Alt ligger i et navn. Det siger Fay Weldon. »Da jeg blev Weldon var det 'well done', godt gjort. Omsider!«, siger hun. For nogle år siden giftede hun sig til Fox. Ræv. »Ja, det er rart. Faktisk er det ret godt«, siger hun. Så lad os tage hende på fornavnet. Fay. Fe. Men sådan en ligner hun kun halvt. Hun har et blidt ansigt. Resten af hende er en lille rund buddha, der har spildt ned ad sig. Er det Franklin, der stadig rører på sig? Fay Weldon startede sit liv for 72 år siden i New Zealand som Franklin Birkenshaw, og nej, hun var ikke en dreng, men en pige med et drengenavn. Nu er hun en kvinde, der ofte har skiftet navn, og som tror på navnes magiske betydning. Til en vis grænse. Og på astrologi. Til en vis grænse. Samt feminist. Mener hun selv. Det hele står lidt åbent for fortolkninger, når man møder hende. Det er dog et faktum, at hun er en verdenskendt forfatter, som senest har skrevet sine erindringer om de første 32 år af sit liv, 'Auto da Fay'. I den anledning har hun været i København og ført hviskende samtaler med sin spæde smørkaramelstemme. I dette tilfælde med en fremfusende journalist, som åbenbart har taget helt fejl af hendes bøger, og som et stykke inde i samtalen plumper lige i: Husmorhævneren?Jeg blev virkelig forbavset over, hvor meget dine romaner handler om dig selv som ung, hvilket man kan læse af 'Auto da Fay'. En ung husmor, der er vred uden at vide det, og som siden tager hævn i sine bøger om forladte kvinder, der får det sidste ord. »Frygteligt, ikke! ... Har jeg gjort det? hvisker Fay Weldon. Ja, som jeg læser det. Men det kan være, du ser på det på en anden måde. Journalisten er nu, fejt, på retræte. »Måske er det sådan. Men jeg forsvandt jo for så lang tid siden. Det synes slet ikke som mig mere. Problemet med at skrive så megen fiktion er, at man ikke rigtig ved, hvor man selv begynder, og hvor alt andet stopper. Så selvom det er sandt, så er det stadig fiktion, det jeg skriver i romanerne«. Ligesom med mafiaen: Det er ikke personligt ... Fay Weldon, nu Fox, ler: »Netop! Det er udelukkende forretning! Bøger er kun omkring 300 sider. Det er jo ikke liv. Det er bare nogle sider, så der er nok tilbage til mig selv«. Så hovedpersonen, som ofte er vred uden at vide det selv, og som forhåbentlig får hævn, er kun en lille smule af dig? »Ja, det er en lille smule af mig. Jeg har aldrig ladet, som om jeg var sød«. Vi taler om noget helt andet, om at være fattig i New Zealand og siden i England, men at det var en anden form for fattigdom end nu. »Det var lettere at være fattig dengang. Man dømte ikke folk på, hvad de havde, dengang. Der var så megen social omvæltning, blandt andet på grund af krigen. Klassesystemet havde aldrig noget med penge at gøre, det handlede om opdragelse og uddannelse og gode manerer. Hvis man havde bøger, var man rig«. »Sådan er jeg opdraget, og sådan føler jeg stadigvæk. Ting betyder ikke meget. Jeg har bemærkelsesværdigt få. Det, der betyder noget, er, hvordan man har det med sine omgivelser og så udveksling af idéer«. Misundelse! »Da jeg var barn, tænkte jeg ikke så meget over disse ting, såsom følelser og hvem man var. Det gjorde ens forældre heller ikke. Man ventede bare på at blive voksen. Men det er så lang tid siden, det er det virkelig. En helt anden verden ...«. Hun stopper: »... men jeg er interesseret i, at du siger, jeg var vred. Det er jeg ikke bevidst om«. Du skriver i 'Auto da Fay' om et af dine første stykker, der handler om at vaske sokker og hade det, hade det liv. Du virker vred, og siden tager du hævn i dine bøger. »Men jeg synes ikke, man kan kalde det hævn. Det er bare, hvad der skete. Det var ikke bevidst hævn mod nogen«. 'She devil'? Hundjævlen! Fay Weldons porcelænsansigt får en krusning. »Den bog var aldrig om hævn. Den blev misforstået, bl.a. på grund af filmen, som forvirrede begreberne. Den handlede om misundelse. Den handlede om en kvindes forsøg på at få sin mand og hans kærlighed tilbage. Hævn har aldrig virket som noget godt for mig. Måske kan man lege lidt med tanken ... men hævn er patetisk. Man skriver ikke for at få hævn, for man bruger ikke rigtige mennesker i sine bøger ... kun meget sjældent bruger jeg rigtige mennesker, og så skal jeg være blevet provokeret rigtig, rigtig meget«. Hun ler. Samtalen tager et par hop og lander på kvinder, karriere og børn. Samt skilsmisser. »Kvinder er da bare heldige, hvis de kan finde en, der vil forsørge dem! Diskussionen om at gå hjemme versus at have et arbejde er tåbelig, for det er kun et fåtal, der kan klare sig med én indkomst i vore dage. Det er ikke et valg for almindelige mennesker, kun for dem, som skriver de der idiotiske bøger«. »De fleste kvinder har job, selvom cheferne kalder det karriere. De fleste mænd har også bare job, men arbejdsgiverne kalder det karriere, for så slås folk mod hinanden og arbejder længere. Men vi er stadig kun lønslaver, og nu er kvinderne også lønslaver. Bortset fra nogle få middelklassekvinder, der bliver forsørget og måske forladt, når de bliver ældre. Men jeg ser nu ikke mere så mange kvinder, der bliver skiftet ud med en yngre model«. Det er synd for mændene »Jeg synes, kvinder bliver opmuntret til skilsmisse. De synes, manden er kedelig, og tror, det bliver bedre et andet sted, sjovere. Men sådan er det ikke. Folk virker langt mere respektable i vore dage end tidligere. De gifter sig og skilles og gifter sig igen. De har ikke affærer, så der er alt for mange opbrudte familier i vore dage, fordi folk ikke vil være uærlige. Der er ikke nok elskerinder og elskere i dag og alt for mange skilsmisser!«. Du er da selv blevet skilt flere gange! »Er jeg?«. Ja, det er du. »... men jeg ville egentlig ikke«. Jeg forsøger at pirke til gløderne og siger, at vi da stadig lever i en mandsdomineret verden. Fay Weldon, nu Fox, mener ikke, at det er sandt. Hun, som er mor til fire sønner og stedmor til yderligere tre, mener, det er synd for mændene, fordi de hele tiden bliver kritiseret af kvinder, som ikke kan lide de mandlige egenskaber (larm, egoisme, at mænd sparker til tv'et, når det ikke virker). Det sker lige fra børnehaven og de små skoleklasser, hvor de kvindelige dyder er i højsædet. Skubben, larmen og næseblod frabedes. Er du stadig feminist? Hvis du da nogen sinde var? »Ja, jeg regner da mig selv som værende feminist. Jeg ønsker kvinder lykke og mulighed for at udnytte deres fulde potentiale. Engang så jeg mænd som fjender, fordi det var de, og jeg fornærmede dem frygteligt, fordi de havde brug for at blive fornærmet. Det var i 1970'erne. De opførte sig over for kvinder, som kvinder nu opfører sig over for mænd, og for at bevare ens værdighed og sunde fornuft var det nødvendigt at sparke dem i skridtet!«. Honningen glider her af stemmen et splitsekund. »Men kvinderne har forsat angrebet, og det synes jeg, er en skam, for mænd er anderledes i dag, og der er andre emner, man burde bruge sin energi på. Såsom at tage sig af børnene, inklusive de små drenge, så de kan blomstre med deres fulde potentiale. Så ja, jeg er feminist. Det er de andre, der ikke er!«.