0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sex, løgn og psykopatisk bohemeliv

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Dresling Jens,,,Politiken
Foto: Dresling Jens,,,Politiken

Foto: Jens Dresling

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Umiddelbart ligner Thomas Qvortrup noget, der lige er trådt ud af den roste roman, han er debuteret med. Tilbagelænet fyr i begyndelsen af 30'erne. Hawaiiskjorte, sandaler, smøger, solrøde kinder og brede smil. Hurtige replikker. Selvironi til at tage brodden indimellem. Og vakse iagttagelser på stribe.

Men ét sted stopper ligheden mellem den journalistuddannede forfatter og personerne i romanen 'Tæt på paradis'.

Faktisk var Thomas Qvortrup »pisseirriteret« på sine karakterer nogle gange i de fire år, han arbejdede på teksten. Fordi nogle af dem bare blev hængende i et flamboyant og til tider ekstremt perverteret driverliv på den thailandske ø Ko Phangan. Og fordi hovedpersonen Aaron indimellem opførte sig så frastødende, at det var modbydeligt at skrive det ned.

Så skulle forfatteren bare vide, hvordan det er at læse om Aarons tanker og handlinger. Når man er uforberedt. Det er sjældent behageligt. Men det er fascinerende alligevel. Og Aaron blev, som han var nødt til at blive:

»For jeg måtte leve mig ind i, hvordan de her fyre opfører sig, når de har været på stoffer og sprut i syv måneder. De giver den lige en tand mere. Hele tiden. Når de har været på coke i ti timer, så skruer de lige en ekstra tand op. Det har konsekvenser at leve på den måde«.

Ingen censur
Romanen fortælles fra mange synsvinkler. Både de tre mandlige backpackers og flere af deres mange erotiske erobringer på Ko Phangan fortæller, hvad de tænker. De fortrænger og udøver selvcensur. Men ellers er der ingen censur. Bare masser af sol, sex, sprut, stoffer, løgn og psykopatiske træk.

Det er Aaron, som står for den psykopatiske del af 'Tæt på paradis'. Han manipulerer med sine omgivelser, så man får kvalme af det. Og han smider om sig med penge, kokain, thai-whisky og sæd uden at engagere sig i andre mennesker. Og alligevel forstår man udmærket, hvorfor den danske pige Maria falder for ham et sted i bogen. Som Thomas Qvortrup siger:

»Aaron vader rundt som en konge og ser skidegodt ud. Det er den Aaron, Maria ser. I hendes 19-årige øjne er han den charmerende og usnobbede rige fyr, der viser sin lystyacht frem. Mødet mellem de to kan kun gå én vej«.

Stærkt anbefalet
I Politiken blev 'Tæt på paradis' »stærkt anbefalet« af Bo Tao Michaëlis, som bl.a. skrev: »Forbilledet er Bret Easton Ellis' namedroppende, luksuøse og febrilsk postmoderne hyperrealisme, hvor moral kun ankommer på baggrund af en amoralsk handling eller refleksioner over en sådan«.

'Tæt på paradis' har tydelige og bevidste referencer til psykopaten Patrick Bateman i Bret Easton Ellis' bog 'American Psycho'. Aaron siger et sted, at han ikke finder det usandsynligt, at der eksisterer en iskold massemordertype som Bateman i virkeligheden. Og det kan Aaron konstatere med en vis vægt bag ordene.

Romanen henkaster også bevidste referencer til en masse andre 90'er-typiske kulturting, der kommenteres og diskuteres. Quentin Tarantinos og David Lynchs film. 'The Usual Suspects'. Alex Garlands filmatiserede bog 'The Beach'. David Letterman's talkshows. Diet coke. Og coke.

Troværdige personer
Når man læser de første sider, kan man godt tænke ved sig selv: Hvad rager det ansvarsløse, egocentriske liv på en fjern ø mig?. Men Thomas Qvortrup får både tegnet troværdige personkarakteristikker og miljøskildringer i et spændstigt og mildt sagt saftigt sprog.

»Jeg fik ideen, da jeg selv var på Ko Phangan i 1998. Siden har jeg været der et par gange. Folk kommer tilbage til den strand igen og igen. De fleste er mellem 20 og 35, og mens man er der, ligner man hinanden. Det hele er meget loose. Man går i sandaler og i den samme slags løse tøj. Man kan lige mande sig op til at spille frisbee«.

»Men man magter ikke at tage væk fra stranden. Man fylder en spand med sprut og sodavand, stikker et sugerør i den og lader den gå på omgang. Om aftenen går man på restauranter og ser piratkopier af spritnye Hollywoodfilm. Og så går man i byen bagefter. Egentlig er det slet ikke mig, det liv. Men når man er derude - man tager det ikke rigtig alvorligt. Man bliver så dvask«.

Egoistens paradis
Da Thomas Qvortrup kom hjem fra Ko Phangan første gang, savnede han den specielle stemning på øen så meget, at han begyndte at skrive romanen. 'Tæt på paradis' er ikke nogen særlig dansk roman. Den har ikke det typisk nordiske, melankolske leje og lidt tunge tempo. Den virker international. Den beskriver et internationalt jetset. Og man får nærmest jetlag, når man er færdig med at læse den.

»Min oprindelige tanke var, at hvis man var psykopat, så var Ko Phangan stedet at være. Der er en konstant gennemstrømning af folk. Og når du lejer en bungalow og skriver dit navn ind, så er der ingen, der tjekker dig. Du kan gøre, hvad du vil. Du er der kun for din egen skyld. Det hele handler om 'mig selv', 'mig selv', 'mig selv'«.

»Du tænker: Jeg skal have noget sol, nu er jeg sulten, nu skal jeg have noget sex, nu skal jeg sove. Det er meget overfladisk. Jeg har så bare prøvet på at skrive om personerne, så de ikke kun er suspekte og usympatiske. Og så man fornemmer, at der fra min side ligger en moral bagved. Men den ligger mellem linjerne. For der står intet etisk på dem«.