Erik Skyum-Nielsen er netop vendt hjem fra Island, hvor han af præsidenten blev slået til ridder af Falkeordenen. Den må kun bæres, når han er i gallauniform, ornat eller kjole og hvidt. Ingen af delene er noget, en cyklende, rygsækbehængt forskningsbibliotekar bærer ret ofte, så Falkeordenen bliver næppe luftet foreløbig. Grunden til udmærkelsen er naturligvis Erik Skyum-Nielsens arbejde som oversætter og formidler af islandsk litteratur, som han i 20 år har oversat til dansk. Han føler, han lever og tænker i to kulturer samtidig. »Det er en pragtfuld oplevelse at koncentrere sig om at formidle et andet menneskes arbejde, næsten forlade sig selv, gå ind i det andet sprog og gøre sine hænder til handsker for en bestemt forfatter«. »Over for de tekster man oversætter, bliver man følsom på en måde, som man ikke er det over for det, man selv skriver, og slet ikke over for de bøger, man bare godt kan lide. Man er flyttet ind i en bogs intellektuelle og følelsesmæssige mekanik, så man næsten ikke kan tage kritik af den. Sådan har jeg det i hvert fald med de bøger, jeg har oversat«. Det er især som litteraturkritiker, både i dagbladet Informations spalter og som rejsende foredragsholder, Erik Skyum-Nielsen er kendt af alle litterært interesserede danskere - hvoraf nogle kærligt kalder ham 'skypumpen'. Men faktisk er han fuldtidsansat forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek. Det indebærer både fysisk og elektronisk kontakt med mennesker, der søger informationer, og ansvar for indkøb af bøger til biblioteket. Endelig er der hans nu over 10 år gamle 'Klassikerprojekt', hvor danske oversættelser af udenlandske litterære klassikere skal vælges og katalogiseres. Hvordan Erik Skyum-Nielsen overhovedet får tid og kræfter til at skrive underbetalte anmeldelser i dagspressen, er en gåde. Svaret er 'narkomani'. »Jeg kan simpelt hen ikke undvære at snuse til en ny bog. Og jeg kan ikke undvære det 'kick', det er at være en af de første læsere«. Det kan man vel godt være uden at skulle skrive om det. »Ja tak, men den første læsning, som skal blive til et stykke smagsdom og analyse og præsentation og perspektivering - helst på én gang og helst inden for en uge efter - det har altså en særlig fascination, synes jeg. Det bliver en mere risikofyldt læsning og meget mere forpligtende. Det er for mig en stadig kilde til lyst og spænding«. Rutineskøn »Med til glæden ved at være litteraturkritiker hører også selve lysten ved at få lov at udtrykke sig selv, gøre rede for sin begejstring eller frustration og få lempet det ud i bladet. Begrundelsen for at blive ved og ved med at læse så meget ny litteratur er, at vi en gang imellem får lov at blive ... forandret!« »Måske ikke så forandret som moralsk ansvarlige, vælgende personer - det kan vi i hvert fald dårligt kortlægge - men vi er blevet provokeret så meget som læsere, at vi har været nødt til at gå rundt om en bog i en uge for overhovedet at finde ud af hvad der foregår ...«. »Jeg har været ude for, at jeg ved første læsning af en digtsamling ikke forstod en brik, at det var ren tågetale. Og så kan man læse den en gang til og dagen efter, og så måske efter femte gennemlæsning, hvor man har gjort nogle noter og prøvet med nogle forskellige sæt briller - så begynder der at ske et eller andet. Og den oplevelse af at man får lavet sine øjne en lille smule om, fordi der er en bog, der er stærk nok til det ... det er jo hele forudsætningen«. Ja, jeg skulle lige til at spørge: Giver du alle bøger så mange chancer? »Nej, der tror jeg, jeg har opbygget et - måske lidt for hurtigt - rutineskøn. Jeg går efter, om jeg føler mig begejstret eller provokeret. Det er under alle omstændigheder meget vigtigere end de bøger, der lader én kold. Dem er der to slags af: de hjælpeløse og så dem, vi kunne kalde de 'dårlige gode bøger', hvor konventionerne er respekteret, men hvor det hele i øvrigt er så glat og ligegyldigt upersonligt, at man ikke mærker nogen nødvendighed bag«. »Jeg må indrømme, jeg reagerer temmelig voldsomt, hvis noget virker 'gemacht', lidt for 'lækrificeret' og poleret og lidt for meget indrettet på, hvad forfatteren har sjusset sig til må være smagen og forventningen cirka lige nu. Der kan jeg meget bedre lide den tredje kategori: 'de gode dårlige bøger' - bøger hvor der et eller andet helt rablende forkert, fordi fundamentet bare skrider under den person, der har lavet det«. »Eller fordi der er syv forskellige ideer, der er forsøgt realiseret på én gang, hvilket viste sig uladsiggørligt, men hvor der er et sprogligt overskud og en personlig vilje til at lave en verden for sig selv ud af det her - og så vise det frem til andre. Måske endda i al dets uafklarethed. Det har jeg voldsom respekt for. Det mod nogle forfattere har til at lade nødvendigheden tælle mere end deres stræben efter fuldkommenhed«. LæsemodstandUndrer du dig ikke lidt over forlagenes rolle, når en god bog udkommer i dårlig form ...? »Jo! Mit indtryk er, at de i øjeblikket har meget forskelligt engagement og en meget ujævn kvalitativ faglig opfølgning på forlagene. Symptomet på det er sådan noget som sprogfejl, som man tidligere reagerede på som en pest. Nu er vores tærskel for vrede og frustration på det punkt hævet voldsomt«. Hvis forlaget havde gjort sit arbejde fuldt ud, var det måske blevet en 'god god bog' - som må være din fjerde kategori? »Ja, det er den, hvor noget voldsomt brænder igennem, men den æstetiske form samtidig virkelig holder. Men jeg vil lige sige, at der er en femte kategori. Det er bøger, jeg slet ikke får noget forhold til, som min optik bare ikke kan møde. Der hvor ens læsemodstand er så stor, skal man give bogen til en anden, for det vil være uretfærdigt for den pågældende forfatter at skulle gå igennem min læsemodstand. Det kan være mig, der er noget galt med«. Er det blevet nemmere at anmelde med tiden? Kan du 'ekspedere' flere mellemvarebøger på kortere tid? »Ja, men jeg har det egentlig ikke særlig godt med det. Det er heldigvis stadigvæk uforudsigeligt og meget forskelligt, hvordan det forløber med en bog. Du kan i forvejen planlægge, at du læser den aften og den følgende aften, og så kan du skrive den tredje aften. Men så kan det vise sig, at bogen er så møgirriterende, at du lægger den fra dig den første aften. Og så har du et problem allerede, ikke?«. Den ideelle anmeldelse »Mine bedste oplevelser har været, når jeg har styrtet mig over bogen med det samme, læst den én gang og gjort mig nogle tanker. Så har jeg ladet den bundfælde sig nogle dage og læst den grundigt en gang til - og så igen slået mig over fingrene, inden jeg gav mig til at skrive«. »Jeg har brændt mig flere gange på at have for kort tid til en bog: læse den en aften og sidde en sen nattetime og lave noget, der hang sammen og var gangbart som præsentation, introduktion og beskrivelse, men hvor jeg ikke havde nået at finde mine egne ben - og slet ikke havde nået at spørge, på hvilken måde denne bog greb ind i de samtaler om litteratur, som vi fører, og det vi ellers går og sovser i, samfundsmæssigt, politisk, moralsk«. Og det hører med til en anmeldelse? »Ja, den ideelle anmeldelse er den, hvor man får det hele med og får rejst forfatteren så vidt muligt i fuld figur. Det er blevet vigtigere for mig. Jeg begyndte at skrive kritik i 1978, hvor det var bygget ind i én at forholde sig politisk til litteraturen«. »Men min egen kritik blev i den periode til dels en modstand mod den politiserende kritik, fordi jeg forsøgte at spørge noget mere til, hvordan tingene formalt var strikket sammen, og hvordan der blev givet - eller ikke givet - et bud på en ny litteratur. Da var jeg - ligesom de samtidige unge digtere S.U. Thomsen, Michael Strunge, Bo Green Jensen, Pia Tafdrup bl.a. - meget mere 'æsteticistisk' indstillet, end hvad der var almindeligt på det tidspunkt«. »Men fra man i midten af 1980'erne ikke længere havde noget fælles kritisk sprog, fordi kritikkens kriterier blev stækket, synes jeg mange af mine kolleger er blevet for vage og personlige i deres kritik og for oplevelsesorienterede. De forsøger ikke at komme fra litteraturhistorien og den litterære teori og spørge i et større perspektiv: Hvad har vi at gøre med her? De er for snævert fikseret på mødet med den enkelte forfatter og vurderingen af den enkelte bog«. Det er vel også det nemmeste? »Det er klart det nemmeste, men det er meget dårligt, for litteratur vil altid være et bud på litteratur. Ethvert værk er ikke bare en forfatters lukken døren op ind til sit personlige museum. Det er også et bud på, hvordan vi vil have bøger. Det overhovedet at fremsætte den påstand: 'det her er et digt' eller 'jeg har skrevet en roman' - det er at give et udkast til litteraturen som et fristed, hvor vi kan eksperimentere med de former, hvori vi lever«. »Man kan slet ikke lave et digt, en novelle, en roman uden at tænke principielt - selv om man aldrig har gået på universitetet. Denne principielle dimension kan man som kritiker kun møde med i det mindste en flig af en teoretisk bevidsthed. Hvis man suspenderer den, har man gjort litteraturen til en ekspeditionsforretning og bogen til en vare«. »Hvor mange af en bogsæsons anmeldelser kan man overhovedet kalde et stykke kritik? Jeg opfatter kritikeren som et frit i luften svævende ideal, som vi er nogle stykker, der gerne vil genoplive. Men der er så meget, der virker imod at lave kritik«. Såsom? »Pressens forpopning, sensationsstyringen og den øgede omsætningshast i medierne fremmer ikke ligefrem eftertanken. Og læsernes manglende forudsætninger, det at du ikke ved, hvad de har læst før. Og man har jo kun de bøger, der kommer - det er ikke alle bøger, man kan lave kritik på. Nogle bøger skal bare ekspederes. Men jeg synes, det er pragtfuldt at få lov at lave kritik - i betydningen en historisk og teoretisk funderet, engageret beskæftigelse med litteratur i dens totale kontekst. Og jeg kan mærke, når det sker!«. Belæste anmeldereBør de, der bedømmer litteratur, have en formaliseret litteraturvidenskabelig uddannelse? »Nej, ikke nødvendigvis. Men de skal være belæste - og de skal være interesserede i at tænke abstrakt«. Der har ellers på det seneste været kritik af, at læsningerne i for eksempel det nye bind af 'Danske digtere i det 20. århundrede' er meget teoretiske ... »Der snakker vi om to forskellige ting. Jens Kistrup har for nylig skrevet, at den faglige litteraturbeskæftigelse er blevet spaltet. På den ene side ses en slags 'skribentgørelse' af litteraturkritikerne, så de både kan smage på vin, lave politiske kommentarer og vurdere litteratur. Anmelderen som en fleksibel tekstleverandør. På den anden side en stadig mere specialiseret og intellektuel, akademisk litteraturbeskæftigelse«. »Der bliver uddannet ret skrappe tekstlæsere rundt omkring på universiteterne, især i Århus, vil jeg gerne sige. Det tager jeg som et absolut gode. Når det går hånd i hånd med en lidenskab for at stille de rigtige spørgsmål, kan det blive rigtig godt«. »Men fagliggørelsen har langt hen ad vejen fundet sted, uden at formidlingsdimensionen er blevet koblet til. Plus at en eller anden angst for psykologi gør sig gældende. Forfatteren bliver - smart sagt - ikke lokket ud af forfatterskabet. Det er selvfølgelig rigtigt at se på et forfatterskabs indre æstetiske logik, men det er ikke den eneste betragtningsmåde«. »Og når man vælger et enkelt forfatterskab som ramme, må man for pokker da også prøve at tegne en silhuet af den, der har skabt teksternes stemme, det menneske, der findes før og efter de bøger. Den personlige vilje og de personlige kampe må medreflekteres«. Det undrer mig, at du inddrager forfatterens person i stedet for det videre perspektiv, nemlig det samfund, det økonomiske og åndelige klima værkerne skrives i ... »Ja, den politiske, eksistentielle og etiske dimension hører mindst lige så meget med. Ofte bliver den moralske dimension i et forfatterskab jo heller ikke tænkt til bunds. Bøgerne bliver ikke sat ind i den samtale om godt og ondt, som vi hele tiden fører med os selv«. Men så er det jo, man som anmelder bliver moralsk. »Det vil jeg sådan set gerne være med til - at åbne for den samtale om rigtigt og forkert, som bøgerne sætter i gang eller skærper. Hvert eneste øjeblik vi lever, tager vi stilling til livet i dets fulde dimension«.