Der er ikke tale om fri konkurrence eller et frit marked i vore dages amerikanske forlagsbranche. Det er en myte. I dag kontrollerer fem konglomerater 80 procent af det amerikanske bogsalg«. André Schiffrin siger det tørt. Som om han læser en indkøbsseddel op. Amerikaneren er en lille grå, klog nisse, der ikke ejer skyggen af medie-tække. Alligevel er han blevet grundigt diskuteret i de amerikanske medier i de seneste par år. Hans holdninger til udviklingen inden for forlagsvirksomhed og kulturkonglomerater er genstand for diskussioner i alle de lande, hvor fagfolk bliver bekendt med dem. I 2000 udkom André Schiffrins debatbog 'The Business of Books' i USA. Bogen har den sigende undertitel 'How International Conglomerates Took Over Publishing and Changed the Way We Read'. André Schiffrin ved, hvad han taler om. Kritikere har kaldt ham alt fra venstreorienteret kulturpessimist til klarsynet realist. Men de er enige om, at André Schiffrin er den rigtige mand til at skrive amerikansk forlagshistorie. Siden begyndelsen af 1960'erne har han været en af amerikansk litteraturs vigtigste forlæggere. Han var chef for forlaget Pantheon, der endte med at være en lille brik i en stor medievirksomheds spil. Derfor gik Schiffrin i 1990, hvor han grundlagde det lille, nonprofit-forlag The New Press. Siden har The New Press formået at gøre sig gældende i USA, selv om det fortrinsvis udgiver smalle, intellektuelle bøger. Eller netop derfor. The New Press har nemlig næsten ingen konkurrence, fordi kun få amerikanske forlag har tillid til, at læserne gerne vil inddrages i komplekse samtidsdiskussioner og udenlandsk prosa på et højere litterært plan. André Schiffrin tror på sine læsere. Et af de nyeste eksempler er en bog skrevet af Noam Chomsky, der udkommer på The New Press: »Vi har trykt fem oplag af den bog, og det er fortrinsvis unge, som køber den. Jeg tror, at mange i Amerika er trætte af at få leveret forenklede nyheder, som om de er sandheder. Folk ved godt, at virkeligheden er mere nuanceret end CNN's fremstilling af den«, som Schiffrin siger. Dansk konservatisme Til daglig passer André Schiffrin redaktørjobbet på The New Press i New York. Men i perioder rejser han rundt i verden for at tale om sit fags udvikling og drage paralleller til lignende tendenser inden for f.eks. filmbranche, musikbranche og medier. På fredag udsender det danske forlag Rosinante André Schiffrins bog, som hedder 'Bogbusiness' i den danske udgave. I den anledning har han tilbragt nogle dage i København, hvor han har mødt danske journalister og forlagsfolk i håb om at bidrage til en debat om tendenser til monopolisering og bestsellervælde inden for bøger i særdeleshed og kultur i almindelighed. Og man behøver ikke at arbejde på et forlag for at få udbytte af André Schiffrins bog. I hans ofte polemiske argumentation imod kulturelle konglomerater er der mange paralleller til resten af den underholdningsindustri, vi alle sammen bruger konstant. Alene i de seneste år er forbindelsen mellem de internationalt opererende mediemastodonter, pladeselskaber, filmselskaber og bogforlag blevet mere og mere tæt som følge af nogle selskabers køb af andre. I Danmark er vi lidt bagefter på nogle punkter - som sædvanlig. Herhjemme er det endnu ikke sådan, at for eksempel en medie-mogul ejer en væsentlig del af både forlagsbranchen, filmbranchen og musikbranchen. Her sidder Gyldendal tungt på en stor del af bogmarkedet. Og Gyldendal sælger hverken mælk i Norge, fjernsyn i Italien eller tegnefilm på Samsø. Gyldendal sælger næsten ikke andet end bøger. I kraft af sine datterselskaber har forlaget en dominerende positur i det danske litteraturlandskab. Men Gyldendal har ikke monopol på at lave bøger i Danmark. Der findes stadig en del små, uafhængige forlag her i landet, hvor forlæggerne i det hele taget i sammenligning med de fleste amerikanske kollegaer er præget af en konservativ holdning til geschæften. Som Rosinantes redaktionschef Jakob Malling Lambert siger det: »Også i Danmark vil man gerne tækkes markedet med bestsellers, men for eksempel Gyldendal har jo et ejerskab, der interesserer sig for bøger«. Det ufri frie marked I USA, England, Frankrig, Mexico og for eksempel Italien er det langtfra en selvfølge, at forlæggere interesserer sig for bøger. Som André Schiffrin gør rede for i sin bog, så er det i det seneste årti blevet mere og mere almindeligt, at forlag drives af forretningsfolk, der lige så godt kunne sælge bildæk. Det afgørende for bestyrelserne i konglomeraterne er resultaterne på bundlinjen. »Man ser nu oftere og oftere, at ejernes eneste interesse er at tjene penge og helst så mange som muligt. Det er i dag en vidt udbredt antagelse, at de metoder, som har vist sig lukrative inden for underholdningsindustrien, vil give lignende resultater, hvis de anvendes inden for forlagsbranchen. Der er således blevet opstillet nye mål for forlagene om at opnå 12-15 procent i overskud, hvilket er tre-fire gange mere end tidligere«, konstaterer André Schiffrin. Hertil vil nogen indvende, at det kan vi da være fløjtende ligeglade med. Er der måske ikke bøger nok at vælge imellem? Ligesom der vel er cd'er, spillefilm, aviser og tv-kanaler for enhver smag? Nej, mener André Schiffrin. Udvalget af bøger, cd'er, spillefilm o.s.v. afspejler i høj grad markedets smag. Hvis kulturproduktet anses for at være salgbart i store oplag, så bliver det trykt og distribueret. Ellers ikke. »Der er opstået en myte om markedet som en størrelse, der giver folk mulighed for selv at bestemme og træffe de rigtige beslutninger. Og næsten uden at diskutere det har man kollektivt vedtaget, at den myte må man ikke pille ved«. »Ser man på filmbranchen, så var det i Amerika for ti år siden sådan, at ti procent af de film, vi så, det var fremmede film. Nu ser vi en procent fremmede film. Det skyldes ikke, at folk er holdt op med at lide film fra andre lande«. »Årsagen er, at mange af de mindre og uafhængige biografer er forsvundet. I stedet har vi fået store biografkæder, som viser film i 10-15 sale ad gangen og stræber efter en højere profit end de små biografer gjorde«. Man forlanger, at hver af salene i de store biografhuse skal løbe rundt i sig selv, siger André Schiffrin. Biografhusene tager ingen chancer ved for eksempel at vise fremmede film. En lignende struktur gælder i forlagsbranchen og musikbranchen. De enkelte udgivelser skal alle give overskud. Der er ingen villighed til at bruge et overskud fra en udgivelse til at finansiere en mere smal og risikabel udgivelse. I sin bog citerer André Schiffrin den tyske forlægger og Kafka-forsker Klaus Wagenbach, som har sammenlignet kulturen i den frie, kapitalistiske verden med det tidligere Østtysklands kultur. Hvad vil der ske i fremtiden, hvis storkoncernerne bliver ved med at opkøbe f.eks. forlag, spørger Wagenbach - og svarer selv: »Uden at vi tænker i kommunistiske eller kapitalistiske baner, hvad tillokkende er der så ved det? At bøgerne vil være billigere? Måske. Men der vil højst blive udgivet en tiendedel så mange af dem. I Østtyskland skyldtes dette kommunistpartiets censur. I vores hypotetiske fremtid vil det skyldes den censur, som massemarkedets smag udøver«. Ideerne dør André Schiffrin kan beskyldes for at længes tilbage til dengang, hvor man ikke havde fantasi til at forestille sig en fremtid med en fyr som medie-mogulen Murdoch. Men han argumenterer godt for sine dommedagsvisioner om massemarkedets censur, når han fortæller, hvordan Murdoch i midten af 1990'erne bremsede en bog af den forhenværende britiske guvernør i Hongkong, Chris Patten. Det Murdoch-ejede forlag HarperCollins havde kontrakt på Chris Pattens bog, som var kritisk over for Kina. Eftersom Murdoch var ude efter en tilladelse til at sende tv i Kina, nægtede han at udgive bogen. Den bog udkom i stedet på et andet forlag. Men André Schiffrin kan diske op med adskillige lignende historier, som alle peger i samme retning: Profithensyn vejer i dag så tungt, at de kvæler moralske, etiske og demokratiske diskussioner. Afslutningen på den kolde krig har ikke haft nogen gunstig indflydelse på forlagsbranchen eller på en del andre kulturelle brancher, mener Schiffrin. »Vi har til gengæld været vidne til fødslen af en ny ideologi. Nu tror man på markedet, på dets evne til at overvinde alting, og man udviser en villighed til at overgive alle andre værdier til det - man har tilmed en tro på, at markedet repræsenterer en form for forbrugerdemokrati«. »Men når de fleste ideer dør, før folk får mulighed for at stifte bekendtskab med dem, så forsvinder også demokratiet. Så sker der det, at folk ikke ved, hvor nuanceret tingene hænger sammen. Og så opstår der højrøstede og grundløse debatter om f.eks. indvandrere ligesom den debat, I har haft i Danmark«. André Schiffrin er imponerende godt inde i mange forskellige landes kulturelle stemninger og tilstande. Men han vil ikke docere, hvad der bør ske i de enkelte lande efter hans opfattelse. Det må vi selv finde ud af, siger han. Han ser muligheder for, at EU kan blive et forum, der begrænser dannelse af monopoler mere, end institutionen gør det nu. Han efterlyser, at bibliotekerne igen bliver steder, som ved at købe eksemplarer af alle udgivelser støtter både forbrugere og forlag. Han mener, at forlæggerne har en forpligtelse til at udgive også smalle bøger. Det synspunkt vil mange forlæggere være uenig med ham i. Også i Danmark. Til gengæld vil de fleste være enige, når han argumenterer for en visionær og reel diskussion om kulturpolitik: »Måske skal man ikke sige til sig selv, at udviklingen er uafvendelig. Måske skal man sige, at man kan gøre en lille smule. Man kan jo starte med i det hele taget at tale om det, der sker. Som det er nu, er vi nået til et punkt, hvor vi ikke engang lægger mærke til det mere. Vi lader det bare ske«.