0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Djævelen, Luther og de nøgne damer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kåre Viemose,,,Politiken
Foto: Kåre Viemose,,,Politiken

Ib Spang Olsen og Søren Ulrik Thomsen i Ib Spang Olsens have. Foto: Kåre Viemose

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ib Spang Olsens skønne have i Bagsværd er mættet af septembersol. Op ad den røde bindingsværksmur ind til hustruen Nulle Øigaards atelier sidder den gamle tegner (81) og den halvgamle digter, Søren Ulrik Thomsen, 46, side om side og gasser sig med deres fælles bog 'Det værste og det bedste'. Det ser næsten for idyllisk ud, især da de har stråhatte på - i hvert fald nægter fotografen at tage billedet på den baggrund.

Historien bag bogen 'Det værste og det bedste' som udkommer på tirsdag, er den, at Søren Ulrik Thomsen i november 2001 lagde sidste hånd på, hvad han kalder ét digt: 21 lige lange stykker, 10 om det værste og 11 om det bedste. (»... at der hele tiden har været lidt mere af 'det bedste' end af 'det værste' er bedst«).

Digtet sendte han til Ib Spang Olsen med bøn om, at han tegnede til. Men Olsen er for gammel til at »gå ud og koge for folk«. Han siger derfor nej til alle, også selv om han synes vældig godt om deres bøger »med smigrende surhed til følge« hos de pågældende forfattere.

Også til Thomsen var svaret nej, og digteren blev ikke sur, men meget nedtrykt. For han kunne ikke komme i tanker om nogen som helst andre, han så gerne ville have. Og så en aften lå der pludselig telefonbesked fra Olsen, at han havde ombestemt sig ...

»Jeg havde læst det én gang til, og så var det så myldrende fuld af billeder, at jeg tænkte, 'Jeg tror godt jeg kan'« siger Olsen. Inden interviewet går i gang, rækker han med tak for lån Thomsen en tyk konvolut med billeder, denne har overdraget ham til hjælp i arbejdet med at illustrere 'Det værste og det bedste'.

Alt er subjektivt
Så der er altså konkrete realiteter bag tegningerne?

Thomsen: »Nej, der nogle ganske få ting, for eksempel scooterstøvler, som Ib ikke vidste, hvordan så ud, for de er fra min barndom - og de er vigtige. Og så er der min kat Pjevs, som var en skovkat, så det nyttede ikke noget, han tegnede en korthårskat. Det er kun Pjevs og scooterstøvlerne, Ib har fået billeder af. Ellers ikke noget. Overhovedet ikke«.

Ja, for du, Ib Spang Olsen, skriver i 'Tegnerens efterskrift', at du ikke har forholdt dig til faktiske ting og steder ... Du skriver sågar: »Hvem i digtet har brug for at vide, hvordan Nordre Frihavnsgade egentlig ser ud? Har den for resten i det hele taget noget egentligt udseende?

»Jeg har en forestilling om, at der ikke findes noget objektivt. Alt er subjektivt. Enhver har sit billede af Nordre Frihavnsgade. Man kan selvfølgelig se på et postkort, men hvis man overtager sådan et billede, er man genstand for en meget tynd illusion. Jeg havde glædet mig til at tegne tårne, for jeg elsker tårne, og hvis jeg var 40 år yngre, ville jeg lave en bog om Københavns tårne. Men der er ingen tårne i Nordre Frihavnsgade, og jeg er fra gammel tid opdraget til at være i en vis grad realistisk, så jeg kunne ikke digte tårne til. Det må blive en anden gang«.

Det er ting og personer fra sit eget liv - også sig selv, saligt rygende - Ib Spang Olsen har tegnet på de 21 hele venstresider og lige så mange halve højresider, der ledsager Thomsens tekst. »For eksempel den her ovn, det er én, vi har i Lumsås«. Du skriver, at du følte, digtene var skrevet til dig. Hvad var det i dem?



»Billederne. Jeg laver billeder, og både for min egen og for sprogets skyld skal jeg ikke tegne til noget, der ikke er afsæt i. Det skal have den mening, at der er en facet i sproget, hvor der er plads. Her er Søren mere konkret, end han plejer at være. Der er masser af billeder i, hvad der er det værste, og hvad der er det bedste. Der er mennesker og steder og situationer, genstande og rum. Der er den grad af flyvskhed og transcendens i det, som jeg ellers ville prøve at fremkalde. Det havde lige præcis det, jeg skulle bruge for at komme i gang: Noget der kan føres helt tilbage til naturen og til naturformerne, og så nogle absurditeter og nogle egentlig lyriske ting, som jeg elsker«.

Telefonen om natten
I har vel, grundet aldersforskellen, ikke så mange minder til fælles?

Olsen: »Overhovedet ikke. Vi har det sprog til fælles, de digte. Ja, det er hans digte, men altså ...«.

Hvad tændte du på som det første?

»Jeg tror, det var det der halvfjerdserværtshus, og så motivet der er kommet på forsiden, med telefonen der ringer midt om natten. Det er en situation, jeg kender så godt. Telefonen ringer på et forkert tidspunkt, og man tænker: 'Hvor er børnene henne, hvor er Nulle henne, hvem er ude at flyve?!' Det var en situation, jeg kunne skildre, dens scenografi, dens indhold og dens gestus. Men du kan opfatte den, som du vil; den skal åbnes. Det er en berettiget kritik af illustration, at den binder dine billeddannelser. Illustrationer skal give dig et tilbud, de skal ikke lukke ...«.

Hvordan praktiserer du det? Sidder du og tænker: Nu skal jeg bare antyde ...

»Næ, jeg sidder bare og tegner. Det kommer helt af sig selv. Så kan det ske, at det bliver for stort. Jeg ville godt have, det skulle være en lodret væg, og nu ser det ud, som om det er en mark ... Så kommer tegnelæreren ind. Jeg elsker jo at lave rum, og hvis ikke det bliver et rum, så skal det laves om«.

Forestiller du dig dine illustrationer som en helhed, som kan eksistere uden digtet?

»Ja, det er min meget frække ambition«.

Djævelen
Ideen om det onde er meget konkret og nærværende hos Søren Ulrik Thomsen. Appellerer det til dig?

»Jeg vil tro, min opfattelse af det onde er anderledes end Sørens. Jeg er konfliktsky, tror jeg, man kan sige. Og jeg mener ikke, der eksisterer noget, der hedder 'det onde'. Jeg tror, at ondskaben er mangel på kontrol over de kaotiske naturkræfter, som er til stede. Det onde styres ikke nogen steder fra, det onde er i os alle sammen, og vi kan være onde, hvis vi på en eller anden måde påvirkes i den retning. Jeg tror, man kan føre det tilbage til, at det barn, som har siddet i koldt vand hele formiddagen for at have tisset i bukserne, det bliver sadist. Jeg er ikke religiøs, derfor har jeg ikke religiøse forestillinger om det onde som et aktivt princip«.

Thomsen: »Jeg er enig med Ib i, at der er noget ondt, som kan forstås rationelt, og som man kan forholde sig rationelt til. Man skal gøre alt, hvad man kan for at forstå så meget som overhovedet muligt (for eksempel om børneopdragelse) og så reagere og handle rationelt i forhold til det. Men derudover tror jeg, at der også er både en kærlighed i verden og en ondskab i verden, som man ikke kan forstå. Som er et mysterium. Og det siger jeg selvfølgelig, fordi jeg er religiøs. Men det betyder ikke, at jeg er en fjende af det rationelle. Jeg tror bare, at begge niveauer eksisterer«.

Olsen: »Jeg mener ikke, ordet 'rationelt' passer til det, jeg siger, for det er nogle bevægelser i vores følelsesliv, so