0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En skuespiller i sproget

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Grarup Jan
Foto: Grarup Jan

Foto: Jan Grarup

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kære læser. I dag skal vi være personlige. Kun et øjeblik, men alligevel. Hvilken af følgende replikker passer på Deres læsevaner?

1. »Jeg foretrækker at læse litteraturen på originalsproget«.

2. »Jeg foretrækker at læse bøgerne, når de er oversat til dansk«.

Hvis De svarer ja til spørgsmål 1, kunne De teoretisk set stoppe her. Til gengæld ville de så gå glip af at møde en af landets bedste litterære oversættere, Niels Brunse.

Hvis De svarer ja til spørgsmål 2, vil De forhåbentlig få et par gode argumenter, De kan trække ud af ærmet, næste gang de møder en af dem, der altid og uden tøven svarer ja til spørgsmål 1.

Niels Brunse, du er litterær oversætter fra både engelsk og tysk. Hvad foretrækker du at læse. Original eller oversættelse?

»Der findes da, bevares, dårlige oversættelser, hvor man er bedst tjent med at læse bogen på originalsproget, men de allerfleste mennesker har alligevel denne lille smule mere afstand til et fremmedsprog, der gør, at de måske oplever lidt færre associationer og svingninger i teksten. Man skal huske på, at en oversætter gør hele dette enorme og grundige læsearbejde, som man ikke selv gør, når man læser en roman i normalt læsetempo«.

»Selv kan jeg nogle gange læse begge versioner af en bog med stor fornøjelse. Tag en bog som Thomas Manns 'Doktor Faustus', som Mogens Boisen har leveret en fremragende oversættelse af. Den er fascinerende at læse på dansk, fordi man får det særlige tyskhedstema, som er meget vigtigt i bogen, oversat til sit eget sprog. Det ville ikke på samme måde være vedkommende, hvis man læste bogen på tysk. Så ville man læse den med den afstand, der hed, at dette er en tysk bog for tyskere om tyskhed. Når man læser den på dansk, kommer bogen meget mere ind under huden«, siger Niels Brunse.

Stiller sindssygt høje krav
Når man hører, hvor lang tid han bruger på at oversætte Shakespeares sonetter, er det formentlig også relevant at spørge, om man som dansk læser ville få det samme ud af at læse dem på originalsproget, når altså Brunse engang bliver færdig.

»Det er jo en evighedsopgave, som er enormt sjov, men også fantastisk krævende, og derfor går den fantastisk langsomt.

»En tysk kollega brugte flere år på at oversætte de godt 150 sonetter. Fuld tid. Nogle gange kan man gå med et problem i en uge, hvor det rumler i hovedet på én, før man sover, og mens man er i bad. Den seneste, komplette udgave er fra engang i 1940'erne, og den er lærd, knudret, tæt på originalen og ikke særlig kunstnerisk«, siger Niels Brunse.

Han tør slet ikke spå om, hvornår han er færdig, for det er en opgave, han arbejder på imellem andre opgaver, og når det tager så lang tid, skyldes det også, at han - med hans egne ord - stiller sindssygt høje krav til sig selv. Han vil have alle Shakespeares dobbelttydigheder med.

Kan man egentlig se, om en oversættelse er god, uden at man som læser har originalteksten ved siden af?

»Ja, det tror jeg faktisk godt, man kan, hvis man har prøvet det nogle gange. Der er noget ved et sprogkunstværk, som kan virke overbevisende - eller ikke virke overbevisende. Som oversætter kan man eksempelvis komme ud for, at et originalt kunstværk er skrevet bevidst tørt eller kedeligt, og der må man naturligvis ikke gå ind og lave om, for det ville være et groft overgreb mod teksten. Tonen er meget vigtig, og som oversætter må man være sig bevidst, at man er en slags skuespiller, der spiller 'en anden' på sit eget sprog«. Men skuespillere kan jo levere flere fortolkninger af en tekst?



»Ja, det er der altid. Man kan godt sammenligne oversættere med musikere og skuespillere, men der er en forskel, for skuespillerne siger altid de ord, der står i manuskriptet, og musikerne spiller det instrument, musikken er skrevet for, hvorimod oversætteren må transponere og lave om og arrangere værket for sit eget sprog. Det trækker så bare den litterære oversættelse endnu mere i retning af kunst, fordi man arbejder kreativt med sproget, på samme måde som en forfatter gør«.

»Som forfatter har man nogle billeder inde i hovedet, når man har udtænkt handlingen og scenen, men det har man også, når man læser en originaltekst, som skal omsættes til danske ord. Det er ikke helt det samme, men processerne minder mere om hinanden, end mange tror«.

Kan man definere, hvornår det er kunst?

»Kun ved at blive metafysiske, men hvis man kan mærke på et litterært værk, at det har dette løft eller denne sproglige overbevisningskraft, og man accepterer det trods de knaster, det måtte have, så er det kunst. Man kan også sagtens tale om noget, der ligner inspiration, når der er tale om oversættelse, men selvfølgelig mest, når der er tale om svære tekster, f.eks. af Shakespeare, som kræver meget både teknisk og ordforrådsmæssigt. Når man er inde i den koncentration, der er nødvendig, bliver man altså båret af noget, der er større end en selv. Men om det så er sproget, der tager over bag om ryggen på en, det ved jeg ikke rigtig«, siger Niels Brunse.

Shakespeare i en uendelighed
Som oversætter har han netop arbejdet med Shakespeares skuespil og sonetter har været blandt hans mest krævende opgaver. Han har foreløbig oversat mere end et dusin skuespil, og sonetterne er som nævnt på vej.

Shakespeare er noget af en mundfuld. Hvordan kom du i gang?

»Alle skuespil har været bestillingsopgaver. Den første var 'En skærsommernatsdrøm' til Det Danske Teater. Det var en fantastisk opgave, og jeg befandt mig i en eufori, mens jeg lavede den. Til gengæld var tomheden, da jeg var færdig, også til at tage og føle på«.

Hvordan tør man gå i gang med sådan en klassiker?

»Næsten alle hans stykker er oversat mellem to og fire gange, og man kan ikke nødvendigvis gøre det bedre end de andre, for der er ikke tale om en slags litterært mesterskab. Hvis ikke jeg havde på fornemmelsen, at jeg kunne lave noget, der var på niveau, så var der ingen grund til at gå i gang«.

»Da jeg blev bedt om at oversætte 'Hamlet', tænkte jeg, at der var tale om det største stykke overhovedet. 'Hamlet' er som et symfonisk stykke musik med så mange stemmer og klangfarver, at det kan fortolkes - jeg havde nær sagt indspilles - på utrolig mange måder, og det er ikke sådan, at én oversættelse gør alle andre overflødige«, siger Niels Brunse.

En række af hans skuespiloversættelser er de senere år udkommet i bogform, og i den forbindelse har Niels Brunse gået sit eget arbejde igennem på ny, efter at det har været igennem sceneopførelsen. Og hvis ikke han allerede var klar over det, fandt han ved en ny gennemlæsning af sin egen tekst ud af, hvor kompleks Shakespeare egentlig er.

»Jeg opdagede, at jeg kunne bruge resten af mit liv på at revidere 'Hamlet' og på at lave parallelversioner, fordi der er så meget i det stykke, men på et eller andet tidspun