0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den komiske tragedie

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sner det altid så meget i København?«. Den norske forfatter Lars Saabye Christensen ser på mig med en blanding af vantro og medfølelse.

Jeg stillede ellers min cykel halvvejs og tog bussen. Heldigvis lagde jeg bogen i en plasticpose, siger jeg og prøver på at trykke årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris i hånden på en måde, så hans nydelige, lysegrå jakkesæt ikke hiver noget af al det vand ind, der fyger ned over byen i form af snedråber og får mig til at ligne en af personerne i hans 651 sider fede bestseller 'Halvbroren'.

Kun ét menneske i den fortælling er et helt igennem sympatisk menneske uden synlige fejl, siger forfatteren selv. Og han ved godt, at det menneske - romanens ældste kvinde - er skildret, så hendes træk er udviskede og drømmende som på et falmet fotografi.

»Alle de andre karakterer i romanen har en fysisk defekt, som - lidt banalt sagt - afspejler en menneskelig fejl. De er ikke sympatiske eller usympatiske. De er ikke gode eller onde. De er sammensatte, og de mangler alle sammen noget, som de prøver at finde«, siger forfatteren, da jeg har fået pakket hans bog ud af indkøbsposen, og vi har talt lidt om, at han er i København for at præsentere en mindeplade for Knut Hamsun på den norske ambassade. Selv har jeg ventet i halvandet årti på at møde manden, der skrev 'Beatles'.

Lars Saabye Christensen debuterede som 23-årig i 1976 og havde fået udgivet flere digtsamlinger og romaner, da 'Beatles' udkom i 1984. Med dette usminkede generations- og tidsportræt af usikre, søgende unge i 1960'ernes Oslo fik han sit store gennembrud. Siden da har den meget produktive forfatter været en af Norges store og afholdte. Men det er først nu, med 'Halvbroren', at Lars Saabye Christensen oplever at være lige så solgt og læst og beundret, som han var i forbindelse med 'Beatles'.

'Halvbroren' udkom i Norge sidste år og blev modtaget af et kor af glade anmeldere. Den har nu rundet et salgstal på 150.000 eksemplarer, og oversættelserne til bl.a. tysk, engelsk, svensk og dansk er ikke engang gået i trykken. I hjemlandet fik 'Halvbroren' allerede sidste år en fornem pris - Brageprisen. Mandag 11. februar blev Lars Saabye Christensen oveni udnævnt til årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, som er den højeste litteraturpris, der gives til nordiske forfattere.

»Da jeg blev ringet op den dag, ringede jeg først til min kone og til min redaktør på forlaget. Bagefter tog jeg mit fineste tøj på og gik ud i verden. Jeg er udelt glad for at have fået prisen for netop 'Halvbroren', som er min mest ambitiøse roman og den, jeg selv betragter som min vigtigste. På en måde indeholder den tråde og elementer fra hele mit forfatterskab«.

De halve mennesker
'Halvbroren' er en mægtig fortælling, der foregår i Oslo gennem flere generationer af kvinder og deres børn og børnebørn. Lars Saabye Christensen selv ser romanens arkitektur for sig som et hotel med mange værelser. Og for min egen del vil jeg sige, at har man først tjekket ind, så forlader man nødig bygningen, før det sidste rum på den sidste side er lukket.

Det skyldes først og fremmest, at 'Halvbroren' er befolket af rigtige mennesker. Selv Cliff Richard virker levende i det kapitel, hvor han dukker op på et hotel i Berlin i badekåbe og tøfler med sit friske, løftede ansigt og ligner en mumie, der er »stukket af fra 60'ernes pyramide«. Selv om romanen i lighed med 'Beatles' er fyldt med præcise signaler om steder og tider, så er 'Halvbroren' ikke en norsk samtidskrønike. I 'Halvbroren' er det menneskene, som er i centrum, og de er ikke stereotyper. Man kommer til at holde af dem på godt og på ondt. Også dem, man ikke ville værdige et blik, hvis man mødte dem på gaden.

Personerne i 'Halvbroren' er, som folk i virkeligheden er flest, hvis man ser godt efter. De er ordblinde, fregnede og flommefede. En del af dem er ikke til at slå et ord af, og når de siger noget, så lyver og bedrager de for sig selv og for hinanden i det store - men mest i det små. De finder på ting, som kan opveje, at de føler sig ufuldstændige, siger deres forfatter:

»'Halvbroren' er en roman, der handler om mennesker, som ønsker at blive hele. De leder efter noget i sig selv eller i andre. Hvis jeg skulle skrive en roman om harmoniske mennesker, så ville jeg være færdig efter en side. 'Halvbroren' er en fortælling, som har meget mørke i sig. Men også meget lys. Jeg håber, at det er komedie, der kan læses som en tragedie. Eller en tragedie, der kan læses som en komedie«.

Hovedpersonen i 'Halvbroren' hedder Barnum og har som sin beskæftigelse at skrive meget lovende manuskripter til film, som desværre aldrig bliver til noget. Hans halvbror er den tavse Fred, der ikke kender sin far og er født som et rasende menneske i en taxa midt i et vejkryds. Fred er resultatet af en voldtægt, der fandt sted på Norges befrielsesdag, 8. maj 1945.

Hans lavstammede lillebror Barnum er romanens fortæller, der tidligt varsler os om absurditeten i Freds navn ved at sige »Fred levede et farligt liv, allerede før han blev født. Det er den slags tanker, som til stadighed kan gøre mig søvnløs og bange, for vi hænger i en tynd tråd, og den tråd er spundet af tilfældighedens skygge«.

Det er jegfortælleren Barnum, som forbinder romanens tråde af overraskende tilfældigheder, pudsige sammenfald og ikke mindst usagte, underliggende hemmeligheder. Og den opgave varetager Barnum udmærket, synes hans forfatter. Faktisk er Barnum noget bedre til at fortælle end til at leve, siger Lars Saabye Christensen:

»Barnum er et upålideligt menneske, men en pålidelig fortæller. Han lyver, og han digter. Mens jeg skrev, gik det efterhånden op for mig, at 'Halvbroren' drejer sig om mange facetter af løgne. Om den hensynsløse og den hensynsfulde løgn. Barnum er god til at observere og får hele tiden ideer til historier, som kunne blive til manuskripter. Han bruger sit liv på at skabe fortællinger, men kan ikke finde ud af at være tæt på andre«.

Observatøren
Ved første blik ligner den lille, næsten gennemsigtigt lyse og halvt skaldede Lars Saabye Christensen ikke en mand, der kan skrive en bog så stor, farverig og indimellem også psykologisk dramatisk som 'Halvbroren'.

Men det første blik snyder. Den norske forfatter virker lige så følsom, som han skriver, når man først har vundet hans opmærksomhed eller tillid så langt, at han slapper af og orker at bruge noget af den tragikomik, der ligger som en livsnerve gennem forfatterskabet.

Når man kommer så langt, er det let at få Lars Saabye Christensen til at le. Især med øjnene. Og mest af ting, der ligger langt nede i samtalen uden at blive sagt direkte. Lige på det punkt minder han meget om sin roman. 'Halvbroren' og Lars Saabye Christensen har samme humoristiske og hemmelighedsfulde kropssprog.

Da jeg spørger til, om forfatteren i lighed med sin hovedperson er en betragter, der ikke kan lade være med at få ideer ved mødet med andre mennesker, så får jeg først kun et langsomt, listigt smil til svar. I adskillige sekunder glor han bare smilende på mig. Som om han vil sige: 'Der fik jeg dig. Du er opdaget'. Så taler han:

»Jeg tror nok, at jeg ligesom Barnum er en observatør. At betragte andre mennesker det er det vigtigste i min research. Men som menneske orker man jo ikke altid at være betragteren. Man må også indimellem bare være. Det har Barnum svært ved«.

»Jeg bryder mig ikke om, når journalister spørger mig, om romanen er selvbiografisk. For det betyder, at man sætter det private højere end digtningen, selv om det er uvedkommende for kunst og litteratur. Men som forfatter må jeg jo sige, at jeg ikke kunne have skrevet den bog uden at have levet. Jeg var mange år om at skrive den, og jeg kunne ikke have skrevet den på et tidligere tidspunkt i mit liv. Jeg måtte have erfaring nok først. For alt, jeg skriver, er en sum af viden, erfaring og drøm«.

Når hotel 'Halvbroren' lukker på side 651, er der fortsat ting, man ikke har fået facit på. Der er dødsfald og fraværende fædre og seksuelle forhold, der bliver ved med at være op til læserens fantasi. Men det passer egentlig godt til en af romanens - og forfatterens - grundsætninger.

»Det er ikke det, du ser, som er det vigtige. Men det, du tror, du ser. Det er en sætning, som kommer fra cirkus, og den gælder i forhold til fortælling, illusion og alle former for fiktion. Men den gælder også i forhold til mennesker. Hvad tror vi om hinanden? Hvad ved vi egentlig om hinanden? Til syvende og sidst står vi, tror jeg, med hver sin ganske grundlæggende menneskelige ensomhed. Som vi har forskellige måder at beskytte os imod. Det er en menneskelig egenskab at kunne det. At drømme. Og den egenskab sætter jeg meget højt«.

»Det er hemmelighederne og drømmene, som får os til at blive interesserede i hinanden. 'Halvbroren' er en roman fyldt med hemmeligheder. Hvis der ikke var nogen hemmeligheder, ville den være kedelig at læse. Og hvis jeg havde kendt alle hemmelighederne på forhånd, ville jeg ikke have orket at skrive den. Jeg kendte dem ikke, før jeg var færdig. Nogen har sagt, at hvis man som forfatter vil være tavs, så må man vide, hvad man er tavs om. Det ved jeg«.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere