Året er 1999. Indenrigsminister Thorkild Simonsen bliver interviewet af en journalist om nogle ubehagelige flygtningesager. Med ved mødet er en embedsmand, som også har skrevet et talepapir til indenrigsministeren. Journalisten spørger, om han ikke må få talepapiret, da det hele »tilsyneladende står dér«. »Naturligvis«, svarer den venlige minister og giver ham papiret. Men glemmer, at det i papiret flere steder foreslås, at »ministeren ikke tager dette spørgsmål op af egen drift«. Embedsmanden bliver stadig mere bleg ... Pinligt? Kun fordi ministeren begår en fodfejl og dermed afslører systemets luskede magtudøvelse. Og en sådan form for magtudøvelse finder sted overalt i magtens verden - fra ministerier over interesseorganisationer til fagbevægelsen og erhvervslivet. Ja, i virkeligheden er magtudøvelsen blevet forfinet i de seneste tyve år, hvor magthaverne har udviklet effektive instrumenter til at skjule oplysninger, manipulere med fakta, flytte ansvaret over på andre, speede sagsforløb op osv. Heldigvis lykkes det ofte demokratiets glammende vagthund - journaliststanden - at afsløre magthaverne med hånden nede i magtens værktøjskasse. Med det resultat at antallet af skandalesager er vokset markant i 1980'erne og 1990'erne. For mange betændte sager Sådan er hovedtesen i 'Magtens bog', som med et glimt i øjet systematiserer og gennemgår magtudøvelsens udtryksformer. 10 forskellige magtskoler, 45 linjer og 30 konkrete skandalesager. Noget af en præstation. Men så sandelig også noget af en moppedreng. Flere kilo vejer 'Magtens bog'. Og er på 1.000 sider! Hvem er en så stor bog egentlig skrevet for? Vel næppe den almindelige dansker. En af hovedforfatterne, journalisten Erik Valeur svarer: »Jeg så gerne, at så mange som muligt af DJØF'erne og beslutningstagerne kiggede i den. Og bestræbte sig på at gøre det lidt bedre. Måske tøver hånden den dag, de kommer til et felt, som er beskrevet i bogen. Det kunne man jo i sin idealistiske naivitet håbe på«. Bogen fokuserer på de gange, magten misbruges. Men udsiger den noget generelt om demokratiets tilstand i Danmark? »Som vi skriver i indledningen forekommer der et tocifret antal forvaltningsbeslutninger om året. Og her er der måske 500 beslutninger, der opdages som kritisable. Selvfølgelig er der tale om undtagelser fra reglen - men jeg vil forbeholde mig retten til at være forarget over de sager, der er. Det er forbløffende, at man i et forædlet folkestyre på 150 år stadig ser så ekstreme eksempler på magtudøvelse, at man tænker: Det var satans!«.

Men et egentligt mønster er der ikke tale om? »Jo, når der pludselig dukker så mange betændte sager op, så er der tale om et mønster. 1980'erne og 1990'erne var jo skandalernes årtier. Og hvorfor? Min personlige tese er denne: På grund af den omsiggribende demokratisering af det danske samfund stiller borgere, presse m.fl. stadig flere krav til beslutningstagerne. Vi vil have aktindsigt. Vi vil se dem i kortene. Vide, hvad de render og laver. Magthavernes modreaktion er så at forædle deres metoder, nogle gange helt ud i det galgenhumoristiske«. Journalisternes uredelighedKan du give eksempler? »Nørrebrosagen er jo grinagtig. Tænk, at man sidder i et lukket kontor og beslutter sig for at sætte den mand, som nødigst vil have tingene belyst, til at undersøge det hele. Selveste politidirektøren. Det er jo lige til en soap«.

Men tegner bogen ikke et karikeret billede af magthaverne som skurke og journalisterne som Guds engle? »Vi har ikke ønsket at præsentere magthaverne som skurke og journalisterne som helte. Men det er klart, at når man skriver en bog, der afslører magtmisbruget, og når store dele af bogen er skrevet af de journalister, der har været med til afsløringerne, så vil der kunne komme en sådan undertone frem. De mekanismer regner jeg med, at læserne kan gennemskue«. Vi lever jo i magtudredningernes tidsalder. Hvorfor skulle journalister være bedre end forskere til at afdække magten? »Fordi journalister er nede i det konkrete spor, de var der selv. Og fordi vi er befriet for videnskabelighedens svøbe. Derfor kan vi tillade os at sige nogle ting, som øjeblikkeligt ville indbringe en klage for videnskabelig uredelighed, hvis en forsker gjorde det samme. De skal ned i det empiriske og kunne dokumentere«. Men er det ikke også svagheden ved jeres bog? At I ikke behøver samme dokumentation? »Vi har slet ikke set nogen anklager for noget i bogen, der ikke holdt. Og vi taler trods alt om en bog på 1.000 sider, der gennemgår 30 forskellige sager. Det er vi yderst tilfredse med«. Hånden på hjertet: Tror du, der er nogen, der får læst hele bogen? »Næppe. Jeg er ikke engang selv kommet igennem den, efter at den lå færdig, og kommer det nok heller aldrig. Men det er ikke meningen, at den skal læses fra ende til anden. Der er tale om et værk, man kan zappe i. Et dokumentationsmateriale over magtudøvelsen i Danmark. Og sådan håber jeg, at den vil blive læst«.