Stol ikke på mig. Jeg ved ikke, om mirakler findes. Men jeg tvivler. Så er De advaret. Denne artikel handler om en mand, der tror, men er skrevet af en, der tvivler. Der er ingen objektiv fortæller at holde sig til, kun en troende Guds mand på den ene side og djævlens enerverende advokat på den anden. De er, som sædvanlig, overladt til Deres egen dømmekraft. En afgrund skiller de troende fra de tvivlende. På den ene side kan man føre åndrige samtaler om miraklets betydning. På den anden nidkært vurdere dets ægthed. Hen over afgrunden er det derimod sjældent muligt at føre en meningsfuld samtale. »Mirakler???«, tænkte jeg derfor, da jeg fik bogen stukket i hånden med besked om at læse den og interviewe forfatteren, Niels Christian Hvidt, der i 1997 som den første katolik siden reformationen i det 16. århundrede blev teologisk kandidat ved Københavns Universitet. »Skal vi nu til det igen?«. Det skulle vi. Provokeret Selv føler jeg mig provokeret, når nogen fortæller, at de har oplevet noget, der bryder fuldstændigt med det billede af verden, jeg selv slæber rundt på. Ikke fordi jeg bilder mig ind at vide, hvordan verden hænger sammen. Verden er tydeligvis større end min forstand og lader sig ikke forklare af de små modeller, jeg undervejs har valgt at sætte min lid til. Jeg holder bare af, nærmest som en hobby, at forsøge at få de ting, jeg ved selvsyn har konstateret, til at hænge sammen i en slags system. Et kvalificeret gæt. Resten lader jeg ligge uforklaret hen. Til en anden gang. Men hvad nu, hvis det virkelig er sandt, at figurer af Jomfru Maria græder rigtige tårer, eller at troende i bøn udvikler sår på hænder og fødder? Så må jeg jo skrive hele historien om. På den anden side: Hvad nu, hvis det alt sammen bare skyldes, at visse mennesker går deres oplevelser mindre kritisk efter i sømmene end jeg. Eller ligefrem lyver. Der var stadig nogle dage til, at DR for åben skærm - så vidt jeg kunne se - afslørede den indiske guru Sai Babas mirakler som rent trylleri, men på samme kanal var Niels Christian Hvidt allerede blevet interviewet. Uden at få et eneste kritisk spørgsmål. Det skulle nødig gentage sig her. Således stram i betrækket åbnede jeg hans bog om mirakler og gav mig til at læse. Flot fyr Det er en venlig, velklædt herre, der træder ind i mødelokalet, hilser og sætter sig ved bordet foran en reol, pakket med bøger af andre af Gyldendals forfattere. En flot fyr, mere fotomodel at se til end teolog. Og en smule nervøs, hvilket selvfølgelig ikke bliver bedre af, at journalisten lægger ud med at erklære, at hans spørgsmål vil bære præg af hans skepsis. »Det er klart«, siger den venlige forfatter. »Bare der er en indbygget sympati«. »Jeg er ikke ude på at slagte dig«, siger jeg og spekulerer over, om det nu også er helt præcist formuleret. Niels Christian Hvidt er opvokset i Rungsted - i en almindelig, troende, protestantisk familie, han gik i gymnasiet og drev et mobilt diskotek, men begyndte så at interessere sig for filosofi og besluttede til sidst at konvertere til katolicismen. Han var fascineret af den konkrete måde, Gud manifesterer sig på i katolikkernes verden. I dag er han 32 år gammel og underviser på det katolske Gregoriana Universitet i Rom. Et mirakel er en guddommelig handling, der bryder de love, vi normalt regner for de styrende i naturen, forklarer han i sin bog 'Mirakler - Møder mellem himmel og jord'. Det Nye Testamente ville være en temmelig tynd bog uden undere. Historien om Jesus er bygget på mirakler. Fra helbredelserne, over vandreturen på vandet og til hans omskabelse af vand til vin. Når kristendommen havde held med at brede sig, var det - skriver Niels Christian Hvidt - ikke mindst, fordi romerne af de kristne mirakler kunne se, at hér var en gud, der var større end deres egne. »Hvorfor sker miraklerne?«, spørger jeg. »For at rette vores opmærksomhed på det faktum, at Gud ikke kun er en myte, men at han er en levende og reel ting. Det er jo det, der er den store, provokerende tanke. Miraklet viser, at Gud er god, at han bekymrer sig om mennesker, ligegyldigt hvor små de er i forhold til ham«. Trosbekendelse På bagsiden af Niels Christian Hvidts bog står der, at det er »en nøgtern beskrivelse af både de uforklarlige hændelser og den videnskabelige undersøgelse af dem«. I mine øjne er bogen nu ikke nogen undersøgelse. Men en trosbekendelse. Og læser man den ukritisk, kan man ikke være i tvivl om, at miraklerne er ægte. »Bogen er ikke kun objektivt, køligt analyserende«, siger Niels Christian Hvidt, da han mærker min skepsis. »Det, jeg har ønsket at få frem, er især den indre fascination, der er i mirakuløse hændelser og oplevelser. Hvis man bare skriver fuldstændig distanceret tolkning, dræber man den indre glød, der er i de beretninger«. Ingen behøver at stå skoleret for sin tro, men Niels Christian Hvidt holder sig ikke alene til troen. Bogen igennem nævner han flittigt de videnskabelige undersøgelser, der underbygger miraklernes ægthed, og springer konsekvent over undersøgelser af anderledes skeptiske videnskabsfolk, som jeg i stedet har fundet i udenlandske aviser og på internettet. Derfor er der noget at diskutere. Det er på tide at repræsentere min klient, djævlen. »Hvor i bogen har du nævnt de videnskabelige undersøgelser, som peger i en anden retning end miraklets?«, spørger jeg. Først er han tavs. I tre sekunder. »Ja, jeg forstår godt dit spørgsmål«, siger han så. »Der sker jo tonsvis af ting, som viser sig at være falske«. »Dem har du heller ikke nævnt«, indvender jeg. »Nej, bevidst«, siger han. »For at begrænse stoffet. Og fordi jeg har ønsket at fortælle de ting, der har en positiv effekt på mennesker i dag. Jeg har ikke forsøgt at tilvejebringe ufejlbarlige beviser for, at miraklerne er sande, men omvendt heller ikke villet tvinge en naturlig forklaring ned over alt«. Religiøs blufærdighed Jeg er ingen ørn til kritiske spørgsmål. Og det bliver ikke lettere af, at der over for mig sidder et venligt og imødekommende menneske, som tydeligvis har skrevet hvert et ord i den bedste mening. Men: Han er sagfører for Vorherre. Jeg er djævlens advokat. Og sådan leger vi altså, når det gælder mirakler. Enten er de virkelige, og så er det alvor. Eller også er de falske, og så kan vi jo lige så godt snakke om noget andet. »Det er mærkværdigt«, siger jeg, »at mirakler optræder i katolske lande, hvor man tror på den slags, men ikke blandt protestanter«. »Ja«, siger Niels Christian Hvidt. »Men måske tiltrækkes miraklet af vores tro, eller også siger Gud: Hvis det er deres tro, så gør vi sådan. Det kan også være, at den slags sker i Danmark, men at vi ikke ser det, fordi vi ikke har et system, hvor åbenbaringer giver religiøs mening«. Han tøver lidt. »Der er en stor religiøs blufærdighed i Danmark. Det er næsten det sidste tabu, vi har«, tilføjer han så. »Men jeg tror virkelig, at der er gæring i det. Og at en diskussion af mirakler kan være meget frugtbar«. Han sidder lidt i sine egne tanker. »Det kan godt være, at det ser ud, som om jeg primært har fokuseret på de argumenter, som beviser miraklerne«, siger han. »Men mit formål har ikke været at bevise det, men at vise, hvorfor så mange mennesker tager det her så alvorligt. Og du kan tage ligklædet. Der giver jeg også argumenterne, der har været imod ægtheden«. Heller ikke det er vi nu helt enige om. Ligklædet i Torino dukkede første gang op i middelalderen, men påkaldte sig først for alvor opmærksomhed, da det i 1898 blev fotograferet, og man på negativet endnu tydeligere kunne se aftrykket af et ansigt meget lig vores forestilling om, hvordan Jesus kan have set ud. Det er stadig et mysterium, hvordan aftrykket er opstået. Nogle mener, at billedet er skabt ved en slags stråling i forbindelse med Jesu opstandelse. Andre, at ansigtet på klædet tilhører en af middelalderens kættere. Andre igen, at det er en kunstners værk. Men de færreste uafhængige videnskabsfolk levner det i dag en chance for at være Jesu ligklæde, efter at en kulstof 14-prøve i 1988 foretaget af tre forskellige laboratorier pegede på, at det stammer fra engang mellem år 1260 og 1390. Tunge argumenter Ifølge Niels Christian Hvidts bog er kulstof 14-prøven formentlig en fejlmåling, som skyldes, at klædet engang lå i et skrin midt i en brand og at et lag af bakterier og svampe kan have påvirket prøven. Påstande, der er tilbagevist af flere forskere, som ligeud siger, at forkulning slet ikke påvirker en kulstof 14-prøve. Og at der for at påvirke prøven skulle være dobbelt så meget svamp og bakterier som selve klædets vægt. De indvendinger er ikke nævnt i bogen. »Jeg siger ikke, at de har ret«, forklarer jeg Niels Christian Hvidt. »Jeg spørger bare, hvorfor du ikke har nævnt det for dine læsere, så de selv kunne afgøre, hvad de tror«. »Det kunne jeg udmærket have gjort«, siger han. »Men jeg mener, at de argumenter, jeg nævner, er de mest tungtvejende«. »Så du har nævnt de argumenter, der overbeviser dig og udeladt de indvendinger, som alligevel ikke overbeviser dig?«. »Det kan du sige, ja«. I sin bog opregner Niels Christian Hvidt en række videnskabelige undersøgelser, der alle peger i retning af, at ligklædet er ægte nok. Og konkluderer i et afsnit, som jeg læser højt for ham: »Som vi har set, taler alle videnskabelige undersøgelser for, at ligklædet er autentisk, og at det kan føres tilbage til de tidsmæssige og geografiske rammer omkring Jesu død. Ligklædets beskaffenhed såvel som pollen på det peger på en oprindelse i Palæstina. Ingen er i stand til at skabe et billede som det på ligklædet, og moderne computerteknikker har vist, at billedet ikke er skabt af menneskehånd«. Vi ser på hinanden. »Så er der ligesom konkluderet«, siger jeg. »Jamen, personligt er jeg overbevist om, at den karbon 14-prøve er forkert. Fordi jeg er overbevist om, at det er et 2.000 år gammelt klæde«, siger Niels Christian Hvidt. »Jeg har netop ikke ønsket, at det skulle være sådan en fuldstændig steril diskussion frem og tilbage mellem videnskabsmænd. Det, der optager mig, er, hvorfor det her betyder noget for mennesker«. Sår skiftede form Der gik næsten 12 århundreder efter Jesu død, før hans sår begyndte at optræde på mennesker. Den første var Frans af Assisi, der efter bøn bar mærker i hænder og fødder af nagler - ikke blødende mærker, kan jeg læse i en udenlandsk artikel, men en slags billeder af naglerne. Herefter gik det stærkt. I løbet af 100 år havde den slags sår optrådt på flere end 20 mennesker. I dag er det hen ved 350, næsten alle i romerskkatolske lande - og syv ud af otte er kvinder. Sårene er meget forskellige og har ændret form og placering i takt med, at man lærte, hvordan romerne korsfæstede deres fanger. Længe optrådte sårene i håndfladerne, men på ligklædet i Torino sidder de i håndleddet - og så ændrede sårene også placering rundt om i verden. En enkelt kvinde skiftede ligefrem fra runde til rektangulære sår med tiden, formodentlig - siger skeptikerne - fordi hun lærte formen på romernes søm at kende. »Det ser ud til«, siger jeg til Niels Christian Hvidt, »at hele ideen med at tage Jesu lidelse på sig først opstod, da korsfæstelsen i 1200-tallet blev et centralt symbol i kristendommen, og siden har ændret karakter i takt med, hvad man lærte om Jesu død«. »Det er meget muligt«, siger han. »Men igen kan det jo være, at Gud tilpasser sig vores forståelsesmønstre«. I bogen er der også nye eksempler på mennesker, som pådrager sig de sår, man mener, at Jesus havde. Der er Myrna fra Syrien, der - mens hun bad for sin syge svigerinde - pludselig oplevede, at der løb olie fra hendes hænder. Da hun strøg den syge, forsvandt smerterne, står der i bogen. Og siden har hun helbredt mange med sine hænder. Kort efter tog miraklerne fart i hendes hjem. En lille plastikikon af Jomfru Maria glinsede så underligt. Små dråber klar, gylden olie dannedes på glasset og dryppede fra det. Og Myrna hørte Jomfru Marias stemme: »Min datter, frygt ikke, jeg er med dig«, skal den hellige jomfru have sagt. »Åbn dørene, lad ingen blive forhindret i at se mig«. De første gæster i hjemmet var skeptiske. Det var - skriver Niels Christian Hvidt i sin bog - to betjente fra statens sikkerhedstjeneste, der med sig havde en læge. De bad hende tørre sine hænder og stillede sig rundt om hende, mens hun bad en bøn. Og - skriver han - »langsomt, men sikkert dannedes der atter olie ud af den blå luft på Myrnas hænder«. Siden har olien flydt fra adskillige fotografier i Myrnas hjem, som i dag er pilgrimsmål. I påsken har hun fået blødende sår i panden, og Jomfru Maria har flere gange talt til hende - om overgivelse til Kristus og om at samle den splittede kirke. Pludselig heling Det mærkelige ved sårene er ikke så meget deres opståen, skriver Niels Christian Hvidt i sin bog. »Lægerne undrede sig mere over deres pludselige forsvinden«. Som skeptiker skal man passe på med selv at foreslå, hvordan det uforklarlige kan forklares - med skjulte tårekanaler, pumpemekanismer og selvpåførte sår. Man ender gerne med en stribe forslag, der lyder lige så utrolige som miraklet selv. Ret beset påhviler bevisbyrden vel også dem, der hævder at have oplevet noget helt ud over det sædvanlige. Én gjorde alligevel forsøget. Før en tv-udsendelse besluttede Joe Nickell fra Den Internationale Komite for Videnskabelig Undersøgelse af Påstande om det Paranormale, CSICOP, at undersøge fænomenet nærmere. »Jeg brugte et skarpt knivblad til at skære et kryds bag på min venstre hånd«, skriver han i en artikel i magasinet 'Skeptical Inquirer'. »Dette overfladiske sår frembragte tilstrækkeligt blod til at give indtryk af et større sår og til at skabe et 'sår' i håndfladen«. Bagefter skjulte han sårene ved at bruge dels medicinske præparater, som fremmer heling, dels kosmetiske cremer, som skjuler og heler sårene, så de ikke kan ses. I Niels Christian Hvidts bog kan man se billeder af Myrna liggende i en seng med blodige rifter i ansigtet. Så jeg spørger, om han selv har set de sår opstå. »Nej, det har jeg ikke selv oplevet«. »Det tror jeg ellers kunne overbevise mig«, siger jeg. »At se et sår opstå, under blodet, og næste dag være forvundet«. »Det er ikke næste dag«, siger han. »Det sker efter timer«. »Har du selv set det ske noget sted?«. »Nej«. Audreys mirakler I sin bog fortæller Niels Christian Hvidt også historien om den amerikanske pige Audrey Santo, der knap tre år gammel gik i en slags koma efter i flere minutter at have ligget i familiens swimmingpool i Boston. Siden har hun hverken kunnet bevæge sig, tale eller spise uden hjælp. Audreys mor rejste til Medjugorjie i Bosnien, hvor seks børn hævder at have set Jomfru Maria dagligt siden 1984. Her var den syge pige - siger hendes mor - to gange i kontakt med Jomfru Maria. At hun også fik et hjerteanfald undervejs og måtte flyves hjem, er ikke nævnt i Niels Christian Hvidts bog. Det har jeg læst i 'Skeptical Inquirer'. Hendes mor mente, at det skyldtes, at der lå en abortklinik i nærheden, stod der. Derimod fortæller Niels Christian Hvidt, hvordan miraklerne begyndte, da familien vendte hjem til Boston. Audrey fik blødende sår på hænder, i siden og på panden. Særlig fra skærtorsdag klokken tre skal hun have haft store smerter. I sin bog udlægger Niels Christian Hvidt budskabet i pigens skæbne således: »Mange mennesker ser en sådan ulykke som afslutningen på en meningsfyldt tilværelse. Men Gud synes ikke at være enig, lige så lidt som de tusinder af pilgrimme, der strømmer til Audreys hjem«. Nej, tænker jeg. Med mindre familien Santo af lutter kærlighed til Gud har gjort ting ved deres barn, som jeg ikke har spor lyst til at forestille mig. I det lys må man næsten håbe, at miraklerne er ægte. For hvis de ikke er det, tør jeg næsten ikke tænke på, hvilket udspekuleret rænkespil troende mennesker har sat i værk i Guds navn for at få det til at se sådan ud. I så fald må katolikkerne takke sig selv for en anden opfindelse: Skriftestolen. Der kan blive brug for den. Grædende ikoner Mange steder rundt om i verden har et ikon eller en figur af Jomfru Maria givet sig til at græde. Nogle gange er det olie, der løber fra den hellige jomfrus øjne, andre gange mennesketårer og i enkelte tilfælde endda blod. Men hvorfor græder figurerne? »Det udlægges som et udtryk for guddommelig sorg over problemer i verden«, forklarer Niels Christian Hvidt. »Enten over at kirken er splittet eller over volden i verden«. Dusiner af ikoner og statuer afgiver olie i Audreys værelse og i familiens garage, som nu er omdannet til kapel, skriver han. Mange mennesker siges at være blevet helbredt for svære sygdomme efter at have bedt i den handicappede piges nærvær. »Audrey leder«, skriver han, »mennesker til Gud«. På besøg hos familien Santo oplevede han selv, hvordan billeder og statuer gav sig til at dryppe af olie. En oplevelse, han i sin bog vurderer således: »I alle tilfælde er det klart, at der ikke er tale om fup, for billederne og statuerne er løst anbragt på borde eller på stifter på væggene - de kan tages ned og placeres et andet sted, men oliemængden ændres ikke«. Kritiske katolikker Ikke alle har Niels Christian Hvidts tiltro til familien Santo, kan jeg læse i det amerikanske 'Skeptical Inquirer', som endevender alle hånde overnaturlige fænomener. Skeptikeren Joe Nickell, der har skrevet en række artikler i magasinet, mener, at alle historier om grædende billeder og figurer er fup. Også Audrey Santos historie. Familien Santo ønskede sig et mirakel, da deres lille pige pludselig henlå i koma, og opfandt derfor et, mener Joe Nickell. Siden har de bygget deres liv op omkring det værelse, hvor den nu 14-årige Audrey ligger bevidstløs hen, mens tilrejsende defilerer forbi i håb om at få del i hendes mirakel og tager små vattotter med hellig olie med sig derfra. »Hun kan ikke tale, men hun ved alt«, har Audreys mor sagt om sin pige. »Hun er ikke i koma ... hun er i et rum sammen med Jesus syv dage om ugen«. Audreys mirakler er blevet undersøgt af en kommission nedsat af den lokale biskop, uden at den er kommet til noget klart resultat. Olien har vist sig at være en blanding af olivenolie og en anden, ikke identificeret substans. En enkelt prøve, skriver skeptikeren Joe Nickell, pegede på kyllingefedt. Men hvad så Niels Christian Hvidt hos familien Santo? »Vi fejrede gudstjeneste i haven, og der stillede de to statuer frem. Der var en del olie på dem, men ikke sådan, at det løb«, fortæller han. »Da de bar dem bort, var der olie på bordet, som ikke havde været der før. Og der var olie i nadverskålene«. »Som gæst forlanger man vel ikke som det første at få lov at undersøge statuerne?«, spørger jeg. »Nej, det gjorde jeg heller ikke. Men bagefter var vi inde i det kapel, de havde lavet. Der var der fotografier på væggen, som det dryppede fra. Og et lille metalkors, jeg kunne løfte. Der var ikke nogen kanaler eller noget som helst. Det er fuldstændig gennemundersøgt«. »Af hvem?«, spørger jeg. »Jamen, der er forskellige selvstændige kommissioner. Biskoppen er jo ret kritisk«. »Men han er dog katolik - og tror altså på mirakler«. »Ja, men andre steder er det et krav, at der i de kommissioner, der undersøger undergerninger, skal være mindst én ateist. Den katolske kirke har været frustrerende kritisk og skeptisk mange steder, fordi der har været eksempler på fusk«. Jeg indvender, at den katolske kirke vel også har en klar interesse i, at nogle begivenheder - som en bekræftelse af troen - kåres som mirakler. »Hvis du virkelig talte med de folk, som undersøger de ting, tror jeg, at du ville se, at man er meget tvetydig i den katolske kirke«, siger Niels Christian Hvidt. »Mange katolikker er frustrerede over, hvor langsomt det går med anerkendelsen af åbenbaringer. Padre Pio, som døde i 1968, og først nu er blevet helgenkåret, var jo helligkåret af folket, allerede mens han levede«. Troen på gud styrkes Afgrunden er her endnu. Mellem den troende og tvivleren. Og den kan ikke passeres i små skridt. Der skal et spring til. Men hvad er det så for et verdensbillede, der venter på den anden side af springet? Den katolske kirkes? De islamiske mystikeres? Eller hinduernes? Også de har jo deres mirakler. For Niels Christian Hvidt er det ikke noget problem. Hvis et menneske kalder på Gud, vil han næppe overhøre det, bare fordi mennesket tilhører en anden religion. »Hvad tror du, der skal til for at overbevise mig?«, spørger jeg ham. »Det ved jeg ikke«, siger han. »Jeg har oplevet ting, som jeg virkelig ikke mener kan forklares, men jeg tror ikke, at det nytter at forsøge at fremlægge hermetiske beviser, for der vil altid være rum for tvivl. Hvis du inderst inde har grunde, måske personlige, til at være skeptiker, så vil du, selv hvis du ser noget, som er uforklarligt, bare finde en anden løsning«. Han ser på mig. »Der er et subjektivt moment i al form for tro. Og jeg mener virkelig, at ateisme er lige så meget en trosretning som kristendommen«, siger han så. »Det er rigtigt, at jeg er skeptisk«, indrømmer jeg. »Men jeg ved virkelig ikke, om miraklerne er sande. Mit spørgsmål er bare: Hvorfor forklare det uforklarlige med, at det er Guds indgriben. Hvorfor ikke bare lade det stå uforklaret hen?«. Han smiler. »Fordi historierne om miraklet giver næring til den tro, jeg har. For mig skal underet ikke primært bruges til at bevise, at Gud eksisterer. For et troende menneske kan miraklet have den helt eminente funktion, at det styrker tilliden til Gud. At vi ser, at han stadig væk er interesseret i os små mennesker«. Et dansk under For en skeptisk sjæl kan miraklet passere lige forbi snuden. Uden rigtig at sætte sig spor. Det oplevede Niels Christian Hvidt, da der i 1995 endelig skete et under i Danmark. Rygtet var løbet i forvejen, da han en dag besøgte den russiske kirke i Bredgade i København i selskab med nogle venner. Et ikon af Jomfru Maria var begyndt at græde. Og ganske rigtigt, da Niels Christian Hvidt kiggede under glaspladen, som dækker ikonen, løb en væske fra jomfruens øjne. »Der var en utrolig duft fra den«, fortæller han. Nogle dage efter vendte han tilbage. Da var ikonet helt tørt. I den næste time stod han nær ikonet, uden at nogen andre kom i nærheden af det. Men da han igen trådte hen til det, kunne han se, at væsken var løbet 10-12 centimeter fra øjnene. »Jeg kunne også se det bagfra, og det var altså solidt træ, ingen kanaler eller mekanismer«, siger han. »Undersøgte du det straks efter?«, spørger jeg. »Nej, det var i en anden sammenhæng. Men ikonet er malet på et tykt træstykke. Solidt, sundt, lyst træ. Hverken porøst eller væskefyldt«. »Det udelukker vel ikke, at der kunne ligge noget inde i træet?«. »Ikke med dette ikon. Men andre er jo papirstynde«, siger Niels Christian Hvidt, der ærgerlig spurgte den ortodokse russiske præst, hvorfor han ikke lod miraklet undersøge. Underet var en sag mellem menigheden og Gud, lød svaret. For Niels Christian Hvidt var oplevelsen også en lejlighed til at se, hvordan nogle af hans mindre troende kammerater reagerede på et under. »Det var pokkers!, sagde de. Men så satte de sig op på cyklerne og kørte igen«, fortæller han. »Hvorfor væltede det ikke deres verden?«, spørger jeg. »Jeg forstod det sådan, at det godt nok var grænseoverskridende for dem, men at de ikke vidste, hvor de skulle indplacere det. Måske om 20 år vil de vende tilbage til det. Lige nu kan de ikke rumme det«. Man skal måske ikke alene selv se miraklet for at tro det. Man skal måske også tro for overhovedet at se det. Og der står vi så. Guds mand og djævlens advokat. Den ene lige så troende, som da vi begyndte. Den anden lige så tvivlende. Der er åbenbart afgrunde, selv et mirakel ikke kan lukke.