Din bog oser ikke ligefrem af ros til den danske integrationsindsats? »Problemet er, at der aldrig har været en integrationspolitik i Danmark. Den danske holdning har fra starten været, at »bare de bestræber sig på at komme til at ligne os, så går det nok«. Dét har mange indvandrere så forsøgt at leve op til. Resultatet er, at de yngre generationer blandt muslimerne har lært det danske sprog, taget uddannelser og tilegnet sig danske normer. Og naturligvis regnet med, at de så var en del af det danske samfund, danskere slet og ret. Men hvad sker der så? De får at vide, at: »Nej, du er ikke dansker, du er udlænding«, samtidig med at mange ikke kan få et arbejde. Og så står de unge der og ved ikke rigtig, hvor de skal gå hen. Frustrationen blandt mange unge indvandrere er meget, meget dyb i disse år. Og det er blevet meget værre efter 11. september«. Hvorfor efter 11. september? »Fordi integrationen og holdningen til muslimer i Danmark blev bombet adskillige år tilbage 11. september 2001. Som ved et fingerknips blev mange danskere vendt mod muslimerne. Enhver muslim blev med ét betragtet som en mulig terrorist. Og enhver moské blev betragtet som en base for alQaeda. Undersøgelser viser, at danskerne efter 11. september er et af de lande i verden, der er mest intolerante over for muslimerne. De danske medier hældte benzin på bålet ved at vise et par idioter i et ghettoområde, som viftede med et palæstinensisk flag 11. september. Og politikerne var endnu værre. Det gjaldt ikke bare Dansk Folkeparti, men også den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som fordømte muslimerne ved at erklære: »Vi vil ikke tolerere dem«. Han trådte yderligere i spinaten ved at forlange, at kræve, at en muslimsk delegation skulle tage afstand fra terrorhandlingen«. Men er det ikke rimeligt at forvente, at de moderate muslimer markerer, at 11. september ikke var islam - for jeres egen skyld? »Jo, og det gjorde vi også. For mit eget vedkommende gennem masser af interview. Men vi vil ikke presses til det af en mistænkeliggørende statsminister. Hvis majoritetssamfundet presser og ydmyger muslimer, så får man det stik modsatte resultat«. Hvilke konsekvenser har 11. september fået for de unge muslimer? »Det har været et slag i ansigtet på dem. De har naturligvis kunnet mærke den hadske at-mosfære, og mange er skubbet endnu længere væk fra det danske fællesskab. Der er en stor gruppe, som tænker: Vi blev ikke accepteret alligevel. Hvad skal vi nu? Blandt disse er der mange, der søger tilbage til deres oprindelige kultur. Vi ser det tydeligst blandt de piger, som nu går med tørklæde igen. Det er i dag ikke ualmindeligt, at piger lægger et tørklæde i skoletasken om morgenen, så mor og far ikke skal se det, går med det hele dagen og tager det af igen, når de kommer hjem. Forestillingen om, at integrationen ville forløbe på den måde, at hver ny generation blev mere integreret end den foregående, er slået fuldstændig i stykker«. Er der nogle af disse unge, der går til de ekstremistiske bevægelser? »I høj grad. Og det startede før 11. september. Da de ekstreme bevægelser kom til Danmark i midten af 1990'erne, fik de stor tilslutning fra unge. Jeg dækkede dengang et møde for Danmarks Radio og havde en forventning om at skulle møde hårdkogte unge med omvendte kasketter, guldkæder og gebrokkent dansk. Men der var tale om veltalende unge, som talte perfekt og formfuldendt dansk. Jeg var temmelig overrasket. Og rystet. Antallet af frustrerede unge i disse bevægelser er vokset betydeligt siden 11. september«. Ser du nogle ekstremistiske grupper, der er ved at skille sig helt fra det muslimske miljø efter 11. september? »Indtil for et halvt år siden var jeg ikke bange for, at der nogensinde kunne ske noget i Danmark, fordi den store majoritet tager afstand fra disse metoder. Men det er jeg i dag. Der findes ekstremistiske grupper, som er drevet helt derud, hvor det er rigtig farligt«. Hizb-ut-Tahrir? »Nej, der findes grupper, der er hundrede gange farligere end Hizb-ut-Tahrir, som får alt for stor opmærksomhed fra eksperter og medier. Men disse grupper er der ingen, der har opdaget endnu. Man skal kende miljøet indefra. Disse meget ekstremistiske grupper tager afstand fra alt, hvad der er dansk, og kunne meget nemt lave en eller anden dum handling, der kunne ødelægge det for samtlige muslimske grupper i Danmark. Måske en åndssvag terrorhandling«. Er der tale om Mohamed Atta-typer? Altså veluddannede, tilsyneladende velintegrerede personer, som lever et dobbeltliv? »Nej, når det gælder de meget ekstremistiske grupper, taler vi om det stik modsatte. Her er en gruppe, som føler sig trådt på af samtlige systemer her i Danmark. De føler, at alle danskere er efter dem. Min frygt er, at disse ekstremistiske grupper bliver stærkere, i takt med at det danske samfund skubber dem, der allerede er i varmen, ud i kulden. Det er nemlig herude i kulden, at ekstremismen stortrives«. Forstår du ikke, at sådanne ekstremistiske tendenser skræmmer mange danskere, der er vant til at leve i et homogent, fredeligt land? »Jo, men hvis man vil ekstremismen til livs, er der én ting, man ikke skal gøre. Man skal ikke dæmonisere islam. Og det er netop, hvad mange politikere - især Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i spidsen - gør. Jo mere Dansk Folkeparti fordømmer muslimerne en bloc, jo mere presser hun moderate muslimer over i et forsvar for den fundamentalistiske islam. Det er en selvopfyldende profeti«. Da den venstreorienterede forfatter Kåre Bluitgen for nylig kritiserede den fundamentalistiske islam med afsæt i venstreorienterede ideer om ligestilling mv., så var du uenig? »Ja, og det skyldes, at han til trods for sit venstreorienterede udgangspunkt gør det samme som Kjærsgaard. Han generaliserer og fremstiller muslimer som stereotyper. F.eks. skriver han i sin bog, at 'den muslimske mand' er grædefærdig og vil trøstes, hvis han får en datter. Men jeg er altså også muslimsk mand. Og jeg var stolt som en pave, den dag jeg fik en datter. Mange danskere gør som Bluitgen, de generaliserer og har et fordomsfuldt billede af muslimerne«. Men mange muslimer har vel også et fordomsfuldt billede af danskerne? »Det er jeg den sidste til at benægte. Jeg har talt med muslimer, som er overbevist om, at op mod halvdelen af danskerne er alkoholikere og narkomaner, og at de er de rene sexdyr. Fordommene om danskerne blandt muslimerne er vidt udbredte«. I sidste uge skrev den iranske flygtning Masoum Moradi her i avisen, at den egentlige barriere for integrationen er, at mange muslimer foragter den danske kultur i stedet for at gå ind i den. »Ja, det er et reelt problem. Men derfor må man se på, hvorfor stadig flere unge muslimer søger tilbage til deres egen kultur. Forklaringen har jeg allerede givet: De er dybt frustrerede over, at de bliver afvist og mistænkeliggjort af det danske samfund, selvom de har gjort alt for at blive integreret. Midt i dette ingenmandsland er det ikke underligt, at de forsøger at finde sig en identitet. F.eks. som rettroende muslimer«. Gør du ikke muslimerne ansvarsfrie ved at placere dem i en offerrolle? »Min nye bog retter sig først og fremmest mod danskerne og er et forsøg på at provokere danskerne ved at sige: Tag jer nu sammen - se lige, hvad det er, I er i gang med. Jeg provokerer muslimerne på nøjagtigt samme måde, når jeg holder foredrag for dem. Og jeg er ikke bange for at stille kontante krav til muslimerne. Når irakere f.eks. på kurser siger til mig: »Hvad fanden skal vi lære dansk for?«, så er mit svar dette: Hvis du ikke lærer dansk, så pak din kuffert og tag tilbage til Irak. At leve med Saddam Hussein er hundrede gange nemmere end at blive i Danmark uden at kunne sproget«. Hvis ikke der sker noget nyt i integrationspolitikken, glider vi så ind i borgerkrigsagtige tilstande a la Libanon, som Glistrup sagde for mange år siden? »Jeg bliver mere og mere bange for, at Glistrup får ret. Jo længere tid, vi skuffer de unge muslimer ved at holde dem uden for det danske samfundsfællesskab, jo større er risikoen«. Er der overhovedet nogen vej ud? »Selvfølgelig er der det. Det handler om, at politikerne tager integrationsopgaven alvorligt og forlader forestillingen om, at bare de bestræber sig på at komme til at ligne os, så går det nok. Den strategi har været en fiasko. For det første skal isen til arbejdsmarkedet brydes. Det er absurd, at 25 procent af danske arbejdsgivere aldrig vil ansætte en indvandrer eller flygtning. Det skal der laves om på, og det kan der laves om på i de kommende år, hvor der bliver skrigende behov for arbejdskraft på arbejdsmarkedet. For det andet skal der sættes ind med oplysning, oplysning og oplysning«. Hvad skal der oplyses om? »Det er fatalt, at indvandrere, der har været her i tyve år, ikke kender de mest elementære danske normer og værdier og tror, at det er dronningen, der har magten i Danmark. Men det er lige så fatalt, at danskerne stort set er uvidende om, hvad en muslim er for en størrelse. I et sådant miljø, der er gennemsyret af uvidenhed, har fordommene mulighed for at stortrives, og integrationen får ikke en chance. Tænk, at man i Grundtvigs fædreland tillader, at alle er fuldstændig uforberedte på den måske største forandring, der foregår i det danske samfund i disse år: skabelsen af det multikulturelle samfund. Det er helt uforståeligt. Og det må der gøres noget ved, hvis det ikke skal ende i ragnarok«.