Den dag, Elizabeth Wurtzel blev født i New York City, var The Doors- nummeret 'Light My Fire' øverst på hitlisterne i USA. Nummer et i England var The Beatles med 'All You Need Is Love'. Ikke nogen skidt start. Men så gik det ned ad bakke. Da hun var et par og tyve, debuterede hun med sin selvbiografi, 'Prozac Nation', som udkom i 1994. Den er netop udgivet på dansk. Det er forfatterens selvportræt med mørke rande under øjnene, et litterært rock'n'roll-album om at være ung og deprimeret. Bogen blev en stor succes, og Elizabeth Wurtzel blev international depressiv stjerne. Forfatteren gik fra at være en trist pige til at blive en stemme, andre kunne lytte til. Hun deler sine læsere i to grupper. Nogle kritikere kunne ikke lide den hensynsløst ærlige selvbiografi. En så storslået selvoptagethed brød de sig ikke om. Bestseller, udgivelse i over tyve lande, uendelige strømme af breve og opmærksomhed fortæller om en anden modtagelse. Hun havde ramt noget, som det hedder. Hvad rammer hun? Ikke mindst en samtid. Depression er en universel menneskelig erfaring. Men depression formes også af sin tid. Elizabeth Wurtzel bruger vor tids billeder og referencer, rocken og filmen. Sylvia Plaths 'Glasklokken' og J.D. Salingers 'Forbandet ungdom' havde fået en opfølger, en tidsmæssig ajourføring. Ydmyg for læserne »Jeg ville skrive en bog, som ikke bare forklarede og oversatte depression, men som viste depression. Jeg ville være fuldstændig sandfærdig mod den depressive erfaring. Jeg ville lave et portræt af mig selv, præcis som jeg var midt i en mental krise: vanskelig, krævende, umulig, umættelig, selvcentreret og grådig. Depression er en meget narcissistisk ting, en selvoptagethed, som medfører, at man bliver helt lukket inde i sig selv. Der kommer aldrig gang i møderne hos Anonyme Deprimerede som hos Anonyme Alkoholikere eller Anonyme Narkomaner. Alvorlig depression er isolerede øer. Man vil gerne kobles til fastlandet, men ofte kan man ikke gøre noget selv, selvom det gode ligger så tæt på. Jeg ønskede at give depression et sandt ansigt, og det ansigt ligner mit eget uhyggeligt meget«. Jo, hun præsenterer sig selv som en vanskelig person i bogen. Sikkert værst for sig selv, men også meget krævende for sine omgivelser. Venner som hende ønsker man sig ikke for mange af. Men efter bogen var der mange, der gerne ville være hendes venner. »Jeg møder hele tiden mennesker, som siger, at jeg har skrevet deres historie. Så fortæller de deres historie, og så er det slet ikke min historie. Men de har alligevel fundet noget. Der er noget universelt over at være depressiv. Der er et nært slægtskab med det at være ung. Både det at være ung og det at være deprimeret handler om ikke at være koblet til omverdenen, at være et sted midt imellem uden at være i stand til at udtrykke sin identitet«. »Det gør mig ydmyg, at man kan bruge min tekst. Det gør mig ikke høj i hatten. Jeg kommer aldrig til at skrive en bog igen, der får så stor betydning«. Smuk og besværlig Myten var træt, da jeg mødte hende første gang. Der er meget mytestof i Elizabeth Wurtzel. Smuk og besværlig, uddannelse fra Harvard og indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Høj intelligens og tung psykiatri, den dygtigste og den mest syge i klassen. Efter at være blevet vækket anden gang kom hun sig. Hun blev hurtigt frisk. Hun er en meget engageret samtalepartner. Efter kort tid er jeg blevet indviet i personlige problemer, stofafvænning, navne og doser på hendes forskellige slags nervemedicin. Mistænksom som jeg er, spekulerer jeg på, om man kan blive for begejstret for sin egen lidelse? Den er man sikker på at have, når alle andre svigter. Søren Kierkegaard beskrev sit tungsind som den mest trofaste elskerinde, han nogensinde havde haft og »hvilket under, at jeg elsker igen«. »Ja, jeg tror nok, at jeg var forelsket i min egen depression nogle gange. Det er den langvarige depressions onde natur, at man vil gøre alt for at komme ud af den, men samtidig frygter, at man ikke er nogen eller noget uden den. Man har ingen tro på, at man har noget andet, ingen anden identitet. Jeg blev bange, da jeg begyndte at blive rask. Findes der et normalt mig? Hvordan går det med dyr, der er vokset op i fangenskab, når de kommer tilbage til vildmarken?«. »Men det er jo dybt tåbeligt. Det er depressionen, som hindrer én i at blive nogen og få en sand identitet. Depressionen hindrede min udvikling i mange år, og min pubertet begyndte først for nogle år siden. Det kan man først se, når man er kommet ud på den anden side«. »Det er lige så tåbeligt som med stofmisbrugerne. De opfatter sig selv som specielle, fordi de bryder ud af den trivielle normalitet. Men det er jo omvendt. Det er dem, der lever de trivielle liv. De laver de samme ting, tænker de samme tanker - »hvornår kommer pusheren?« - og lever på samme måde dag efter dag. Det er modigt at leve som ædru«. Ungdom ligner depression Engang i halvfemserne udnævnte Elizabeth Wurtzel sit hjemland til Prozac Nation, et 'United States of Depression'. Bogen ender med, at hun var én af de første, som fik det nye antidepressive middel Prozac. Det er over ti år siden. Og tågen lettede. Prozac er en amerikansk udgave af det, som i rigtig dårlig daglig tale kaldes 'lykkepiller'. Og hvad skete der så? »Prozac hjalp et stykke tid. Nu tager jeg noget andet mod mine lidelser. Jeg føler mig afhængig af medicin. Jeg føler, at min tilstand er meget kemisk betinget. Jeg har en ret fleksibel tese om årsagerne til mine kvaler. Min opvækst som skilsmissebarn med en far, som var meget fraværende - ikke mindst når han var til stede - og en mor, som var påtrængende nærværende med sin hjælpeløshed og sine følelsesudbrud, rodede alting sammen for mig. Man behøver ikke had, når kærligheden skaber så mange problemer. Jeg løb rundt og råbte på nogen, der ville elske mig. Til sidst blev mit hoved så frygteligt et sted, at hjernens kemikalier begyndte at forandre sig«. »Men det er gået over gevind med de nye medikamenter. Sidste år blev der skrevet 65 millioner recepter ud i USA. Man risikerer at få den slags medicin efter tre minutters konsultation. På den måde bliver tungsind trivialiseret, og når det bliver trivialiseret, bliver det ikke taget alvorligt nok. Man forsøger at løse mange teenageres problemer med medicin, fordi det at være ung og det at være deprimeret ligner hinanden. Jeg er bange for, at noget af det, der bidrager til depression i den rodløse skilsmissekultur, er de unges egen, deres forældres og alles utålmodighed med, at livsfaserne folder sig ud. Der må findes et balancepunkt mellem mit tilfælde, hvor jeg helt sikkert skulle have haft medicin mod alvorlig depression på et tidligere tidspunkt, og de mange, som får medicin for noget overfladisk. Man viser dem ikke tilliden til, at de kan finde ud af tingene selv«. »Produktionen af nye lægemidler ændrer det amerikanske menneske. Folk kan mærke noget ubehageligt og vil omgående have lindring. Deres oplevelse af sig selv tilpasser sig beskrivelsen af symptomer, som følger med nye psykiatriske lægemidler. Man burde blive marxist for mindre«. Møgkælling Først var hun trist og vanskelig. Så skulle hun være vred. Den næste bog efter 'Prozac Nation' er 'Bitch'. Også den blev en international bestseller. Den blev lanceret som aggressiv feminisme: Vær en bitch! Bogen er i hvert fald en konsekvent realisering af den gamle feministiske parole om at politisere det private. Hun indrømmer, at hun er ambivalent over for måden, hun lader sig præsentere på - over for sit image i denne bog. På den ene side søger hun opmærksomhed ved at provokere og lader sig derfor også afbilde med nøgen overkrop på forsiden. På den anden side: »Bogens titel og præsentation er lidt forkert. Den leder opmærksomheden væk fra mit egentlige projekt. Depression bliver ofte forklaret som vrede, der vender sig indad. Jeg tror, det passer på mig. Det er derfor, at det er så vigtigt at vende vreden udad og sende den hen, hvor den hører hjemme. Jeg skrev den ud. Jeg skrev om en række ulykkelige kvinder. Men alt handler om mig. Jeg skrev om dem for at finde nye veje for mig selv«. »'Bitch' har virkelig forandret mit liv. Jeg skriver om kvinder, som slås for sig selv, som kæmper for at være noget andet, end det mænd vil have dem til at være. Kampen er vigtig, men de gør det på den forkerte måde. De bliver ulykkelige, eller de dør, og de bliver gjort til skandaler og monstre. Undertitlen er heller ikke helt præcis. Jeg kalder bogen 'En hyldest til besværlige kvinder', men det er mere medfølelse end hyldest«. »At skrive 'Bitch' har gjort det mere klart for mig, hvordan jeg har kæmpet for mig selv på forkerte måder. Jeg er måske ikke så optaget af at være en bitch, men af at være en stærk kvinde på mere rigtige måder«. Narkoman med sproglig tæft Først var hun trist og besværlig. Så skulle hun være vred. Så blev hun narkoman - og trist igen. Kort før den danske udgivelse af 'Prozac Nation' kom opfølgeren ud i USA. 'More, Now, Again' er fortsættelsen, både i tid og humør. Der var ikke helt dækning for den optimistiske finale i debutbogen. Hun prøver nye behandlere og nye medikamenter. Den nye bog starter på et tidspunkt, hvor hun har fået sin første lovlige dosis af det centralstimulerende stof Ritalin, der er beslægtet med amfetamin. Amerikanske psykiatere omgås stoffet langt mere lemfældigt end de skandinaviske. Hun kan godt lide virkningen. Hun begynder at sniffe det. Hun vil have mere. Og så kommer kokainen. Fra da af er det hele én lang, detaljeret nedtur. Bogen er en kronologisk rapport fra hendes misbrug, behandling, tilbagefald og til en rusfri afslutning. Igen vil hun vise en tilstand, ikke bare omtale den. Det er portræt af både den sløve og den energiske kunstner. Og her får vi så også at vide, at 'Bitch' delvist er skrevet i en rus. Så tror pokker, at den er så overgearet. Gennem talende og voldsomt selvudleverende situationer tager hun os med til indersiden af erfaringen. Elizabeth Wurtzels sprog har en påfaldende energi og fremdrift. Det virker, som om det er selve evnen til at føre sproget, som fører hende fremad. Hvad skulle hun - og læseren - have gjort uden? Og hvad skulle hun have gjort uden sit vid? Det er en spændende tekst, og de største spændinger ligger nok i hende selv. Hun er så stor og så lille, dronning og hjælpeløs. Hun er Lizzie, der er skræmt fra vid og sans og den frejdige stjerne Wurtzel. Hun er spændt ud mellem selvfordømmelse og selvophøjelse, selvødelæggelse og selvforelskelse. Hun er enestående. Men den enestående er en, som står alene. Med sin intelligens giver hun os god indsigt i rusens natur, ikke mindst bevidstheden om, hvor lidt hun kan bruge indsigten til. Hun er afhængig. Det er en udbredt forestilling, at den, der søger rusen, er på jagt efter noget mere - noget, der udvider hverdagen. Måske spænding. Elizabeth Wurtzel demonstrerer med overdreven tydelighed, at stofmisbrugeren søger noget mindre , noget, som snævrer hverdagen ind. Rusens hverdagsagtige monotoni er et kemisk gemmested og 'glemmested'. Nyt problem: mænd Det er hverdagen, der er for spændende. For her findes der mødre, familie og venner, alt dét, hun ikke kan klare. Især findes der potentielle kærester. Hendes store drama er nære forhold. Hun er for sårbar. Den store fordel ved Elizabeth Wurtzels selvbiografiske projekt er hendes demonstration af, at bag problematisk adfærd - 'Light My Fire' - styrer det mest elementære: Råbet om at blive elsket. En afvisning, og hun er knækket. 'All You Need Is Love'. »Jeg havde problemer med en mand. Jeg blev så fortvivlet, at jeg gemte mig i stofferne. Det er blevet til meget behandling de seneste år. Jeg går hele tiden ad omveje. Jeg håber, at jeg er ude af stofproblemerne. Nu er mit store problem mænd. Min terapeut er meget modløs over, at jeg roder mig ud i destruktive forhold til destruktive mænd. Det er det næste, jeg skal ud af«. »Jeg arbejder på at blive stærk nok. Jeg kan sidde i en samtale med en mand og være helt klar over, at han siger en masse vrøvl. Pludselig bliver jeg som en treårig. Jeg kan ikke finde ud af at sige fra. I stedet for smiler jeg og taler ham efter munden. Jeg har ikke kontrol over situationen. Jeg må prøve at blive i stand til ikke at blive som en treårig. Og til dét har jeg brug for tillid«. »Jeg vil gerne skrive en bog om tillid, en bog, som strækker sig efter noget godt«. Tillid til hvad? »Til en elektrisk pære - til at den lyser, når jeg tænder den. Eller til Gud, selvom Gud ikke findes«. Er det ikke lidt tyndt? Snakker du i virkeligheden ikke om tillid til en mor og far og til andre? »Jeg må lægge forsigtigt ud. Nogle kan nøjes med at hengive sig til en solid tro, fordi de har arvet tryghed. Vi er nogle, der har mere mislykkede historier, og vi mangler tillid til alt og alle. Jeg kan ikke leve et godt liv uden at få mere tillid til andre. Jeg mødte en meget dygtig terapeut. Hun beskrev, hvor god jeg var til at analysere mennesker. Jeg gennemskuer og piller de mennesker, jeg møder, fra hinanden. Jeg er færdig med dem, før de har fuldført sætningen. Hun sagde, at den egenskab er utrolig vigtig for mig som forfatter: analysen. Men den arbejder imod mig, hvis jeg gerne vil have noget godt fra andre. Jeg må lære at skille det ad«. Vi snakkede sammen i mange timer den første gang, og eftermiddagen var blevet til aften. Hun skrev en dedikation i de bøger, jeg havde taget med. Hun er jøde og skrev også noget på hebraisk. Det betyder »med hjælp fra Gud«, selvom Gud måske ikke findes. Det var blevet mørkt. Hun bøjede sig forover og tændte lampen på bordet. »Se! Den lyser«. Hun ler, og jeg ler. »Jeg tror, at den elektriske pære er en passende start for mig«. Finn Skårderud er norsk psykiater og forfatter.Oversættelse: Nina Skyum-Nielsen