Den saftfyldte sødme nærmest drev hen over biograflærrederne, da Joanne Harris' roman 'Chocolat' blev filmatiseret, og det var ikke tilfældigt, for historien om den oprørske Vianne med det lystfyldte forhold til chokolade blev gjort både sødere og lykkeligere end romanhistorien. Alt foregik med forfatterens accept, men den fransk-britiske forfatter er klar til at sætte hælene kraftigt i, hvis et filmselskab skulle ønske at gøre noget tilsvarende med hendes seneste roman 'Appelsinens fem kvarte'. »Jeg synes, der ligger en oplagt filmhistorie i bogen, men jeg er bange for, hvad man kunne finde på at gøre ved historien, så jeg holder på filmrettighederne, selv om der har været forespørgsler«, siger Joanne Harris. Hendes nervøsitet er forståelig, for umiddelbart er det også svært at se, hvordan hendes historie om nogle gruopvækkende begivenheder i en lille fransk landsby under Anden Verdenskrig skulle kunne drejes, så de falder ind under Hollywoods koncept, hvor det meste er hyggeligt, og alt ender godt til sidst. I romanen falder mange af elementerne simpelthen uden for de gængse opfattelser. Tredje bestseller i træk Modstandsfolkene er hverken mange eller ædle. Børnene er nogle udspekulerede djævle, der piner og plager deres mor og derudover udløser en katastrofal massakre i den lille provinslandsby. Og for at det ikke skal være løgn, knytter de sig forræderisk stærkt til en tysk soldat, som viser sig at give fjenden et menneskeligt ansigt. Og så er der jo også lige det, at moderen er en harpe, der ikke evner at kommunikere med sine børn. Tag den, Hollywood! Foreløbig har masser af læsere taget historien til sig. Herhjemme var romanen en gedigen anmeldersucces, og den udkommer senere som bogklubbog. I Storbritannien ligger bogen stadig på den officielle bestsellerlistes top 10. Og læserne er tilsyneladende helt ligeglade med, at de britiske anmeldere og forlæggere har haft svært ved at finde ud af, hvordan de skulle rubricere Joanne Harris og hendes romaner. »Jeg hader at blive sat i bås, men det er noget, britiske og amerikanske forlæggere går meget op i. Jeg ved godt, at nogen har kaldt mine bøger for populærlitteratur, men hvorfor skal vi have denne apartheid inden for litteraturen? Hvem ønsker at skrive litteratur, som ikke er populær hos læserne? Jeg ville ikke selv have lyst til at skrive bøger, som kun en ud af hver tusind bryder sig om«, siger Joanne Harris. Med 'Appelsinens fem kvarte' har hun skrevet sin tredje bestseller i træk, og når man spørger hende, hvor mange eksemplarer hendes bøger sælger, aner hun det ikke. Hun siger, at hun kun kan huske, at 'Chocolat' har solgt cirka halvanden million eksemplarer, og at efterfølgeren 'Brombærvin' foreløbig har rundet en halv million eksemplarer. Altså bare i England. Og 'Appelsinens fem kvarte' ligger som nævnt blandt de ti mest solgte. Kritiserer modstandsbevægelsen De tre romaner foregår alle helt eller delvist i Frankrig, og det er ikke tilfældigt, for den 37-årige forfatter er selv halvt fransk, hun tilbragte alle sin barndoms somre i Frankrig, og derhjemme taler hun fransk med sin otteårige datter. Familien bor i Nordengland, men ifølge Joanne Harris selv forstår hun bedre den franske kultur end den engelske. Spørgsmålet er, om franskmændene forstår Harris, når de har læst 'Appelsinens fem kvarte'. »Romanen er ikke udkommet i Frankrig endnu, så jeg ved jo ikke, hvordan franskmændene vil reagere. Historien bygger en del på min bedstefars erindringer, og han var faktisk ret kritisk over for modstandsbevægelsen. Selv var han ellers en slags krigshelt, der blev dekoreret flere gange, men han afviste, at der under krigen skulle have været tale om en organiseret og samlet modstandsbevægelse, der kun gjorde gode ting. Det er en myte, som er skabt af blandt andre filmfolk og forfattere«. »Der var da masser af gode mennesker i modstandsbevægelsen, men der var også opportunister og galninge, og nogle af dem skød endda hinanden. Selvfølgelig kan man blive kritiseret, når man udfordrer det, der anses for at være sandheden, men sandheden er ofte mere kompleks, end det umiddelbart ser ud til. Nogen vil nok hævde, at jeg ikke har ret til at fortælle historien på den måde, jeg gør, men min roman er jo ikke en historiebog, men kun en historie om et lille udsnit af den periode«, siger Joanne Harris. Hendes billede af modstandsbevægelsen er ikke det eneste, der kan møde kritik. Allerede nu har hun mødt kritik for, hvordan hun skildrer børnene i den franske landsby. Frygtelig onde børn »Min amerikanske forlægger forsøgte simpelthen at få mig til at lave historien om. Børnene skulle gøres mere uskyldige, og de skulle have bedre motiver for deres handlinger«, fortæller Joanne Harris. Hun ændrede imidlertid ikke på sin historie, selv om den omfatter en tæt beskrivelse af en niårig pige, som tilsyneladende er både hård og kynisk over for sin mor - og som derudover samarbejder med den fjende, der har besat landsbyen. »Pigen ved udmærket, hvad hun gør, men hun kan bare ikke overskue konsekvenserne af sine handlinger på længere sigt. Jeg synes, det er interessant, at jeg har fået flere breve om denne roman, end jeg fik selv for 'Chocolat', og brevene deler sig i to nogenlunde lige store bunker«. »De gamle skriver og siger: »sikke nogle frygtelige børn«. De unge skriver og siger: »sikke en frygtelig mor««, siger den britiske forfatter. Hun forklarer selv reaktionerne med, at de fleste gerne vil have bekræftet billedet af børn som nogle helt uskyldige væsener, der ikke kan være onde. Hun blev sat på sporet af historien om den besatte franske landsby af sin mors og sin bedstefars beretninger fra krigen. Joanne Harris fandt ud af, at deres syn på perioden var helt forskellige. Den gamle mand huskede krigen som en mørk tid, hvorimod hendes mor huskede krigsårene som en periode, hvor hun havde det sjovt og nærmest kunne gøre, hvad hun ville. Også selv om familien på et tidspunkt måtte flygte, fordi bedstefaderen var blevet angivet til Gestapo. Som Joanne Harris selv ser det, er 'Appelsinens fem kvarte' blevet en historie om, hvad der kan ske, når man ikke kan finde ud af at tale sammen i en familie. Historien fortælles i vidt omfang af den niårige pige, som har svært ved at afkode motiverne hos sin mor og de øvrige voksne. Det samme har hendes søskende, og derfor laver børnene deres egne regler og skaber deres egen betydning i hverdagen. Det kommer der ikke meget godt ud af, skal det vise sig. Køkkenet er familiens hjerte Læsere af 'Chocolat' og 'Brombærvin' vil måske undre sig over, at Joanne Harris i den grad har kastet sig over tilværelsens mørkere sider, men faktisk er det ikke noget nyt. Det var sådan, Joanne Harris startede som forfatter for 10-15 år siden. Hun skrev to romaner, men begge forsvandt uden at efterlade sig mange spor. »Den ene var en vampyragtig historie. Den anden var sådan en slags gotisk gyser, og der sidder vist ti pubertære, mandlige læsere et sted og dyrker mit tidlige forfatterskab«, siger Joanne Harris. Hun fortsatte imidlertid med at skrive, mens hun passede sit job som fransk-lærer på en drengeskole i Yorkshire. Hun skrev ikke, fordi hun nogensinde regnede med at kunne leve af det, men fordi hun ikke kunne lade være, og pludselig fandt hun den kombination af stof og stil, der skaffede hende både læsere og penge. Hun begyndte at skrive om sin familie, om sin egen og familiens fortid - alt sammen pakket ind i sanselige beskrivelser af opskrifter og mad. At maden spiller en særlig rolle i hendes bøger, er ingen tilfældighed. Familien har brugt timer på at indtage franske retter, og køkkenet har altid været familiens hjerte. »Måltiderne har været samlingspunktet, og vi talte og spiste fransk, og på den måde sikrede vi en form for identitet, ligesom det var med til at holde familien sammen«. »Fra min mor har jeg en stor samling familieopskrifter, og næsten alle er knyttet til en person. Det er næsten en magisk metode, hvormed man kan hente gamle familiemedlemmer tilbage i de levendes rækker«. »Man kan også sige en masse om en person ved at se på, hvordan vedkommendes forhold til mad er. I dag er mad efterhånden blevet forbundet med skyld. Folk er bange for mad, og de har det med mad, som victorianerne havde det med sex«, siger Joanne Harris. Stoppet med at undervise Hun mener selv, at hendes halvt franske, halvt engelske opvækst er forklaringen på de motiver, man kan finde i hendes historier. »Jeg hører ikke hjemme hverken det ene eller det andet sted, og jeg har altid set tingene i et lidt skævt lys. Det sjove er så, at jeg af de højreorienterede aviser er blevet rost, fordi de mener, jeg står for de traditionelle familieværdier, hvilket har fået de venstreorienterede aviser til automatisk at vælge den modsatte holdning. Men sagen er jo, at jeg næsten altid skildrer verden set fra en oprørers synspunkt«, siger Joanne Harris, og hun har kun en stor overbærende latter tilovers for de amerikanske studerende, som sender hende deres opgaver, hvori hun bliver skildret som en postfeministisk forfatter. Efter tre bestsellere i træk er Joanne Harris holdt op med at arbejde som lærer. Det er snart fire år siden, hun havde sin sidste undervisningstime, men hun har stadig en smule dårlig samvittighed over at leve af at skrive. »Jeg er ved at vænne mig til det, men det er, som om det ikke er et rigtigt arbejde. Jeg er jo opdraget til, at man skal have et solidt og fast job, som man passer, og normalt er jeg ikke en person, der tager mange chancer«, siger hun. Men hun bor stadig i Yorkshire og har ingen planer om at følge alle de andre succesforfattere til Sydfrankrig. Spøgefuldt siger hun, at det er, fordi de har tjent flere penge, end hun har. »Nej, men hvis jeg skulle flytte til Frankrig, ville jeg være nødt til at tage alle i min familie med, plus min datters skole og min mands fodboldklub. Det går ikke«.