Frederik Damgaard tager imod i sit prægtige hus i medinaen, der ligger lige ud til den fire meter høje bymur, bag hvilken klipperne og havet, sammen med de skrigende måger, er en majestætisk lydkulisse. En kakofoni af lyde som forplanter sig ned i den smukke riad, eller atriumgård. Her i hans hjem gennem 15 år afspejles de to kulturer i det musselmalede kongelige porcelæn på det runde arabiske bord og de mange orientalske antikviteter og malerier. Porcelænet har været brugt til det, som Damgaard af gammel vane stadig kalder et stykke mad, men som i realiteten er en typisk marokkansk tagine af fisk kogt i en speciel stegeso af ler med det karakteristiske låg formet som et kræmmerhus. Ambassade tilbage For Frederik Damgaard var det en stor sorg, da den danske regering for et par år siden lukkede ambassaden i Rabat. Ikke mindst fordi vi var de første til at have diplomatiske forbindelser til Marokko. »Vi havde en privilegeret stilling og fik havnene i Essaouira og Salé i forpagtning. Danske diplomater fik fortrinsret i forhold til andre nationer, og Georg Høst havde fri adgang til audienser, og hvad der foregik på slottet. Hvilket han har berettet indgående om i sine bøger. Bøgerne har været totalt glemt. Det siges, at den ene bog har været oversat til tysk, men jeg har ikke kunnet finde den«. »Den første bog om kejserens liv dækker hele hans historie skrevet år for år. Her er Høsts egne observationer samt de oplysninger, han fik fra de konsuler, som fulgte efter ham. Han var så interesseret i marokkanske forhold, at selv da han kom hjem og blev udnævnt til guvernør på De Dansk-Vestindiske Øer, fik han sendt kopier af de indberetninger som de følgende konsuler i Marokko sendte til Udenrigsministeriet«, fortæller Frederik Damgaard. Georg Høsts store værk om kongerigerne Fes og Marrakesh omhandler årene, han opholdt sig i Marokko, som på den tid var et kejserrige med en række små kongeriger. »Det har været ganske fornøjeligt at oversætte Høst. Han citerer græske historikere som Prokop, så er der et par sider på latin, og så får vi noget, der er hentet hos tyske historikere, og han gengiver altid på originalsproget. Og hver gang han har et sted- eller personnavn, så skriver han, for at undgå fejltagelser, på arabisk ved siden af sin fonetiske skrift. Og selvfølgelig er det hele trykt med gotiske bogstaver for at gøre det endnu nemmere. Samt med det specielle konsulære eller kancellisprog, hvor sætninger sommetider fylder en halv side«, beretter Frederik Damgaard, og fortsætter: »Georg Høst var så lærd og interesseret i alle forhold, at bogen omhandler landets geografi, historie, botanik, biologi og økonomi, alle oplysninger om kejserens indtægter, som han jo havde næsen i med sin frie adgang til slottet. Ligesom klædedragter, musikinstrumenter og smykker, folks levevis og traditioner, indgående beskrivelser af religionen med sammenligninger af Biblen og Koranen. Høst kendte Koranen indgående og forklarer i kapitlet om islam meget klart, hvad det drejer sig om«. Her følger Høst den stil, som var fremherskende på den tid, og som også kendes fra Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Den Arabiske Rejse 1761 til 1767. Den beskrivelse, som i øvrigt blev brugt som kildemateriale af Thorkild Hansen til bogen om 'Det lykkelige Arabien'. Tre års arbejde »Jeg har oversat det hele ord for ord. Vi har overladt nogle få sider i begyndelsen af bogen, hvor han skriver om nogle af de tidligere regenter i Marokko, fordi han har støttet sig til nogle tyske, spanske og franske historiske kilder, der har været i landet nogle få år før ham, og de kilder er ikke så gode«. »Til gengæld er hans kilder ekstremt fine, når det drejer sig om det arabiske. Han har fundet gamle manuskripter på arabisk, og det er meget interessant, hvordan han hele tiden sammenligner, hvad der står i Biblen, med, hvad der står i Koranen. Han sætter dem simpelthen op side om side, og han har endda skrevet en ordbog med arabiske og hebraiske ord og med dansk fonetik«, slutter Frederik Damgaard. Den første bog er nu kommet i andet oplag og er blevet oversat til arabisk, hvilket har medført interesse fra det marokkanske kongehus for det gamle danske konsulat i Essaouira. Ligesom udgivelserne er blevet udførlig omtalt i de marokkanske aviser, hvor de altså har skabt fornyet opmærksomhed omkring den danske konsul Georg Høst som marokkansk historieskriver. Samt omkring den danske ildsjæl i Essaouira, som bragte de gamle bøger frem af glemslen.