Hvis sproget, som det er blevet hævdet, er en virus, så er Jørgen Leth en smittebærer, det i denne tid er næsten umuligt at gardere sig imod. I en alder af 65 år er Leth her, der og alle vegne. Tiden er kommet til de store tilbageblik, men de bliver kastet i en periode, hvor en afslappet og aktiv Leth ligner alt andet end en aftægtsmand. Han beskriver selv denne fase af sit liv som »ekstremt produktiv«, og man kan kun give ham ret: Gyldendal udsender hans samlede digte kulminerende med det to år gamle koncentrationsværk 'Billedet forestiller'. Det var hans første digtsamling efter en pause på 13 år og regnes blandt hans absolut bedste. En række af hans film udsendes nu på video (og tilbydes Politikens læsere via Politiken Plus). Hans gennembrudssamling 'Sportsdigte' er lige udsendt som oplæsnings-cd. Til september vises hans filmproduktion retrospektivt prominent i New York. Samtidig har Jørgen Leth to film klar til premiere. En film om haitianske malere får i august premiere på Odense Film Festival, mens 'Nye scener fra Amerika' med musik af John Cale får premiere i New York 12. september. En slags opdatering af Leths egen '66 scener fra Amerika' fra 1981. Læg dertil det interessante 'samarbejde' 'Benspænd' med Lars von Trier med sigtekornet sat mod Cannes 2003. For slet ikke at tale om arbejdet på filmen om 'Det erotiske menneske'. Fra Brasilien til Europa, Laos og Senegal. Et projekt, han forventer afsluttet om et par år. Jørgen Leth er tillige bidragyder i nye bøger om doping, cykelsport og sportens fascinationskræfter. Og så sidder han selvfølgelig ved mikrofonen under Tour de France. Parat til at forstørre det enestående, så også danske tv-seere kan få øje på det hjemme i sofaen. I et dansk kulturliv, hvor der ikke ligefrem er trængsel i afdelingen for udfordrende figurer har den maskulint selvbevidste kunstner og elegant formulerende konsul med erotisk ladet bopæl i Haiti været en figur, der sprang i øjne og ører. Billedet af en smuk sort kvinde på tropenattens lagen og Leths åbenhjertige forhold til kussens saftige magtapparat i Brøndums Encyklopædi har i en tid næsten skygget for den indlysende sammenhæng, der binder kunstneren Jørgen Leths mange aktiviteter sammen. For Jørgen Leth handler det alt sammen om sprog. Sprogets konstruktion og dekonstruktion. Billedsprog, ordsprog, talesprog, formsprog, sprogets mythos og ikke mindst kropssproget i sport og erotik. Om ordet, der udtaler sig udløst af øjets begær. »Jeg tager den ene sætning og sætter den/ efter den anden. Jeg bygger en orden op«. Citatet stammer fra 'Billedet forestiller', men refererer ikke nødvendigvis til det digt, der i samme bevægelse bliver til. I samlingen spejler mange verdener sig i hinanden. Danmark i Haiti. Haiti i Danmark. Fortid i nutid. Digtet i filmen, filmen i digtet. Alt sammen handler det om sprog med afsæt i den konkrete iagttagelse. Om de spilleregler, som Jørgen Leth pådutter sig selv og sit stof for at kalde formens orden frem af uorden og kaos. Som han skrev i et digt om cykelrytteren Fausto Coppi: »Find et område, afgræns det, nedskriv det«. I clinch med von Trier »Både med filmene og digtenes samling får jeg en meget tilfredsstillende fornemmelse af, at der er tale om en helhed. Men det er vigtigere for mig, at jeg føler, jeg har mange vigtige ting foran mig. At der er tale om 'Samlede digte', betyder altså ikke, at der er sat punktum. De film, jeg er i gang med nu, er noget af det vanskeligste, jeg nogensinde har givet mig i kast med«, understreger Jørgen Leth, da vi mødes i den kølige foyer på et hotel i Odense. For nogle er alderen noget, der trykker. Sådan er det ikke for Jørgen Leth. Men alderen betyder, at han meget nøje overvejer, hvilke projekter han skal bruge sin tid på. »Jeg gider kun beskæftige mig med ting, der virkelig udfordrer mig, og som rummer vanskelighedsgrader, der nærmest er forhindringer. Den slags interesserer mig«, konstaterer Leth, der får sin lyst til forhindringsløb styret i sit samarbejde med Lars von Trier. Ideen og initiativet kom fra von Trier. Leth skal genfortælle sin klassiker 'Det perfekte menneske' fem gange. Hver gang leverer von Trier et benspænd, en forhindring, som Leth skal klare uden at miste balancen. Man tager næppe fejl, hvis man gætter på, at Jørgen Leths selvpåduttede spilleregler har været en inspirationskilde for den Lars von Trier, der både med dogmekonceptet og den kommende 'Dogville' har valgt at excellere i selvpålagte begrænsninger. »Det appellerer til mig at få stukket sådan en kæp i hjulet«, fortæller Leth om 'Benspænd'. »Det er en meget morsom og udfordrende leg. Jeg har lavet den første del, og forhindringerne var tårnhøje. Faktisk umulige. Men jeg fik dem vendt til min egen fordel. Hvilket han har erkendt«, siger Leth med et tilfreds lille rævesmil. Imellem hvert af de fem afsnit følger man de to filmmænds diskussion om det opnåede resultat på trods af forhindringerne. »Det var tekniske spilleregler. Jeg er en mand, der altid godt har kunnet lide at arbejde med spilleregler. Og det vidste han også godt. Normalt laver jeg dem selv, men denne gang var det altså hårde spilleregler formuleret udefra«. Hvad er det, den slags regler kan give én? »Det strammer én enormt an. Man er nødt til at være meget opfindsom og kreativ, når man skal glide uden om disse tacklinger. Men det mest tilfredsstillende er næsten, at det bliver en nyopfindelse af filmsproget, af filmgrammatikken. Det er jo noget, der altid har interesseret mig. Skrifttematik. At sætte spørgsmålstegn ved sproget. Prøve at opfinde det forfra. Jeg beundrer fandeme Lars von Trier, at han tør noget så radikalt som 'Dogville' (i von Triers kommende film eksisterer byen efter sigende kun som kridtstreger på gulvet i studiet, red.)«, fortæller Jørgen Leth, der skal indspille de resterende afsnit af 'Benspænd' i bl.a. Indien i løbet af efteråret. Forførelsens kunst »Jeg har en, ægte autentisk nysgerrighed. Og det er den, der driver værket for mig. Det er en nysgerrighed, der gerne vil orientere sig sensuelt«, konstaterer Jørgen Leth, der i rollen som selvbestaltet antropolog i 'Det erotiske menneske' allerede har været i 'Forførelsens hovedstad' Rio de Janeiro og været i Senegal for at undersøge, om det var sandt, at kvinderne i dette muslimske land blev minutiøst oplært i forførelseskunstens traditionsrige grammatik. Det var det. »Forførelsen er noget, kvinderne lærer fra bunden, og det er en praksis underlagt en masse tradition. Det er uhyre spændende. Kvinderne skal ikke bare forføre mændene, de skal også lære at fastholde dem. Det er et polygamt samfund, så det er der god snusfornuft i. Men i filmen vover denne her antropolog jo nærmest sit eget liv,« fortæller Leth i en drillende tone. »For han kommer tæt på. Og brænder sig måske også på sit eget emne. Så den kan jeg godt lide, den historie! Det er en slags model for, hvad der driver mig. 'Det erotiske menneske' er en af de vanskeligste film, jeg har stået over for, men den er også meget naturlig for mig at lave. Det er Nordisk Film, der har opfordret mig. Nok fordi jeg har skrevet meget om erotik. Men jeg har jo opdaget, at det er meget sværere at lave film om erotik. Man skal finde en æstetisk strategi, så man undgår pornografiens fælder. Pornografi er totalt uophidsende. Mine film må gerne være meget sanseligt stimulerende. Jeg vil gerne vise noget, der pirrer sanserne, men samtidig bruger jeg den kølige distance som metode«. Man kommer også let i en anden forstand til at ophidse gemytterne? »Ja, det er jo en mand, der ser det«, siger han om sin subjektive antropolog. »Så det er ikke sikkert, den bliver politisk korrekt. Den kommer ikke uden om at beskæftige sig med forskellige magtforhold i det erotiske og mandens nysgerrighed og begær efter det fremmede«, siger Jørgen Leth, der håber, han i sin film kan bringe erotikken til ære og værdighed, og blankt indrømmer, at han hverken lider af den danske skyhed eller den danske angst for at stikke ud. I Danmark er kropssproget afmålt. Anderledes sensuel er luften i Rio, Dakar og i Haiti. Hverdagen. Alle tre steder er der masser af musik. Måske er det en nøgle. Musik fremmer forståelsen, når kommunikationen foregår i et nuanceret kropssprog. Af samme grund kommer filmen om det erotiske menneske til at handle en hel del om dans, når den om et par år er færdig. Løst og stramt Filmprojekter afløser og overlapper hinanden. Men at sætte sig til at skrive digte rummer for Jørgen Leth en anderledes stor overvindelse. At skabe situationen er noget, der kræver et tilløb. Han skriver altid notater, men ingen digte, når han ikke lige sætter sig ned med det udtrykkelige formål at skrive en ny samling. »Jeg kan godt lide at sætte mig selv konkrete opgaver«, siger han om sin fremgangsmetode, da han isolerede sig i en måned i et sommerhus i Nordsjælland for at skrive 'Billedet forestiller'. Billedet forestillede bl.a. solnedgange. At skildre solnedgange var en skriveøvelse, han stillede sig selv. Variationer over et tema. Dette af landskabsmalere forkætrede motiv så belastet af banalitet. Men solnedgange var der, og han så på dem. Godt og grundigt. »Jeg sætter mig ned ved skrivebordet og udelukker alt det, jeg ikke kan se. Det er jo næsten et politisk statement kun at ville beskæftige sig med det, man kan se og høre«, siger han. »Jeg har stor tillid til notatet. Jeg skriver mange notater, og jeg er trofast over for notater. Så man vil tit se, at notatets form er med i selve digtet. Jeg kan godt lide at udtrykke mig i hovedsætninger. Jeg er ofte nede på tre ord. Grumsede overflader og småfejl tager jeg med. Normalt ville man luge dem væk, men jeg kan godt lide friskheden i det. Det løse og det stramme udgør tilsammen en teknik, jeg godt kan lide at praktisere. Det er løst, og så strammer det sig pludselig sammen. Det kan jeg godt lide. Jeg synes, det er meget musikalsk. Ligesom bossanova er afslappet og henkastet og alligevel enormt sensuel«, siger Jørgen Leth, der er inspireret af musik og malerkunst, men ikke af litteratur. Han læser digte, aviser, faktuelle beretninger og kriminalromaner af folk som James Lee Burke, Michael Connely og Elmore Leonard, men kun sjældent 'seriøse' romaner. At skrive handler for dig om ved hjælp af sproget at hive orden ud af en uordentlig verden? »Det er næsten en slags terapi. Denne trang til at beskrive og ordne er en besværgelse af tingene. Som om man næsten kan bogstavere sig frem i verden. At skrive digte er en forsagelse af kaos. Man vælger sig et udsnit af en udsigt og beskriver den og kigger på den og beskriver den, og det er, som om opmærksomhedsgraden, intensiteten i den, får den til at gløde. Jeg vil næsten sige, der er tale om en slags transcendens. Der sker en overskridelse. Det er dér, det bliver poesi. Selve tanken at få orden ved at beskrive fører altså til nogle transcendentale oplevelser, som er dybt tilfredsstillende og kan skabe lidt ro i sindet«. Depressioner »Jeg tror i al enkelhed, at det handler om sprog af forskellig kvalitet. Nogle har et sprog, som har udviklet sig, og som de, som i mit tilfælde, ikke er bange for at bruge fuldt ud«, siger han om sin rolle som sportskommentator. En rolle, han opfatter som ganske enkel. »Jeg skal kunne opleve det, jeg ser, og fortælle om det, jeg oplever. Og kunne gøre det med mit sprog. Længere er den ikke. Jeg teoretiserer ikke. Jeg bruger ikke metaforer. Jeg forbereder mig heller ikke særlig meget. Jeg vil se, hvad der sker«. Det er en strategi, som kræver, at nysgerrigheden er vakt og intakt. At lysten er der. Har der været perioder, hvor nysgerrigheden har manglet? »Jeg har haft perioder med depressioner. I slutningen af 1980'erne havde jeg en lang depression. I den tid var min nysgerrighed lig nul, og jeg havde ikke appetit på noget. Jeg kom faktisk videre arbejdende. Nemlig da jeg lavede en mærkelig, mørk og dyster film, 'Notater om kærligheden'. I samme periode flyttede jeg til Haiti. Her kan jeg hele tiden blive ved med at have et engageret forhold til min omverden. Jeg følger meget mere med i livet i Haiti, end jeg tror, jeg ville, hvis jeg var blevet ved med at bo her i Danmark. Det var en instinktiv fornemmelse, jeg havde dengang, og som viste sig at passe. Jeg er Haiti meget taknemlig. Uanset hvor oprørende tingene er politisk og socialt i en bananrepublik som Haiti, så holder det mig stærkt i live. Jeg er konstant interesseret i, hvad der sker omkring mig«. Giver det en indre ro, at man på denne måde hele tiden konfronterer et ydre kaos? »Det er næsten en matematisk formel. Det ydre kaos har en udpræget helbredende virkning på mit indre kaos. Det opdagede jeg, da jeg tog derover midt i min depression. Det var en flugt, men den lykkedes«, fortæller den kosmopolitiske nyhedsnarkoman, der i Haiti lever som konsul i den lille provinsby Jacmel uden fjernsyn og med halvgamle lokalaviser. Igen denne rytme med at løsne og stramme. »Jeg ser igen de enkle ting/ Det er min vodou«, skriver han i 'Billedet forestiller'. Er det ved hjælp af sproget, man kan hale sig selv op ved hårrødderne? »Det tror jeg faktisk«.