De franske og internationale medier omtaler konsekvent forfatteren Michel Houellebecq som en provokatør, men han ligner og lyder som Jordens mest fredelige mand, da Politiken mødte ham i går i en udestue i forlaget Borgens store villa i Valby. Han har kun skuldertræk til overs for sidste års polemik, hvor han i forbindelse med udgivelsen af romanen, der på fransk hedder 'Plateforme', betegnede islam som en religion, der undertrykker de troende. Han forsvarede sexturisme, erklærede den vestlige civilisation for døende og gjorde tykt nar ad smarte, unge franskmænds alternative rejseguide, Le guide du routard, med dens moraliserende anbefalinger om, hvordan politisk korrekte, vestlige turister optræder på besøg ude hos de fattige. Det var meget på én gang, og landets medier gik amok. Anmelderne derimod forholdt sig til romanen, som de roste til skyerne, og publikum fulgte efter og gjorde denne tredje roman til en endnu større kommerciel succes end de to foregående, 'Elementarpartikler' og 'Udvidelse af kampzonen', der begge er udkommet på Borgens Forlag. Onde tunger mener, at en kombination af den tavse og sky mands legendariske selviscenesættelse og temaet sex, der spiller en meget vigtig rolle i Michel Houellebecqs forfatterskab, er en del af forklaringen på succesen. Forfatteren selv er uenig og når, efter en lang, meget houllebecqsk pause, frem til følgende konstatering. »Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvorfor folk køber mine bøger. Det er helt umuligt og uforudsigeligt på forhånd at finde ud af, om en bog rammer publikum eller ej. Men spørg læserne«, lyder hans anbefaling. Tom debat i Frankrig Under alle omstændigheder er Michel Houellebecq det nærmeste, man i dag kommer en kultforfatter i Frankrig. Hans hjemmeside er meget besøgt, og den har ført til reaktioner i form af hadesider, hvor unge og gamle kalder ham pornograf, stærkt overvurderet og umoralsk. »Det tager jeg helt roligt. De har ikke ret, og under alle omstændigheder er det ikke noget, der påvirker min konkrete hverdag«, siger Michel Houellebecq. Han tror heller ikke, sexscenerne sælger bøgerne. »Der er folk, der er meget værre end mig«, siger han, og hans beskrivelser af jagten på sex er samtidig en advarsel mod at bruge sex for at måle sig i forhold til falske idealer som reklamer, magasinernes og damebladenes sexartikler eller jagten på evig ungdom, som han kalder »afskyelig«. Han har valgt at leve i Irland, men det handler ikke om længsel efter de grønne, irske landskaber eller fascination af den keltiske kultur. »Det er for ikke at vide, hvad der foregår i Frankrig. Jeg har set nok, og der vil ikke ske noget nyt og spændende«, siger den tidligere ingeniør og edb-mand, der især beklager manglen på en spændende, intellektuel debat i Frankrig. »Der er intet, eller det er fuldstændig tomt«, lyder dommen. Vigtige miljøer Han har ellers selv bidraget til at intensivere debatniveauet, både det litterære og det politiske. I hans første bog 'Udvidelse af kampzonen' er det underliggende budskab i hovedpersonen Michels kamp for at vinde damer og få sex, at verden styres af penge og sex, og Michel kaster sig ind i denne vor tids kampzone. I 'Elementarpartikler' går den følelseshæmmede forsker Michel på jagt efter en ny menneskerace, mens hans halvbror Bruno er på en stadig jagt efter seksuelle oplevelser. Beskrivelsen af en nudistbadelejr ved Agde i Sydfrankrig og en avanceret form for ø-lejr i overlevet 68'er-stil bragte nudister og tilhængere af fri sex i harnisk. Men som overalt i Michel Houllebecqs bøger er beskrivelserne af de altid tragiske hovedpersoners miljøer ekstremt præcise og næsten klinisk analyserede. »Miljøerne er vigtige i bøger, og alt for mange overser dem, og jeg har ikke lyst til at skrive om mennesker uden for deres miljøer. Det er for eksempel vigtigt at fortælle om prisen på de varer, personerne køber. Det er noget meget konkret, som har stor betydning for os alle sammen«, siger Michel Houellebecq med et skævt smil. Latterlige islam Men der er mere end priserne på varerne i supermarkedet i miljøbeskrivelserne, og han kommer tæt på turistbranchen og vor tids turister i den nyeste bog, 'Plateforme', der udkom for knap et år siden i Frankrig, og som Borgen sender på markedet til efteråret. Her er vold i storbyerne, som i modsætning til Danmark er en realitet, folk oplever, og ikke kun noget, politiske hystader slår plat af. Her er mennesker, der uden blusel udfolder deres sexliv med lokale prostituerede, og vi møder terrorismen, da en islamisk terrorgruppe myrder en af hovedpersonerne. Alt det var nok til at kalde de store overskrifter frem, og da Michel Houellebecq forsvarede sexturismen og betegnede islam som »en latterlig og primitiv religion«, faldt der brænde ned. De venstreorienterede var indignerede over Houellebecqs påstande om, at islam absolut ikke er en tolerant religion, og at den arabiske verden drømmer om modernisme. De borgerlige blev rasende over, at han i bogen bruger flere sider på at latterliggøre Jacques Chirac, som Houellebecq kort og godt karakteriserer som en »nar«. »Men jeg ville ikke lave skandale. Der var ingen, der interesserede sig for islam før, men min bog kom få uger før attentaterne i USA, og i det hele taget interesserer jeg mig ikke for islam. Jeg tænker aldrig på det«, siger han, men kalder alligevel islam for tilbagestående og latterlig. Tilsvarende havde ingen drømt om, at Chirac ville blive valgt til præsident, da jeg begyndte at skrive bogen. Så jeg er ingen provokatør. Jeg er bare uheldig«. Tomme meningsmaskiner Michel Houellebecq kan heller ikke huske, hvorfor og hvordan han begyndte at skrive romaner for godt ti år siden. »Jeg kan slet ikke erindre min sindstilstand dengang. Jeg begyndte bare, men jeg havde skrevet nogle digte inden, og så er jeg bare blevet ved. Men succesen har ikke forandret mig«, siger Michel Houellebecq, der ikke ønsker at bruge sin status til at påvirke den offentlige debat. »Det kan man ikke. Mine bøger har trods debatten om dem ikke forandret noget som helst. Men det er en fransk tradition at tro, at intellektuelle og kunstnere kan påvirke verden og samfundet. Det kan de ikke, og fodboldspillere trænger bedre igennem«. »Ingen almindelige mennesker lytter til de intellektuelle, og ofte er der tale om poseren uden indhold. Især de venstreintellektuelle er slemme«, siger han og betegner fyrtårne i den offentlige franske debat som filosoffen Jean Baudrillard og den netop afdøde sociolog Pierre Bourdieu som »komiske individer uden indhold«. Men helt stå uden for traditionen kan Michel Houellebecq ikke. Ved præsidentvalget opfordrede han til at stemme på den venstrerepublikanske kandidat Jean-Pierre Chevenement, der som Houellebecq er stærkt kritisk over for religionens indflydelse og de etniske ghettodannelser i Frankrig. »Ja, det gjorde jeg vel. Men det var fordi, nogle venner bad mig om det. Og det forandrer jo ingenting«, lyder det fra manden, der har en indgroet mistillid til engagerede kunstnere. For kunstnere skal lave kunst og forfattere skrive bøger.