Man kan se det på Åsne Seierstad. Oplevelsen ligger tilbage i foråret, men hun kan stadig huske lugten af den fedtede burka, hun og de øvrige kvinder i Khan-familien hængte op på et søm ude i køkkenet. Her i en tæt os af løg og olie hang burkaerne, som skulle holde kvinderne tildækkede, når de igen skulle ud på en af de sjældne ture i Kabuls gader. Den 32-årige norske journalist og bogaktuelle forfatter er netop nu i København, langt fra det støvede Kabul. Men hun kan alligevel ikke dy sig. Seierstad fører hånden hen foran munden og lader, som om hun snuser til et stykke stof, der bærer på den karakteristiske lugt af indeklemt kvindeliv. »Alle disse ulevede liv. Kvinderne fødes i en baggård, og de dør i en baggård, og indimellem kommer der 12 børn«, som Åsne Seierstad udtrykker det. Hun husker, hvordan det var at vaske sig i lidt koldt vand i det spartanske hjem, og hun husker, hvordan hun som medlem af boghandlerens familie var ved at blive vanvittig af at gå rundt inde i familiens hus, fordi kvinder i Kabul kun bevæger sig ud i det mandsdominerede samfund, hvis de har et nødvendigt ærinde. Men hun har stort set ikke skrevet et ord om det i sin bog 'Boghandleren i Kabul', som beskriver en families liv i Afghanistan i månederne efter talebanernes fald. Som en roman »Det er meget befriende ikke at være til stede i bogen, som jeg har skrevet som en roman - bare med rigtige personer. Hvis jeg havde taget udgangspunkt i mig selv, ville jeg automatisk få meget nerve og umiddelbarhed i historien, men bogen ville til gengæld have været endeløse historier om, hvordan denne unge, vestlige kvinde oplevede at stå i badekøen om morgenen, og hvordan jeg havde det med at gå rundt inde under den ildelugtende burka«, forklarer Åsne Seierstad. Den norske journalist fik ideen til sin bog, da hun i efteråret 2001 tog til Afghanistan for at rapportere om den krig, der fulgte i kølvandet på 11. september. Bogen er nærmest skrevet som en modpol til de daglige reportager, hun sendte hjem til aviser i Skandinavien, heriblandt Politiken. Seierstads universitetseksamen i russisk lyder ikke umiddelbart som et studium, der peger i retning af en ung, kvindelig journalist i krigs- og konfliktzoner verden over, men sådan er det blevet. At den unge kvinde er blevet rejsende reporter, kan dog ikke komme bag på hverken forældre eller skolekammerater. De politisk bevidste forældre har opdraget Åsne Seierstad til, at hun 'selvfølgelig' kan klare det, hun skal, og allerede i skoleårene gav hun de første fingerpeg om, at hun nok ikke skulle have et stillesiddende arbejde. Der var snarere tale om de første studier i rastløshed. »Jeg blev kaldt et urocenter i min klasse, og i perioder måtte jeg sidde omme bag lærerens kateder med ryggen til alle andre, fordi jeg ellers forstyrrede for meget«, fortæller Åsne Seierstad med et stort grin. Sin rastløshed har hun de seneste år fået mere end rigelig tilfredsstillet gennem rejser i Rusland, Kina, Kosova, Afghanistan og senest Afrika, og hun erkender åbent, at hun elsker den daglige nyhedsreportage fra verdens brændpunkter. Men hun kan også se ulemperne. »Når vi sender reportager hjem som journalister, er der hele tiden en dagsorden, der hedder, at vi skal videre, videre, videre. Konstant er vi på vej et nyt sted hen til nogle nye personer, og når vi taler med folk, er vi interesseret i dem på en helt speciel måde. De har roller. Taler vi med Khaled, som er læge, har han måske rollen, der skal fortælle os, at 12 børn er blevet ramt af granatsplinter i maven, men han er også Khaled, der har en familie. Vi lærer dem bare ikke at kende«. »Mens jeg var i Kabul, gik jeg mange gange ind til boghandleren Sultan Khan, når jeg havde en time imellem et par interview, og engang inviterede han mig hjem til middag i familien, og det var midt under denne middag, jeg pludselig så, at familiens historie måtte blive til en bog«, fortæller Åsne Seierstad. Dramaet visnede Som nyhedsreporter var hun ellers altid vant til at være sammen med andre mænd, hvilket afskar hende fra at have noget med kvinderne at gøre, men her var hun nu pludselig i en familie, hvor hun ikke alene havde adgang til kvinderne, men flere af familiemedlemmerne kunne oven i købet tale engelsk, så hun kunne komme helt ind på livet af dem. »Det er jo i familien, at tingene sker, og efter at have skrevet bogen, kan jeg se, at mit instinkt var helt genialt. For det hjælper jo ikke, at de unge i landet har gået på universitetet, hvis faderen i familien bestemmer, hvad de skal gøre. Det må man være til stede for at forstå«, forklarer Åsne Seierstad. Ved at dele familiens hverdag og levevilkår fandt den norske journalist også ud af, at virkeligheden ikke altid er så entydig, som den kan tage sig ud for vestlige øjne. Eksempelvis var Seierstad meget hurtigt overbevist om, at boghandlerens nye, unge hustrue, Sonya, måtte blive historiens dramatiske omdrejningspunkt. Sonya havde jo det hele. Hun var 16 år, og familien havde fået penge for at sælge hende til Sultan, som selv var så gammel, at flere af hans egne børn var ældre end Sonya. »Normalt ville vi sige, at det da var en forfærdelig historie, men Sonya havde det egentlig meget godt. Hun kunne godt lide Sultan, selv om han var meget ældre end hende, og hun havde aldrig gået i skole, så hun havde ikke et behov for at være noget i sig selv. Hendes drama visnede lige så stille bort, for egentlig var hun måske den mest harmoniske i hele familien«, forklarer Åsne Seierstad. Hun ved godt, at det er kvindernes historie, som er den mest dramatiske i bogen, og sådan må det jo være, når hun har hørt om unge piger, der bliver slået ihjel af familien, fordi de på upassende vis har været tæt på unge mænd, eller når hun hører, at to hustruer, der er gift med den samme mand, ikke har talt til hinanden i 30 år. Selv ser hun imidlertid ikke 'Boghandleren i Kabul' som en bog om Afghanistans kvinder. Hun har, siger hun, levet sig lige så meget ind i mændenes historie, og hun lider lige så meget som en af Sultans sønner, når denne - i stedet for at gå i skole - bliver sendt hen i en af Sultans butikker for at passe den fra otte om morgenen til otte om aftenen. Sønnen ofret »Han kunne så let som ingenting have fået en anden til at passe butikken for en dollar om dagen, men han ofrer sønnen, fordi han ikke stoler på andre end familien«, siger hun. Spørgsmålet er imidlertid, hvad boghandler Sultan selv ville sige til det billede, Seierstad tegner? »Måske har jeg ikke anonymiseret ham godt nok, for en journalist fra Dagbladet i Norge opsøgte ham, hvor han fortalte Sultan, at jeg beskrev ham som en autoritær person. Sultan svarede, at Afghanistan var et land i kaos, og hvis ikke familien blev styret med hård hånd, ville det hele gå i opløsning«, fortæller Åsne Seierstad tydeligvis fornøjet over, at boghandleren siger god for hendes portræt af ham som familieoverhoved. Hun kan godt forestille sig, at hun om fem-ti år igen vil vende tilbage til Kabul for at fortælle videre på historien om Sultan Khan og hans familie. »Det ville være fantastisk spændende, for man har jo på fornemmelsen, at de er på vej ud over afgrunden, men hvem ved, måske klarer de sig. Jeg bliver næsten nødt til at gøre det, men der skal gå noget tid, for i denne bog fortæller jeg jo også om Afghanistan i tiden efter Taleban. Hele pointen med at skrive bogen er jo, at man ud over familiens historie også skal have et glimt af Afghanistans nyere samtidshistorie. Jeg er jo ikke en litterær person, og jeg har bare skrevet den historie, jeg har oplevet, og hvis læseren føler, han eller hun har mødt nogen, så er jeg tilfreds«, siger Åsne Seierstad. Foreløbig kan hun selv være tilfreds, for 'Boghandleren i Kabul' er solgt til udgivelse i godt en halv snes lande, foruden Norge, og salget er gået så godt, at hun i mange år fremover har råd til at være freelancejournalist og rejse lige hvorhen, hun har lyst. Lige nu har hun egentlig mest lyst til at rejse til Tjetjenien, hvor hun tidligere har været, men det tør hun trods alt ikke, som tilstanden i landet er lige nu. Til gengæld kunne hun godt forestille sig, at Bagdad bliver hendes næste rejsemål, og ligesom da hun tog til Afghanistan, vil hendes forældre synes, det er en rigtig, rigtig dårlig ide.