Karsten Sand Iversen har engang oversat en krimi. Det var en fejl. For nu at sige det ligeud. Han gider ikke spilde sin tid på at oversætte bøger, som skal kunne udkomme hvor som helst i verden og blive læst af hvem som helst. Middle brow-litteratur, som han kalder det, er ikke lige ham. Karsten Sand Iversen er en venlig mand, endda en yderst snakkesalig mand med let til smil og latter, men underholdningslitteratur interesserer ham simpelthen ikke. Ikke at han har noget ondt at sige om den slags bøger, men hans egen interesse er det, andre ville kalde high brow-litteratur. »Ja, elitær litteratur er det jo. Det kan jeg sige uden at skamme mig. Jeg læser ikke selv krimier og den slags. Hvis jeg skal oversætte en bog, skal det være en bog, der kan få mig til at spidse øren. Den holdning har da kostet mig mange bibliotekspenge, men den har også givet mig en profil, hvis en oversætter overhovedet har sådan en, men jeg er da stolt over at have oversat folk som Canetti, Ekelöf og Musil«, siger Karsten Sand Iversen. I dag er den anerkendte oversætter på et af sine sjældne besøg i Danmark. Ikke fordi han har oversat en bog, men fordi han har skrevet en selv. Sin første. 'Skyggebiblioteket'. En bog om glemte eller oversete forfatterskaber fra Øst- og Centraleuropa. Karsten Sand Iversen har boet i Wales de seneste 30 år, og der går som regel år imellem, at han er i Danmark. Denne gang er det 'kun' 2 år siden, han var her, men gangen før var der gået 11 år fra det foregående besøg. Oversætter ved et tilfælde Når han taler, har man imidlertid aldrig fornemmelsen af, at man sidder over for en mand, der har boet i udlandet gennem tre årtier. Det eneste, man lægger mærke til, er en svag sønderjysk accent, der fejlagtigt kunne få en til at tro, at han i sit 58-årige liv aldrig havde været længere væk end få timers kørsel fra barndomsbyen Haderslev. Man har heller ingen fornemmelse af, at dette er en mand, der fra minut til minut kan skifte mellem flydende svensk, tysk, engelsk, dansk og fransk. Men det kan han, og han elsker at gøre det. Og det er en evne, der tillader ham at fordanske så forskellige forfatterskaber som Gunnar Ekelöf, Elias Canetti, Robert Musil og John Ruskin, William Faulkner og Lars Norén. Og så var det endda ikke meningen, at han skulle have været oversætter. Han troede, han skulle i gang med en universitetskarriere, når han engang blev færdig med litteraturstudierne ved Aarhus Universitet. Det skulle imidlertid vise sig, at han - lidt ved et tilfælde - kom i gang med oversætteriet, allerede før studietiden begyndte. Da der var lærermangel, fik han efter militærtjenesten job som vikar på Haderslev Statsskole, hvor han selv var blevet student, og inden han fik set sig om, havde de gamle lærere overtalt ham til at instruere årets skolekomedie. »Jeg fik eleverne med på, at vi skulle opføre Dylan Thomas' 'Forår i Milk Wood' i en oversættelse af Jørgen Nash, og under arbejdet blev jeg meget utilfreds med oversætttelsen og tænkte, at det kunne jeg da vist gøre meget bedre«. »Dengang var jeg vel 20-21 år. Da jeg senere begyndte at studere i Århus, var jeg samtidig årsvikar på Horsens Statsskole, og mens jeg rejste frem og tilbage i toget, oversatte jeg 'Forår i Milk Wood'. Den er aldrig udkommet, men jeg har indimellem talt med Husets Forlag om at udgive den. Men det bliver nok ikke til noget, mens Jørgen Nash er levende«. Hvordan vælger man sprog som oversætter? »Det gør man vel ikke. Man kan nogle sprog, og nogle kan man bedre end andre. For mig begyndte det så småt med et enkelt digt af William Carlos Williams, som jeg sendte til Hvedekorn, men det første, jeg målrettet oversatte, var nogle noveller, jeg selv fandt og sendte til Gyldendals Magasin. Jeg oversatte for at øve mig, og derudover håbede jeg selvfølgelig, at nogen ville lægge mærke til mig«. »Via en studiekammerat fik jeg kontakt til forfatteren Henning Mortensen og via ham til Jens Smærup Sørensen og derigennem til forlaget Arena, hvor jeg fik min egentlige bogdebut som oversætter. Det var svenske Erik Beckman, der havde skrevet 'Kameler drikker vand'«. »Den næste forfatter, jeg oversatte, havde jeg selv fundet frem til. Det var tyskeren Wolf Wondratschek, og jeg sammensatte et udvalg af ham i bogen 'Svinenes oktober', som udkom omkring 1973. Dengang boede jeg allerede i Wales, og faktisk er alle mine oversættelser skrevet, mens jeg har boet i Wales«, fortæller Karsten Sand Iversen. Går efter svære opgaver Hans vej ind i oversætterfaget kan lyde lidt kringlet, men det er faktisk sådan, han stadig arbejder. Han læser stabler af bøger plus bunker af anmeldelser i aviser og tidsskrifter på en række sprog, og indimellem finder han forfatterskaber og værker, han synes fortjener at blive oversat. Det var eksempelvis Karsten Sand Iversen, der længe arbejdede for at få den glemte, franske forfatter Emmanuel Bove ud på dansk, hvad der også lykkedes, om end det ikke i det tilfælde blev i hans egen oversættelse. »Det betyder meget for mig, at det er min litteratur, der bliver udgivet. At jeg kan følge bøgerne til dørs, og at jeg kan komme med forslag, som der også bliver taget hensyn til. På små forlag som Arena og hos Batzer & Co. kan man blive taget med på råd om alt fra flaptekster til farven på bogens forside«. »Det er meget tilfredsstillende, men det mest tilfredsstillende er at finde noget frem, som ikke en sjæl har hørt om. Det var på den måde, jeg fik Canetti ud på Arena. Jeg havde selv hørt om ham i en radioudsendelse i 1960'erne, og allerede dengang havde jeg denne centrifugale kraft til at bevæge mig væk fra klassikerne«. Klangen af Canetti Jeg tror, det nærmest var klangen af navnet Canetti, der tiltrak mig. Hvad var det for noget? Jeg skyndte mig at få alt det, jeg kunne få på tysk af ham, og bøgerne fik godt nok lov til at stå ulæst på hylderne et par år, men da jeg skulle opgive 15 hovedværker på universitetet valgte jeg Canettis 'Die Blendung', Forblindelsen«. Her stoppede det imidlertid ikke for Karsten Sand Iversen. Han forsøgte nu ivrigt at overtale Poul Vad og Peter Seeberg til at udgive Canetti, og det lykkedes. »Det blev et kæmpeflop. Jeg tror, det kostede Arena 100.000 kr. og var med til at sænke forlaget, så det måtte under Gyldendals vinger. Selv føler jeg mig stadig tæt knyttet til Arena, og det er en stor tilfredsstillelse for mig, at jeg er ved at skrive kontrakt med dem om at oversætte Horace Engdahls 'Berøringens ABC'. For mig føles det lidt som at komme hjem at få en bog ud på Arena«. Du er aldrig gået efter de nemmeste opgaver. »Aldrig. Men jeg har heller aldrig fået dem tilbudt. Jeg har for mine synders skyld oversat en enkelt kriminalroman, og det har jeg fortrudt«. Det virker, som om dine oversættelser er personlige projekter. Forfatterskaber du arbejder for? »Ja, de er mine husguder, mine syge mostre, som jeg forsøger at få placeret hvor som helst, jeg kan. Da Arena var gået ind, og Gyldendal havde lukket for mere Canetti, bad Hans Jørgen Brøndum om at få udgivet to bind med optegnelser, som jeg oversatte. Senere fik jeg 'Digterens hverv' ud på Nansensgades Antikvariat, og nu har jeg slæbt Canetti videre til Batzer & Co«. På finanslovenOversættelse er ikke bare et arbejde for dig, men 'et projekt'. »Ja, i høj grad. Det er en form for forlæggeri uden det praktiske besvær. Oversætteriet, tja, nogen penge skal man jo tjene, og jeg holder da også af det, hvis opgaven er den rigtige, men det er i virkeligheden en beskæftigelse, jeg var nødt til at påtage mig, fordi jeg bosatte mig i Wales med min nu afdøde kone. Hun ernærede os i hovedsagen i mange år, indtil jeg kom på finansloven og blev lidt mere kendt«. »Uden pengene på finansloven havde jeg nok været nødt til at arbejde som jord- og betonarbejder på et tidspunkt - det kan du roligt sige til Brian Arthur Mikkelsen. Pengene fra finansloven er fundamentet for min tilværelse. Min sikkerhed er, at der kommer cirka 10.000 kr. om måneden. Jeg får det maksimale beløb, for med mine opgaver kan jeg ikke nå op over den grænse, hvor beløbet bliver reduceret«. Kan du blive nødt til at se på, hvor meget du tjener på den enkelte bog? »Det gør jeg aldrig. Jeg kan give et eksempel fra de seneste dage, som har chokeret mig selv. Jeg har oversat John Ruskins bog 'Arkitekturens syv lamper', som skal udkomme i en klassikerserie hos Klim. Den har vel taget mig fem-seks måneder, for den er brandsvær, og jeg har fået små 23.000 kr. for arbejdet«. »Jeg sagde ja til opgaven, fordi jeg gerne ville tvinge mig til at beskæftige mig med Ruskin, og sådan har jeg tit gjort i mit liv, selv om det har kostet mig penge. Andre gange kan man være heldig, at en enkelt bog udkommer i Samlerens Bogklub, men det er sjældent«. ImitationskunstHvor meget må man se oversætteren i en tekst? »Helst ikke. Oversætteren skal helt og holdent være tjener for værket, men en oversættelse er jo også set gennem et temperament. Det er uundgåeligt, at en oversætter sætter sit præg på en tekst, men man må ikke bevidst påføre teksten sig selv«. »Min egen Musil-oversættelse har været genstand for en undersøgelse i et universitetsspeciale. Hun sammenlignende min oversættelse med originalen og med Mogens Boisens gamle oversættelse, og hun synes, at det er lykkedes mig at fremstille Musils stemme optimalt og at eliminere mig selv, og det er jeg godt tilfreds med«. »Men der kan være tilfælde, hvor oversætteren skal brede sig. Sara Lidman skriver på dette ejendommelige, norrlandske bibelsprog, og da der slet ikke findes en dansk ækvivalent, må man opfinde et sprog, så jeg har gjort hendes nordlandsbønder til jyder. Jeg er selv jyde, og det er den eneste befolkningsgruppe, som har cirka de samme karaktertræk, det stovte og det fåmælte. Her har jeg været nødt til at gendigte i stedet for at oversætte«. »Man tager fejl, hvis man som oversætter gerne vil ind og præge teksten med sin egen person. Undertiden kan det lade sig gøre, hvis en digter oversætter en forfatter, han føler sig stærkt beslægtet med, eksempelvis Bjørnvigs Rilke, som lyder meget af Bjørnvig, men det kan være forsvarligt, fordi Bjørnvig selv er en stor digter, men jeg har ikke den stemme, hvis jeg skulle oversætte lyrik af Rilke. »Måske har Bjørnvig og digtere som han kun den ene stemme, men det der kendetegner gode oversættere er, at vi har mange stemmer. Vi er imitationskunstnere, hvis vi overhovedet er kunstnere. Det er ikke vores opgave at drukne teksten, men derimod at gennemstråle den, men det er jo subjektivt, for hvordan lyder Rilke i dine ører, og hvordan lyder han i din nabos ører? Det kan man ikke måle. Aldrig«. »Det samme oplever man, når to mennesker læser den samme bog, hvad de dybest set ikke har gjort. De har læst den samme tekst, men bogen som helhed forstår de forskelligt, fordi de har forskellig baggrund. Det er egentlig det, der foregår, når man oversætter«. Tvetulle »Vi oversætter hele tiden, som også George Steiner har sagt. Vores samtale er også oversættelse, og en digters skrift er også oversættelse af noget, der foregår inde i digterens hoved. Derfor er digteren også ofte utilfreds, fordi det skrevne på papiret ikke lever op til det, han havde forestillet sig«. »Vi oversætter også fra dansk til dansk, for min brug af bestemte ord er måske spildt på min nabo. Arild Batzer har f.eks. klaget over bestemte ord, jeg har brugt i min bog, fordi han mener, de er for gammeldags. »Det vil jeg skide på«, har jeg sagt til ham, for jeg vælger mine læsere. Hvis de 20-årige ikke kan læse den, er det måske en skam. Jeg har for eksempel brugt ordet tvetulle, hvor andre ville have skrevet hermafrodit, men jeg synes, man skal holde sig til det, der hedder 'godt ord igen'«, siger Karsten Sand Iversen. Hvor meget arbejder du egentlig? »Alle de timer, Gud giver mig. Fra jeg står op, til jeg går i seng, arbejder jeg på en eller anden måde. Alle ugens dage, for der er ikke forskel på, om det er mandag, lørdag eller søndag«. Hvis jeg ringede til dig og bad om at få en oversættelse, hvornår kunne den så være færdig? »Normalt ville jeg sige om to-tre år, men jeg har forsøgt at skære lidt ned på aftalerne, så måske kunne jeg begynde om et år. Normalt arbejder jeg på tre-fem bøger ad gangen, og det kunne jeg godt tænke mig at skære lidt ned på. Jeg vil gerne have lidt mere tid til at læse noget mere og også til at skrive noget mere«, siger Karsten Sand Iversen, som har sit hus i landsbyen Pontypridd isoleret med 12-13.000 bøger.