0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvis man kæmper forgæves, bliver man knækket

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er en ældre herre på 73, der tager imod på den ungarske ambassade. Uden anstalter, som havde man mødt ham i et venteværelse. Omgivet af et interiør, der endnu har en patina af østeuropæisk fernis over sig.

Højt oppe i årene er Imre Kertész trådt ind i rollen som en af Ungarns store forfattere, læst og prist med respekt, frem for alt i Vesten. Længe vidste man intet om ham, knap nok i hans eget land. Engang, i 1975, havde han søgt sin roman 'De skæbneløse' udgivet i Budapest. Det skete også, men på gådefuld vis forsvandt alle eksemplarerne fra hylder og magasiner.

Kertész fandtes næsten ikke, ud over at han hist og her figurerede som oversætter af snart Nietzsche, snart Canetti, snart Thomas Bernhard. Tidligt, endnu under stalintiden, havde han forsøgt sig som komedieforfatter og journalist, men opgav begge dele.

Russernes nedkæmpning af den ungarske opstand i 1956 sendte ham yderligere tilbage i anonymiteten. Han levede herefter tilbagetrukket i sin etværelseslejlighed i det gamle Buda med sin kone, sine bøger og ikke mindst sine sedler, sine tusinder af notater.

Sjældne gæster kan fortælle om, hvordan han samlede på udkast, iagttagelser og kommentarer, sorteret med omhu i sindrige systemer. De er siden indgået i bøger. Men personlige bekendelser skal man ikke vente at finde imellem dem.

Tilbagetrukket levede han også i forhold til bl.a. landets dissidentkredse. De var for ham et lukket land. Han kunne ikke begå sig. Og de så ham ikke. Kertész, i slidt sort rullekravesweater i den sorte stol, kunne godt være en vejrbidt bonde som sin far og farfar. Eller en lægprædikant, en klog mand.

Nu er hans vej faldet forbi Danmark. Efter at han i en sen alder er blevet et verdensnavn, er hans liv forandret. Han er nærmest blevet en nomade. Måske fordi han i det meste af sit liv har været i fængsel, først bogstaveligt talt - som jøde - siden som østeuropæer.

Menneskekvæg
I maj måned 1944 blev det de ungarske jøders tur. Halvt henne i juli var 600.000 jøder effektivt deporteret, hvis ikke de var væltet i Donau skudt ned bagfra. Den 14-årige Imre var som en dråbe i havet. Han blev trukket ud af en bus - det stod ungarske gendarmer for - og proppet ind i transporttoget til Auschwitz.

På rampen, hvor det jødiske menneskekvæg blev gennet ned, blev han sorteret fra. Efter fire-fem dage i en karantænelejr i Auschwitz-Birkenau-komplekset, gik turen videre til Buchenwald. Han havde været heldig, der var for meget arbejde i ham, bondestaturen havde gjort sin virkning. Gaskammeret ville være spild i hans tilfælde.

I Buchenwald fulgte 'heldet' ham igen. Nogen smuglede ham ind i en blok, der administreredes af politiske fanger, dvs. ikke-nazister. Så var han 'politisk' og ikke 'Jude'. 'Nogen' sørgede også for - hvad der skulle blive hans redning - at få ham slettet af registranten, så han ikke fandtes mere. Og da Imre endnu ikke havde fået tatoveret noget nummer på armen, var han dermed 'væk'. »Som om jeg var død«, smiler Imre Kertész.

Sprogligt var han allerede død. Plejerne på det tyfuslazaret, hvor han til sidst blev indbragt døden nær, var polakker, som han ikke kunne gøre sig forståelig over for på andet end et gebrokkent lejr-tysk.

»Det bidrog også til min redning, at jeg var sprogløs. At jeg bare kunne se måbende på dem med store øjne«.

11. april 1945 blev han endelig befriet.- Af amerikanerne? - »Af general Patton, ja«.

Absurd død, absurd liv
Selv kalder Imre Kertesz sine erfaringer i døds- og arbejdslejrene forklarlige, men absurde. »Auschwitz var en absurditet. Døden i Auschwitz var en absurditet. Men en absurditet var det også, at jeg blev reddet. Ingen af delene har nogen mening. Andet end den systematiske terrors, den absolutte magt, og det er ingen mening«.

»Det var meningen, man skulle dø i Auschwitz, det vil sige, at når man så overlever, tager man den død med sig ind i overlevelsen, der ikke blev realiseret og derfor trænger sig på«.

»Det totalitære maskineri har ridset et dybt ar i din sjæl, og det kan du ikke fjerne. Du kan leve videre, men kun med det mærke i dig. Dét er din skæbne, som ikke er nogen skæbne i en højere græsk eller anden forstand, men den totale undertrykkelses brændemærkning«.

Din mest kendte roman hedder netop 'De skæbneløse'.

»Ja, fordi skæbnen er identisk med den fuldkomne tilpasning«.

'De skæbnesløse' er blevet kaldt den mest overbevisende bog om holocaust side om side med Primo Levis og Jorge Sempruns. Dens moral er en ikke-moral: Auschwitz er vores liv - sat på spidsen.

Siden Auschwitz er der ikke sket noget, der modbeviser Auschwitz. Derfor er romanen mere end en beskrivelse af en særlig lokalitet under Anden Verdenskrig, den er en allegori, en passionshistorie.

Og man kan altså leve med skæbneløsheden?

»Det kan man. Hvis man tænker det meningsløse til bunds, ikke kvartvejs eller halvvejs. Og uden selvbedrag. Med humanismens begreber når du ingen vegne. Det er for enden af det negative, at der findes en befrielse. Det må man begribe. Som kunstner kan man ikke være moralist, fordi moralisten ikke skaber verden, men sætter sig til dommer over den og dermed udfører et fuldstændig overflødigt arbejde«.

Hvis man kæmper forgæves
»Jeg ved godt, jeg var noget af et særtilfælde. Mig hjalp det selvfølgelig, at jeg var et barn. De voksne blev knækket. Hvad man kan danne sig et indtryk af hos en forfatter som Jean Améry. Han mistede helt og holdent tilliden til verden i lejren. Til sidst så han ikke medmennesket omkring sig, kun modmennesket«.

»Men jeg tænkte aldrig på, at jeg skulle dø. Det gør børn ikke. Børns verden er anderledes. Jeg har heller ikke kæmpet, jeg satte mig ikke til modværge. En morgen på lazarettet lød der en appel; der var råb og støvletramp overalt. Jeg var på vej til at springe ud, som jeg stod og gik, men jeg blev holdt tilbage af en af polakkerne, som skubbede mig tilbage på lejet og rystede på hovedet: Bliv liggende, ville han sige. Hvis man kæmper forgæves, bliver man knækket«.

I Deres roman 'Kaddish for et ufødt barn' sporer man en anden tone end den, De selv anlægger.

»Jamen det er i endnu højere grad en roman. Ganske vist er hovedpersonen, som den er lagt i munden på, en tidligere Auschwitz-fange som jeg selv, men det er ikke af den grund en subjektiv historie. De skal tage den anden forstemmende dimension i bogen med i betragtning: Den foregår i kommunismens tid. Altså i en ny lejr. Kærligheden i bogen er kvæstet - hovedpersonen vil ikke have et barn med sin kæreste. Den er kvæstet både af erfaringerne fra Auschwitz og fra diktaturet«.

Nu er diktaturet væk.

»Ja, og vi har fået nationalismen i stedet for. Det var frygteligt op til valget forleden at se ungarere med stort U marchere gennem gaderne og råbe ukvemsord mod 'redebesmudserne'. Ikke en eneste gang under hele valgkampen blev ordet demokrati nævnt«.

Ser De Dem selv som borger?

»Jeg gør min borgerpligt, men jeg identificerer mig ikke med nationen. Det kan jeg ikke. Jeg lever i en selvvalgt minoritetssituation, som er hinsides race, stamme og tro. Det førte mit liv og dets vilkår med sig, og jeg opfatter den situation som en åndelig livsform, der er baseret på erfaringen af det negative. Og den er universel, uden etiketter, selvom det ganske vist var gennem min jødedom, jeg blev påtvunget den«.

Bussen fra Haifa
De kommer netop fra et ophold i Jerusalem .

»Jeg indrømmer ærligt: Da jeg første gang så de israelske panserkøretøjer på tv, fór den tanke uvilkårligt gennem mig: Gud ske lov, at jeg ser jødestjernen på israelske militærvogne og ikke, som i 1944, på mit eget bryst. Jeg er, som De hører, langtfra uhildet. Jeg har heller aldrig udgivet mig for en upartisk dommer. Det må jeg overlade til andre, der i dag har vendt sig mod Israel med strenge miner. I visse henseender har de givetvis ret, blot har de aldrig løst billet til bussen fra Haifa til Jerusalem«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere