Bøgerne ligger i feriekufferten ved siden af bikinien. De ligger på natbordet, står på reolerne og kommer i pakker fra bogklubberne. De bliver købt, lånt og læst. Ja, nærmest slugt. I hvert fald når det er kriminalromaner af Liza Marklund, Anne Holt, Helene Thursten, Sara Paretsky og Sue Grafton. Med deres historier om kvindelige hovedpersoner rammer de lige ned i den del af danskerne, der læser og køber flest bøger, hvilket vil sige kvinder mellem 30 og 60 år. Men de har - som det fremgår - været nødt til at opsøge bøger af udenlandske forfattere for at kunne læse de meget populære femikrimier. Nu får de danske læsere imidlertid chancen for at møde en dansk krimiheltinde, for på torsdag udsender forlaget Aschehoug en femikrimi af journalisten og forfatteren Gretelise Holm, og skal man dømme efter reaktionerne hos de tyske forlæggere, er der også noget at komme efter. Allerede før udgivelsen på dansk stod en halv snes tyske forlag i kø for at få rettighederne til romanen 'Paranoia', og de har ikke ladet sig afskrække af, at handlingen foregår på Sydsjælland i en lille by, hvor man bl.a. kan møde chefredaktøren, embedslægen, politimesteren, hjemmeværnsinstruktøren, lokaljournalisten, erhvervsmatadoren, platuglen fra socialgruppe fem, ja hele banden, og de kan ses forfra og ikke mindst bagfra i al deres opblæste selvfremstilling og al deres menneskelige almindelighed. Vinderen af auktionen over bogen fik udgivelsesretten for en halv million kroner, så der er egentlig ikke noget at sige til, at forfatteren Gretelise Holm ihærdigt forsøger at dæmpe både sine egne og omverdenens forventninger til bogens skæbne - men let er det ikke. »Nu må vi se, hvordan det går, men jeg har da prøvet bogen af på 25-30 personer blandt familie og venner, og jeg har kun fået positive reaktioner. De fleste siger, de har læst den nonstop, og min 28-årige datter sagde, hun var helt ked af, at den holdt op, og det er vel den største ros, man kan få, når man nu ved, hvor kritiske døtre kan være over for deres mødre«, siger Gretelise Holm. Med 'Paranoia' introducerer hun to kvinder i det, der er tænkt som en krimiserie. Den ene er den 55-årige journalist Karin Sommer. Den anden er den 34-årige jurist Andrea Vendelboe. Begge bliver i den første roman viklet ind i både mord, skilsmisser, luderimport fra Østeuropa og familiedramaer af enhver karakter, og læseren når dårligt at glippe med øjnene, før det første offer hænger og dingler hjemme i køkkenet, hvor et familiemedlem nærmest bogstaveligt sparker stolen væk under husets pestilens af en far. »Ja, der er da mange forbrydelser, men i min historie er det jo ikke et spørgsmål om ligets stilling eller om, hvordan der er sprøjtet hjernemasse op ad væggene«. Samtidsroman »Ideen er at skrive en krimi og en samtidsroman i en bog. Krimien er motoren i samtidsromanen, og historien har en kvindeindfaldsvinkel, og i min forstand er det, at det mere drejer sig om det psykologisk drama end det rent tekniske. Og så rummer historien selvfølgelig en masse kvinder, som må se, om de kan klare sig med deres 80 procents hjernekapacitet«, siger Gretelise Holm og slår en høj latter op, mens hun hovedrystende henviser til de seneste dages avishistorier, hvor en forsker har hævdet, at kvinder er dummere end mænd. Som en rebus Gretelise Holm er uddannet journalist med bl.a. tolv års erfaring fra Politiken. Siden var hun i en længere periode lærer på Danmarks Journalisthøjskole, inden hun og familien i en årrække forlagde residensen til Zimbabwe, hvor hendes mand fik arbejde som læge. Det er indirekte oplevelserne fra Afrika, der nu har ført til, at hun er blevet krimiforfatter, for det sidste år i Zimbabwe brugte hun på at skrive romanen 'Mercedes-Benz Syndromet', som var en kritisk thriller om udviklingen i det afrikanske land. Thrilleren fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris, og det var dén, der fik Aschehougs redaktør Charlotte Jørgensen til at bestille en dansk femikrimi hos Gretelise Holm. Forfatteren gik for alvor i gang i påsken i år, og hun skrev historien, mens hun passede sit fuldtidsarbejde som journalist. »Forinden brugte jeg lang tid på at udtænke plottet. Jeg har tegnet det hele op, for at handlingen skulle hænge sammen. At skrive en krimi er lidt som at lave en rebus, og det helt svære er, at man som forfatter må springe fra tue til tue i historien for at kunne være tilbageholdende med informationerne. Man skal jo have den skyldige med i plottet, uden at man røber for meget. Og læseren skal også gerne have mulighed for at gætte med undervejs«, siger Gretelise Holm. Det bekymrer hende ikke så meget, hvis nogen undervejs skulle gætte, hvem morderen er - og de kunne jo også tage fejl - men til gengæld går hun meget op i, at handlingen skal være troværdig. Morderen er ikke en person, der i sidste kapitel bliver halet ind fra højre, ligesom romanpersonerne ikke er figurer, der er grebet fuldstændig ud af fantasien. »Men der er ingen nøglepersoner. Bogen handler blandt andet om den fascinerende grænse mellem psykopati og rationalitet, og jeg har da truffet en del personer af den type. Mennesker, som mener, at noget kan forsvares, bare fordi det gavner dem selv. Der er folk, som kan forsvare hvad som helst, og det er lidt uhyggeligt, selv om de også til en vis grad har ret, for hvorfor er det lige, at nogle handlemåder er bedre end andre? Vi tror, vi ved det, fordi vi er blevet opdraget til det«, siger Gretelise Holm. Holdningsmenneske Ingen skal dog forvente, at hun som en ny udgave af 1970'ernes Sjöwall-Wahlöö kommer og fortæller læseren, hvilke konklusioner de skal drage af bogen, men at hun er et holdningsmenneske, lægger hun ikke skjul på. Det er ingen tilfældighed, at det netop var Gretelise Holm, som efter sine år på Politiken som henholdsvis kriminal- og socialmedarbejder udgav bogen 'Lov og ret - magtens medløbere'. »Jeg afleverer ikke noget budskab, men jeg kan ikke skrive noget uden at have en mening med det. Jeg ønsker selvfølgelig, at man skal reflektere over, hvad der foregår i samfundet, og at man betragter den tid, vi lever i. Men jeg har da også forsøgt at gøre historien lidt sjov«, siger forfatteren. Når hun har valgt at gøre en lidt ældre journalist og en lidt yngre jurist til hovedpersoner, skyldes det ikke kun, at hun selv er journalist, men også, at hun dermed får mange indfaldsvinkler til at fortsætte sin romanserie. Begge fag har kontakter til brede dele af samfundet, og personerne repræsenterer to forskellige generationer og får i løbet af serien mulighed for at udvikle sig. »Det er ikke noget selvportræt, men ved at skrive om en journalist, som er 55 år, sparer jeg jo også en del research og kan bruge af mine erfaringer«, siger Gretelise Holm. I 'Paranoia' bruger hun bl.a. sine erfaringer til at beskrive, hvordan pressen efter hendes mening er gået fra at være kritisk over for magthaverne til at være noget nær en del af magtapparatet. »I dag har vi tv-magasiner, hvor der er links direkte til politiets hjemmeside, og hvor det tidligere handlede om at vogte borgernes retssikkerhed, handler det i dag meget om forbryderjagt, hvad det jo også skal, men det skal samtidig være en kritik af magtapparatet, og det handler det meget lidt om i dag«, mener Gretelise Holm. Da hun stoppede som dagbladsjournalist for omkring 20 år siden, var det , fordi hun var blevet træt af, at alting skulle skrives strammere og strammere, og artiklerne blev kortere og kortere. »På aviser kan man jo få det svært, hvis en sag har mere end to sider, og denne meget forenklede måde at se verden på får man sværere ved at forene sig med, jo ældre man bliver«, siger hun. Siden afskeden med den døgnaktuelle journalistisk har hun da også skrevet en lang række børne- og ungdomsbøger samt en række fag- og skolebøger. Mere end 25 udgivelser står hun i dag med, og flere af dem er oversat. Bogen 'Et hjerte til Maria' er kommet i store oplag i Sverige, hvor den netop nu er ved at blive til en spillefilm. Bogen er også udkommet i flere oplag i Japan. Fremover vil Gretelise Holm satse på at leve af at være forfatter, uden at hun dog af den grund vil afskære sig fra også at skrive journalistisk. Og hun vil da heller ikke udelukke, at hun på et senere tidspunkt vil forsøge at skrive det, andre ser som 'rigtig' litteratur. På hendes forlag er de ikke i tvivl om, at 'Paranoia' er starten på en krimiserie, men selv klapper forfatteren lige hesten. Hun ved godt, at en serie mindst er tre bøger, og hun har da også tænkt over plottet i nummer to, men hun vil ikke - siger hun - begynde at skrive på den, før hun ser, hvordan den første roman bliver modtaget. Men at der er læsere til velskrevne krimier med kvinder i front, ved både hun, forlaget og enhver med forbindelse til bøgernes verden. »Jeg ved ikke, hvorfor der ikke tidligere er blevet skrevet danske femikrimier. Jeg har altid selv læst mange krimier, men måske bliver krimien ikke anset for at være fin nok, men personligt er jeg ligeglad med, om folk synes, det er rigtig litteratur, og jeg har det ikke sådan, at jeg bagefter krimierne skal skrive noget, som er 'finere'. Jeg ser ikke mig selv som en litterær person, og jeg er tilfreds, bare folk læser bøgerne«, siger hun.