Du skriver i din bog, at Vesten står midt i et kultursammenstød med islam. Hvad mener du med det? »Vesten og den muslimske verden har vidt forskellige tolkninger af situationen efter 11. september. Vesten har lullet sig ind i en forestilling om, at det hele var et forbigående fænomen, 'der var desværre et par beklagelige misforståelser her, lad os komme videre'. Men det står i skærende kontrast til holdningen i den muslimske verden, hvor hadet til Vesten vokser, og hvor man ikke er det mindste i tvivl om, at der er tale om et sammenstød mellem de to kulturer. At Vesten og den muslimske verden har så forskellige tolkninger af det indbyrdes forhold er en tikkende bombe. Især kan Vestens manglende erkendelse af, at afstanden er så stor, udvikle sig til fatale misforståelser. Derfor siger jeg, at der er brug for selverkendelse nu«. Men hvordan passer dit billede med, at hovedparten af den muslimske verden gik sammen med Vesten mod en gruppe fundamentalistiske ekstremister? »De gik sammen på regeringsplan, ja. De fleste muslimer tog ganske vist også afstand fra terroraktionen. Men de afviste, at den var begået af muslimer. Og de var enige med bin Ladens politiske påstand om, at dette var en konflikt mellem Vesten og islam med Vesten som den aggressive part. For nylig viste en gallupmåling klokkerent, at der er massive antivestlige følelser i den muslimske verden, og at mange deler bin Ladens had til Vesten. Ganske sigende var Det Hvide Hus chokeret over målingen. Så er det jeg spørger: Hvor har de amerikanske politikere og iagttagere haft deres hoved? Der var da så mange indikationer efter 11. september på, at den var gruelig gal«. Bin Ladens ønske var en hellig krig mellem islam og Vesten. Den kom jo ikke? »Det er korrekt. Men den fejl, som Vesten i én uendelighed begår, er, at man ånder lettet op, hver gang fanatikerne alligevel ikke kom til magten. Man har øjnene stift rettet mod regeringsniveauet, og hvis der ikke er fanatikere her, så er der ikke noget problem. Tror man. Men samtidig overser man, at der i de seneste årtier har fundet en islamisering sted i befolkningerne. Den handler om en renæssance for de islamiske normer, ikke mindst for forestillingen om, at religionen bør gennemsyre hele tilværelsen, uddannelsessystemerne, den politiske tænkning m.v. Men det har vi ikke opdaget, fordi vi har haft for travlt med at tørre sveden af panden og sige til hinanden: 'Pyha, det gik jo alligevel meget godt'«. Mener du, at de vestlige ledere efter 11. september skulle have sagt: Kære befolkninger, I er vidne til et hadefuldt globalt sammenstød mellem os og den muslimske verden? »Nej, det var naturligvis rigtigt at holde hovedet koldt. Dels fordi man havde en strategisk interesse i at bygge en alliance til muslimske lande, og dels fordi de moderate muslimer naturligvis ikke skulle bøde for bin Ladens handlinger. Men jeg mener også, at man burde have sagt: Det er da klart, at det her er udtryk for, at der er nogle spændinger og modsætninger mellem os og den muslimske verden. I stedet har vestlige ledere underbetonet dette faktum udadtil - og desværre også i sine egne hoveder. Og det er fatalt«. Hvad er det for en modsætning, der er mellem Vesten og islam? »Man må helt tilbage til oplysningstiden for at forstå baggrunden for kløften. Indtil da havde islam været klart i offensiven på alle områder, men med oplysningstiden skabte Vesten en helt ny type samfund med nye værdier. Først og fremmest gennemførte man en sekularisering med en adskillelse af religion og politik. Man satte mennesket før religionen, og de nye nøgleværdier blev individets rettigheder, frihed, tolerance og pluralisme - nøjagtigt de værdier, som stadig er fundamentet for den vestlige verden, og som har været forudsætningen for den kolossale økonomiske, politiske og kulturelle udvikling i Vesten. Det fatale er, at den vestlige revolution, som finder sted med oplysningstiden, gik fuldstændig hen over hovedet på den islamiske verden«. Hvilke konsekvenser fik det? »Der skete det, at kløften mellem islam og Vesten blev dybere og dybere. Jo mere islam oplevede, at Vesten løb med historien, jo mere søgte muslimerne tilbage til fordums storhed og Koranens sande lære. Man sagde: 'Det er altså ikke os, der har fejlet. Det er Vesten, der er ude efter os'. Dermed har man udelukket sig selv fra den økonomiske fremgang, frihed og menneskerettigheder, som følger af frisættelsen af mennesket fra den religiøse styring. Der går en lige linje fra denne historiske realitet til det forhold, at der i dag finder et kultursammenstød sted mellem islam og Vesten«. Skærer du ikke alle muslimer over én kam? Der findes da mange muslimer, som bekender sig til frihed, lighed og demokrati? »Ja, det gør der, og det understreger jeg også i min bog. Men de dominerende udlægninger af islam går i en anden retning. Selv den interessante strømning, som man kalder for euroislam, er præget af tvetydige formuleringer hos den ledende skikkelse Tariq Ramadan. Det springende punkt er og bliver spørgsmålet om adskillelse af religion og politik; sekularisering. I det øjeblik, man accepterer, at samfundet skal indrettes på Koranens og de hellige skrifters præmisser, så er det et problem. Når Ramadan taler om, at hans strømning ønsker et demokrati - men ikke efter vestlig model - så er det jeg vil spørge: Undskyld mig, men hvad er demokrati og parlamentarisme, hvis det ikke er efter vestlig model?«. Er der ikke en fare for, at din bog giver medløb til en dæmonisering af muslimerne som gruppe? »Jeg advarer stærkt mod en dæmonisering. Men jeg ved også, at hvis man går ind i det her minefelt, vil der være folk, der vil misbruge det. Min holdning er, at vi bliver nødt til at forsvare de værdier, som de vestlige samfund bygger på, og som rækker tilbage til oplysningstiden: adskillelse af religion og politik, menneskets ukrænkelighed mv. Det nytter jo ikke, at vi i et misforstået forsøg på at være høflige og imødekommende undsiger vores egne idealer. Både på den globale scene og i forhold til vores egne indvandrere må vi holde fast i vores værdier«. Men lægger du ikke dermed op til en konflikt? Til det store voldelige sammenstød? »Tværtimod. Jeg lægger op til, at vi i Vesten må forstå konfliktens karakter og derefter handle efter denne viden. Og det gør vi ikke i øjeblikket. Faktisk er det Vestens - og især USA's - aktuelle måde at forholde sig til den muslimske verden på, der indebærer en betydelig fare i forholdet mellem Vesten og islam. USA's strategi er farlig, fordi den udelukkende fokuserer på fundamentalistiske terrorister og kun handler om militære og magtpolitiske midler - samtidig med at man ignorerer og overser de nødvendige politiske og økonomiske reformer, og hvad der foregår i hovedet på den menige muslim«. Er vi på vej mod en ny kold krig? »Nej, men der er visse paralleller. Hvor det før handlede om: Er du kommunist eller antikommunist? handler det nu om: Er du terrorist eller antiterrorist? USA har stirret sig blind på kampen mod terror og fører sig frem på den internationale scene ud fra devisen: Dem, der er gode til baske til terrorister er vores venner, uanset om de er skurke eller ej. Jeg er alvorligt bange for, at holdningskampen om oplysningstidens idealer bliver trængt i baggrunden til fordel for dette 'vi er de hvide, de er de sorte'- opgør med terrorister«. Men hvad skal man gøre? Hvis muslimerne hader os og vores arv fra oplysningstiden, hvordan skal vi så få dem til at overtage selvsamme ideer? Vi kan jo ikke tvinge dem til at elske os, og det vi står for? »Jeg er enig i, at det er meget vanskeligt. Men jeg mener, at Vesten skulle koncentrere sig langt mere om tiltrængte reformer i de muslimske lande. F.eks. er det vigtigt, at mange af de lande, der er hægtet af globaliseringen, får en chance for at komme med. Det er hyklerisk, at Vesten kræver åbninger af deres markeder, når vi ikke vil åbne vores egne. Og det er hyklerisk, at landbrugsstøtten i den vestlige verden er seks gange større, end den bistand vi giver til ulandene. Samtidig er det uhyre vigtigt at forsøge at presse uddannelsesreformer igennem i de muslimske lande. De studerende er fabelagtigt dygtige til at huske, hvad der står i Koranen, men de savner ofte helt fundamentale forudsætninger for at kunne begå sig i et moderne vidensamfund. Her burde USA sige: I er økonomisk og sikkerhedspolitisk afhængige af os, så lad os drøfte nogle af de reformer. Hvis det lykkes at få sociale og økonomiske reformer igennem, vil det skabe individuelle behov og krav om politisk frihed. Den socialt-økonomiske og den kulturelle befrielsesproces hænger sammen«. Er du optimist? »Med islamiseringen af den muslimske verden og USA's problematiske analyse og strategi in mente, er der ikke meget, der tyder på, at vi er på rette vej i øjeblikket. Vi er snarere på kollisionskurs. Alligevel er jeg principielt optimist på det lange sigt. Hvis vi ser på verden i øvrigt, så har bevægelsen mod det moderne samfund trods alt vist sig at være ret stærk. Der har været en masse svinkeærinder, men trods alt bevæger det sig i den rigtige retning. Det vil nok også ske her. Men kun guderne ved, hvad der vil ske i mellemtiden. Her er jeg ærlig talt meget bekymret«.