Mads var 9 år, da hans mor afsagde dommen. »Min stedfar havde fået sit drømmejob og familien skulle flytte til Jylland. Jeg vidste med det samme, at det ville jeg ikke, og jeg bad om at blive i København, men det kunne jeg selvfølgelig ikke. Så jeg måtte med. Vi boede forskellige steder i Midtjylland. Langt, meget langt ude på landet«. Selv om Mads Brenøe er 33 år, er oplevelsen af den jyske provins stadig så traumatisk, at han kvier sig ved at sætte navn på de lokaliteter, han beboede i sit absolut ufrivillige eksil. »Det er ligegyldigt«, mumler han bare. Hurtigt som en huskat stryger Mads Brenøe ned ad de få trin til kælderen under bagtrappen. Nøglen drejes, og forfatterens nye arbejdsværelse åbenbarer sig. En stor chesterfield-læderlænestol, en lille reol med bøger, cd'er og et brev til Peter Belli. Et skrivebord med en bærbar computer med udsigt direkte ind i den hvide væg. »Jeg skal ikke have arbejdsplads ved et vindue. Den hvide væg er inspiration nok til mig, og så har jeg en chance for at holde tankerne fast. Især når jeg får installeret et godt anlæg, så jeg kan høre høj popmusik, mens jeg skriver«, konstaterer Brenøe og slår sig ned i lænestolen. Udsigten til snarlig familieforøgelse for Mads Brenøe og hans højgravide kone, Nina, har fortrængt forfatteren fra kælderen under lejlighedens stue, hvor han over de sidste to år har skrevet sin seneste roman 'Bjerget'. Men med en lille baby i stuen er det slut med høj musik fra en åben kælder. Derfor er Mads Brenøe endnu en gang blevet 'tvangsforflyttet'. Denne gang dog ikke til provinsen, men til en mere kærkommen placering en meter under jorden midt »i den gade, jeg allerhelst vil bo i, og oven i købet i den by, jeg elsker«. Storbyen Opholdet i det fremmede sluttede, da han i en alder af 14 år, trods sin mors protester, bestemte sig for at flytte tilbage til København, hvor han snart etablerede sig i en lejlighed med nogle kammerater. »Jeg var ret selvstændig og havde ikke lyst til, at nogen skulle bestemme over mig«, som han lakonisk siger. Og fortæller begejstret om en stamtavle for slægten Brenøe, som hans mor har fundet frem til. »Det er noget genetisk. Fra 1702 til 1953 var der kun to repræsentanter fra min familie, der flyttede vest for Valby Bakke. To! Så jeg har da lov at hade provinsen«, siger Mads Brenøe, som dog gang på gang understreger, at det egentlig ikke er, fordi nogen eller noget i Jylland har gjort ham noget konkret ondt. »Jeg synes bare, at det er et forfærdeligt sted. Fra første dag i Jylland vidste jeg bare, at jeg ville væk derfra - »let me get the fuck outta here!« Det tænkte jeg hele tiden. Og når jeg kom over til København for at besøge min far, startede jeg altid med at stille mig på perronen på Hovedbanegården og bare indånde en solid dosis smog - Aaahhh, jeg elsker bare min by!«, siger Mads Brenøe og smiler så huldsaligt, som havde han netop suget godt med blyholdig benzin op. Vinterens sjældne sollys lægger et blødt slør over den hvidmalede stuen hvor vi har bænket os om et solidt spisebord. Middagstrafikkens konstante summen ledsager vores samtale som en velkommen støj i Mads Brenøes ører. »Jeg kan lide København, fordi det er en storby. Verdens mindste storby, men en storby. Og storbyer har det særlige, at de lader en være i fred, og jeg kan godt lide at være i fred. Det kan godt være, at folk kigger på mig, når jeg går hen ad gaden, men de kigger også på alle mulige andre, så det er helt o.k. Det er den stemning, der er i en storby - 'det er okay'«. »Mens den stemning, der er i en provinsby er, at det bare overhovedet ikke er okay. Der er altid noget galt, der er altid nag og nid i en provinsby. Der er altid nogen, som ikke er lige så gode som os. Der er er altid nogen, der tror, at de er noget. Det er jantelov. Man er aldrig glad på egnes vegne. Det er den grove udlægning, men det er jo ikke usandt«, fastslår Mads Brenøe. Den syge provins Han har selv tegnet de spinkle striber på forsiden af 'Bjerget', som forestiller Storebæltsbroen. Et symbolsk bindeled til den provins, som trods alt er leveringsdygtigt i dramatisk stof i massevis. »Folk er enormt syge ude på landet, og alle ved, hvad alle fejler, fordi apotekerne er så små, at man kan høre alt. Selv om man hvisker, at man skal have noget mod gonorré, kan alle høre det. Og nede på apoteket har de allerede skrevet recepten ud, fordi de forlængst har hørt, hvad man lavede i weekenden«. »Det er sgu da frygteligt, men det giver dramaer. Som for eksempel historien om hende, der døde, da hun drejede om et hjørne på hovedgaden i sin bil og blev spiddet af et jernrør, der lå løst på smedens ladvogn. Jeg kunne fortælle den slags historier i mindst tre timer«, siger Mads Brenøe. Når han er ivrig, svirper hans grundigt betonede ord hurtigt ud af munden, som var tungebåndet derinde en verbal slangebøsse. Og tændt er han, når talen falder på den provins, han synes at kende som sin egen bukselomme. »Jeg er sikker på, at der skal findes lykkelige mennesker i byen, for der findes lykkelige mennesker alle steder. Men jeg er også sikker på, at jeg aldrig vil kunne forstå hvorfor. Hvordan kan man være lykkelig i Herning? Hvordan kan man smile, omgivet af så meget messehal, så meget gråt i gråt, så mange beton-indstøbte jernpiller? Det ser ud, som om nogen har besluttet sig for at begrave Herning i grimhed for pengenes skyld«. Jens i Herning i 'Bjerget'. »Det er et forfatter-trick. Faktisk er der flere af de byer, jeg har skrevet om, jeg dårligt nok kender. Jeg ringede rundt til turistkontorerne og bad dem om at sende, hvad de havde på hver deres by. Det skrev jeg ud fra, og så var der egentlig bare et par detaljer, jeg skulle dobbelttjekke for at sikre mig, at det, jeg havde skrevet, var rigtigt. Jeg var i Herning, lige da jeg var færdig med bogen og var i gang med at læse korrektur. Alt, hvad jeg havde skrevet, passede. Og så opdagede jeg noget, som jeg ikke vidste, men som jeg burde have kunnet regne ud, nemlig at de manglede fortove. Det har jeg ikke set før i Danmark, det er sådan et amerikansk fænomen, afskyeligt«, siger Mads Brenøe. Anmeldere har i spøg anført, at han ikke skal regne med at blive opstillet på bibliotekerne i en række jyske byer. »Det er en kalkuleret omkostning. En rimelig pris for at begå mord på provinsen. Det var en helt nødvendig vendetta for mig«, som han siger. Selv om provinsen er trøstesløs for Mads Brenøe, anerkender han, at det er paradis for nogen. »Viborgensere kan jo godt lide Viborg. Og der er masser af mennesker, som aldrig ville kunne fungere i en storby. De ville hade hvert minut. I mit kvarter er det sådan, at det er ligegyldigt, om du er pakistaner, evnesvag, kører i kørestol eller vejer 500 kilo. Det er der ingen, der griner ad. Men hvis du ser en viborgenser med et københavnerkort på gaden, er det sjovt. Det er noget af det eneste, man hæver et øjenbryn over på gaden«, mener Mads Brenøe. Vi er alle fede Tidligere - da Mads Brenøe var punker - var håret barberet væk i den ene side af hovedet og langt i den anden. Men så rabiat er den spinkle Mads Brenøe ikke længere. Nu hænger den spinkle hestehale af langt, lyst hår bare ned ad ryggen som en pendulerende søjle på sin slanke ejermand. Mads Brenøe er en diametral modsætning til titelpersonen i 'Bjerget', den kolossale Jens. Alligevel har forfatteren stor forståelse for sit omdrejningspunkt. »Han er et monster, en outsider. I skolen var han tyk, og så begyndte han at spise meget. Jo mere han har ædt, jo længere er han kommet væk fra samfundet og blevet en outsider. Det kan jeg sagtens genkende. Det tror jeg, at alle mennesker kan. Det er blandt andet det, bogen handler om. At vi alle føler os mærkelige i forhold til verden«. »Det er Jens' pointe med at sige, »at vi alle sammen er fede«. Vi er alle rødhårede, går med briller og har bumser. Vi føler os alle som monstre eller som vanskabninger. Det er aldrig en selv, der er almindelig. Det er et grundvilkår i det at være menneske, at man kender sig selv indefra, men alle de andre udefra, og derfor føler man, at der er en forskel«. »Hvis vi alle sammen kunne blive enige om, at det er sådan, kunne vi alle gå rundt og føle os almindelige, men det gør man jo ikke«. Mads Brenøe lader ordene følge af en lang pause. Mens øjnene glimter fornøjet. »Hvis jeg skulle skrive om en fed mand, skulle han være ekstremt fed. Sådan er jeg. Som forfatter er det netop den følelse af at være fremmed, jeg kan bruge. Jeg bruger timer hver dag til at fundere over menneskelig dårskab og på blot at betragte andre og mig selv, selvfølgelig«, siger han så. »Jeg dasker til mig selv igen, og dellerne vælter rundt inde under tøjet. Jeg ligner en meget lille swimmingpool med meget store bølger. Jeg ligner et farligt misfoster«. Jens beskriver sig selv i 'Bjerget'. Som voksen kan Mads Brenøe med sindsro betragte verdens dårskab og ondskab. Men som dreng blev han mobbet i nogle af de mange skoler, han nåede at gå på. Det gør Jens også i 'Bjerget'. »Jens er ikke ude på hævn. Hverken mod sine forældre eller sine gamle skolekammerater. Det kan jeg enormt godt lide ham for. Hans udgangspunkt er, at man ikke sparker til folk, der ligger ned, og alle ligger jo ned. Alle er fede, ikke? Alle er ynkelige på deres måde«. »Det kan man mene om, hvad man vil, men hvis man ser på verden på den måde, bliver man mildere stemt og tilgivende. I min generation er det sådan, at alting altid er forældrenes skyld. Eller ens opvækst. Jens ved netop, at man bliver mobbet, fordi børnene har det ad helvede til. Nogen skal de hade og dem, det er lettest at hade, står for skud«. »Det har jeg set utallige gange, og det er tilfældigheder, der udløser det. Børn er svage væsener, men i flok er de stærke og ondskabsfulde. Skolegården er i den grad et muligt helvede«, siger Mads Brenøe. En dråbe blod På endevæggen i den hvidmalede stue hænger en plakat af en åben menneskekrop. En mandshøj fremstilling af den menneskelige anatomi med alle lemmer og organer intakte. Videnskabeligt tegnet i Leipzig i 1936 og lidenskabeligt betragtet af Brenøe hver dag. »Jeg har fundet den på et loppemarked på Amager. Normalt er de afsindigt dyre, men jeg fik den her for ingen penge. Jeg kan godt lide den. Dels er billedet flot, dels er jeg vild med hele tanken om, at man tilbage fra Leonardo da Vinci har åbnet op for at forstå. »Nå, det er sådan, det hænger sammen ...« En søgen efter sandhed i det mekaniske, kan man sige«, siger Mads Brenøe. Og afliver eventuelle fordomme om, at plakaten bruges i forfatterens værksted som inspiration til nye morbide mord med opsprætning og afskæring af lemmer. »Tværtimod. Jeg bruger tavlen til at fortælle min steddatter om, hvordan vi er skruet sammen. Jeg er vild med naturvidenskab. Alt lige fra universet og dimensioner til evolutionsteorier, giv mig det hele! Jeg er fascineret, det er bare naturen som sådan, alt det hele. Vidste du for eksempel, at vi har to huller i kæben, som nerverne løber igennem? Det er da fantastisk«, konstaterer Brenøe og peger med sin nyåbnede Tuborg-flaske mod de to huller. Stemmen er ivrig igen. Hentydningen til splatter-forfatterskabet, som Mads Brenøe blev idømt med sin debutbog 'Så megen vrede' fra 1993, er rigeligt til engagementet. »Min sidste roman 'Folk' blev skældt ud for at være blodig, selv om der absolut intet blod er i den. Arj, jo o.k., der er på et tidspunkt en, der kradser i et sår, hvor der er EN DRÅBE BLOD!«, råber Mads Brenøe og tilføjer: »Alligevel stod der i anmeldelserne, at det var splatter-agtigt. Så langt ude var det faktisk«. Heller ikke for 'Bjerget', der ellers har fået masser af anmelderros, slipper Mads Brenøe helt af med sit image: »Vanen tro har Mads Brenøe sans for chokeffekter, men når sandheden skal frem, er der dog et stykke op til den splatterlitteratur, han tidligere repræsenterede«, som JyllandsPosten - næsten ærgerligt - konstaterede. »Samtlige mine bøger efter den første er blevet anmeldt på fordommene om, hvad den første var. Det er jo sørgeligt. På den måde er jeg da i høj grad blevet misforstået. Det er ikke, fordi jeg føler mig som et misforstået geni, men det er da ærgerligt. For jeg har aldrig været splatter-forfatter og bliver det heller aldrig«. »Hvis vi lige tager definitionen af splat, så er det indvolde for indvoldenes skyld, ligesom porno er sex for sexens skyld. I min første bog er der ikke en dråbe blod, som ikke er nødvendig for at fortælle de historier, der bliver fortalt«, siger Mads Brenøe. Historier Forfatteren, der betragter sig selv som først og fremmest 'historiefortæller', har det svært med sit image som ung provo-skribent. »Nej, jeg er snarere den kedelige type, der helst vil være hjemme med et godt glas vin. Jeg vil ikke provokere, for dybest set er det jo at skubbe folk fra sig. Jeg vil gerne invitere folk indenfor. Men min humor er kulsort, og det skubber da muligvis nogen væk«, siger han. Mads Brenøe sidder uroligt på stolen. Benene sættes i spænd mod det store bord. Han har lyst til at høre musik. Soundtracket til filmen 'Dracula' er nyeste favorit. »Jeg kan godt have svært ved at føre en samtale, fordi min hjerne sender mine tanker hid og did. Men musik, især høj musik, gør, at min hjerne arbejder mere koncentreret. Jeg kan nærlytte musik og føre en koncentreret samtale samtidig. Musik hjælper mig til at fokusere. Så når jeg skriver, hører jeg musik meget, meget højt, så der ikke er plads til andet end det, jeg skriver«, forklarer han og forsvinder hastigt ned ad trappen til sit gamle kælderrum for at sætte musikken i gang. Tilbage igen forklarer han om sit store forbrug af musik: »Jeg ved ikke, om jeg var DAMP-barn, for det udtryk var ikke opfundet. Men jeg havde i hvert fald totalt meget ild i røven, hvad jeg for så vidt stadig har. Prøv at se, hvor meget jeg ryger og jeg har totalt nervøse bevægelser. Den sætning, jeg har hørt mest i min barndom, var: »Mads, dine bevægelser«, fordi jeg altid væltede et eller andet«. »Det er stadig sådan, at jeg i en alder af 33 år ikke kan have noget stående ved mine albuer, for det er kun et spørgsmål om tid, så ryger det på gulvet. Jeg er sådan helt manisk med at holde øje med det. Det er også derfor, her ikke er nogen planter, for planter river sig konsekvent fast i mig, når jeg går forbi dem. Og jeg støder altid ind i dørkarmen, når jeg går ind, fordi jeg prøver at dreje samtidig«. Nina er kommet hjem igen, og parret diskuterer nogle af de madopskrifter, de sammen har hittet på til Jens i 'Bjerget' - »for at slippe for kedsommelige beskrivelser af ædeorgier«, som Mads Brenøe siger. Samtalen mellem ægtefællerne lyder alt andet end fremmed. »Det, der kendetegner et godt ægteskab er vel, at man føler en stor lettelse over, at der endelig er nogen, der forstår en. Sådan havde hun det også. Hun sagde, at der var et utal af vittigheder, hun havde kastet ind i forsamlinger gennem årene, som ingen havde forstået. Jeg var den første, der grinede ad dem«. »En stor kærlighed og et godt ægteskab handler netop om, at man føler sig genkendt. Det er et sted, hvor man ikke behøver at føle sig fremmed. Jeg er dybt taknemmelig over, at kærlighed i mit voksenliv ikke er noget, jeg har manglet«, siger Mads Brenøe og hoster et tørt latteranfald op. »Det kan altså ikke oversættes til, at jeg havde en kærlighedsløs barndom, for det havde jeg ikke«.