Otto Steen Due, den gæve fordansker, har netop været i halvprivat audiens hos dronningen på Christiansborg for at overrække hende Homers 'Odyssé', sin nyeste, roste oversættelse. Han har dog, noget imod aftale, afført sig sine ordner, da vi indfinder os i den lille hybel ved Nyhavn, som han og hustruen (der også er klassisk filolog) bruger som alternativt sommerhus. Hovedkvarteret er en villa i Højbjerg ved Århus. Men det er praktisk med et operativt kvarter mellem Amalienborg og Det Kongelige Teater og ikke langt fra Statens Museum for Kunst, hvor 'Odysseen' i disse uger bliver læst op af skuespillere med musikdeltagelse. Otto Steen Due, som i dagens anledning vedkender sig et vist krukkeri, synes, at ordet 'gendigter' er lettere kvalmt og har noget parasitært over sig - ja, selv om det bruges i den bedste mening, føler han sig nedladende behandlet ved det. Vi holder derfor fast i det gode gamle ord 'oversætter', men det skal endelig være uden adjektivet 'litterær' - for det er fisefornemt. Ak ja, det er ikke let at gøre en oversætter tilpas.

Du siger, der er en vis duft af flyttemandssved ved betegnelsen oversætter. Det er nu nok ikke lige den association, de fleste vil få. »Jo, men en oversætter bør ikke forskåne sig selv for det sure slid og tro, at dette er bare et simpelt håndværk. Man ser dagligt afskrækkende eksempler på tekstoversættelser f.eks. i reklamebranchen. På min barberskumsdåse står følgende brugsanvisning: »Vask ansigtet. Efterlad det vådt«. Alene tanken om at efterlade sit ansigt - det være sig i en hvilken som helst tilstand - er ubehagelig. Men på engelsk er det jo nydeligt. Og ved indkørslen til Sallings parkeringshus i Århus stod i mange år på den gule stander, hvor man trækker sin parkeringsbillet: »Tag venligst billetten«. Sproget er fuldt af fælder! Også den, der oversætter barberskums-aerosoldåse-anvisninger bør gøre sig den umage at indse, at det hedder ikke 'efterlad det vådt' om et ansigt. Det kræver kendskab til og respekt for ens eget sprog. Ceresbryggerierne har gennem flere år kørt en kampagne, hvori de påstår, at TOP-pilsner er (hold dig nu fast!) 'tappet for humor' ... Det er den betydning af ordet 'for' man har på engelsk. Det er simpelt hen sproglig inkompetence. Jeg mener, at den, der sidder i et ministerium og laver et direktiv for eksempelvis dræning af enge og på et smukt, klart og rent dansk, yder en kulturel indsats, som er al ære værd! Og den, der oversætter en brugsanvisning ... Jeg anerkender med andre ord ikke denne skelnen mellem 'fin' oversættelse og ren translatørvirksomhed«. Gengiver en oplevelseDen sproglige inkompetence, du taler om, hænger vel sammen med det, der hedder 'domænetab', med andre ord: Folk glemmer dansk og bruger dårligt engelsk i stedet. »Ja, et overfladisk kendskab til fremmedsprog og en manglende besindelse på sit eget sprog producerer netop sådanne tåbeligheder som 'tappet for humor'. Den reklamemand, der har lavet det, har simpelt hen ikke kunnet tænke på dansk. Enhver sprogligt følsom dansker vil straks fornemme, at her er et eller andet pinegalt!«. Men alt andet lige er det sværere at oversætte Homer end at oversætte 'efterlad ansigtet vådt' på en bedre måde. »Jo ...«.. Hvad gør en oversætter? »Det man gør er at gengive en læseoplevelse, og den er i dette tilfælde min. Det vil sige at 'Dues Danske Homer' ikke er identisk med 'Homers Homer'. Det hænger sammen med, at et kunstværk kun eksisterer, når nogen oplever det. Det er, som når en dirigent sætter sit præg på både et værk af Beethoven og et værk af Mozart. Man kan høre, når det er Karajan, uanset hvad han dirigerer - selv om han er fuldt kunstnerisk loyal mod originalen«. Korrekthed eller poesi »Hvis man forsøger at lave en oversættelse af Homer med alt det, originalen har, men uden hverken tildigtninger eller fradigtninger, finder man ud af, at det ikke kan lade sig gøre. Skolemanden M.C. Gertz (forfatter til gymnasiereformen med 'oldævl' i 1903, red.) forsøgte det. Han skulle bruge den til de stakkels skolebørn, som nu ikke længere fik lov at læse græsk i deres ansigts sved. For ham var oversættelsen helt klart en nødløsning. Men det er en måde at forråde originalen på. For så bliver det en dødsmaske, som Paul V. Rubow sagde. Christian Wilsters oversættelser af Homer fra 1836 og 1837 er et digterværk, som har sin smukke og betydelige plads i den danske guldalderlitteratur. Og det har den netop, fordi Wilster forstod Homer fuldstændig korrekt efter sin tids filologiske standard. Og han var desuden klar over, at der er tab ved enhver oversættelse, og hvis man ikke på en eller anden måde kompenserer for det, så går det ikke. Samtidig skal man selvfølgelig, som litteraturens udøvende kunstner, adlyde originalens fremmede vilje. Det er en sund disciplin at overholde Homers verstal. Det gjorde Wilster, det gjorde Gertz, og det gør jeg. Men Gertz forfalder til pedanteri, og poesien bliver knust under korrekthedens centnertunge vægt, som Hartvig Frisch sagde. Der er en knivskarp æg at danse på dér. Og det er blevet sagt, at oversættelse er som at gå på line - med lænker på benene. Er der, ud over heksametrene, melodiske ting såsom bogstavrim, man skal iagttage hos Homer? »Det er der i høj grad. Jeg bruger bogstavrim i Homeroversættelsen ganske hæmningsløst og i en vis forstand vulgært. For Homer er en folkelig fortæller. 'Iliaden' og 'Odysseen' er komponeret efter en mundtlig poetik - for der var ikke andet. Der fandtes ingen skriftlig kopi. Vergils og Ovids værker var i høj grad skriftpoesi, og de skrev for et læsende og højtuddannet publikum. Og dér skal man virkelig passe på uønskede bogstavrim«. Filologerne Otto Steen Due »forholder sig digtende«, som han siger, når han oversætter. Men først har han fortolket det, han kalder originalens kunstvilje. »Digterens problem er, at få sat noget i ord, der ikke er i ord. Oversætteren begynder med noget, der allerede er sat i ord, om end på et andet sprog. Det gør egentlig hans skribentvirksomhed sværere end digterens. Han skal tilegne sig originalen fuldkommen, men han skal glemme dens ordlyd og kun huske dens 'plasma', så at sige. Det plasma skal han så give form på sit eget sprog og skabe noget, der virker, som om det er en original. Det har læseren sådan set krav på. Det bør aldrig skinne igennem, at dette ikke oprindelig er formuleret på dansk. Hvis man ikke er god nok til det sprog, man oversætter fra, er man måske selv den dårligste til at bedømme det. Hvordan kan man være sikker på, at man forstår alle nuancer? »Det er rigtigt: Faren er allerstørst, når man føler sig allermest sikker. Man skal selvfølgelig kunne det sprog godt, som man oversætter fra. Men det er slet ikke nok, for så ville de bedste filologer også være de bedste oversættere, og al erfaring viser, at sådan er det ikke. Nærmest tværtimod. De har svært ved at ofre korrektheden? »Ja, for det første, men det afgørende er: Hvor god en læser er man? For den oversættelse, man præsterer, kan jo aldrig blive bedre end den læsning, man har præsteret af originalen. Og det at kunne et fremmed sprog gør jo på ingen måde én til en god læser af litterære værker. Det er blevet lidt af en kliché at sige, at det vigtigste er ikke at kunne fremmedsproget - det har man ordbøger til - næ, det er dit eget sprog, du skal være god til. Men i den senere tid har jeg fået mere respekt for den nøjagtige forståelse af originalen. Hvis ikke du fanger den, kan du være nok så god til dansk og kunne 17 synonymer - de ville stadig være forkerte. »Ja. Ordbøger er kun velmente forsøg på at give en hjælpende hånd og ikke facitlister. Ofte er begrebsgeografien jo så forskellig. Med simple genstande, et hus og en hest er der dækningslighed, men når man kommer til begreberne, ligger de forskelligt fra sprog til sprog. Og så må man huske: Det er jo ikke ordene, man skal oversætte, det er meningen!«. Oversætteren som danser - og narkoman »Det litterære værk bliver til mellem læseren og opleveren. Homer bliver til, hver gang nogen læser ham eller hører ham. Og folk læser ham med deres egne øjne og forudsætninger - det bliver lidt forskelligt fra gang til gang. Og det er helt i orden! Det kan ikke være anderledes«, siger Otto Steen Due. Men oversætteren har en større forpligtelse til at være bevidst om sine egne fordomme. »Selvfølgelig. Som oversætter danser man sådan set et parti. Koreografien ligger fast, men alligevel bliver det forskelligt, alt efter om den ene eller den anden danser udfører partiet«.

Og i hvilken tidsalder de gør det ... »Ja, for oversættelser skrives nødvendigvis ind i en eksisterende litterær og kulturel situation. Det sker dog, at oversættelser - ligesom originalværker - ændrer eller gør oprør mod en tradition og grundlægger nyt. Et eklatant eksempel er Martin Luthers Bibel!«. Eller Otto Steen Dues Homer ... »Ja, det vil kun fremtiden sige. Problemet er, at hvis man lige præcis rammer sin egen tidsånd, så får man stor succes i den aktuelle situation. Men så vil værket være dødt, når den situation har forrykket sig. Det ser man jo med den voldsomme sortering, tiden foretager i den 'almindelige' skønlitteratur«. Otto Steen Due har haft adskillige lektører undervejs, og de har i nogle tilfælde udtrykt bekymring for, om læserne nu ville forstå dette og hint. Men der har han været ubøjelig: »Jeg kan ikke udtrykke mig mindre præcist, fordi jeg er bange for, at der skulle sidde en eller anden hist og her og ikke kunne følge med«. Det har taget lige så lang tid at oversætte 'Homers Odyssé' - tre år - som det tog at oversætte 'Homers Iliade', som er længere. Og med den rutine, arbejdet har givet, burde 'Odysseen' have taget mindre tid. Men Otto Steen Due har med vilje været langsom for at spare på Homer. »For nu er der jo ikke mere«, som han siger med uskrømtet, næsten angstfuld fortvivlelse i stemmen. Han er nemlig blevet forfalden - eller med et ord, han næppe ville bruge i sin oversættelse: hooked. Og han befinder sig i en vis post-coital tristhed, som han dog delvis afhjælper ved at gå til de mange arrangementer omkring 'Odysseen' i denne tid. Der er da også andre værker af Ovid og Vergil, han kan kaste sig over, om elskovskunst og landbrug for eksempel.