Jeg bæres i min skygge som en violin i sin sorte kasse. De 12 ord udgør det tredje af de fire små vers i Tomas Tranströmers digt 'April og stilhed' fra samlingen 'Sørgegondolen' (1996). Mødet mellem livsøjeblikket og dødsbevidstheden udkrystalliserer sig ofte i en ordets uafrystelige billedkunst hos Sveriges største nulevende lyriker. Birgitte Steffen Nielsen udnævner digtet til et af sine absolutte favoritdigte, men det er ikke Tranströmers berømmede billedsprog, den 33-årige cand.phil. i litteraturvidenskab er ude på at analysere i sin bog 'Den grå stemme'. Snarere tværtimod. Når man som læser igen og igen vender tilbage til Tranströmers digte, er det ikke kun pga. digtenes sproglige indhold. Det er nok så meget, fordi man har en fornemmelse af, at der er noget mere. En uhåndgribelig betydningsfuldhed som undslipper forsøg på fastholdelse. Hver gang læser man med en oplevelse af at være blevet oplyst og mystificeret på ny. Selv af de enkleste tekster. Hvad er der på færde i et forfatterskab, som Staffan Bergsten har kaldt 'den trøsterige gåde'? En analyse af digtenes billedsprog efterlader noget, som er meget mere end en rest. Dette noget er ifølge Birgitte Steffen Nielsen den grå stemme i Tranströmers poesi. Digterens indre stemme, som bliver til digtets stemme. Den særlige klang, der tager over, når digtet går i gang. Digtet, der henvender sig til sin læser. En individualitet i sproget, som ikke kan forklares, men kun aflyttes i sin talende tavshed. Det er denne uhåndgribelige og dog såre konkrete kvalitet ved Tranströmers digte, Birgitte Steffen Nielsen har prøvet at indkredse i sin læsning. Udmøntet i et litterært essay, 'Den grå stemme', som allerede har vakt opsigt i Tranströmers hjemland. Irritation i kroppen »Som de fleste andre blev jeg tiltrukket af den lysende stærke billedkraft, da jeg i midten af 1990'erne stiftede bekendtskab med Tranströmers forfatterskab. Men det var, da jeg læste det store digt 'Østersøer' (digtet udkom som én bog i 1974, red.), at stemmebegrebet blev påtrængende for mig«. »Fra de første linjer i 'Østersøer' læser man med en fornemmelse af, at der er en helt speciel henvendelse på færde i det. En tiltale som gjorde det utilfredsstillende kun at beskæftige sig med billederne«. »Også fordi Tranströmer midt i sin mest lysende billedkraft selv piller billederne fra hinanden. Der er en stemme i digtet, der siger: »Læg lige mærke til, hvad jeg gør ved billederne. De ser afrundede og fine ud, men jeg splitter dem ad og påpeger det umulige i dem««. »Nej, hans digte er ikke en skøn, formfuldent monotoni«, fastslår Birgitte Steffen Nielsen, der blev så fascineret af disse værkende paradokser i Tranströmers digte, at hun var i stand til at mønstre den nødvendige is i maven til at bedrive litteraturkritik på noget så tilsyneladende diffust som digtets stemmeklang. »Jeg skulle have en forklaring på, hvorfor disse digte blev ved med at virke i kroppen på mig. Der var noget, der ikke gik pænt op. Der måtte være noget andet. Det var næsten som en irritation i kroppen«, forklarer hun om sine personlige bevæggrunde til at blive ved med at beskæftige sig med Tranströmer. Optaget af lyrik »Med Tranströmer kan man fortabe sig for tid og evighed i sprogets kompleksitet, men samtidig er det så uprætentiøst! Man bliver berørt, og man bliver ved med at læse det. Det var både en personlig og en litterær nysgerrighed, der drev mig. Jeg synes, man skal sætte noget af sig selv på spil, når man bedriver litteraturkritik«, siger hun. »Jeg har venner, der ellers aldrig læser digte, men Tranströmer, ham bliver de bevæget af!«, fortæller Birgitte Steffen Nielsen, der er datter af digteren Knud Steffen Nielsen. Men selv blev hun først optaget af lyrikken takket være en smittende entusiastisk lærer på gymnasiet i Viborg, der kunne kunsten at sætte brand i eleverne med Edith Södergran som ungdommens fakkel. At læse digte blev en vedvarende fascination for Birgitte Steffen Nielsen, der blev litteraturhistoriker. 'Den grå stemme' bygger på hendes universitetsspeciale om Tranströmer. Heri ser hun det store digt 'Østersøer' som en mobile. Teksten bevæger sig, og man bevæger sig med den, når man læser et digt, hvor hvert ord er vejet på en guldvægt, men alligevel beholder en levende og uforudsigelig kvalitet, fordi digtet tør modsige sig selv. Tranströmer er modernist og placeres gerne som centrallyriker (dvs. skriver i jeg-form), men det er et jeg, der hele tiden skifter position. Når man åbner døren ind til det inderste, rum hører man en stemme, som hvisker »Jeg er ikke tom, jeg er åben«. Stemme som en østersø »Stemmen. Det er svært at sætte ord på. Vi har mange redskaber til at analysere billedsprog, men der er i sagens natur ikke de samme redskaber til at analysere stemmen i et digt. Du kan konstatere, at der er én, der taler til dig. Der er en henvendelse i alle digte, men jeg synes, den findes i særlig stærk grad hos Tranströmer«. Hans digte har en stemme. En stemme, der af Birgitte Steffen Nielsen får farven grå. Ikke musegrå eller betongrå, men gråligt lysende. Grå som en østersø. »Farven er et citat fra et af hans digte. Men det er også den farve, eller ikke-farve, som dækker over det i teksten, man ikke kan fange. Det er modsætningen til den glansfulde Tranströmer«, siger Birgitte Steffen Nielsen om digteren, der har en stemme, der gerne modsiger sig selv. En stor del af hans poetiske kraft kommer fra, hvad hun i sin bog kalder »denne umærkelige vokale ridsen i lakken«. Muligheden for at kunne miste sit tag i sin identitet og sit sprogs stemmeføring har spillet en særlig rolle i psykiateren Tranströmers digte. »Plötsligt är jag vaken och känner inte igen mig«, skrev han i 1970 i digtet 'Namnet'. At vågne op og ikke ane, hvem man selv er. Beskrivelsen af 15 sekunder i glemslens helvede er uafrystelig. Afasi I 1990 blev Tranströmer ramt af et slagtilfælde og har siden lidt af afasi. Han er ramt på evnen til at tale. Det samme er heldigvis ikke tilfældet med skriftens stemmeføring. Men mindre ordknap er den 70-årige digter ikke blevet. Det er fristende at trække en forbindelse mellem afasien og Tranströmers forstærkede optagethed af den minimalistiske haikuform. Samtidig med 'Den grå stemme' udsender Arena nemlig et bind med Tranströmers haikudigte. Den svenske digter har ved flere tidligere lejligheder beskæftiget sig med den koncentrede japanske digtform, hvor man i tre små linjer på henholdsvis fem, syv og fem stavelser, helst skal koncentrere en naturoplevelse i et billede med indbygget zen-glimt. Det er første gang Tranströmers nye haikudigte bliver udgivet, og formen synes at bekomme den ordknappe digter vel. Tranströmers samlede værker vejer godt til i litteraturhistorien, men kan ikke desto mindre rummes i en enkelt temmelig tynd bog. Sølvet hos pantelåneren »Normalt vil man se haiku som en tuschtegning og indbegrebet af et koncentreret, sanset billede. Men hos Tranströmer bliver det her helt tydeligt, at stemmen kommer ind og moderer billedet og kommenterer det«, siger Birgitte Steffen Nielsen om udgivelsen, der er lidt af en sensation. Det er nemlig første gang, Tranströmers haikudigte udkommer samlet, og det er første gang overhovedet, at hans nye haikudigte udkommer i bogform noget sted i verden. Men har Tranströmer kun få gange tidligere decideret fulgt fem-syv-fem-formlen, så er et åndeligt slægtskab med haikudigtets luftige koncentrat ikke af ny dato. Pennestrøget, præcisionen, øjeblikket, sansningen. Koncentreret med lethed. Poetisk afasi eller ej: Det eneste jeg vil sige glimter uden for rækkevidde som sølvet hos pantelåneren. Sådan slutter 'April og stilhed'. Digterstemmens paradoks kan vel næsten ikke udtrykkes tydeligere. Det er ikke et haiku, men som læser får man nu alligevel næsten oplevelsen af et haikuøjeblik, når man stadigvæk har digtets begyndelse i kroppen: Foråret ligger øde. Den fløjlsmørke grøft Kryber ved min side uden spejlbilleder. Det eneste der lyser Er gule blomster. Her må man sige, at tavsheden taler sit tydelige sprog. Og siger det med blomster.