Mehmed Uzun er noget så enestående som en kurdisk-tyrkisk-svensk forfatter, der skriver moderne romaner på et forbudt sprog, som han selv udtrykker det. Det er en forbrydelse i Tyrkiet, og blandt andet derfor kommer han 19. april for retten i den kurdiske 'hovedstad' Diyarbakir i det østlige Tyrkiet, hvor anklagen lyder på opfordring til separatisme. Myndighederne i Tyrkiet har forfulgt og generet Mehmed Uzun, siden han i 1977 rejste direkte fra et tyrkisk fængsel til Sverige. Det sker på trods af, at han ikke er separatist, for han arbejder ikke for et selvstændigt Kurdistan. Han er ikke terrorist, for han tager afstand fra enhver form for vold, og den kendte kurdiske forfatter bryder sig ikke om litteratur med politiske budskaber. »Jeg er ikke en politisk forfatter. Men mine bøger bliver alligevel politiske, for når jeg skriver om de udsatte og de undertrykte, må jeg også fortælle om selve undertrykkelsen. Jeg sætter altid individet i centrum, og jeg bryder mig ikke om forfatterskaber, der bare går ud med nogle politiske synspunkter og holdninger. Litteraturen skal ikke bære en ideologi, et system eller en leder frem«. Men skiftende regeringer i Ankara, hvad enten det er militærdiktaturer eller civile med militærets skygge over sig, hader ham alligevel. Nu tager Mehmed Uzun kampen op igen og rejser til Tyrkiet i april trods risikoen for fængsling. »Nu må det slutte. De har chikaneret og forfulgt mig i mange år, og tre dage før retssagen mod mig selv skal jeg vidne i en sag mod min forlægger, der har begået den 'forbrydelse' at udgive en af mine bøger. Så jeg skal af sted«, siger Mehmed Uzun. Støtte fra kolleger Ligesom ved den foregående retssag kan han regne med massiv støtte fra skandinaviske kolleger, jurister og pressefolk, og den svenske regering følger udviklingen tæt. Men Mehmed Uzun understreger, at sagen ikke kun handler om ham selv. »Gennem mit forfatterskab forsøger jeg at forsvare den litterære frihed og retten til at have et sprog. Det er en kamp for kurderne, fordi jeg selv er kurder. Men det er også en universel kamp, og den vedrører også mennesker i Skandinavien. Forestil jer, hvis I ikke længere måtte tale eller skrive dansk, bruge jeres eget sprog«, siger Mehmed Uzun, hvis bøger skrevet på det forbudte kurdiske sprog er oversat til en række sprog. Han er også indbegrebet af en multikulturel forfatter. »Mit forfatterskab, som er skrevet på kurdisk, kom i gang under eksilet i Sverige, og det er påvirket af både kurdiske fortællere og den skandinaviske tradition. Jeg kommer fra Orienten, men jeg har lært meget i Vesten, og det er også derfor, jeg er imod enhver form for nationalisme eller separatisme, som myndighederne ellers anklager mig for«. »Min opgave som forfatter er ikke at adskille mennesker, men at finde steder, hvor vi kan møde hinanden, og det forsøger jeg at gøre med mine romaner, essays og artikler«, fortæller Mehmed Uzun på perfekt svensk. Det forbudte sprog Mehmed Uzun er født i den østlige del af Tyrkiet som søn af forældre, der kun talte kurdisk. »I min hjemby talte alle kurdisk. Alt foregik på kurdisk. Kurdisk er mit modersmål, og jeg lærte vores historie og traditioner gennem fortællinger. For det kurdiske skriftsprog eksisterede ikke, så hele vores kultur er båret af mundtlige beretninger, hvilket præger de romaner, jeg skriver i dag«, fortæller han. Som syvårig kom Mehmed Uzun i skole og kunne ikke længere bruge sit modersmål. Alt foregik på tyrkisk, ligesom alle bøger, aviser, radio og tv var på tyrkisk. »Jeg havde hidtil brugt et sprog, som officielt ikke eksisterede, og det er denne løgn, de tyrkiske regeringers løgn og forsøg på at fornægte og udslette et helt sprog, jeg reagerer imod. Det gjorde jeg allerede som 14-15-årig, hvor jeg stillede mig en række - måske naive - spørgsmål om mit sprog«. I 1971 gennemførte det tyrkiske militær et kup. Alle kurdiske aktivister og intellektuelle blev arresteret, og den kun 18-årige Mehmed Uzuns interesse for sin egen kultur førte ham 20 måneder i fængsel. »Fængslet blev et universitet. Jeg lærte kurdiske trubadurer og intellektuelle at kende, og de lærte mig om mit eget sprog, der er et af verdens ældste og en mosaik af de historiske sprog i det øvre Mesopotamien«. »Jeg blev forelsket i sproget og de kurdiske fortællinger bare ved at høre på mine kære barder, mine kære trubadurer og historiefortællere i fængslet, og jeg lærte at skrive kurdisk«, fortæller han om den første del af fængselsdommen, som blev afsonet under forfærdelige vilkår i et militært fængsel i Diyarbakir. Eksil i Sverige Anden del af fængselsdommen blev afsonet i Ankara. Her mødte Mehmed Uzun også tyrkiske studenter og intellektuelle, der gjorde ham bekendt med den russiske litteratur, de vestlige klassikere og moderne forfattere. Efter løsladelsen deltog han blandt andet i redaktionen af et tyrkisk-kurdisk kvartalstidsskrift med små tekster på kurdisk, som blandt andet skulle lære kurdere at læse et sprog, de hidtil ikke havde kendt som et skriftsprog. Det var nok til endnu en fængselsdom i marts 1976. Ved løsladelsen ni måneder senere havde Mehmed Uzun fået nok af fængsler, og han valgte at rejse til Sverige, hvor han mødte en ny kultur. »Uden de skandinaviske erfaringer havde jeg aldrig fået mit forfatterskab i gang«, understreger han og peger på bogen, han netop nu er optaget af, nemlig den svenske forfatter Eyvind Johnsons 'Stundor, vägor'. Blandt de litterære forbilleder er også flere jødiske forfattere som Isaac Singer, som skrev på et andet truet sprog, nemlig jiddish, Hermann Broch og Elias Canetti. Blandt russerne nævner han Boris Pasternak, og 'klassikere' som Victor Hugo, Thomas Mann og William Faulkner er også med på listen. »Mange af de forfattere var i eksil - som Hugo og Mann - eller undertrykte, men de skabte ud af en umulig situation en værdig og menneskelig litteratur. På den måde kan man også bekæmpe diktaturer, og jeg tilhører den generation«, påpeger Mehmed Uzun. Engageret forfatter Han lægger stor vægt på, at han ikke er en politisk forfatter i traditionel forstand. »I den forsvarstale, jeg holdt 4. april sidste år under processen mod mig i Tyrkiet, sagde jeg flere gange, at jeg ikke er i en ideologis tjeneste, og som nævnt tager jeg afstand fra den litteratur, der tjener et regime eller en ideologi. Jeg skriver moderne romaner i et moderne sprog, men mit forfatterskab er engageret, for det er engageret i mennesket«. »For eksempel skriver jeg ikke kun om kurdere, men også om andre udsatte og truede grupper, i mit forfatterskab. Det skal ikke opfattes som en politisk aktion. Men jeg kan heller ikke acceptere Tyrkiets officielle politik, for det er en løgn. Det er en løgn, når man vil fratage et helt folk dets sprog«. Ikke desto mindre bliver Mehmed Uzun konsekvent betegnet som en politisk forfatter af de tyrkiske myndigheder, og han er i de seneste år flere gange blevet anklaget for både opfordring til separatisme og terrorisme. »Det er også helt forkert. Jeg taler ikke for kurdisk selvstændighed, men for retten til et sprog og til en kultur, som mindretal andre steder er ved at få det eller har fået det. Jeg vil heller ikke skade Tyrkiet, for jeg støtter helt og fuldt en demokratisk proces i Tyrkiet«. »Den dag, det kurdiske spørgsmål er løst, vil en masse kræfter blive sluppet løs i Tyrkiet, som kan blive et moderne, menneskeligt og dynamisk land«, mener Mehmed Uzun, som anser det for helt absurd, at hans forfatterskab kan udgøre en trussel mod Tyrkiet. Tyrkiet og EU Når han vælger at lade sig konfrontere med anklagere og dommere om en måned i Tyrkiet, er det i håb om, at mange års forfølgelser og chikanerier hører op. »Tyrkiet er langtfra noget demokrati, men selv i Tyrkiet er visse af anklagerne mod mig ulovlige«, siger Mehmed Uzun, der trods tidligere frikendelser fortsat bliver konfronteret med nye anklager om især opfordring til 'separatisme'. Uvisheden råder, for situationen i Tyrkiet er meget ustabil. 75 procent af befolkningen ønsker modernisering, demokrati og medlemskab af EU, men dele af statsapparatet er stærkt nationalistisk og imod reformer, vurderer Mehmed Uzun. I denne situation er det vigtigt, at EU holder fast i de såkaldte Københavner-kriterier fra EU-topmødet i København i juni 1993, der definerer betingelserne for medlemskab, herunder demokrati og respekt for nationale og kulturelle mindretal. »Hvis vi ikke holder fast i de kriterier, er vi i Europa forrædere mod vores grundlæggende værdier«, understreger Mehmed Uzun, og han peger på, at det også er vigtigt for Vesten at få et orientalsk land som Tyrkiet med ind i en alliance, der ikke som NATO kun er militær, men som også er økonomisk, social og kulturel. Mellemøstens barbarer Det er endnu et eksempel på Mehmed Uzuns optagelse af at bygge broer og skabe samlingssteder mellem forskellige folk, kulturer og kontinenter, som det også fremhæves i de stadig flere artikler om ham og hans forfatterskab i store, vestlige medier. Men der er ikke kun behov for reformer og demokrati i Tyrkiet. »Min kritik er ikke kun rettet mod Tyrkiet, men også mod kurderne. Her er en demokratiseringsproces også nødvendig, som den er det i hele Mellemøsten og Iran. Overalt råder diktaturer, og hele Orienten er forblevet i middelalderen. Der er brug for modernisering, menneskerettigheder, respekt for individet. Det eksisterer ikke, og derfor er hele Mellemøsten blevet forvandlet til et stort blodbad«. Igen peger Mehmed Uzun på, at vi alle har et ansvar. »Orienten er en vugge for alle civilisationer. Tænk bare på Mesopotamien, men i dag står Orienten helt uden for modernismen, og vi må ikke glemme, at der ligger en vigtig kulturarv under den aske, nationalistiske og terrroristiske regimer sidder oven på«. Men foreløbig gælder det mødet med de tyrkiske anklagere og dommere 16. og 19. april, siger Mehmed Uzun. »Jeg håber, der ikke sker noget med mig. Men jeg må - jeg skal af sted, for det er livsvigtigt at forsvare det frie ord«.