0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man må svømme i sin egen sovs

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Stolt som en pave - hvis ellers paver kunne være af hunkøn - hænger hun den smukt mærkværdige perlekæde om sin hals. Det er en gave, der er kommet med posten. Kæden skinner af hvid og sølv mod kjolens sorte stof. Den består af perler og andre flotte ting.

Med tænderne leder Iselin C. Hermann efter den sarte ruhed i overfladen, som efter sigende kendetegner den ægte perle. Ægtheden rummer en gåde. Antallet af ægte perler er nemlig identisk med afsenderens alder.

På kæden hænger også knapper fra New York og en lille dekoreret sølvæske. I mere eksotiske lande bærer børn deres egen indtørrede navlestreng i sådan en lille sølvæske. Til minde om deres ankomst i verden. Kongetigerøjesten er der dog tilsyneladende ikke nogen af.

»Grøn te?«. Iselin C. Hermann skænker teen op. Den er faktisk ret grøn. Men smager ikke så farligt. Er det virkelig denne kultiverede mor til tre, som har skrevet om ormesuppe og svovlen og banden? Det er lige før man tror, man har fået lysekronebetændelse.

Perlekæden dumpede for ikke så længe siden ind ad brevsprækken hos forfatteren. Den kom sammen med et fyldigt og rigt illustreret brev. Afsenderen var en pige. En dansk globetrotter på dannelsesrejse. En berejst lille dame, som år efter år bliver fragtet kloden rundt af sine forældre.

På Bali har hun ligget og læst Iselin C. Hermanns børnebog 'Kongen af Sydspanien og hele balladen'. Og hun har da sikkert gjort det liggende på maven i sandet, mens hun har vippet med sit ene ben i luften og ikke været til at komme i kontakt med.

For det er da en rigtig røverhistorie hun har haft fingrene i. Om den flotte kong Guzman, hans smukke dronning Diamante og deres kække prins Safiro. Samt ikke mindst den kattens palegøje og det særdeles grufulde skurkepar - hundjævelen Dona og hendes tykhovedede slave af en mand kaldet Den-Onde-lyne-mig.

En fortælling fuld af sproglige finurligheder fortalt under ed fra besværgelsen »Det kan du bide dig selv i næsen på«. En ramsaltet børnebog, som pirrer både børns og voksnes fantasi og ikke mindst sidstnævntes opfattelse af, hvor grænsen kan gå i en bog for børn. Som når Dona i fandangokjolen på kannibalistisk manér har taget livet af tretten børn.

Så grumt som i 'Kongen af Sydspanien' har det sjældent været siden Brødrene Grimm halshuggede og kogte børn i 'Enebærtræet' og udførte andre højst upædagogiske manøvrer i de grausomme Märchen de havde fanget i folkedybet.

Upædagogisk
»Anders And synes jeg var pissekedelig, men Hexia de Trick, dét rykkede!«, husker Iselin C. Hermann, der udmærket godt er klar over, at grunden til at hun selv smyger sig rundt i en sort kjole, er at hun stadigvæk prøver at ligne den onde dronning fra 'Snehvide'.

Det uhyggelige og det vovede serveret med kraftigt krydret humor, hvor sproget sprutter til alle sider. Det er ikke en helt almindelig opskrift på en dansk børnebog. Men pigen på Bali er ikke den eneste, der har været tryllebundet af Hermanns barske magi.

50.000 små og store lyttere har netop siddet klistret til radioapparaterne for at følge med i højtlæsningen af historien om Kongen af Sydspanien og ikke mindst hele balladen. En grad af opmærksomhed, der på en måde er kommet med et par års forsinkelse.

Iselin C. Hermann debuterede i 1998 med den meget roste roman 'Prioritaire', der også blev solgt til udgivelse i udlandet. Et litterært raffinement, som gjorde, at både hendes forlag, bibliotekerne og de fleste andre var temmelig uforberedte, da hun året efter pludselig dukkede op med en krasbørstig børnebog.

Bogen var mørkt, flot og utraditionelt illustreret af Pernille Kløvedal Helweg. Med det resultat at endnu flere misforstod projektet. Nogle troede, der var tale om en mærkelig voksenbog. Mens andre blev forargede og kaldte det en upædagogisk børnebog.

»Jeg skrev den jo ikke for at skrive en upædagogisk børnebog. Jeg skrev den, fordi det var sjovt, og fordi børn ikke er så sarte, som vi går rundt og tror. Uanset om man taler med gamle eller børn eller evnesvage eller udlændinge, der ikke forstår meget dansk, så er det helt afgørende, at man ikke taler ned, men snakker i øjenhøjde«.

»Og det mener jeg, jeg har gjort. Selvom børnene ikke forstår alle de ord, jeg skriver, så forstår de det jo godt alligevel. Du skal hverken tale op eller ned, men være dig selv. Det bedste du kan gøre er at svømme i din egen sovs«, siger hun med en af de karakteristiske formuleringer, hvor hun ligesom i sine bøger nyder, at ordene og deres traditionelle brug og sammenhæng spiller hinanden et puds. Så sproget prikker til fantasien og får en ny smagsnuance.

Sprogleg
Sproget skal være en leg og en udfordring til børnene. En udfordring ,som en pixibog i hvert fald ikke kan honorere, mener Iselin C. Hermann, der selv ikke var bleg for at læse Pusjkin, Guy de Maupassant, Somerset Maugham og Johannes V. Jensen højt for sine drenge, da de var 8, 10 og 12 år gamle.

»Hvis indholdet er godt, gør det ikke noget at lixtallet er højt«, som hun udtrykker det med et bestemt udtryk i øjnene. Det er dog ikke en høj sværhedsgrad, der præger hendes nye børnebogsprojekt.

For på trods af misforståelserne omkring 'Kongen af Sydspanien' har Iselin C. Hermann nu igen skrevet en børnebog. Eller rettere tre. Tre historier om ildnisser med den 4-årige Valdemar og ildnissen Vilmer i de gennemgående hovedroller. Fortællinger af en ganske anden og mere hyggelig karakter end den stil, som den blodtørstige Dona med livretten giftslangegrød stod for.

'En historie om ildnisserne' er bøger for de små. Bøger, som tygger på gode ord som 'rævesøvn', 'krokodille tårer' og 'dagdrømme'. Bøger med nisser i. Lidt julenisseri, men mestendels helårsnisser. Hvem får ellers kuglepennene til at forsvinde, og hvem ellers har placeret sokker i køleskabet? Men det var faktisk alt andet end en hyggestund, der fik Iselin C. Hermann til at gå i gang med Vilmer & Valdemar.

»Det var lige efter 11. september fløj ind i vores verden. Jeg fik lyst til at skrive noget, som var ultimativt rart og slet, slet ikke var spor uhyggeligt. Jeg tror nok, at man kan sige, at jeg regredierede, som man siger i psykologien. Helt konkret krøb jeg ned under dynen og var lille og skrev historier om ildnisserne, som kun var hyggelige. Jeg havde lyst til at komme tilbage til en verden, hvor små ting havde betydning og var rare«.

Under dynen gik det hurtigt med skriveriet. Hun drømte om en hurtig proces fra start til slut. Men fra hendes forlag Rosinante kom den melding, at man måske gerne ville udgive bøgerne. Om et års tid. Det havde forfatteren ikke tålmodighed til at vente på. Hun sparkede dynen af og gik i gang.

Iselin C. Hermann, der selv i mange år har arbejdet i forlagsbranchen, og er gift med forlæggeren Brøndum, lavede simpelthen sit eget forlag til formålet. Noget hun blankt indrømmer, hun ikke havde turdet give sig i kast med uden sin forudgående erfaring fra forlagsbranchen. Men nu blev forlaget Brødrene Brøndum en realitet.

Illustrationerne lavede sønnen Vesle. Et barn, der pludselig var blevet 15 år og to meter høj, og som ved alt om alverdens skyskrabere. Vesle Magnus Brøndum tegner og tegner og tegner og har ifølge sin upartiske mor en sofistikeret streg.

Men han forstod instinktivt, at tegningerne til 'Vilmer & Valdemar' skulle afspejle en anden alders øjenhøjde. Så ligesom sin mor under dynen, voksede han baglæns. Tilbage til stilen fra sine yngre år. Herfra tegnede han bittesmå højhuse i ilden. Så det er 'børnede' tegninger. Men grafisk klare i streg og farve. En voksen skriver og et barn tegner. Det er næsten som i Otto Sigvaldis velmagtsdage.

Inspiration
Otto Sigvaldi er ellers noget af det sidste i denne verden, man kommer til at tænke på, når man ser den elegante Iselin C. Hermann i smygende sort kjole skænke grøn te i kopperne i den smagfuldt indrettede lejlighed med udsigt over Søerne.

Otto Sigvaldi; den store bløde vildmand med det buskede skæg, som tårnhøj i træsko gik på Strøget med sin lavstammede barnevogn og solgte sine 'Hindbærbrus & Kragetæer'. Små hæfter med tekster og tegninger ofte lavet af børn.

Men Sigvaldi er faktisk en vigtig inspirationskilde bag Iselin C. Hermanns beslutning om at lave et eget forlag, der med lidt held og lykke vil udsende tekster og billeder fra børnenes egen ånd og hånd. Faktisk havde liden Iselin sin debut som forfatter i en spæd alder i netop Sigvaldis 'Hindbærbrus & Kragetæer'.

»For mig som 60'er-barn var det en utrolig identitetsgivende faktor, at dér gik der en voksen mand rundt og bad børn om at skrive. Og tog det alvorligt. Og offentliggjorde det og solgte det. Jeg synes, han gjorde noget meget vigtigt for børn«.

»Jeg læste 'Hindbærbrus' i lange baner. Som københavnerbarn gav det mig virkelig et løft. Jeg kunne godt tænke mig at udgive bøger, hvor enten børn skriver og voksne tegner eller vice versa. Jeg synes børn er enormt lydhøre og sansende. De er fintfølende seismografer. De er friske og ubrugte og siger, hvad de mener og tænker«.

»Jeg synes, man i alt for høj grad rubricerer de ting de laver som 'sødt'. Jeg synes, det er meget, meget mere end sødt. Man skulle tage deres kunstneriske udtryk meget mere alvorligt. I en tid hvor børnene ikke kan blive gjort voksne hurtigt nok, kunne det være et signal om, at det er helt legitimt og rigtigt og godt bare at være barn. Det er ikke kun en forberedelse til noget andet«.

»Dét signal synes jeg, man savner«, siger forfatterinden, der dog ikke har nogen aktuelle planer om at trække i træsko og hønsestrik og i Sigvaldis fodspor begive sig ud på gader og stræder med en barnevogn lastet med børnekultur.

Men snart er det også tid til at være voksenforfatter igen. Inspireret af et halvt års ophold i Damaskus har Iselin C. Hermann nemlig skrevet romanen 'Der hvor månen ligger ned'. En fortælling om en forelsket amerikansk journalist i Damaskus. I dén bog er der både kærlighed og spænding, røber hun. Det kan du bide dig selv i næsen på.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere