens finde ud af«, siger Michael Bond, da han endelig sirligt og møjsommeligt har skrevet sig igennem kineserens stak af bøger. Da han tre dage senere (og ti år yngre i afslappet skjorte og hjemlige omgivelser) åbner sin hoveddør, før jeg overhovedet når at ringe på, får jeg forklaringen på hans velvillighed. »Danmark var det første land til at oversætte og udgive Bjørnen Paddington, så jeg føler, jeg skylder en omgang«, siger han muntert. Desuden er den britiske presses interesse efterhånden så sporadisk, at det er helt flatterende at blive spurgt, konstaterer han nøgternt og uden tegn på ærgrelse: »Jeg har været her i så mange år nu, at der skal et jubilæum eller en rund fødselsdag til, før journalisterne gider interessere sig for mig«. En kær ven i hverdagen Indenfor i huset i London-bydelen Little Venice er der udsigt til husbådene i kanalen, bøger i store reoler fra gulv til loft, blege eftermiddagssolstråler ind ad vinduerne, lutter smil og te på kanden. Alligevel er det, som om der mangler noget; fedtede marmeladepletter på tapetet og badevand silende ned ad trappen for eksempel. Michael Bond har i en menneskealder levet med bjørnen Paddington - og skrevet så levende om ham, at man næsten forventer, han skal komme vraltende ned ad trappen og lette på hatten til høflig hilsen. »Jeg har ikke engang den lille bjørn, jeg købte til min ekskone, stående. Vi skiftes til at have ham som et andet skilsmissebarn, så han er hos hende i øjeblikket«, siger han undskyldende. Til gengæld er Paddington på mange forskellige måder til stadighed til stede som en kær ven i sin forfatters hverdag. »Når jeg for eksempel, som her den anden dag, skal save et stykke træ over, så står jeg der ved køkkenbordet og tænker på, at hvis det var Paddington, der skulle gøre det, så ville han ikke bare save brætet over, men også save langt ned i køkkenbordet - og så griner jeg lidt ved mig selv over dén tanke«, smiler han. Børnebøger for voksne Netop den stille, pudsige, evigt repeterede humor og de (for alle andre end Paddington) fuldstændigt forudsigelige små ulykker og store katastrofer (der altid ender i hændeligt held) er dét, der har holdt bøgerne på toppen og interessen fanget hos små og store læsere verden over. »Jeg husker selv, hvordan jeg engang imellem kedede mig bravt, når jeg læste godnathistorier for min datter - og hvordan hun heller ikke blev fanget af historierne, fordi hun godt kunne mærke, at de kedede mig. Derfor har jeg været meget opmærksom på at skrive i flere lag, så der er noget både for børnene og for de voksne«, siger han. Det var dét en anmelder fra The Sunday Times refererede til, da han skrev: »Michael Bond behersker et miks af barnlig naivitet og avanceret voksen spidsfindighed«. Fedtede pakker Siden de første Paddington-bøger er der kommet mange andre til - blandt andet børnebøger om marsvinet Olga da Polga og hele 14 underfundigt morsomme voksenromaner om den franske detektiv Monsieur Pamplemousse og hans trofaste blodhund Pommes Frites. Lysten til at skrive krimier for voksne var der helt fra starten, fascinationen af Frankrig er kommet undervejs, men er tydelig med omkring ti hyldemeter med bøger om franske regioner og skikke på hans kontor - og lejligheden i Paris, hvor Michael Bond og hans kone Sue bor en uge hver måned »bare for at komme lidt væk fra telefonen«. Men det er stadig den marmeladespisende bjørn, der betaler huslejen. Og holder postbuddet på trapperne. »I mange år sendte velmenende læsere krukker med hjemmesyltet marmelade til mig, men glassene knækkede naturligvis ofte undervejs i pakkesorteringen, så postbuddet kom bare og fortalte, at der lå endnu en klistret pakke og ventede på mig på posthuset«, ler han. »Efter at jeg fortalte den historie et par gange til engelske journalister, er det holdt op. Nu får jeg kun medaljer fra dronningen ...«. Eller medalje. For han har faktisk kun fået en: Order of the British Empire for sin indsats for børnelitteraturen. »Egentlig er jeg imod medaljer og den slags, for jeg har jo bare gjort dét, jeg holder af at gøre. Men jeg tog imod den, fordi jeg tænkte på, at Paddington aldrig ville lade en anledning til at komme indenfor på slottet smutte forbi sig«. »Og fordi«, tilføjer han, »jeg heller ikke kunne overskue, hvordan læserne ville reagere, hvis Paddington af alle sagde nej tak til noget så britisk som dronningens hæder«. Ville hade at skrabe bunden Mødet med Dronning Elizabeth kunne sagtens være endt i endnu en Paddington-bog, ligesom så mange andre små og store hverdagsoplevelser, der inspirerer Michael Bond til nye historier. »Jeg sidder aldrig og spekulerer over, hvad den næste Paddington-bog skal handle om, det kommer helt automatisk som her forleden, da jeg fik et brev om nogle bonuspoint hos et flyselskab. Hvis Paddington havde fået sådan et brev, så havde han straks bestilt en ferie på Bahamas til sig selv og Brown-familien plus Mrs. Bird. Og først bagefter ville han have opdaget, at de ikke engang kunne nå hen til enden af landingsbanen for de sølle bonuspoint. Sådan nogle ting inspirerer mig, og faktisk kunne jeg skrive mange flere bøger, end jeg gør ... - hvis jeg bare ikke var så bange for, at folk skal blive trætte af Paddington«. Sidstnævnte er noget, der ligger Michael Bond meget på sinde. Han er ikke længere økonomisk afhængig af at sende flere Paddington-bøger på gaden - og der skal gode argumenter (eller et jubilæum ...) til, før han næste gang sender en Paddington-historie til udgivelse. »Jeg ville hade at blive opfattet som én, der skraber bunden for ideer bare for at skrive endnu en Paddington-bog. På en måde føler jeg, at jeg bryder en stiltiende aftale med læserne, hvis jeg udvander Paddington bare for at sælge flere bøger«, forklarer han. »Respekten for læserne er vigtig for mig, derfor skriver jeg heller ikke noget, jeg ikke selv kan tro på. Hvis jeg ikke synes, det lyder troværdigt, eller hvis der er noget så banalt som faktuelle fejl, hvordan skal læseren så kunne tro på karakteren?«. ... Så fik vi også forklaringen på alle de franske guidebøger i kontoret!