Egentlig er der tale om en redningsaktion. Nogen kan selvfølgelig læse beretningerne om Hitch, Willfang og Flint som en dansk udgave af et Tolkieneventyr. De kan læse dem som historierne om tre dværge, der drager ud i verden for at udføre så store bedrifter, at de bliver værdige til optagelse i Dværgridderordenen, når de vender tilbage til Bjergriget og herskeren Görter III. Og sådan en beretning er 'Dværgenes krønike' af 27-årige Jacob Hedegaard Pedersen naturligvis også. Men bogkrøniken om dværgene er samtidig en redningsaktion. Over 600 sider skal den redde de tre brave dværge fra den sikre død i en halv snes ringbind. Ringbindene blev for over 10 år siden fyldt med optegnelser over dværgenes eventyrlige liv hjemme på loftet hos Jacob Hedegaard Pedersens forældre i den lille østjyske flække Hundslund mellem Horsens og Odder. Dværgene levede, når Jacob Hedegaard Pedersen og hans kammerater mødtes hver søndag gennem fire-fem år for at dyrke rollespil og opfinde mytologiske figurer. Og der kan nå at ske meget med tre dværge på et østjysk loft i løbet af sådan cirka 200 søndage. Der sker nemlig ikke så meget andet i Hundslund. De timelange rollespil blev optaget på bånd og derefter skrevet ned og sat i ringbind. Jacob Hedegaard behøvede derfor heller ikke grave dybt i erindringen, da han for nylig skulle skrive historierne ned. Alt stod i hovedet »Jeg skrev den første bog (124 sider, red.) på en uge. Det kan lyde meget hurtigt, og normalt skriver jeg heller ikke i det tempo. Min forrige bog 'Den gamle biograf' tog for eksempel halvandet år«. »Men med 'Dværgenes krønike' var det noget andet. Jeg havde det hele i hovedet, hvor det var lagret gennem ti år, så det var bare at skrive det ned. Den anden bog skrev jeg på cirka to uger«, fortæller Jacob Hedegaard Pedersen. Allerede for ti år siden tænkte han på at nedskrive historierne, men dengang var der ikke større interesse for fantasy. Det har en vis Harry Potter nu lavet godt og grundigt om på. Og Peter Jacksons milliarddyre filmatisering af 'Ringenes herre' har ikke gjort interessen mindre. »Når man har levet med nogle personer i årevis, er det ret hårdt bare at skulle slå dem ihjel«, siger Jacob Hedegaard Pedersen. I dag må man sige, at Hitch, Willfang og Flint lever i bedste velgående. De to første bøger er solgt i godt 2.000 eksemplarer, og de unge læsere i alderen 11-15 år kan se frem til nummer tre, der skal udkomme til foråret. I alt fem bøger skal der til, før de tre dværge skal være tilbage i Bjergriget og forhåbentlig have løst missionen om at finde den forsvundne opdagelsesrejsende Caspian Koks. Gode anmeldelser Det er ikke noget tilfælde, at bøgerne er slået an, for dels har de fået gode lektørudtalelser til bibliotekerne, dels prøvede Jacob Hedegaard Pedersen på forhånd de første historier om dværgene af på nogle af de elever, han er lærer for på skolen i Rask Mølle ved Horsens. »Jeg udleverede en første gennemskrivning af manuskriptet til eleverne i min 8.-klasse, og de gik virkelig op i sagen og kom med god, konstruktiv kritik«, fortæller Jacob Hedegaard Pedersen. Alt for svære udtryk blev strøget eller ændret, indforstået fantasysnak blev undgået, og så blev historien også langt mere lige-ud-ad-landevejen, end den havde været fra starten. »Indimellem var der ellers tendens til, at der gik lidt for meget Vesterbæk i den«, erkender forfatteren med henvisning til den serie af blodige og vildt fabulerende fantasyromaner, han debuterede med allerede som 21-årig. Dengang skrev han romanen 'Dyret', som han og forlaget frækt proklamerede var den første af fem bøger, der alle skulle være inspirerede af tarotkortenes mystiske verden. Jaja, spis nu brød til, var der vel et par folk i bogbranchen, der tænkte, men Jacob Hedegaard lider på ingen måde af præstationsangst. Han elsker at lade fantasien løbe, og modgang stopper ham ikke. I hvert fald var der 13 forlag, der sagde nej til at udgive hans manuskripter, før han fik ja hos forlaget Hovedland. Det er her, han har fået udgivet dværgeserien samt de første fire af i alt fem romaner, som foregår i den fiktive by Vesterbæk. Senest er byen skildret i romanen 'Den gamle biograf', og det er på ingen måde en provinsflække, der deler søvnig idyl med hverken jyske Hundslund eller Lise Nørgaards lilleby Korsbæk. Vesterbæk er snarere i familie med Stephen Kings Castle Rock og David Lynch-universet i Twin Peaks. »David Lynch er nok den person, jeg har båret med mig i alt det, jeg har lavet. 'The owls are not what they seem'. Den sætning kunne man sætte hen over det hele«, siger Jacob Hedegaard Pedersen. Nej, hverken i Vesterbæk eller i dværgenes univers er uglerne altid, hvad de giver sig ud for at være. Ydre historie »Tarotserien om Vesterbæk er en dystopi, og her eksperimenterer jeg med alle de fortælleformer, jeg kan komme i nærheden af, og det interessante for mig er at fortælle om personerne. Hvor er de i livet, og ikke mindst - hvor er de ikke. Hvordan er det, de bare går fremmedgjorte rundt i en ydre skal uden at være til stede i livet. Det er en historie om, hvad der foregår inde i personerne«. »'Dværgenes krønike' er mere en ydre historie. Måske er den ikke direkte en utopi, men den er i hvert fald mere lys og optimistisk end Tarotserien«, siger Jacob Hedegaard Pedersen. Han skriver først og fremmest for at underholde, men han har også sit eget bud på, hvorfor Potterbøgerne og historierne om dværgene bliver populære hos læserne. »Børnene ved godt selv, hvad de har brug for. De kan lide en form for holistisk verden, hvor tingene hænger sammen. I gamle dage havde de en bedstemor, der sad og fortalte dem eventyr og historier, og det har mange ikke mere«. »Men de har stadig brug for nogle historier, der forklarer verden for dem. De er måske ved at være ude over, at alt er lige gyldigt, og generelt må man vel sige, at vi er blevet mere religiøse, end vi har været længe«, siger Jacob Hedegaard Pedersen. At børnene nemt kan identificere sig med en Harry Potter, kan han godt forstå, for der er jo, mener han, tale om et universelt tema, hvor en dreng, der er anderledes, må kæmpe med problemer på alle fronter. »Alle kan identificere sig med ham og med den måde, han tackler sine problemer på. I 'Dværgenes krønike' kan man også se, hvordan der er konflikter mellem de enkelte grupper, og hvordan det er vigtigt at have en vis tolerance over for folk, der er anderledes«. »Overordnet er det vel en skildring af kampen mod mørket, som det altid er i eventyrene, men gruppen af dværge er jo heller ikke entydigt gode. De er meget menneskelige. Dybest set handler det om, at vi bliver nødt til at acceptere, at vi både har det gode og det onde i os«, siger Jacob Hedegaard Pedersen. Eller som hans forlægger Steen Piper fra forlaget Hovedland siger: »Det er vel et spørgsmål om, at fantasygenren bringer moralen tilbage til litteraturen, ligesom kriminalromanen på et tidspunkt bragte epikken tilbage til prosaen«. Hverdagen trænger sig på Den 27-årige forfatter har i øjeblikket ingen ide om, hvor forfatterskabet på længere sigt skal bevæge sig hen, men han fortsætter formentlig hverken med de bloddryppende fantasy-bøger a la Vesterbæk eller med de Tolkienagtige eventyr. »Lige nu læser jeg selv mest Johannes V. Jensen, og indimellem Blicher. Tidligere læste jeg mest Stephen King. Det er meget sjældent, jeg i dag læser fantasy. Inden for de seneste år har jeg læst Tolkien igen, jeg har læst Potterbøgerne og Walter Moers 'Kaptajn Blåbjørns 13liv'«. »Nu skal jeg have skrevet det sidste bind i Tarotserien og de sidste tre bind af 'Dværgenes krønike', men hvad jeg skal skrive bagefter, ved jeg ikke«. »Jeg har tænkt på, at jeg godt vil skrive nogle hverdagsnoveller, men indtil videre er der ikke kommet noget ned på papir«, siger Jacob Hedegaard Pedersen. Undskyld, glemte vi i skyndingen at fortælle, hvem han selv var i de gamle rollespil? Om han selv var Hitch, Willfang eller Flint? Eller måske en af deres venner broder Titzel, røverpigen Tilde eller troldmanden Nilrem? »Ingen af delene. Jeg var Gud! Den, der styrede det hele og vidste lidt mere end de andre«.